Dialog versus teknik – Trumps mediedækning og forståelsens paradigmer

Weekendavisen 9. november bragte en yderst bemærkelsesværdig kronik, hvor antropologen Ole Bruun i skarpe vendinger kritiserede DR’s negative dækning af Donald Trump: “Licensbetalt holdningspåvirkning”. Bruuns kritik af kilder som CNN og New York Times bliver ikke mindre troværdig af, at den engang i tv-programmet Debatten har været fremført, ikke blot af Naser Khader, hvilket måske kan opfattes som forudsigeligt, men også af Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg.

På dette sted vil jeg tage debatten om mediedækningen af Trump som anledning til at drøfte nogle principelle spørgsmål omkring forståelsen af politiske og historiske forhold. I sidste ende drejer sagen sig om menneskesyn og grundlæggende paradigmer for mellemmenneskelig forståelse.

Problemet: Dialogens og teknikkens menneskesyn

Hvis man opfatter sociale relationer ud fra dialogen som forbillede, har man i princippet mulighed for at opnå et entydigt menneskesyn, for så vidt som begge parter i en dialog er stillet på samme niveau. Om man så vælger at betragte mennesket qua artseksemplar som overvejende godt eller ondt, frit eller ufrit, fornuftigt eller ufornuftigt: Opfatter man det i social henseende primært i rollen som samtalepartner, kan man vælge samme dosering af disse modpoler hver gang – om det er én selv eller andre og uanset hvem af disse andre, man fokuserer på. Desværre er vi sjældent tilbøjelige til at tænke på den måde. I stedet for en bipolær model, der sætter to subjekter i samspil med hinanden, er det næsten altid en unipolær figur, der får magt over tænkningen: Vi ser et selvtilstrækkeligt subjekt, der ensidigt optager en asymmetrisk relation til andre qua objekter for dets teoretiske erkendelse eller tekniske manipulation. På denne måde ender man med et dybt ambivalent menneskesyn, hvor man hele tiden oscillerer rundt og uddeler forskellige kasketter til de mennesker, man prøver at forstå. Der skal enten være manipulatorer eller manipulerede, forførere eller forførte, bødler eller ofre, reflekterende eller refleksionsløse, oplyste eller fordomsfulde, behandlere eller behandlingskrævende etc. – ofte begge dele i en fantastisk rendyrket form, og oftest naturligvis med én selv placeret solidt på den første side af ligningen.

Hitler som eksempel

For eksempel finder jeg det stærkt tvivlsomt at sige, at Hitler ”forførte” tyskerne – og herved foretage en slags ansvarsfraskrivende umyndiggørelse af den tredjedel af vælgerne, der stemte på ham ved valget i 1932, samt de langt flere, der støttede ham senere i trediverne. For det første kan jeg ikke tro på, at masserne skulle have været så dumme, at de ikke kunne se eksempelvis voldspotentialet i nazi-bevægelsen og den trussel imod jøderne, der ganske vist aldrig blev fuldtud defineret offentligt, men hvis tendens dog var åbenlys. For det andet synes jeg, man overdriver Hitlers evner som manipulator – ja, nærmest romantiserer hans perverse genialitet, på samme måde som Hollywood romantiserer Hannibal Lector – hvis man anser ham (eller en snæver inderkreds) for at have styret de åndelige strømninger, der førte til Weimarrepublikkens undergang. Martin Heideggers ”Sein und Zeit” er et fremragende filosofisk værk, men samtidig et godt eksempel på, hvordan større ånder – i 1927 stadig helt uden for nazistpartiet – på en indirekte måde var med til at underminere demokratiet i Tyskland. For det tredje tror jeg, man skal passe på med at opfatte Hitlers kommunikation med tyskerne, hans ”propaganda”, som en rent teknisk disciplin i stil med at slå et søm i en planke eller indlæse et styresystem i en pc. Det er fristende at betragte sagen således, at demagogen står med en slags retorisk værktøjskasse, et kendskab til sin målgruppe og et erfaringsbaseret sæt af retningsliner for, hvilket værktøj man skal bruge for at opnå en bestemt virkning. Men hvad enten det drejer sig om Hitler og Goebbels eller Churchill og Luther King: Revolutionerende veltalenhed er altid mere kunst end videnskab, og den medrivende retoriker er normalt samtidig den medrevne retoriker, der til en vis grad selv er objekt eller offer for sig egen retorik. Hermed mener jeg ikke andet end, hvad enhver lærer ved i forvejen: Man taler bedst om det, man virkelig brænder for og tror på. Det er en fetich for teknisk tankegang, der får folk til at overvurdere snedigheden ved et rent instrumentelt forhold til sproget, hvor politikeren lader sin retorik diktere af tørre statistikeres profetier om, hvad der ”virker”.

Trump som eksempel

Emnet er højaktuelt, fordi det meste af Europa og så godt som al europæisk presse sidder og stirrer vantro på Donald Trump, der som en sand inkarnation af djævelen synes at have hjernevasket og manipuleret halvdelen af amerikanerne til at støtte sig. Trump siges hele tiden at finde på ”fjendebilleder” eller ”syndebukke” og appellere til ”følelser” for at trykke på de rigtige knapper hos en bondebefolkning, der fremstilles som rene idioter. Vi ser igen den ovenfor nævnte subjekt/objekt-figur, hvor Trump spiller rollen som det teknisk beherskende subjekt, mens hans vælgere er offeret/objektet – og hvor den europæiske kritiker nu synes at træde til som subjekt for en emancipation eller helbredelse, der ved at ”afsløre” sammenhængen i det socialpsykologiske snoretræk skal ”bevidstgøre” amerikanerne og herved transformere dem fra objekt- til subjekt-status. Der ligger en rædselsfuld metafysik til grund for denne ulideligt skamredne tankebane, og som sagt er den problematisk på tre punkter: 1) Trump kan for min skyld gerne være et dumt svin, men han er hverken Gud eller satan, og han ville ikke kunne proppe sin retorik ind i hovedet på amerikanerne, hvis ikke der i forvejen fandtes objektive problemer med bl.a. indvandring, globalisering og elitær sammenspisthed. 2) Trumps vælgere er ikke nødvendigvis frarøvet enhver orienteringsevne og kritisk sans, bare fordi de ikke sidder og snakker hinanden efter munden på storbyernes cafeer og social studies. Der er fejlkilder og risici forbundet med bylivet såvel som med landlivet, og jeg tror faktisk, at fjerne ekkoer af de lærde debatter, som den såkaldte elite længe har siddet og tabt på internettet, kan forplante sig meget langt ud på landet. 3) Trump lyver givetvis om en del, men jeg ser intet belæg for at antage, at han ikke personligt skulle tro på de centrale værdier og projekter, som hans retorik handler om. I mine øjne giver magt for magtens egen skyld næsten altid ringe mening som politisk motivationsfaktor, hvilket sjældent er blevet påpeget mere gribende end i Mogens Lykketofts sidste tale som partiformand efter valgnederlaget i 2005. Og som nævnt virker det heller ikke dybsindigt som kommunikationsteori, at den succesfulde taler ene og alene skulle stå og sige det, som han eller hun gætter på, at publikum gerne vil høre. Det er håndværkertankegang, og det forsimpler sagen forfærdeligt.

Beherskelsestænkningens attraktionsværdi

Jeg har tænkt en del over, hvorfor subjekt/objekt-modellen og den teknisk-instrumentaliserende opfattelse af kommunikationssituationen virker så tiltrækkende, især for mange mennesker på venstrefløjen (der måske netop af den grund befinder sig i en alvorlig krise). På det mest abstrakte niveau giver det før nævnte hovedværk af Martin Heidegger måske et fingerpeg, idet det kritiserer hele den vestlige idehistorie for at fremstille virkeligheden som det, der på en genstandsagtig måde er ”forhånden”. Heideggers elev Hans-Georg Gadamer vinklede en lignende pointe lidt anderledes ved i ”Wahrheit und Methode” (1960) at angribe den dominans, som et naturvidenskabeligt objektivitetsideal udøver – og som ikke mindst er problematisk i forhold til den kommunikative forståelsesrelation, der udspiller sig på humanioras område. Her vil jeg dog anføre to mere konkrete aspekter af den tiltrækningskraft, som beherskelsestænkningens ambivalente menneskesyn synes at besidde.

Letkøbte dybder

”Den slags laver man ikke med mig!”. Det lyder simpelthen mere intellektuelt og kritisk at mistænkeliggøre folks åbenlyse og erklærede hensigter end at tage dem alvorligt – som om man har tilgang til en særlig, dybdehermeneutisk metode til afsløring af det væsentlige bag ved de fremtrædelsesformer, som almindelige lægfolk (fangerne i hulen, hvis man erindrer Platons hulebillede) lader sig dupere af. Dette indtryk lader sig ikke sjældent opretholde, selvom det empiriske grundlag for den pågældende afsløring er mere end tvivlsomt, og mistanken om den ene eller anden type urent trav hverken åbner op for yderligere undersøgelser eller for brugbare forudsigelser. Fænomenet ses tydeligst i de egentlige sammensværgelsesteorier: Om de så stammer fra en klumme på bagsiden af et pornoblad og efterlader sig aldrig så mange løse ender og selvmodsigelser, kan de på en eller andet måde virke mere sindrige end den almindelige avislæsers leverpostejsfarvede detailviden.

DF og Socialdemokratiet som eksempel

Jeg ser et eksempel på dette i den succes, som Dansk Folkeparti i de senere år har haft med at sætte dagsordenen hele vejen hen over midten i dansk politik – og på den irriterede reaktion hos mange venstreorienterede, der synes, at DF har taget resten af folketinget som gidsler eller på anden vis udvirker en slags ond kraft, der får de andre til at udføre de mest nedrige gerninger. Men naturligvis giver den tekniske beherskelses model ikke noget svar på, hvordan mekanismen i en sådan dæmonisk påvirkning skulle være skruet sammen. Har Martin Henriksen måske hypnotiseret Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr?  Eneste fornuftige svar er, at DF’s manipulation ikke fungerer på denne direkte måde, men bygger på en underliggende trussel om vælgernes dom. Men hermed forskyder man bare problemet, for hvad er i så fald forklaringen på, at to tredjedele af vælgerne pludselig står klar til at kræve en stram udlændingepolitik? Er det måske dem, Martin Henriksen skulle have hypnotiseret?  Selvom det måske kan lyde vældig ’kritisk’, er der ikke skyggen af klinisk, empirisk dokumentation for, at DF skulle sidde inde med en slags retoriske superkræfter, der har sat vælgernes frie vilje ud af kraft. Man opnår ingen forståelse af sagen, med mindre man forlader den teknisk-instrumentelle begrebsramme og indser, at dialogen imellem politikere og vælgere handler om objektive, virkelige sagforhold, som parterne i frihed udveksler og vurderer hinandens gyldighedsfordringer omkring. At få ret i en diskussion er ikke det samme som at påtvinge den anden en bestemt adfærd. Når man bøjer sig for det, som Habermas træffende har kaldt for ”det bedre arguments tvangløse tvang”, er det i princippet ens egen fornuft, man adlyder.

Dette tema afspejler sig på dramatisk vis i Socialdemokratiets nye højredrejning på indvandringsområdet. Teknikfikserede iagttagere vil sige, at denne tendens drives af behovet for at vinde vælgere tilbage fra DF og tilfredsstille de før nævnte to tredjedele: Man påtager sig en stram udlændingepolitik som middel til det mål at tilbageerobre regeringsmagten. Men så er der jo naturligvis lige den detalje, at tricket kun virker, hvis vælgerne tror på, at Socialdemokratiet mener det alvorligt – at de altså ikke kun annoncerer en stram udlændingepolitik for at lokke vælgere til, men fordi de oprigtigt er blevet overbevist om, at en sådan er nødvendig. At snyde med den slags virker ganske ligetil i sammensværgelsesteoriernes verden, hvor selv de mest komplekse og subtile bedrag tænkes at kunne køre som et schweizerur. Men i virkelighedens verden er der hundredevis af små signaler og betoninger, der kan falde forkert ud, hvis man hykler at stå for noget, som man i virkeligheden ikke tror på. Vælgerne vil i de fleste tilfælde kunne lugte sådan noget, og i sidste ende er der kun en rigtig god metode til at overbevise folk om, at man mener noget alvorligt – nemlig rent faktisk at gøre det. Dette ved socialdemokraterne naturligvis alt om. Deres igangværende kursskifte kan næppe fortolkes anderledes end, at de ser deres tilnærmelse til DF som et mål i sig selv og kun derigennem får mulighed for at anvende den som et middel til vælgernes gunst.

Den indbildte eller fingerede gendrivelse

Subjekt/objekt-modellen bruges ikke kun om Hitlers eller Trumps forhold til deres vælgere, fordi man fejlagtigt mener, at den fører til en dybere og mere videnskabelig forklaring. Ofte mener man også på denne måde at kunne udføre en slags retorisk skaktræk imod en politisk modstander. Hvis man kan påvise, at Trump ikke selv tror på det, han siger, men kun siger det for at vække bestemte følelser i sit publikum, synes man på en eller anden måde at have gendrevet ham. Denne tankegang virker meget ejendommelig – og også meget forkert. Normalt vil man jo ikke sige, at en sætnings sandhedsværdi afhænger af, hvad den, der ytrede den, var ude på at opnå, og ej heller af, om den ene eller den anden empiriske person tror på den. Sandhed opfattes normalt som et forhold imellem en sætning på den ene side og den virkelighed, som sætningen omhandler, på den anden. Men ved at gøre en pointe ud af, om Trump selv tror på det, han siger, forsøger man jo i realiteten at gøre ham til målestok for sandhedsværdien. Dette er i sig selv noget rod, og endvidere bygger hele konceptet om, at en hersker anvender en ideologi rent instrumentelt til at gøre indtryk på masserne, på den klare underforståelse, at disse masser tror på ideologien uden instrumentelle bagtanker. Man ender altså med stadigvæk at stå over for nogen, der oprigtigt står på mål for det synspunkt, man prøver at fjerne, og man er ingen vegne kommet i retning af en ordentlig, saglig gendrivelse. Det virker som om, man har pillet ved et tandhjul, der ikke er koblet sammen med resten af maskinen.

Islam-apologi som eksempel

Denne tankefigur ses ikke sjældent, når velmenende journalister eller kommentatorer synes at ville modbevise en militant tolkning af islam ved at vise, at denne er blevet brugt instrumentelt i en eller anden sammenhæng. Det kan for eksempel være, at en lokal overklasse har allieret sig med radikale imamer for at kunne beholde deres privilegier, at en diktator har appelleret til islamiske værdier for at styrke moralen under en krig, eller at det saudiske kongehus har finansieret udbredelsen af wahabisme ud fra rent magtpolitiske kalkulationer. I alle disse tilfælde kan det se ud til, at man påviser det sagligt og filologisk uholdbare i at tolke islam militant ved at pege på nogen, der har anvendt en sådan fortolkning som middel til et verdsligt mål. Men som sagt: Ikke alene afhænger en fortolknings rimelighed ikke af, om en specifik aktør tager den helt så alvorligt, som det måske synes; det er ligefrem indbygget i forklaringsmodeller som de nævnte, at alle dem, der angiveligt skulle blive manipuleret, tager den islamistiske retorik dødsens alvorligt.

Afsløringsfilosofiens storhed og fald

Det er næppe nogen sund ide at erstatte den saglige debat om et fremmed synspunkt med den blotte afsløring af, at det er blevet fremsat med en bagtanke. Det minder om visse andre metoder til at diskreditere en opponent uden at indlade sig på egentlig dialog, fx ved at man afslører den andens synspunkt som et symptom på psykologiske, kønslige eller socioøkonomiske fakta. Der er i sådanne tilfælde tale om, at man bekæmper en modstander, ikke med indholdsmæssige modargumenter, men ved i udgangspunktet at indtage et tingsliggørende iagttagerperspektiv over for dennes udtrykshandlinger. Undertiden ser man, at det ikke engang er nødvendigt at anføre nogen kausalforklaring for ligesom at dræne et synspunkt for dets iboende udfordring og krav på modargumenter. Selve objektiveringen kan gøre tricket alene, hvilket især kendes fra gengivelsen af synspunkter i en ideologikritisk eller diskursteoretisk terminologi. Islamkritikeren Robert Spencer har længe stået anført i det venstreorienterede Southern Poverty Law Center’s kartotek over eksponenter for ”hate speech”, og han har nok lige så længe brokket sig over, hvordan man her finder ”demonstrably true statements presented as if they were self-evidently false and hateful” (jf). Man kan åbenbart undvære argumenter, hvis blot man forstår at opretholde en kontekst af afsløring, dokumentation og botanisering omkring sine politiske modstanderes ytringer. I ikke ringe omfang har udnyttelsen af disse muligheder dannet baggrund for venstrefløjens storhed – men også for dens igangværende fald.

Reklamer

Naturalistiske vildfarelser hos Douglas Murray og Johan Christian Nord

Douglas Murray gjorde en imponerende figur som modtager af Sappho-prisen i søndags, og hvis man ovenikøbet fik fanget ham som gæst i Deadline på DR2 samme aften, havde man i koncentreret form oplevet to meget forskellige facetter af denne fascinerende person. For selvom veltalenheden og den lynende begavelse forblev den samme, var der himmelvid forskel på den joviale og vittige Murray, der foldede sig ud ved Trykkefrihedsselskabets arrangement på Christiansborg, og så den retoriske skarpretter, der bagefter mødte Deadline-journalisten Steen Nørskov i tv-studiet. Sidstnævnte skulle – ifølge en facebookskribent med blik for interviewets mere kinky paralleller – have været ”genial i rollen som submissiv”, mens interviewpersonen udfoldede ”retorisk dominans i verdensklasse” (jf). Under alle omstændigheder var det tydeligt, at Douglas Murray er velbevandret i fjendtligsindet pressedækning og ikke lader sig gendrive med venstrehåndsargumentation. Begge de meget forskellige optrædener kan ses på nettet: Talen efter prisoverrækkelsen, inklusive indledninger af Aia Fog og Lone Nørgaard fra Trykkefrihedsselskabet, men uden den afsluttende spørgerunde, findes på youtube (jf), mens Nørskovs interview udgør den sidste halvdel af Deadline søndag (jf).

Imidlertid, da jeg begyndte at genlæse ”Europas Undergang” på dansk, slog det mig, i hvor høj grad Murray anvender en biologisk begrebsramme ved at tilskrive den europæiske civilisation attributter som ”sygdom” og ”død” – og i hvor høj grad dette kan blive problematisk uanset alle bogens og dens forfatters øvrige kvaliteter. Jeg har andetsteds forsøgt at påvise det vanskeligt verificerbare og måske også direkte ensidige i Murrays tale om en særlig europæisk følelsestilstand (han taler fx om ”eksistentiel træthed” og tabet af en ”tragisk livsfølelse”). Et mere principielt problem ved at lægge vægt på de emotionelle aspekter af politiske beslutninger er, at man risikerer at undervurdere den selvrefleksivitet og rationalitet, der specifikt kendetegner menneskelige forhold. Herved kan man nærme sig en slags naturvidenskabeligt inspireret tingsliggørelse af historien, og dette bliver især tydeligt, når følelseslivet udlægges i en biologisk og medicinsk terminologi. Murray synes på dette punkt at være inspireret af civilisationsteoretikeren Oswald Spengler, hvis ”Der Untergang des Abendlandes” (1918-22) imidlertid er stærkt kontroversiel. For eksempel nægtede Karl Popper i ”The Open Society and its Enemies” (1945) fuldstændig at tage Spenglers bog seriøst, fordi han opfattede den som et særlig vulgært udtryk for den pseudovidenskabelige spådomskunst, han døbte ”historicisme”.  Tilsvarende affærdigede R. G. Collingwood i ”The Idea of History” (1946) kort og godt Spenglers tankegang som “et tilbagefald I positivistisk naturalisme”.

I en nutidig dansk sammenhæng er det påfaldende, hvor meget Murray på dette punkt kan minde om den yderst konservative valgmenighedspræst Johan Christian Nord, der i en analog kritisk-diagnostisk henseende bruger begrebet ”mental AIDS” om europæernes manglende modstandskraft (jf). Men med begrebet om mental AIDS kommer det vulgære og pseudovidenskabelige potentiale i tankegangen for alvor frem, og jeg mener lige netop at have iagttaget, hvordan dette fører den i øvrigt velræsonnerende Nord på vildspor. Jeg tænker her på en tale, som han holdt ved en ”For Frihed”-demonstration i december 2017, og hvor han konfronterede den fremmødte pøbel af såkaldt antifascistiske moddemonstranter med deres angiveligt sygelige sindstilstand (jf).

Som bekendt er det ikke intelligensen, der lyser ud af tidens venstreekstreme råbekor, men jeg synes, Johan Christian Nord synker til det samme niveau, når han bliver ved med at ælte sine opponenter rundt i en overlægeretorik, hvor de om og om igen påklistres etiketter som ”sindslidende”, ”syge” og ”behandlingskrævende”. Nord forsøger endda at eksplicitere det menneskesyn, som han med denne psykologisering og patientgørelse anbefaler, og han opdager ikke overraskende, at den underliggende determinisme rimer fint med det kristne budskab om tilgivelse. På den måde kommer han med sjælden åbenhjertighed til at stå og afsløre, hvad det lige præcis er, der kilder ham ved en positivistisk og teknokratisk selviscenesættelse. Som retorisk kneb virker det ud over alle grænser billigt og underskoleagtigt.

Nu hører det med til historien, at jeg ikke har det ringeste imod at erfare grænserne for Johan Christian Nords intellektuelle træfsikkerhed. Ja, faktisk blev jeg temmelig lettet over at se hans tale ved ”For Frihed”-arrangementet, fordi jeg ellers har følt mig noget intimideret og betænkelig ved denne ret unge mands skarphed og talegaver. Sagen er, at den politisk korrekte venstrefløj konsekvent har råbt, ”Ulven kommer!”, hver gang nogen prøvede at tænke noget nyt. Og efter nu i flere årtier at have læst på lektien må jeg konstatere, at ulven aldrig kom. Pia Kjærsgaard er ikke nazist, og Douglas Murray er bestemt heller ikke, Robert Spencer eller Kim Møller er ikke ulven, og selv Pamela Geller, Pat Condell eller Tommy Robinson er ikke det, der ligner – tværtimod viser der sig hver gang en tilknytning til liberale oplysningsværdier som del af motivationsbaggrunden for kritikken af islam og masseindvandring. Men så er det, jeg ikke rigtig ved med Johan Christian Nord, hvis malmfulde retorik lugter af blod og jord og unævnelige gerninger udført i en anet fremtid, hvis handlingsprincipper og etiske grænser vi endnu slet intet kan vide om. En tid lang overvejede jeg, om man måske skulle se i øjnene, at ørnen er landet, og det vakuum omsider ved at blive fyldt ud, som venstrefløjen har opdyrket med årtiers udenomssnak og hattedameargumentation. I hvert fald finder jeg i dette tilfælde Niels Jespersens kritik af ”krigsretorik” berettiget (jf), og det var derfor ikke uden skadefryd, jeg så Nord stå og dumme sig i rollen som amatørpsykiater.

Der består nu den ironi i situationen, at Nord ikke alene brugte et dårligt trick ved den nævnte demonstration, men at det faktiske lige præcis var hans modstanderes yndlingstrick, han havde hugget. Under sin sammenligning af de to menneskesyn mente Nord ganske vist at påpege en væsentlig forskel: Moddemonstranterne så Nord og hans alliererede som ”affald”, der skal fjernes, hvorimod han foreslog, at man så tilbage på dem som ”sindslidende”, der skal hjælpes og tilgives. Men hvor stor er denne forskel egentlig, hvis man ser igennem overfladiske følelsesnuancer? Skrumper forskellen ikke ind til det rene ingenting, hvis man sammenligner med et virkelig alternativt menneskesyn, som Nord ikke nævnte noget om: at anerkende andre som frie og selvbevidste subjekter, som man selv indgår i en gensidig og principielt ligeværdig relation med? I lyset af denne sammenligning, bliver det tydeligt, at der ikke er langt imellem at reducere sine opponenter til genstande for terapi eller fjernelse. Her er tværtimod tale om to velkendte redskaber fra totalitarismens værkstøjskasse, to måder at pervertere mellemmenneskelige relationer i retning af teknisk-instrumentel beherskelse på.

Dette bekræftes af det forhold, at venstrefløjen overhovedet ikke står fremmede over for Nords patientgørende form for tilgivelse. Nej, ”reduktionisme” er stik modsat dens mellemnavn, og Nords snak om mental AIDS er det rene dilettanteri i forhold til de enorme mængder af ’tilgivelse’, som venstreorienterede psykoanalytikere, marxister, strukturalister og diskursteoretikere har overøst deres videnskabelige genstandsområde med. Helt konkret kunne moddemonstranterne meget vel have taget kampen om doktorkasketten op ved at beskylde Nord for ”islamofobi” eller frygt for globaliseringen. Ja, jeg har sågar tidligere henvist til et jammerligt forskningsprojekt, der spekulerede i behandling af et overaktivt immunforsvar for at kunne kurere folks skepsis over for indvandringen (jf) – faktisk en ganske nøjagtig spejlvending af teorien om mental AIDS; man har bare byttet om på, hvem der skal lege doktor!

På den måde kommer Nords konfrontation med antifascismens brunskjorter til næsten at virkeliggøre et mareridtsscenarie, der har hjemsøgt mig lige siden, jeg begyndte at interessere mig for perverteringer af dialogsituationen: to psykoanalytikere, der på skift ‘gendriver’ hinanden ved at reducere modpartens teori til et symptom på den sygdom, som deres egen teori handler om. Efterligningen af et naturvidenskabeligt synspunkt i forståelsen af andre mennesker kan altså ikke bare føre til meget forkerte forklaringer – men også til ganske intrikate absurditeter, i forholdet mellem samtalepartnere såvel som i den enkeltes selvforhold.

Europas undergang eller videnskabeliggørelsens grænser – Douglas Murray modtager Sappho-prisen.

Journalisten og den fortrinlige debattør Douglas Murray har skrevet en højst succesfuld bog om det selvmorderiske i europæisk indvandringspolitik; ”The Strange Death of Europe” (Bloomsbury, GB, 2017) er netop blevet oversat til dansk, og Murray modtager i den forbindelse Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, hvilket interesserede kan overvære søndag den 4. november i Landstingssalen på Christiansborg. The Strange Death of Europe er en elegant og skarpt formuleret skildring af flygtningekrisen i 2015 samt dennes politiske og idehistoriske baggrund. Douglas Murray brillerer hele bogen igennem med sin indgående viden om de politiske beslutningsprocesser og de foregående årtiers flygtningedebat i et bredt udsnit af Europas lande – men også med sine førstehåndserfaringer fra den italienske ø Lampedusa i 2015 og, ikke mindst, sin litterære og kulturhistoriske dannelse. Få kan som Murray spidde irrationaliteten hos en politisk elite, der trods årtiers advarselssignaler hverken har kunnet forstå eller forudsige konsekvenserne af muslimsk masseindvandring, mens den med alle midler har lukket munden på enhver, der kunne (s.152). Eller det skæbnesvangre i den strategi at angribe de europæiske befolkningers udtryk for bekymring uden at gøre noget ved bekymringernes objektive årsager (s.245). The Strange Death of Europe er en god bog, og hvis man har set optagelser med forfatteren på youtube, kan man kun nære positive forventninger til hans foredrag på søndag.

Alligevel må jeg lufte en vis skepsis over for den idehistoriske årsagssammenhæng, som Douglas Murray mener at afdække som baggrund for de europæiske samfunds mislykkede indvandringsdebat og ringe selvopholdelsesdrift i mødet med andre kulturer. Han peger på en slags fælles europæisk følelse af udbrændthed og svigtende selvtillid, der stammer fra undermineringen af den kristne kulturarv, og som især blev iøjnefaldende som livslede og nervesvækkelse i 1800-tallets fin-de-siécle-kultur. Senere skulle skyldfølelse over kolonialismen og historiske skuffelser som nazismen i Tyskland og kommunismens sammenbrud have bidraget til en overordnet fornemmelse af, at Europa har udspillet sin rolle og ikke længere har andet at byde på end overfladisk, materiel tilfredsstillelse – en selvforståelse, der ifølge Murray har vist sig at være katastrofal i mødet med mere kulturelt selvhævdende indvandrergrupperinger.

Mit problem med denne forklaring er, at den med Murrays egne ord er ”easier to feel than it is to prove” (s. 258). Det kan umiddelbart lyde lidt okkult, at en særlig følelse eller grundstemning skulle have bestemt flere hundrede års samfundsudvikling, og det virker i den forbindelse ikke beroligende, at Murray henviser til den stærkt kontroversielle civilisationsteoretiker Oswald Spengler (s. 209). Endvidere synes forklaringen metodisk at bygge på en generalisering af bestemte personers reaktion på sekulariseringen, og den risikerer herved at favorisere en oplevelsesverden tilhørende en bestemt epoke eller samfundsklasse. Jeg tænker herved ikke mindst på de finkulturelt frugtbare årtier sidst i 1800-tallet og på det tyske borgerskab, der nok befandt sig i en unik social situation og i udpræget grad dyrkede en hang til nostalgi og modernitetskritik. Det kan med andre ord godt være, at Friedrich Nietzsches følelsesliv mest afspejlede hulheden og manglerne ved det industrialiserede Europa, der dengang var ved at tage form – men hvor meget siger det så om forhåbningerne hos eksempelvis en kvinderetsforkæmper, en kommunist eller socialdemokrat, en naturvidenskabsmand eller en entreprenant kapitalist?

Men der synes ikke alene at være langt større spillerum for varierende og modstridende reaktioner på samfundsudviklingen, end Murray vil vide af. Også i den enkelte person eller i det enkelte kulturelle udtryk synes modstridende følelser som undergangsstemning og overmod at kunne sno sig så sindrigt og dialektisk ind i hinanden, at man måske bør spørge sig, om det overhovedet er i en bestemt følelse, man skal lede efter årsagen til Europas fejltrin. Jeg tænker herved netop på indvandringsdebatten, hvor ambivalens og oscillering imellem emotionelle ekstremer faktisk forekommer mig at fylde mere end Murrays entydigt kulturpessimistiske tendens. For eksempel ser man i mange sammenhænge et manglende forsvar for europæiske værdier i forhold til andre kulturer; men det er ikke let at afgøre, i hvor høj grad dette udtrykker en tvivl på, at disse værdier skulle være et forsvar værdigt, og i hvilket omfang det skyldes, at man finder dem for overlegne til overhovedet at behøve noget forsvar. Tilsvarende ser man ofte en overdreven tolerance, der i det ene øjeblik kan ligne en selvudslettende respekt, men i det næste snarere ligner den overbærenhed, som voksne kan udvise over for børn, når de føler sig sikre på, at de nok skal vokse fra deres griller. Intet står mere centralt i Murrays tematik end Angela Merkels beslutning fra august 2015 om at åbne Europas grænser, men netop her synes jeg også, man ser begrænsningen i hans perspektiv. For i Merkels berygtede sætning, ”Wir schaffen das”, aner man måske nok en europæisk mindreværdsfølelse og en specifikt tysk skyld, der skal sones (s. 159ff) – men burde Murray ikke mindst lige så tydeligt høre en selvovervurdering, der med nøjagtigt samme ret kan kaldes for typisk europæisk: den social ingeniørs grænseløse tiltro til sin tekniske formåen?

Det kan undre mig, at videnskaben i The Strange Death of Europe kun tematiseres som en negativ kraft, der i form af bibelkritik og darwinisme nedbrød den kristne overleverings selvfølgelighed og herved banede vejen for europæernes følelse af formålsløshed (s. 209ff). Bogen siger intet om, hvordan et naturvidenskabeligt og teknisk perspektiv positivt har været med til at forme europæernes livsanskuelse og samfundsopfattelse – dette være sig i form af positivistisk nedvurdering af ikke-metodisk mellemmenneskelig forståelse, i form af ”scientisme” forstået som upassende overføring af naturvidenskabens objektivering og ekspertisebegreb på humanioras område, i form af materialistisk eller psykologistisk bortreduktion af tankers og ideers betydning for historien eller i form af pseudovidenskabelige modediller krydret med gyldne løfter om mægtige afsløringer og videnskabeligt funderet rådgivning om vejen til det perfekte samfund. Men måske findes den væsentligste årsag til Europas miserable indvandringspolitik lige præcis her.

En sådan forklaring ville i hvert fald have tre fortrin i forhold til Douglas Murrays: 1) Teoretiske præmisser virker umiddelbart lettere at dokumentere end en følelse eller stemning. 2) Referencen til en teknisk-objektiverende betragtningsmåde, kan måske forklare europæiske tendenser i retning af både mismod og overmod, fordi denne svingning i mange tilfælde ser ud til at afhænge af, hvad man retter objektiveringen imod: Rettet imod andre løfter den selvfølelsen; rettet imod en selv indfører den en problematisk distance, der let fører ind i en selvudslettende eller en selvrefuterende position. 3) En kritik af folks tankegang giver praktisk mening, fordi en eventuel accept af kritikken vil være ensbetydende med en opgivelse af den pågældende tankegang. Derimod virker det i praksis akavet, at stemninger og følelser ikke umiddelbart synes at være påvirkelige med argumenter: Murray bemærker selv, at ”People cannot force themselves into sincere belief” (s. 262) – men hvad hjælper i så fald hans egen klage over europæernes manglende tro på deres værdier?

Jeg vil afslutningsvis gerne sandsynliggøre, at jeg ikke nødvendigvis står alene med en synsvinkel fokuseret mere på videnskabsteoretiske end på emotionelle præmisser. Og jeg vil til den ende fremhæve en tidligere modtager af netop den Sappho-pris, som Douglas Murray modtager på søndag: Også Ibn Warraq udgav et stort værk i 2017, ”The Islam in Islamic Terrorism” (New English Review Press, Nashville/London). Nu er Warraqs anliggende et andet end Murrays, fordi hans kritik retter sig imod europæernes misforståelse af muslimske terrorister, ikke imod deres misforståelse af indvandringen i almindelighed. Imidlertid består der jo et temmelig stort overlap imellem disse problemstillinger, og det er derfor interessant, at kritikken tager en grundlæggende anderledes drejning hos Warraq. Ganske vist er han på linie med Murray, når han eksempelvis beklager, at venstreintellektuelle siden tresserne har misbrugt uddannelsessystemet til at fylde de europæiske befolkninger med værdirelativisme og kulturelt selvhad (s. 56). Men det meste af polemikken i The Islam in Islamic Terrorism handler om teoretiske antagelser, der er rent faktuelt forkerte. Her bliver nærmest tale om en slags videnskabsfilosofisk positivismekritik.

Dette ses allerede i bogens undertitel: ”the Importance of Beliefs, Ideas and Ideology”. Ibn Warraq vil hermed korrigere den tilgang til fx historievidenskaben, at man fokuserer på nogle mindre åndelige og mere naturagtige sider af mennesket, som regel noget dybdepsykologisk eller økonomisk, hvori man mener at finde de virkelige årsager til menneskelig adfærd. Warraq kritiserer denne tendens under henvisning til mange interessante kilder, og jeg finder det særligt velgørende, at han anvender filosofiske begreber som reduktionisme(71ff), determinisme(56f), intentionalitet(72) og fri vilje(53). Hermed synliggør han nemlig noget, som i mine øjne kan anes i enhver debat om disse emner, men som sjældent ekspliciteres: Tidens konflikt imellem ”den politiske korrekthed” og ”populismen” er vævet grundigt sammen med nogle filosofiske kontroverser, der i forskellige aspekter kan fremstå som forklaring versus forståelse, scientisme versus hermeneutik eller metodebevidst socialforskning versus gammeldags, humanistisk dannelse. Det er i mine øjne det intellektuelle styrkeforhold imellem disse poler, som i de seneste tyve år har bestemt ”eliten” til hver dag at tabe en smule mere terræn i den politiske debat.

Om Bono, Chemnitz og to typer af forståelse

Rockmusikeren Bono har under en koncert i Berlin kommenteret optøjerne i Chemnitz og udtalt, at ”vi må forstå, hvorfor nogle mennesker bliver så vrede”. Nu er det ikke helt ligetil at vide, præcist hvad der skete i Chemnitz dagen efter tre mellemøstlige asylsøgeres knivdrab på en tysk mand d. 26. august. Billeder af heilende højreekstremister synes i mindst et tilfælde at være iscenesat af såkaldte antifascister, og en central filmoptagelse, der angiveligt skulle dokumentere demonstranternes ”jagt” på tilfældige indvandrere, er blevet sværere at fortolke i kølvandet på efterretningschefen Hans-Georg Maaßens påstand om, at den bevidst er blevet misbrugt til at skævvride mediebilledet. Det virker sandsynligt, at en majoritet af nogenlunde almindelige Chemnitz-borgere har fået meningen med deres demonstration forvredet af en ekstremistisk minoritet – en tendens, der systematisk understøttes af deres politiske modstandere, hvilket netop Bono gav et glimrende eksempel på, da han fjorten dage senere rendte rundt på scenen og heilede til jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterne. Men uanset hvordan dette helt præcist hænger sammen, så var optøjerne i Chemnitz en voldsom manifestation, der synes at indvarsle noget skæbnesvangert for Merkels Tyskland, måske for Europa. Det er derfor ikke nogen tosset ide at ville ”forstå, hvorfor nogle mennesker bliver så vrede”. Det springende punkt ligger i, hvad man helt nøjagtig mener, når man taler om ”at forstå”. Der består her en tvetydighed med vidtrækkende implikationer, og jeg vil i det følgende forsøge at adskille to grundforskellige betydninger af ordet.

Hvis man tager udgangspunkt i den gængse opfattelse, at mennesker som regel selv forstår, hvad de går og laver, og oftest legitimerer deres handlinger verbalt, virker opgaven ligetil: Man kan bare spørge folk i Chemnitz, hvorfor de føler sig berettiget til at lave optøjer, og så ”forstå” deres grunde og argumenter som årsagen til deres handlinger. Denne fortolkningsstrategi har den fordel, at man mere eller mindre logisk kan følge med i overgangen fra årsag til virkning, således at forståelsen ofte umiddelbart ledsages af en aha-oplevelse. Måske sættes den pointe på spidsen, hvis man som eksempel tager konklusionen i en syllogisme og den aha-oplevelse, man kan få, når man  ser den følge af præmisserne. Men noget af det samme er nu på spil, hvis man for eksempel undrer sig over, at mange aktionærer sælger ud af en bestemt aktie, og så pludselig opdager, at det pågældende selskab har udsendt et dårligt regnskab samme morgen; eller hvis en bekendt af uforklarlige årsager virker fornærmet, og man så kommer i tanke om, at man måske har ladet en uheldig bemærkning falde tidligere. I alle disse tilfælde består forståelsen i at rekonstruere andres tankerækker, og selvom dette til tider kan være vanskeligt nok, er det i hvert fald en praksis, vi ved, hvad går ud på. Det er måske særlig vigtigt, at vi har et rimelig godt succeskriterium for vores forståelse i den aha-oplevelse, hvor tingene ligesom falder i hak: Vi forstår ofte meningen med en handling på samme måde, som vi forstår pointen i en vittighed.

Imidlertid er der flere aspekter ved denne type af forståelse, der kan problematiseres. For eksempel risikerer den, der vil afdække årsagerne til en handling ved simpelthen at spørge til dem, at aktøren bevidst lyver om sine intentioner. Og hvis man løser dette problem – fx ved at definere sin forståelsesopgave som omhandlende, hvad folk virkelig tænker, og ikke nødvendigvis, hvad de indrømmer, at de tænker – kan mistænkeliggørelsen drives videre. For måske lyver aktøren for sig selv. Måske var det slet ikke bevidste ræsonnementer, der styrede handlingen, men noget dybere og dummere – som eksempelvis blindt had, irrationel fremmedfrygt eller en diffus angst for globaliseringen. Et andet problem ved at rekonstruere folks tanker i forståelsesprocessen ligger i det forhold, at man som forstående kommer i nærkontakt med deres argumenter – det vil sige, at man udsætter sig for deres sociale krav på at blive taget alvorligt som muligvis berettigede i deres forehavende, hvilket kan udtrykkes således, at man rammes af deres sandheds– eller gyldighedsfordring. Hvis man ønsker, at ens forståelse skal være i en hård forstand ”videnskabelig”, kan dette anses for et problem, fordi det er tvivlsomt, om man kan forholde sig neutralt og værdifrit i omgang med andres menneskers sandhedsfordringer. Det er simpelthen svært at se, hvordan man kan forstå en argumentation uden samtidig selv at argumentere – med eller imod den. Selv hvis man løser dette problem, fx ved at anvende et blødere, måske et specifikt humanistisk, begreb om videnskab, kan sandhedsfordringen være drilagtig. Det er nemlig ofte krævende og eksistentielt risikabelt at tage den mulighed i betragtning, at en anden måske har ret over for en selv. Endvidere kan det virke politisk ubelejligt, så hvis ikke mistanken om løgn og ubevidste drivkræfter eller kravet om værdifri videnskab er nok til at flytte opmærksomheden fra aktørens kognitive til emotive aspekter – ja, så kan rethaveriskhed og intellektuel dovenskab måske gøre udslaget.

Der er mange bekvemme aspekter ved at fortolke mennesker som styret af følelser snarere end af tanker. For eksempel findes der i princippet uendelig mange tanker, hvorimod følelserne muligvis lader sig koge ned til en håndfuld evindeligt genkommende grundtyper. Tæt hermed forbundet er den forskel, at tanker er selvbenævnende og indebærer en egen begrebslighed, som fortolkeren er nødt til at sætte sig ind i – hvorimod følelser kan beskrives i det vokabular, som fortolkeren finder belejligt. Man erfarer dette besvær med at forstå tanker, når man for eksempel læser Hegel eller Heidegger og forsøger at tilegne sig deres sprogbrug. Eller når man studerer Platon og er nødt til at lære visse oldgræske nøglebegreber for at følge argumentationen. Situationen er i princippet den samme, hvis man ud fra den antagelse, at terrorismens årsagssammenhæng har noget at gøre med religiøse tanker, begynder at anvende begreber som ”jihad”, ”dhimmie” og ”haram” i forklaringen: Man har skaffet sig nogle udfordringer på halsen, som man ville have været fri for, hvis man havde holdt sig til de ord, man lærte i gymnasiet og allerede dengang brugte til at forklare både SA, KKK, grønjakker og meget andet – jeg tænker naturligvis på ord som ”frustration” og ”marginalisering”. Der er altså så at sige begrebsdannelsesmæssige stordriftsfordele ved at fortolke mennesker som styret af følelser snarere end af tanker. Men det mest dybsindigt æggende lokkemiddel er måske, at perspektivet giver det indtryk, at man også har kontrol over dem. Et tænkende menneske kan virke skræmmende, fordi det i princippet kan overreflektere den, der forsøger at gennemskue det – en pointe, som Sartre skildrede meget malerisk, da han i sit hovedværk fra 1943, ”Væren og Intet”, skrev om mødet med den andens blik. Derimod virker dyr, børn og meget følelsesladede voksne nemme at kontrollere, hvis bare man kan finde de rigtige knapper at trykke på. Overført til eksempelvis EU-skeptikere eller fundamentalistiske muslimer har dette perspektiv igen og igen givet anledning til stor teknokratisk optimisme.

Man betaler på forskellige måder en pris for alle disse herligheder. På et håndgribeligt, metodisk plan må man undvære den logiske sammenhæng imellem årsag og virkning, der gør det muligt at følge vejen fra tanke til handling med en oplevelse af evidens – fx når man pludselig forstår pointen i et bestemt skaktræk eller et militært fremstød. Når handlinger derimod forklares med noget, der ikke er tanker – dette være sig irrationelle følelser, psykofysiske sammenhænge som fx medicinering og menstruationscykler eller rene facts som socialklasse eller uddannelsesniveau – er der ingen umiddelbar pointe i forholdet mellem årsag og virkning. Det er derfor først på basis af en større mængde empiriske eksempler, at man kan etablere kausalsammenhængen som en regelmæssig korrelation imellem specifikke egenskaber ved aktøren og en bestemt type handlinger. En forståelse af andre mennesker kommer efter den recept til at bero på statistik, og dette kan i nogle tilfælde føre på vildveje. For eksempel forekommer det mig, at en del af terrorforskningen bevidst undgår den begrundelsesorienterede forståelse, der kunne lede undersøgelsen hen på islam, for i stedet at søge statistisk belæg for mere mekaniklignende faktorer. Men når statistikken så gendriver de mest oplagte af disse faktorer (fx sindslidelse og fattigdom), finder man bare på en række andre (fx gruppedynamik, familieforhold eller eventyrlyst), som man nu dels kan bruge lang tid på at gendrive med ny statistik og dels kan sige alligevel ”supplerer” de tidligere mislykkede forklaringer. Tilhængere af denne type forskning indrømmer gladeligt, at de egentlig slet ikke har kunnet finde nogen forklaring på terror, men de drømmer ikke om at opgive deres statistiske metode. Måske har deres forskning trods alt også et blivende resultat, som de i grunden er godt tilfredse med: Ingen i deres sjak prøvede at forstå terroristerne, som disse forstår sig selv, og ingen sagde et ondt ord om islam.

En anden pris, man betaler for at lægge vægt på blinde følelser og facts til forklaring af menneskelig adfærd, er mere spekulativ og hjernevridende. Det drejer sig om det refleksions- eller løgnerparadoks, der blandt andet kan illustreres med anekdoten om den blinde mand fra Kreta, der hævder, at alle fra Kreta lyver: Hvis den mand taler sandt, må det, han siger, jo være løgn! I større eller mindre grad hjemsøger denne problematik enhver teori, der på den ene side underminerer menneskelige sandhedsfordringer og på den anden side selv fordrer at blive anerkendt som sand – herunder for eksempel en teori om, at mennesker styres af følelser, der hævder selv at være baseret på gode argumenter. Ikke mindst spørgsmålet om erkendelsesteoretisk relativisme, har fået mange filosoffer til at påpege det problematiske i synspunkter, der på denne facon ser ud til at gendrive sig selv – fx David Favrholdt, der ramte hovedet på sømmet, da han i sin ”Erkendelsesteori” skrev, at ”..det synes at være et fælles træk ved de selvgendrivende filosofiske anskuelser, at de trækker tæppet væk under sig selv, fordi de søger at reducere fundamentale begreber som ’mening’, ’sandhed’ og ’gyldighed’ til noget faktisk (fysisk, biologisk, historisk etc.)..” (”Erkendelsesteori. Problemer – Argumenter – Løsninger”, Odense Universitetsforlag, 1994: s. 30). Citatet af Favrholdt er vigtigt for mig, fordi det antyder, at man ikke nødvendigvis skal forbinde relativisme med modstand imod et stærkt begreb om videnskabelig objektivitet – men snarere med det modsatte, hvilket for eksempel viser sig i den måde, hvorpå Niels Barfoed identificerer ”kulturrelativisme” med ”metode” i artiklen ”Hvad et menneske har brug for” (i: Holm/Jarlner/Jeppesen (red.): ”Islam i Danmark – Tanker om en tredje vej”, Gyldendal, Kbh. 2002). Under alle omstændigheder består her en formel, logisk problematik, der i sig selv kan virke noget tør og intetsigende, men som i mange konkrete sammenhænge kan folde sig ud og få voldsom praktisk betydning – eksempelvis når demonstrationerne i Chemnitz menes at være forårsaget af indre svinehunde og blind desperation, hvorimod denne iagttagelse selv menes at udspringe af fornuft og oplysning.

Hvis vi på baggrund af ovenstående udredninger vender os imod de konkrete aktører i Chemnitz, bliver spørgsmålet: I hvilket omfang kan man sætte sig ind i deres handlinger som adækvate udtryk for fornuftige overvejelser, og i hvilket omfang er man nødt til søge bag om de bevidste motiver for at finde forklaringer i statistiske faktorer (fx østtysk tilbageståenhed eller mindreværdsfølelse, dårlig uddannelse og tandhygiejne, muskelpanser som følge af mangelfulde orgasmer, irrationel nostalgi og racehad etc. etc.). Hvis man aldrig snakker med de folk, man skal forstå, kan det ene måske virke lige så godt som det andet, og i så fald kan man hurtigt få årsagsforklaringer nok at vælge imellem. Men undertiden kan selv en kortvarig konfrontation med folks egen måde at forklare sig på gøre en meget stor forskel. Dette oplever man for eksempel, hvis man under studiet af en filosof bevæger sig fra sekundær- til primærlitteratur, eller hvis man via skjult kamera hører visse imamer sige, hvad de virkelig mener – uden sammenligning i øvrigt bliver folk i begge tilfælde sværere at affærdige og bagatellisere. Og sådan oplevede jeg det da også, da jeg (ganske vist med en journalist fra den tyske avis Die Welt som mellemmand) fik at høre, hvad snakken gik om ved et borgermøde i Chemnitz sidst i august. Jeg gengiver her i min oversættelse et uddrag af reportagen fra Die Welt d. 31/8 (link), hvoraf en del også blev gengivet i Jyllandsposten samme dag (link):

”En kvinde fortæller, at hun er træt af hele tiden at blive generet i byen af unge, mandlige flygtninge. En ældre herre beklager sig over, at han må kæmpe sig igennem en hob af narkohandlere, når han spadserer i parken – ”Alle udlændinge!”, som han siger. Endnu en beretter om, at hans børn blev fordrevet fra legepladsen af migranter, ikke tyskere. Da han beklagede sig over det, blev han truet med en kniv af en flygtning”.

Jeg har tænkt noget over, hvordan en såkaldt antifascist vil forholde sig til disse vidnesbyrd. Skulle det måske alt sammen være løgn og fake news? Eller er der måske tale om, at de involverede personer har fokuseret forkert og tillagt bestemte oplevelser for stor vægt i deres erindring? Opfatter de ting som unormale, som de i virkeligheden burde opfatte som en naturlig del af hverdagen? Eller vil en venstreorienteret måske indrømme, at det hele sandsynligvis er rigtigt gengivet og ganske forfærdeligt – men at man bør tie stille om det i en højere sags tjeneste? At oplevelserne måske nok er sande, men at det er irrationelt at reagere voldsomt og vredt på dem? ..Og skulle det i så fald anses for mere rationelt at forholde sig passivt i forhåbningen om, at tingene vil bedre sig, efterhånden som der kommer flere og flere migranter til?

Jeg synes, citaterne fra Chemnitz gør kort proces med behovet for en dybdepsykologisk  forklaring. Hvis man bare tilnærmelsesvis evner at sætte sig ind i, hvad det vil sige at få sit lokalmiljø ødelagt af politiske beslutninger, har man intet længere at undre sig over. Ja, man kunne mindst lige så godt klø sig i nakken og begynde at lede efter dybdepsykologiske årsager til, at nogen ikke reagerer voldsomt på at blive terroriseret og truet væk fra deres normale opholdssteder. Situationen har i realiteten været åbenlys for enhver siden nytårsfestlighederne i Köln i 2015. På det seneste er lignende vidnesbyrd dukket op fra forskellige områder i Sverige. Jeg tænker på nogle meget ubehagelige dokumentarfilm:  ”Tryggheten som försvann” (link), ”Det nya spännande Sverige” (link), mest uhyggeligt Joakim Lamottes samtale med folk på torvet i Gävle, fordi denne optagelse tydeligt demonstrerer lokalsamfundets opsplitning og interne magtkamp: Så godt som alle de interviewede svenskere klager over vold og utryghed; så godt som alle de tilstedeværende indvandrere synes, det går fint, og at det er Lamotte og hans kamera, der er problemet (link). ‘

Som antydet har jeg meget svært ved at se, hvordan Bono og ligesindede skal stille sig til vidnesbyrd som de nævnte. Det kan godt give mening at ofre et eller andet for at redde nogle flygtninge, og det giver såmænd også mening at yde dette offer velvidende, at den konkrete pris bliver betalt i andre boligområder end ens eget. Men hvis prisen består i konstant utryghed og hverdagsterror, ved jeg virkelig ikke, om det giver mening at betale den for uanset hvilke velgørende foranstaltninger. Det virker som om, man krænker et moralsk tabu, hvis man begynder at handle med gruppevoldtægter og ubeboelige nærmiljøer som indsats i et globalt nyttemaksimeringsprojekt. Jeg gad godt vide, hvor grundigt Bono og ligesindede har tænkt over det problem. Måske går det, som da Nietzsche affærdigede theodice-problemet (dvs. forekomsten af ondskab i en gudskabt verden) ved kort og godt at fastslå: ”Guds eneste undskyldning er, at han ikke eksisterer”. På samme måde bliver venstrefløjens eneste svar på de nævnte videoer måske, at de ikke har set dem, ikke opsøger de medier, der viderebringer dem, og aktivt arbejder på at forhindre andre i at se dem. So much for empathy, so much for enlightenment.

Om samme emne:
Naturloven om terror og fattigdom i et filosofisk perspektiv (2002)
Om at holde hovedet koldt i terrorbekæmpelsen. Et svar til Dalgaard-Nielsen, Bødskov, Barfoed og Fuglede
Terrorismens hermeneutik – Hvorfor højrefløjen snakker arabisk, og venstrefløjen latin.
Terrorforskning mellem humaniora og positivisme – kritik af en Rosenkjærprisvinder

 

 

Den rygende pistol & de fortabte kunstnere – refleksioner op til det svenske valg

Det er ikke så lidt af et selvmål, som svensk stats-tv har begået ved under selveste den afsluttende partilederrunde op til rigsdagsvalget at tage afstand fra Jimmie Åkesson (jf). Med forbløffende kluntethed får journalisterne hermed afsløret sig som demokratiske analfabeter, og da netop disse to egenskaber, kluntetheden og totalitarismen, på mange måder har været bestemmende for hele den svenske elites valgkamp imod SD, virker skandalen som et effektfuldt punktum, der med ufrivillig elegance sammenfatter en hel epokes åndelige råddenskab. Mens man måske i et vist omfang har kunnet diskutere, om fx den siddende regerings politiske styring af de alternative medier sammenholdt med deres totale kontrol over resten af mediebilledet (jf) var rendyrket tanketyranni, står vi her med et klart, indiskutabelt faktum, en slags den svenske syges smoking gun. SVT kan hælde nok så meget vand ud af ørerne om, hvad Jimmie Åkesson sagde i debatten, men de kan ikke benægte, at de selv pludselig optrådte som direkte politisk deltager.

Man kan lære flere ting af den ejendommelige måde, som SVT har skudt sig selv i foden på. For det første ser man, at intelligens og talegaver ikke nytter noget, når man står med en dårlig sag og nogle dårlige argumenter i kernen af sin kampagne. Varen er vigtigere end indpakningen, og til trods for alverdens tyrkertro på kommunikationsteknologi og spin kan man ikke tale en død sag på benene. For det andet siger hændelsen måske også noget om, hvor fremskreden fordummelsen er i den politisk korrekte elite, og hvor dyb en brain drain den for længst har lidt til kulturen omkring Sverigedemokraterne. Tendensen synes at være, at elitens traditionelle overvægt i ekspertise og dannelse mere og mere eksklusivt baserer sig på rundkredsfaglige modediscipliner og ensidigt belæste middelmådigheder. Hvordan skal man ellers forklare, at dens propaganda er blevet så ineffektiv, dens tricks så gennemskuelige og dens retorik så nem at overtrumfe for SD?

Seneste eksempel på dette findes i SD’s valgvideoer, der tilsyneladende slår etablissementets ditto efter enhver kunstnerisk målestok: troværdighed, saglighed, præcision, you name it. Og dette til trods for, at hele kulturparnasset og vel nok så godt som alle professionelle skuespillere, manuskriptforfattere og instruktører støtter kampen imod SD. Dette bliver især tydeligt i SD’s svar til de 253 kulturpersonligheder, der har bidraget til en underskriftsindsamling imod dem: SD på Youtube. Videoen er fremragende, spiddende og virkeligt morsom, så selvom om vi her i allerhøjeste grad betragter noget, der i kommunikationsteknisk henseende må være Davids kamp imod Goliath, tvivler jeg meget på, at de mange kunstnere kan komme op med et svar. Når man i et halvt århundrede har ignoreret argumentets stilling og bare ladet alle saglige bærepiller for ens standpunkt forfalde i troen på, at man kunne overdøve virkeligheden – ja, så mister man til sidst alle virkemidler, åbenbart også de kunstneriske.

Boykot Visa og MasterCard!

Jeg ved ikke helt, hvordan man praktisk undgår at bidrage til disse monopollignende dele af den økonomiske infrastruktur. Men hvis man ikke vil støtte politiske korrekt totalitarisme og tankekontrol, bliver man nok nødt til at forsøge det. Den seneste nyhed fra censurkrigen på internettet er, at Visa og MasterCard er begyndt at blokere for privatpersoners donationer til “Jihad Watch” og “David Horowitz Freedom Center” (jf). Dette sker som følge at en langvarig smædekampagne fra den politiske pressionsgruppe “Southern Poverty Law Center”, der er grundigt fedet op med donationer fra blandt andet selvgode fimstjerner og mediemoguler, og som er fuldt fokuseret på at ødelægge sine politiske modstanderes økonomiske og kommunikative platforme (jf). Universalmidlet er altid at skrige “hadgruppe” og “ekstremist” så længe og så skingert, at fimaer med nøglepositioner inden for kommunikation og pengeoverførsel bringes til at udelukke bestemte kunder under henvisning til firmaets “etiske retningslinier”. Sidste år var det PayPal, der pludselig nægtede at betjene “Jihad Watch”, men efter et større mediestormvejr måtte firmaet igen opgive rollen som tankepoliti (jf). I år lyder situationen allerede værre, og mens jeg havde let nok ved at undvære min PayPal-konto, ved jeg ærligt talt ikke helt, hvordan man slipper for Visa.

Jeg skal ikke her gøre noget forsøg på overbevise det hav af pseudointellektuelle rygmarvsidealister, der ikke har reflekteret alvorligt i årtier, og som har det helt fint med lidt censur og politisk vold i ny og næ. Men som forbruger bør jeg i det mindste selv kunne vælge mine udbydere af diverse tjenesteydelser, og jeg nægter simpelthen at understøtte en politiseret virksomhed, der undergraver mine inderste overbevisninger. Robert Spencer fra Jihad Watch er i mine øjne en slags nutidens Jean-Paul Sartre, og jeg er fuld af beundring for hans mod, skarpsindighed og utrættelighed. På samme måde opfatter jeg somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali, der i øvrigt også er blevet grundigt smædet af Southern Poverty Law Center, som en af vor tids største helte. Det kan godt være, mine håndører ikke batter meget i den store sammenhæng, men derfor skal de alligevel ikke bruges til at ødelægge den slags mennesker og brænde deres bøger. Der kunne vel godt tænkes at findes nogen, der har det på samme måde..

Opdatering elleve timer senere: Sagen ser nu ud til at udvikle sig ligesom sidste år: Visa og MasterCard bakker ud (Jf). Man skal nok ikke undervurdere, at denne chikane kan ramme hundreder af mindre prominente netsider, uden at nogen bemærker det overhovedet. Og censurkampagnen er en løbende og som sagt finansielt velpostret proces, der utvivlsomt vil prøve til igen, når offentligheden en anden gang ser ud til at være uopmærksom. Bemærk første kommentar til den anførte artikel, hvor man får en vigtig adresse og en fornuftig tekst, der simpelthen kan pastes ind i en forespørgsel til GoFundMe! Dette naturligvis forudsat, at man synes, det er vigtigt at foretage sig noget i situationen..

Om gårsdagens helte og morgendagens ofre

Gruppevoldtægtssagen i Herning, hvor fire tilsyneladende velintegrerede mænd (en fra Irak, to fra Afghanistan, en af ikke oplyst oprindelse) står tiltalt for at have udsat unge piger for unævnelige perversiteter, har sprængt et eller andet i mig (jf). Jeg føler mig uendelig indigneret på de pigers vegne, og jeg er især forbandet over, at de samfundsmæssige ressourcer, som deres forfædre var med til at opbygge, er blevet investeret i at modtage, huse og utvivlsomt grundigt forkæle deres bødler. Jeg føler trang til at undskylde for de godt 10 år af mit eget ungdomsliv, der gik med at propagandere for ubegrænset indvandring og i øvrigt underminere enhver fornuftig debat om den sag. Og så har jeg lyst til at spørge humanistiske superstjerner som Carsten Jensen og Georg Metz – samt de myriader af gymnasielærere, hvis holdningsdannelse har siddet fast i samme rille: Klør det nu de rigtige steder, når I betragter frugten af jeres glorværdige karrierer? Har man et godt otium, når man kan sidde i sin gyngestol og finde resultaterne af sine livslange anstrengelser demonstreret i en så dybtgående berigelse af pigelivet på den jyske hede? ”I did it my way”? ”Non, je ne regrette rien”?

Nu kan det måske betvivles, at sådanne godhedsikoner som Carsten Jensen og Georg Metz overhovedet skulle kunne sættes i forbindelse med nogen som helst negativ effekt af den politik, de har plæderet for. Disse herrer er jo så højlydt velmenende, at de velsagtens får vand i øjnene af at mærke deres egne gode intentioner, og det kan næsten virke unfair at tænke dem ind i den normale virkelighed – en virkelighed nemlig, hvor menneskelige laster som vanetænkning, indbildskhed og dumstædighed kan lede selv den bedste intention på afveje.  Det føles næsten som at påstå, at en vandmand selvantænder. Hvordan skulle åbne hjerter og venligboere kunne gøre sig ansvarlige i noget, der under specifikke omstændigheder – for eksempel i forhold til en bestemt pige i Herning – har virket hjerteløst og absolut uvenligt? Svaret er måske simpelt, hvis man lægger pubertetsmoralismen fra sig og tænker lidt logisk: En begået ugerning hænger kausalt sammen med tilstedeværelsen af gerningsmændene, og tilstedeværelsen af gæster hænger kausalt sammen med dem, der har inviteret dem. Punktum.

Men naturligvis kan det simple gøres indviklet. Når det gælder sammenkædningen af masseindvandring og voldtægtskultur, reagerede Georgs Metz for eksempel sådan her, da han blev præsenteret for den i et radioprogram sidste år: ”Det kan jeg ikke se.. Det ved jeg ikke om det er en kendsgerning.. Har du belæg for det du siger?” (jf). Det er jo svenskersnak! Tænk, hvor let det kan falde et intelligent menneske at sidde og spille tungnem, når det gælder om at trække afsløringen af hans egne fejltagelser i langdrag! Ingen kvaler, pigerne betaler. På den anden side kan man også lege ansvarsforflygtigelseslegen således, at man indrømmer nogle af de faktuelle problemer, men bare benægter, at skylden ligger hos dem, der inviterede gæsterne – men stik modsat hos dem, der ikke optrådte inviterende og optimistisk nok. Hermed anslås en melodi, som vi alle kender lige så godt som Midsommervisen: ”Det er højrefløjens dårlige tone og selvopfyldende profetier, der har forhindret det multikulturelle samfund i at blive det paradis, det ellers ville have været. Det var omgivelsernes mistillid og racisme, der tvang de stakkels voldtægtsforbrydere ud i en situation, hvor de ikke kunne gøre andet end at torturere unge piger for åbent kamera”. Dette afspejler ganske præcist logikken i Carsten Jensens forklaring på terrorangrebet imod Krudttønden og Krystalgadesynagogen – og så kommer man næppe længere ud i argumentatorisk selvtilfredsstillelse (jf).

Hvis man har noget voksent at sige, er det bestemt tiltrængt i denne sammenhæng. Jeg går for eksempel ind for en drastisk opbremsning af indvandringen fra Den tredje verden til Europa, men jeg er helt klar over, at den slags uundgåeligt vil ramme folk, der kunne have fortjent en bedre skæbne. Jeg er altså opmærksom på en bagside af mine prioriteringer og et moment af snavs på hænderne eller skyld. Men sådan er det. Der findes ingen moralske fribilletter, og selvom det blev påstået i et afsnit af Beavis and Butthead, er det ikke en ”forbrydelse uden offer”, når man sparker nogen i mørke. Enhver handling har positive og negative konsekvenser, som skal holdes op imod hinanden, og dette gælder naturligvis også for de åbne hjerters gerninger. Efter al sund fornuft kan pigerne i Herningsagen (såvel som de utallige, der sandsynligvis vil komme til at dele skæbne med dem) i princippet rette henvendelse til Jensen, Metz og konsorter og forvente et svar i nogenlunde denne stil: ”Vi beklager for tort og svie, men i lyset af det højere humanitære formål var dette et nødvendigt onde at påtage sig”. Eller med en uforglemmelig replik fra en i øvrigt fuldt forglemmelig amerikansk komedie: ”It’s a risk we were willing to take”.

Man kan tro det eller lade være, men jeg var engang en svoren beundrer af disse folk. Jeg oplevede Georg Metz til et foredrag i midtfirserne og blev betaget af mandens vid og dannelse. Mine antologier med Carsten Jensens tidlige artikler bærer præg af opmærksom læsning, og jeg fatter stadig ikke, hvordan hans stil fra dengang har kunnet udvikle sig til følgende udbrud: ”Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende og ildelugtende lag finder vi Naser Khader” (sic!).  Det er måske symptomatisk, at man fornemmer metaltrætheden og en svigtende lukkemuskulatur i Jensens fattige brunskjortemetaforik. I dag virker det i hvert fald som om, mange af dem, der i de foregående årtier har siddet og taget billige stik hjem i diverse tv-studier og lærerværelser, er blevet trætte og begynder at skele til nødudgangen. En del håber måske rent ud sagt på at blive pensioneret, glemt eller simpelthen udånde, før de tragiske konsekvenser af deres vildfarelse bliver alt for åbenlyse. Jeg ved ikke, hvilke yderligere beviser, Georg Metz og Carsten Jensen sidder og venter på, men jeg har i hvert fald set rigeligt til ikke længere at vente mig noget som helst af dem.