Om tidens store spørgsmål

Jeg har tidligere forsøgt at opremse de ting, som Angela Merkel helt sikkert ikke har klaret siden sin fatale forsikring i 2015: “Wir schaffen das”. Hvad en politisk aktør kan siges at have klaret eller ikke klaret, afhænger af de succeskriterier, som aktøren selv opererede med under planlægningen af sin handling, og når jeg taler om “helt sikre” fiaskoer, tager jeg derfor ikke mine egne meninger om, hvad der ville være gode resultater, som målestok. For eksempel kunne det jo godt tænkes, at Merkel synes, det går meget godt på trods af voldtægtsepidemien, terrorrekrutteringen og antisemitismen – som sit britiske modstykke, Londons borgmester Sidiq Khan, kunne hun jo bare sige, at det alt sammen er noget, man må vænne sig til som en del af tilværelsen i et moderne samfund, d.v.s. politikken kan vel være god nok for det? Og selvom jeg måske mener, at det er problematisk, at pigerne i Köln ikke længere kan gå alene ud om aftenen, eller at nogle tyske børn ikke længere kan have svinekød med i madpakken, kan den slags jo godt have være medregnet på forhånd i Merkels strategi for, hvordan tyskerne kan “klare” masseindvandringen. Måske forholder det sig virkelig, som “europas døtre” hævdede i en temmelig gribende protestvideo, nemlig at Merkel havde forudset gruppevoldtægterne og “taget dem med i købet” som en slags tålte bieffekter.

Derimod er der ingen tvivl om, at visse politiske institutioner og allianceforhold fra starten har spillet en central rolle i Merkels værdigrundlag, og at opretholdelsen af disse under alle omstændigheder må gælde som et succeskriterium for hende selv. For eksempel er det et sikkert tegn på, at Merkel ikke engang efter sin egen målestok har “klaret det”, at hendes indvandringscirkus formentlig har medvirket til Brexit, måske endda til Trumps valgsejr i USA. Det kan  heller ikke have været Merkels intention at skabe den splittelse imellem Vest- og Centraleuropa, der er ved at rive EU endnu mere fra hinanden, og den internt tyske styrkelse af AfD samt den aktuelle konflikt imellem CDU og CSU kan bestemt heller ikke have været medregnet i hendes mantra om nok at skulle klare det. Allerede nu, mindre end tre år senere, virker det tvært imod oplagt, at Merkels beslutninger i 2015 vil gå over i historien som en enestående politisk bommert, der på rekordtid formøblede en enorm poltisk magt og autoritet.

Og så har jeg endda glemt at nævne, hvor fatalt hun ser ud til at have ramt den svenske “superhumanisme”, der fik sit banesår den aften i efteråret 2015, hvor regeringen stortudende måtte bekendtgøre indførelsen af grænsekontrol. Det sår har blødt lige siden, og blødningen synes nu at være ved at udvikle sig til en styrtblødning for det svenske etablissement. Meningsmålinger spår for anden gang, at Sverigedemokraterna ved valget i september kan blive rigsdagens største parti med tilslutning fra hver fjerde vælger. Der består et mørketal ved den slags undersøgelser, fordi nogle nødig vil indrømme, at de agter at stemme på Sverigedemokraterna, og det må være derfor, Anders Bo Ro i en kommentar på Snaphanen tør vove følgende forudsigelse: “SD får 33-40% af stemmerne, AfS kommer over spærregrænsen på 4%, og sammen danner de flertalsregering med Moderaterne”. Dette lyder naturligvis som et vildt gæt, men det er betegnende for tidsånden, at man overhovedet kan fremsætte den slags spådomme og må tilkendes en vis sandsynlighed for måske at kunne få ret. Den herskende svenske ideologi befinder sig midt i et eskalerende sammenbrud, hvis konsekvenser virker helt uforudsigelige. Eller med Snaphaneredaktøren Steen Raaschaus  ord: “Det første spændende Riksdagsvalg i min levetid, og jeg er ingen årsunge”.

Sverige udgør bare toppunktet i indvandringspolitisk blåøjethed og politisk korrekt meningstyranni, og derfor vil et pludseligt omslag i folkestemningen sandsynligvis vise sig særligt dramatisk her. Men tendensen er den samme i hele Europa, og udviklingen synes kun at gå en vej: Europæiske centralister som Juncker og Merkel (Macron er måske en undtagelse lidt endnu) sidder på et stadig mere tyndslidt folkeligt mandat, mens deres modstandere i Ungarn, Tjekkiet og Polen, på det seneste også i Østrig og Italien, men egentlig også i Danmark, står solidt plantet i de lokale opinioner. Det er naturligvis en mere subjektiv og kontroversiel vurdering, om disse faktiske bevægelser i meningsdannelsen også svarer til det rent intellektuelle styrkeforhold imellem de to siders argumentation. Men jeg kan da sige, hvordan det tager sig ud for mig: Elitens synspunkter forsvares af velbetalte pampere i medie- og universitetsverdenen, der som regel ikke kan finde på noget nyt at sige, og som derfor interesserer sig mere for at stigmatisere og censurere deres modstandere end for at argumentere – mens modsynspunkterne fremføres af indsjæle og ægte intellektuelle, der søger sandheden på trods af store personlige omkostninger, og som oftest er nået til deres standpunkt ved at underkaste sig det bedre arguments tvangløse tvang. Konflikten fremstår altså stadig tydeligere som en kamp imellem sandheden og magten. Eller som det siges i en udmærket kronik om svensk politik: “Den allt annat överskuggande förklaringen till att Sverigedemokraterna växer så det knakar är att man har verkligheten på sin sida” (læs).

Vi står midt i en ombrydningstid, hvor sandheder kan blive til løgne, og helte til skurke, over en nat. Det virker som om, en ideologisk og politisk verdensorden, der har hersket siden Anden Verdenskrig eller 60’erne er i fremskreden forrådnelse, så det er svært at se grænserne for, hvor langt processen kan være nået om bare et, to eller tre år. Eftertiden vil utvivlsomt spørge sig om, hvordan denne uorden og turbulens  kunne opstå, og det vil være vigtigt at lokalisere de punkter, hvor noget i europæisk åndliv er gået galt. Er det for eksempel, således som Douglas Murray mener, moralsk afmatning, skyldfølelse og svigtende selvtillid, der har bragt den europæiske civilisation i uføre? Eller det det, således som det måske kan udledes af Ibn Warraqs bog om “The islam in islamic terrorism”, en mangel på kulturhistorisk dannelse kombineret med en hang til billige kausalforklaringer på basis af en materialistisk eller psykologistisk reduktionisme, der har ført den politiske fornuft på vildspor? Det sidste ville måske kunne bidrage til at belyse præmisserne for den rådgivning, som førte Angela Merkel frem til sit “Wir schaffen das”.

Under alle omstændigheder er det tiden at stille store spørgsmål, og jeg vil bede læseren tilgive mig, hvis spørgsmålene måske endda bliver temmeligt spekulative og uhåndterlige – fx i dette facebook-opslag i anledning af en god kronik. Det er ok, hvis man måske ikke synes, at sådanne idehistoriske forbindelser bliver tilstrækkelig grundigt gennemtænkt eller dokumenteret. Men det er ikke ok, at ingen tilsyneladende kigger efter dem! Det er trods alt oplagt, at nogen er blevet overrumplet over udviklingen, og den overordnede problemstilling synes ikke at have ændret sig, siden R. G. Collingwood fortalte om sin oplevelse af Første Verdenskrig: “The contrast between the succes of modern European minds in controlling almost any situation in which the elements are physical bodies and the forces physical forces, and their inability to control situations in which the elements are human beings and the forces mental forces, left an indelible mark on the memory of every one who was concerned with it.” (“An Autobiography” (1938), Clarendon Press, Oxford, 2002: s. 90).


		
Reklamer

Om de filosofiske perspektiver i dagens nyheder..

Med Lene Kattrups fortolkning af de årlige angreb på studenter i frisk erindring (læs) er det tankevækkende at læse Marie Høghs forklaring på indvandreres overrepræsentation i voldtægtsstatistikken (læs) – i begge tilfælde optræder islam som nøglen til forståelse. Man kan utvivlsomt trække fra og lægge til i begge artikler, måske finde empiriske beviser imod noget af det og generelt drømme om en mere omfattende og videnskabelig undersøgelse af emnet. Men hvordan man end forholder sig, er det iøjnefaldende, at artiklerne deler et overordnet paradigme om, hvad det vil sige at forstå menneskelig adfærd – og at dette paradigme i øjeblikket tager kegler på alle niveauer i indvandringsdebatten og i realiteten udgør det teoretiske fundament under det politiske opgør med ”eliten”.

Artiklernes fælles grundantagelse er, at menneskelig adfærd styres af ideer og ræsonnementer, og at man forstår adfærden ved at sætte sig ind i disse ideer og ræsonnementer – se situationen med en fremmed kulturs ”briller”, som Kattrup udtrykker det. En sådan indlevelse rammer nerven i 1800-tallets klassiske humanistiske dannelse, og den kan virke så selvfølgeligt efterstræbelsesværdig, at den i en nyere artikel om humanistisk videnskabsteori omtales som selveste ”den naturlige hermeneutik”. Så hvad er problemet? Hvem står for et anderledes paradigme?

Det ser desværre ud til, at humaniora i løbet af det tyvende århundrede og eskalerende siden tresserne og de fordringsfulde middelmådigheders (herunder undertegnedes) indtog på universiteterne har underkastet sig et teknokratisk metodeideal, der tilsyneladende fører til ”afsløring” af alt muligt – men som i virkeligheden blot fører til reproduktion af svagt tænkte fraser i en på forhånd fastlåst terminologi. I stedet for lydhørhed over for, hvad andre mennesker tænker, har vi fået sociologiske og psykologiske ”afsløringer” af materielle faktorer og underliggende drivkræfter; vi har fået idelig gentagelse af strukturalistiske, marxistiske og freudianske yndlingsprædikater, hærskarer af inderligt ureflekterede fanatikere, der mente sig særligt fine, fordi de ikke gad læse folks argumenter, men så lyset i en ”mistænksomhedens hermeneutik”, der lod dem skue det bagvedliggende.

Udtrykt i en klassisk begrebsmodsætning har moderne humaniora foretrukket forklaringen frem for forståelsen. Man har ignoreret den tradition for indlevelse og dialog med anderledes tænkende, der prægede store humanister fra Schleiermacher og Dilthey til Collingwood og Gadamer, for i stedet altid at ride med på et nyt, revolutionerende modevokabular med den samme umiskendelige bismag af anorganisk kemi. Tidens politiske rystelser handler ganske vist om islam og vesten, om globalisering og nationalkonservatisme, om elite og folk – men de handler også og ikke mindst om en sand humanistisk tænkning, der er ved at rydde op efter årtiers positivistisk kortslutning af den mellemmenneskelige forståelse, om hermeneutikkens og dialogens tilbagekomst og om en kommunikativt og kulturelt baseret livsverden, der er ved at gøre sig fri af fejlslagne tankesystemers koloniseringsforsøg.

Tommy Robinson: det strafferetslige lag i totalitarismens værktøjskasse

33619929_419176601888786_3826210790038306816_n

Arrestationen og lynrettergangen imod Tommy Robinson er blot den seneste og mest spektakulære i en lang række tvivlsomme retssager i særligt Storbritannien, Tyskland og Sverige, hvor almindelige menneskers modstand imod masseindvandring og islamisering bliver gjort til et juridisk spørgsmål. Som om politiserede medier og forskere, fascistoide, voldspsykopatiske ”antifascister” og den altid underliggende trussel om islamistiske snigmord ikke var nok til at sikre den politiske korrektheds bastioner over for dette tohovede uhyre: tvingende modargumenter og folkelig bevidstgørelse. I Robinsons tilfælde er symbolikken i alt dette perfekt, fordi hans 13 måneders fængsel for ”breeching the peace” er opnået ved journalistisk dækning af en retssag imod en af de grusomme ”grooming gangs”, hvis religiøse observans man kan blive smidt af Facebook for at uddybe nærmere – og som de mangfoldighedsglade engelske myndigheder traditionelt har holdt hånden over (hvis man ikke tror mig, kan man kigge lidt på interviewet med ofre fra Rotherham-sexslaveriet  i filmen “Killing Europe” (fra 0.43) , hvis man tør).

Men ud over institutionaliseret misinformation, sporadisk politisk forfølgelse på gadeplan, radikal voldsparathed hos islamistiske alliancepartnere og strafferetslige nedslag på såkaldt ”hatespeech” har den politiske korrektheds meningstyranni endnu en trumf i værktøjskassen. Der har efterhånden længe pågået en informationsstyringsteknisk klapjagt på alternative synspunkters platforme på internettet, og hvis ikke de – ifølge Mark Zuckerberg selv i et svar til den amerikanske kongres – venstreorienterede medarbejdere i Silicon Valley selv kan finde ud af at skævvride debatten, skal statslige og overstatslige magthavere som Merkel, Pakistans blasfemibekæmpende regering eller EU’s populismeforskrækkede bureaukrater nok være behjælpelige i den øvelse. Snaphanen henviser til en temmelig skræmmende video om et nyt EU-direktiv, der angiveligt har potentiale til fuldstændig at ødelægge internettet (her).

Der er imidlertid et mere personligt vidnesbyrd i den anledning, som især rammer mig.  Her oplyser Steen Raaschou, at det månedlige antal besøgende på snaphanen.dk over det sidste år er blevet reduceret med cirka to tredjedele, uden at han kan se nogen specifik årsag til faldet. Raaschou indrømmer selv, at han ikke har noget positivt bevis på, at udviklingen skyldes en politiseret informationsstyring hos eksempelvis Facebook, men hvis man erindrer, at islamkritikere som Robert Spencer og Pamela Geller fra starten af 2017 har rapporteret om voldsomme og abrupte fald i besøgstal, og at Google samme år ændrede sine algoritmer for fremvisning af søgeresultater i islamapologetisk retning, er det svært at mønstre nogen tvivl om, hvad der foregår. Konfrontationen imellem eliten og populismen ligner mere og mere en strid imellem system og livsverden, manipulation og gensidighed, kommunikationsteknik versus saglig argumentation.

Salman Rushdie på Heartland

Samtalen imellem Salman Rushdie og Hans Ulrich Obrist på Hearlandfestivalen var heldigvis velbesøgt på trods af trusselsniveauet og de dårlige erfaringer fra Krudttønden. Folks mangel på fantasi til at forestille sig og frygte det fuldstændig uhørte kan på mange måder være et politisk problem, men når det kommer til at fylde et cirkustelt op, er det nok kun i begrænset grad principfasthed og risikovillighed alene, der driver værket.

Som beundrer af Rushdies fortfarende virke for ytringsfriheden kom det som noget af en chock for mig, at jeg fra starten var ret misfornøjet med hans samtale med Obrist. De syntes begge at tale direkte ind i et kulturradikalt kulturpampersegment, hvor “identitet” (det annoncerede emne for samtalen) er åh så uendeligt mange forskellige ting, der kun har den ting til fælles, at de alle sammen er ufarlige og ukontroversielle – som fx duften af kaffe i New York. Det provokerede mig voldsomt, at Rushdie og Obrist ikke – i lyset af det påfaldende sikkerhedsopbud – fandt det værd at ofre et eneste ord på den “identitet”, der har at gøre med at gå ind for europæiske værdier som ytringsfrihed og demokrati. Tvært imod syntes Rushdie at finde den slags nationalstatslige spørgsmål alt for unuancerede, og han fremhævede med stor emfasis, hvordan identiteten begynder i det små, i familien, i ens hjemby. Rushdie gik endda så langt, at han hævdede at føle sig dybere knyttet til  sin nuværende hjemby (NY) end til den omgivende nation, USA. Men det er vel ikke kaffesælgerne på Times Sqare eller kunstnerne i Greenwich Village, der sikrer Rushdies frihed og sikkerhed? Nej, det såmænd USAs forfatning og institutioner, nøjagtig ligesom det var hans politiske modstander Magaret Thatcher, der tilbage i 1989 sikrede hans umiddelbare overlevelse efter Fatwaen (hvorimod det faktisk kan være usikkert nok, hvad mere cafe-wise folk som fx Obama vil gøre for fx Pamela Gellers ytringsfrihed).

Det var signifikant, at Obrist ikke havde spor andet end venligt imødekommende enighed at byde ind med til dette, og generelt blev jeg mere og mere foruroliget ovet samtalepartnernes evindelige konsensus. Faktisk mente jeg i denne udflydende budding af vag velvillighed at se lige præcis, hvad der er galt med nutidens kulturelle elite, der aldrig rigtig modsiger hinanden, men højst supplerer eller uddyber hinandens pointer med endnu en velvalgt anekdote eller endnu et litterært citat, og som i sidste ende kun kan koncipere reel opposition som fascisme eller fobi. Jeg havde lyst til at spørge Rushdie og Obrist, om de i deres egenskab af eksperter i sproglig mening og dialog monstro havde noget at sige om  vigtigheden af forskelle og afgrænsninger i forhold til sproglig mening – om de for eksempel kunne se et semiotisk kvalitetsproblem i, at de ikke havde været uenige om noget som helst.

Nuvel, Rushdie er ingen tumpe, og måske sad han selv og tænkte noget lignende efter 40 minutters opretholdelse af god tone med den teflonagtige hurtigsnakker Obrist. Pludselige modsagde han direkte sin fidele samtalepartner, og da det syntes at prelle af, gjorde han det lidt senere på et andet punkt efter af have indledt med en bemærkning om det produktive i at være uenige i en samtale som denne.

Så Rushdie reddede noget af dagen for mig på Heartland. Godt, han lever og skriver, og godt, at så mange mødte frem.

 

Filosofiske anbefalinger I: Håndtering af masserne

I det følgende anbefales naturligvis filosofiske værker og forfattere, men absolut kun indirekte. Hvad jeg frem for alt anbefaler, er passager og synspunkter, argumenter, pointer og tankebaner.

To erfaringer med mennesket

Drømmen om at håndtere masserne… Jeg har før undret mig over det lidt komiske fænomen, at vi i min marxistiske ungdom kunne forklare hele verdenshistorien i en håndevending, men ofte havde umådeligt besvær med bare at forstå hinanden. Faktisk var dette jo endnu mere grelt, end det lyder. For det forholdt sig ikke kun sådan, at vi havde betydeligt nemmere ved at gennemanalysere og forudsige de millioner og atter millioner af mennesker, der var emnet for vore samtaler, end vi havde ved at overbevise hinanden face-to-face. Nej, vi gik jo direkte i spåner på vore uenigheder, fraktionerede som gale omkring relativt beskedne divergenser og gennemlevede årelange ideologiske kontroverser med folk, der udefra betragtet var vore allernærmeste allierede. Man kan nok sige, at vi i vores menneskesyn fusionerede to dybt forskellige attituder og gjorde to ekstremt forskellige erfaringer. I vores teoretiske, objektiverende arbejde med samfundsvidenskabelige makrofænomener gjorde vi den erfaring, at mennesker er fladbundede, styret af ret simple grundkræfter og langt fra umulige at overreflektere og kontrollere. Men i vore praktiske, kommunikative sammenstød erfarede vi på den anden side hinanden som ustyrlige, egensindige og, om ikke uimodtagelige for belæring, så dog svært forudsigelige med hensyn til, hvilken type belæring, der ville fremkalde den ene eller anden effekt. Som menneskesyn betragtet dementerede den kommunikative erfaring vores opfattelse af mennesket som objekt for videnskabelig ekspertise og social ingeniørkunst. Som dialogpartner optrådte mennesket som principielt genstridigt, og den menneskelige fornuft fremstod som noget, der uden videre kunne opsplitte sig i divergerende standpunkter, uden at det skyldtes nogen af parternes onde hensigter eller skjulte dagsorden. Når man for hundredeogsyttende gang opmarcherer sine argumenter for en eller anden revolutionær strategi – og gør det over for en mand, som man har haft samme diskussion med jævnligt og i årevis – ja, da er man milevidt fra den optimistiske antagelse, at videnskaben skulle være lige på nippet til at udvikle en kur imod hans fejltagelse.

Jeg må indrømme, at jeg tænkte en del på denne erfaring efter 9/11. Her kom den vestlige verden på en meget konkret og visuel måde ”face-to-face” med folk som Osama Bin Laden og Mohammed Atta, mens vi på et bredere og dybere plan syntes at erfare selvbevidstheden og overbevisningernes genstridighed i den muslimske verden. Lidt højstemt tænkte jeg, at mennesket på en måde var genopstået, og verdenshistorien på en måde gået i gang igen efter 9/11. Bag denne tankegang lå 90’erne, hvor vestens demokrati og kapitalisme så ud til at have besejret enhver konkurrerende samfundsmodel, og hvor de tilbageværende lommer af voldelig konflikt – Somalia, Jugoslavien, Rwanda – på trods af al deres gru kunne fortolkes som undtagelser fra en overordnet, global tendens imod fredeliggørelse og konsensus. 90’erne havde sine mindre attraktive sider, forbundet med det forhold, at en blodig verdenshistories afslutning måske nok kunne være en ”happy end”, med ikke desto mindre efterlod et vist tomrum for virkelysten. Kaalund havde ikke uret, da han i 1877 skrev: ”Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du?”. I 90’erne blev rammerne for, hvad man kunne være, i ikke ringe grad bestemt af en fad kulturrelativisme og en sanseløs hedonisme, hvis momentane grænseoverskridelser let nok lod sig indordne i en veltæmmet forbrugerisme. Ungdommen manglede tydeligvis en meningsfuld ramme for stillingtagen og engagement, hvorfor den i vidt omfang henfaldt til en inderligt udhulet åndløshed og ironi, hvis mest fremtrædende manifestationer blev technomusik, Povl Kjøller og Quentin Tarantino. Således fremviste de sejrrige 90’ere på deres egen måde et Janus-ansigt, og hvis man i mørkere stunder rettede fokus på bagsiden, lå den tanke nær, at det slet ikke var ideernes fortræffelighed, der havde udmærket vestblokken og henvist sovjetkommunismen til historiens kirkegård – men derimod en mere ensidig og vellykket satsning på kødets tilfredsstillelse og det materielle forbrug. Man kan udtrykke pointen således, at det måske ikke var liberalismens højsvungne principper, men kapitalismen blinde produktionskapacitet, ikke John Locke og Immanuel Kant, men Coca-Cola og MTV, der havde afgjort den kolde krig. I denne opfattelse ligger et indbygget menneskesyn: at mennesket i virkeligheden bare er en forvokset abe, hvis lejlighedsvise sværmeri for store ideer og værdier i bund og grund overmatches af de mere prosaiske, behovsbundne motivationsfaktorer, som Nietzsche et sted kaldte for ”tilværelsens tyngdekræfter”; at menneskedens fremskridt følgelig ikke er baseret på oplysning og argumentation, men udelukkende på forøget effektivitet i den samfundsmæssige behovstilfredsstillelse; og at fremtidens værn imod skænderier og krige alene vil bestå i en slags funktionel administration af menneskeskæbner, således at alle interesser reguleres uden om potentielle kollisioner. Man vil på denne baggrund forstå, at ideernes og den ubestikkelige fantasts tilbagekomst i historien kunne fortolkes med en vis ambivalens – selv når tilbagekomsten indtraf i skikkelse af Bin Laden og hans temmelig dårlige ideer og fantasier. Hvis 9/11 erindrede os om, at mennesket måske nok er et dyr, men også et enestående opfindsomt dyr, hvis værdisætninger og symbolske manifestationer ikke uden videre lader sig indordne i en nyttemaksimeringskalkyle, havde den erfaring i hvert fald ét positivt aspekt: Mennesket er mange ting og måske også farligere, end det så ud til i 90’erne; men kedeligt, det er det ikke!

Kommunikation, teknologi og indvandring

Der består det lighedspunkt imellem erfaringen af en samtalepartner og en dødsfjende, at både dialogen og fjendskabet er gensidige, menneskelige relationer. I begge tilfælde tager man normativt stilling til hinanden, og heri ligger en anerkendelse, der ikke kun fuldbringes når vurderingen er positiv: Også vreden eller indignationen er måder, hvorpå man erfarer den anden som en frihed eller selvbevidsthed med samme principielle status som en selv. Man kan også udtrykke dette på den måde, at der i værdidommen ligger en deltagelse i modpartens beslutninger, hvorved man anerkender, at der er tankeprocesser bag den andens fysiske fremtrædelse – eller med R. G. Collingwoods formulering: ”Judgments of value are nothing but the ways in which we apprehend the thought which is the inner side of human action.” (”Can Historians be Impartial?” (1936), i: Dray/Dussen (red.): ”The Principles of History”, Oxford University Press, USA, 1999: s. 217). Modsætningen til denne sociale erfaring opstår, når den anden ikke er noget, man taler til, men noget, man taler om. Herved får man mulighed for at trække sig helt ud af den sociale interaktion og forholde sig neutralt observerende, hvorved den anden reduceres til en blot forhåndenværende ting, der efter behag kan gøres til genstand for æstetisk nydelse eller teknisk manipulation. Søren Kierkegaard giver et prægtigt eksempel på det første, når han lader sin æstetiker fortælle om en trættekær filosof, hvis eneste fascinerende egenskab var måden han svedte på, når han snakkede: ”Jeg kunne endogsaa have min Glæde af at anspore ham til at påbegynde sin philosophiske Belæring, alene for at iagttage Sveden paa hans Pande og paa hans Næse.” (”Enten-Eller” (1843), Gyldendal, Kbh. 1962: s. 276). Et eksempel på det andet finder man i moderne diskussioner om retspleje, hvor man ofte har svært ved at vedkende sig den kommunikative intention, der ligger i strafbegrebet, for så vidt som straffens mål er at få forbryderen til at mærke samfundets vrede. I stedet kan man så forsøge at legitimere den praksis at straffe efter en rent teknisk-instrumentel målestok: Straffen virker kun rationel, hvis den empirisk kan eftervises at have en ”præventiv effekt”. Der ligger ikke nødvendigvis noget fravær af mellemmenneskelig solidaritet i dette synspunkt, og faktisk er det ofte ganske velment. Ikke desto mindre er det en art tingsliggørelse af forbryderen, der forgår: Der kan principielt ikke bestå nogen gensidighed imellem en effekt og den, der bevidst forsøger at frembringe effekten (mere herom).

De to skitserede måder at forholde sig til andre på kan begrebsliggøres på forskellige måder: som ”praktisk” versus ”teoretisk” (Kant), ”forstående” versus ”forklarende”(Dilthey), ”hermeneutisk” versus ”metodebevidst” (Gadamer) eller ”kommunikativ” versus ”teknisk” (Habermas). Der synes at bestå et vist spillerum for vilkårlighed, når der i et konkret tilfælde skal vælges imellem dem, og her kan let opstå uenigheder baseret på divergerende grundholdninger (jævnfør eksempelvis kontroversen om frie valg versus social arv). Alligevel synes der ofte at vise sig en objektiv grænse for, hvor langt man kan trække det ene eller det andet perspektiv. Der var en grund til, at vi i min marxistiske ungdom havde lettere ved at ignorere selvbevidstheden i samfundet end i hinanden, og det bliver nu engang sværere at bagatellisere forekomsten af anderledes tænkende, når disse flyver fly ind i skyskrabere, end når de ikke gør. Omvendt kan man sagtens forestille sig en militær generalstab, der forsøger at tyde nogle troppebevægelser som dele af en fjendtlig manøvre, men som efterhånden når frem til, at bevægelserne virker for ukoordinerede og pointeløse til at skyldes andet end tilfældige årsagsforbindelser. Og fænomenet sammensværgelsesteorier er jo netop præget af, at man anerkender en subjektivitet i historien, hvis reelle tilstedeværelse meget tænkeligt kan tilbagevises ved en nøgtern granskning af den foreliggende empiri. Muligheden for korrektion går altså begge veje.

Ikke desto mindre ser det på nogle vigtige punkter i nyere europæisk historie ud til, at korrektionen helt konsekvent kun er gået det ene vej: Når det gælder muslimsk indvandring og islamistisk radikalisering har det kontinuerligt igennem flere årtier været en teoretisk, forklarende, metodebevidst og teknisk betragtningsmåde, der tabte terræn. Omvendt har en mere amatøragtig og dialogisk hermeneutik vundet stadig mere momentum: at forstå, hvad muslimer tænker, siger og læser. Man kan lidt flot udtrykke sagen sådan, at islam har gjort sig gældende som en i grunden uønsket, men stadig mere insisterende samtalepartner over for den europæiske offentlighed – en offentlighed, som i udgangspunktet helst ville have håndteret indvandringen ordløst og administrativt via diverse eksperter, projekter, terapier og socioøkonomiske indgreb. Imidlertid har et voksende flertal gjort den erfaring, at vi ikke kan betale, behandle eller byplanlægge os uden om en masse værdidiskussioner, hvoraf de fleste forekommer os meget besværlige, fordi vi troede, de var længe overstået i en europæisk sammenhæng. Og også på det sikkerhedspolitiske område er det dæmret for stadig flere, at man er nødt til forstå terroristernes intentioner og tankegang, hvis man skal gøre sig håb om at besejre dem. Det kan godt give ens selvtillid et boost, hvis man teoretisk reducerer sin modstander til en forudsigelig virkning af materielle forhold, blinde drivkræfter eller irrationelle psykiske tilstande. Men hvis modstanderen i realiteten er lige så reflekteret som en selv – og måske ligefrem medregner ens manglende anerkendelse af dette i sin egen planlægning – er man kommet strategisk helt galt afsted.

Douglas Murray om elitens syn på terrorister

I Douglas Murrays meget vellykkede bog ”The Strange Death of Europe – Immigration, Identity, Islam” (Bloomsbury, GB, 2017) findes en passage, der tydeligt illustrerer, hvordan en teknokratisk reduktionisme fungerer, og hvordan den er kommet til kort over for integrationsdebattens realiteter. Den pågældende passage starter med, at Murray fortæller om terroraktionen i Bruxelles i 2016, hvor tre selvmordsbombere dræbte 32 mennesker i lufthavnen og på en metrostation. Terroristerne var alle opvokset i Europa, og der blev i dagene efter observeret stor opbakning til dem i Bruxelles’ muslimske parallelsamfund, hvilket satte gang i mange spekulationer omkring Belgiens dårlige integration. Douglas Murray henviser i den sammenhæng til et interview med en højtstående belgisk embedsmand, og det er gengivelsen af denne embedsmands synspunkt, der i en enkelt sætning sammenfatter de afgørende træk ved den politisk korrekte forklaringsmodel: ”He insisted that it was wrong to blame the attacks on Islam but criticised the failure of people like himself to prevent rising ’radicalism among youths’.” (”The Strange Death of Europe”: 233). Man bør forsøge at abstrahere fra det noble i den gestus at klandre sig selv såvel som fra det døvende ved, at man har hørt meget lignende udtalelser mange gange før. Det væsentlige er, hvad sætningen siger om embedsmandens syn på menneskelige aktører og kausaliteten omkring deres handlinger. Altså: ”Han insisterede på, at det var forkert at klandre islam for angrebene, men kritiserede fiaskoen hos folk som ham selv med at forhindre stigende radikalisme iblandt unge”.

Det er nu for det første iøjnefaldende, at denne tankegang flytter ansvaret for terrorhandlingerne ud af de fysiske aktører og over i nogle samfundsmæssige administratorer, der burde kunne have forhindret dem. Ligesom det ikke er en billardkugles skyld, at den ryger i hullet, eller et fysikforsøgs skyld, at det er udført forkert, ligger ansvaret altså her i forkert betjening af en slags adfærdsregulerede mekanisme. Det sociale samliv er omtolket til en teknisk manipulatorisk relation. Det viser mere præcist, hvordan denne reduktion foregår, at islam søges holdt helt ude af terrorens kausalitet. For islam (eller en radikal fortolkning af den) er jo netop det, der subjektivt, i aktørens selvbevidsthed, optræder som hovedmotivet for beslutningen om at udføre et terrorangreb. Islamistiske ræsonnementer er selve meningen med handlingen, således som denne blev tænkt og italesat af aktøren selv. Når man retoucherer dette aspekt væk, gør man altså i realiteten det, at man fratager handlingen dens oprindelige betydning og udelukker aktøren (inklusiv dennes delvist arabiske begrebsapparat) fra fortolkningen af den. Der skal tænkes lidt skarpt her: Man sidder ikke bare – som i Hans-Georg Gadamers hermeneutik – og bringer sin ”forforståelse” i spil, idet man ”sammensmelter” to sproglige ”verdenshorisonter” i en gensidig forståelse med samtalepartneren. Nej, man afslører den andens selvbevidsthed som kort og godt irrelevant, hvorefter man lægger sit eget færdigstøbte begrebsapparat – som regel et modevokabular samlet op under de indledende stadier af et næppe alt for krævende studium – ned over virkeligheden som en kageform. Det er dybt monologisk således at afvise andres fordring på selv at kunne bidrage til udlægningen af deres adfærd. Filosofisk set svarer det til en såkaldt ”solipsisme”: vægringen ved at anerkende eksistensen af andre bevidstheder end ens egen.

Man skal ikke tro, at disse tankebaner udfoldes særlig subtilt eller fordækt. I 2015 udtalte USA’s daværende udenrigsminister, John Kerry, for eksempel, at ”it would be a mistake to link Islam to criminal conduct rooted in alienation, poverty, thrill-seeking and other factors” (de af mig kursiverede “faktorer” eksemplificerer det nævnte førsteårsvokabular), og Det Hvide Hus’ samtidige pressesekretær kommenterede angrebet på Charlie Hebdo sådan her: ”these are individuals who carried  out an act of terrorism, and…later tried to justify that act of terrorism by invoking the religion of Islam…”. Begge udtalelser er citeret efter Ibn Warraq, der meget træffende fortsætter: “This sounds as if the Charlie Hebdo terrorists set out to commit a random act of violence, and then, when they realized they needed some justification afterwards, plucked ”Islam” out of the air by sheer chance.” (“The Islam in Islamic Terrorisme – the importance of Beliefs, Ideas and Ideology”, New English Review Press, Nashville/London, 2017: s. 54). Man kan finde næsten enslydende formuleringer hos danske terrorforskere som Anja Dalgaard Nielsen og Jakob Scharf, og man kan fremsætte en næsten enslydende kritik. Under alle omstændigheder virker ræsonnementerne sjuskede, og ved at kappe forbindelsen til aktørernes egne begrundelser tenderer de i sidste ende imod at gøre menneskelig adfærd principielt meningsløs og uforståelig. Denne effekt fremgik umiddelbart, da den britiske premierminister David Cameron i 2014 afviste terroristers religiøse selvlegitimation: ”That is nonsense. Islam is a religion of peace. They are not Muslims, they are monsters” (citeret efter Murray: s.153). Med al respekt for Camerons retfærdige harme kan man godt betvivle, at han bidrager gavnligt til den kognitive side af terrorbekæmpelsen ved at gøre terroristerne til ”monstre”.  Historiefilosoffen R. G. Collingwood stod over for et lignende menneskesyn, da han kritiserede oplysningstidens ringe historieskrivning, som han forbandt med dens totale nedvurdering af tidligere tider som irrationelle og formørkede: ”..of these things there can be no history, not only because they are unworthy of historical study, but because there is in them no rational or necessary development: the story of them is a tale told by an idiot, full of sound of fury, signifying nothing.” (“The Idea of History” (1946), Oxford University Press, GB, 1994: s. 80). Monstre er simpelthen sværere at forstå end mennesker.  Det er nok på den baggrund, man skal se det håndskrevne spørgsmål, der stod at læse på et papskilt efter julemarkedsangrebet i Berlin 2016: ”Warum?”. De femten år, der var gået efter 9/11, havde altså intet udrettet for forståelsen af terroristernes motivation. Den politiske korrekthed når stadig sit erkendelsesmæssige toppunkt i en fåret forundring over forekomsten af anderledes tænkende (se Uriasposten for et dugfriskt eksempel).

Douglas Murray om befolkningernes egensindighed og teknokraternes fiasko

Men hvis forbløffelsen over muslimske terrorister har det med at starte forfra hver gang, gælder nøjagtig det samme jo for den vestlige verdens indvandrings- og islamkritiske bevægelser: Eliten chokeres evindeligt over disse bevægelsers menneskesyn, hvad der foregår i hovedet på dem, at så mange kan støtte dem etc. Sagen er naturligvis, at man har benyttet samme monologiske forklaringsmodel i begge retninger og lige så lidt anerkender indvandringsskeptikernes henvisning til kendsgerningsbaserede argumenter som terroristernes henvisning til islamiske skriftsteder. Også i forhold til den hjemlige opposition menes de erklærede hensigter at dække over mere lyssky og følelsesmæssige drivkræfter, og også her søger man løsningen på problemet i en eller anden mekanisme – denne være sig socioøkonomisk, psykologisk eller kommunikationsteknisk. Douglas Murray dokumenterer meget fint, hvordan opinionsundersøgelser af briternes syn på islam flere gange har ført til ramaskrig og hver gang ender med forslag om flere informationskampagner og mere holdningsbearbejdelse (s. 233ff). Han bemærker tørt, at en del af de udskældte respondenter i undersøgelserne måske ”were simply guilty of reading the news” (s. 235), og han påpeger det besynderlige i, at man vil ændre befolkningens reaktion på indvandringens problemer i stedet for selve problemerne – Murray taler om en ”habit of attacking the secondary symptoms of a problem rather than the primary problem” (s. 241). Det kan undre mig, at en så skarpsindig forfatter som Douglas Murray ikke kan se andre årsager til denne vane end Europas værdikrise og politikernes frygt for at blive stemplet som racister. For når han i denne sammenhæng taler om ”primært” versus ”sekundært”, handler det jo tydeligvis om et stykke virkelighed versus bevidstheden om det, om samtaleemnet versus den talende. Argumentationsstrategisk handler sagen om, at man er gået efter manden i stedet for bolden og har objektiveret budbringeren i stedet for at forstå budskabet – dvs. om, at man erstatter en kommunikativ forbindelse med en teknisk, hvilket kan have mindst lige så dybe, idehistoriske årsager som dem, Murray interesserer sig for.

Man kan med nogen ret hævde, at en teknokratisk indstilling ikke skal måles på, om den eventuelt krænker Kants kategoriske imperativ (om ikke at behandle andre kun som middel, men også altid som et mål i sig selv) – men alene på, om den rent faktisk virker. Og det er her, det for alvor bliver pinligt. Det kan nemlig meget vel se ud til, at netop kombinationen af en overdreven optimisme vedrørende styringen af folks adfærd udefra og en manglende lyst til at sætte sig ind i deres tankeverden – ”almost no one had considered the ideologies or beliefs of the people who were coming or showed much curiosity in doing so”  (Murray: s.154) – har haft katastrofale konsekvenser for indvandrings- og integrationsproblematikken. Ja, det kan sågar det ud til, at det er denne kombination snarere, end det er den åndelige afmatning og skyldfølelse, Douglas Murray påpeger, der er det egentligt prekære ved Europas situation i disse år. Det er ikke kun i forhold til indvandringen, at det menneskelige samlivs ”eksperter” ser ud til at have spillet fallit. Douglas Murray dokumenterer, at synet på islam i de europæiske lande har taget den for de fleste eksperter uønskede drejning, at befolkningerne er blevet stadig mere skeptiske. Faktisk pointerer han i tilknytning til mellemøstforskeren Daniel Pipes, at denne udvikling har været en ”one way street”, for så vidt som alle opinionsundersøgelser i hele Europa siger det samme: ”The more Islam there is in a society the more dislike and distrust there is in that society towards Islam:”(s. 237). Men hvis det er rigtigt, kan man jo undre sig over, at den politisk korrekte elite ikke har kunnet vende udviklingen ved at fodre offentligheden med gode historier, oplysningskampagner og diverse projekter. Er folks fjendebilleder måske ikke konstruerede igennem sociale italesættelser og diskurser, og skulle man i så fald ikke kunne rette lidt på konstruktionen? Douglas Murray antyder, at sagen måske er mere kompliceret end som så: ”Almost the entire European political establishment and media have failed to persuade the public that the problem has been exaggerated. This is partly because the internet has diversified the sources of information, but mainly because of the simple passage of events.” (s. 236).  Man må huske at nyde dette dejlige udtryk: “the simple passage of events”. Implikationen er, at der findes en virkelighed ud over, hvad man med spin og kommunikationsteknik kan manipulere folk til at tro på, og at menneskesindet ikke er en lukket beholder, men en intentionalitet, der sætter sig i forbindelse med denne virkelighed. Det er tænkeligt, at der findes en mere moderne måde at ændre folks synspunkter på end ved at forstå deres begrundelser for at have dem og forsøge at gendrive dem under hensyntagen til bevisets stilling og en fælles, ydre virkelighed. Men de seneste halvtreds års eksperimenter med venstreintellektuelle, der skulle håndtere masserne, giver i hvert fald ikke grund til at formode det.

Grundproblemet ved den kulturelle elites menneskesyn

Det skulle være underligt, om humanistisk dannelse gjorde folk dårligere til at forstå andre menneskers tankegang, således at der bestod et ligefremt proportionalitetsforhold imellem kulturel kapital og politisk dumhed. Men hvis man eksempelvis betragter, hvordan SF og De Radikale netop nu er ved at lunte efter Socialdemokratiet imod højre i indvandringspolitikken, ligger konklusionen jo ikke langt væk: Det er lige præcis de typiske repræsentanter for humanistisk uddannede akademikere, der hermed indrømmer at have misforstået en række humanvidenskabelige problemstillinger relateret til islam, kulturel identitet, kulturhistorie og værdikonflikter. Det er underligt, at flere ikke studser over, hvor underligt dette i grunden er. Det virker rimeligt at spørge til en forklaring, og det virker nærliggende at søge svaret i de forsøg på metodisk videnskabeliggørelse af humaniora, der især tog fart efter tresserne. I antologien ”Humanistisk Videnskabsteori” (Collin/Køppe (red.), 1995, DR Multimedie, Viborg. 2001) påpeger Frans Gregersen, at den i humaniora meget indflydelsesrige strukturalisme deler videnskabsideal med positivismen: ”De er begge optaget af en objektiv, køligt registrerende forskerrolle og er begge fascineret af formalisererede procedurer.” (s.180). Man kunne sige noget lignende om de fleste andre humanistiske modeteorier: psykoanalyse, marxisme, poststrukturalisme, socialkonstruktivisme, diskursanalyse. Og i alle disse tilfælde møder man også den samme skabelon for det videnskabelige møde med andre mennesker: Man tilsidesætter disses egen selvforståelse til fordel for ”faktorer, der ligger uden for bevidstheden”(s. 196), ”et system, der ligger bag ved bevidstheden” (s. 200), ”en mere virkelig, bagvedliggende virkelighed” (s. 207), ”ydre og ubevidste strukturer” (s. 221) – hver gang altså noget, som forskeren havde en teori om, før mødet med de udforskede gik i gang, og som han eller hun egenmægtigt fastsætter benævnelserne for (som regel noget med ”interesser”, ”køn” eller ”magt”).  Det er vel ikke så kættersk at spørge sig, om sådan en måde at føre dialog med anderledes tænkende på måske skulle være en kongevej til dumheden? For hvad lærer man, hvis det kun er ens egen stemme, man kan tage alvorligt? Hvis andres synspunkt aldrig får lov til at blive stående som modsigelse, men altid bare ”afsløres” eller ”dekonstrueres”, dvs. omformuleres til endnu et eksempel på ens egen yndlingsteori? Karl Popper rammer hovedet på sømmet med følgende svada: ”Ideen om, at en sociologisk eller en psykologisk eller en antropologisk eller nogen anden studie af fordomme kan hjælpe os med at slippe af med dem, er ganske fejlagtig; for mange, der dyrker disse studier, er fulde af fordomme; og ikke blot hjælper selvanalyse os ikke til at overkomme den ubevidste bestemmelse af vore synspunkter, men den fører også ofte til endnu mere subtilt selvbedrag.” (”Det Åbne Samfund og dets Fjender” (1945), da. v.. C. Svendsen (2000), Spektrum, Viby J., 2002: Bd. 2, s. 238). Eller for nu at citere endnu et hoved, der rager op over vrøvlet og modedillerne; måske går det, som Søren Kierkegaard engang bemærkede, at det meget vel kunne gå med en metodebevidst bibellæsning: ”..at jeg listig skyder det ene Lag efter det andet, Fortolkning og Videnskab og atter Videnskab (omtrent som naar en Dreng anbringer en Serviet eller flere under Trøjen, naar han skal have Prygl) at jeg skyder alt dette mellem Ordet og mig (…) og så lader denne Syslen svulme op til en sådan Vidtløftighed, at jeg aldrig kom til at faa Indtrykket af Guds Ord, aldrig kommer til at betragte mig i Speilet. (”Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet” (1851), Sml. V., Gyldendal, Haslev, 1991, Bd. 17, s. 77).

Det er i og for sig muligt at tingsliggøre en hvilken som helst samtalepartner. Man skal bare omforme dialogens sociale forhold til en asymmetrisk subjekt/objekt- eller behandler/klient-relation, abstrahere fra den andens intentionelle forbindelse til en virkelighed, som vedkommende hævder at sige noget sandt om, og indordne hans eller hendes indre liv i en naturlovslignende kausalsammenhæng i stedet for en logisk begrundelsessammenhæng. Og vupti, man er blevet samfundsdebattens oldermand og kong gulerod – eller i det mindste Jeppe i baronens seng. Som sagt passer den reduktionistiske ”bag of tricks” i princippet til enhver lejlighed, men der er trods alt noget anmassende over at komme stikkende med sit penge-, sex- og magtsnak til forklaring af, at de fleste eksempelvis vurderer 2+2 til at være 4. Her synes ikke rigtig at være behov for yderligere forklaring. Sagen er naturligvis, at det i praksis først er, når der forekommer uenighed – når den anden virkelig er ”en anderledes tænkende” – at der kan være en pointe i at omformulere problemet til en art teknisk udfordring. Hvis man ikke forstår argumentationen indefra, kan man forsøge at forklare den ved at pege på noget ydre og håndgribeligt. I sin kerne er dette måske en principielt fornuftig fremgangsmåde, hvis den anvendes med måde – som i Kierkegaards lune fortælling om en filolog, der sidder og får grå hår i hovedet over et græsk skrifttegn, han ikke kan genkende, indtil hans blomstrende, unge kone, der fire gange har kaldt ind til middag, kommer og puster problemet væk: ”Det der er jo bare et stykke snustobak. Kom nu og spis!”. For nu at blive i billedet kan man spørge, hvor længe filologen ideelt set burde undre sig over sådan et skrifttegn, før han af egen drift begyndte at overveje, om det måske i virkeligheden bare var noget tobak, en trykkefejl eller et udslag af momentan sindssyge hos forfatteren. Op til nutiden: Hvor længe mon eliten bør lytte til Pia Kjærsgaard vælgere, før den konkluderer, at alle deres argumenter koger ned til et spørgsmål om udkants-Danmark og skimlede kældermennesker? Hvor grundigt burde den have prøvet at forstå Bin Laden, før den konkluderede, at hans religiøse ideer og kildehenvisninger er ligegyldige, fordi den virkelige motor i hans bevægelse er fattigdom og frustration? Og har den mon i almindelighed brugt hjerneceller nok på det første, før den sprang videre til det andet?

Wittgensteins analyse af ”fejltagelsen”

Det ser ud til, at det springende punkt hele tiden handler om at holde dialogen åben på trods af forståelsesvanskeligheder og uenighed – om at kunne tåle opposition og skænderi uden fluks at reflektere sig ud af samtalens gensidige anerkendelsesrelation og afskrive den anden status af fornuftsvæsen. Hvis man skal finde en formel for denne åbenhed, kan man måske sige, at forståelsens område ikke ophører i samme øjeblik, som man opfatter den andens tanke som en fejl: Også et fejlagtigt ræsonnement kan være forståeligt og i en vis forstand gentageligt som rationel proces. Med andre ord medfører modpartens fejltagelse ikke automatisk, at man forlader området for ”gode grunde” for i stedet at indplacere hændelsen i en kæde af blinde kausalårsager – hvilket jo nok er baggrunden for Ludwig Wittgensteins spørgsmål til sig selv: ”Kan vi sige: En fejltagelse har ikke kun en årsag, men også en grund?” (”Om Vished” (1969), Da. v. J. Husted, Philosophia, Århus, 1989: §74). Nu handler Wittgensteins lille, dejlige bog ”Om Vished” fortrinsvis om erkendelsesteori, og den er for så vidt ingen indlysende kilde til en diskussion om anerkendelse, definitionsret og patientgørelse i mødet mellem mennesker. Alligevel betyder Wittgensteins indlejring af sine eksempler i dagligsprogets praktiske dialogsammenhænge, at hans undersøgelse indirekte får en skarp brod i denne retning. Man kan for eksempel se på, hvad der umiddelbart leder ham frem til at antyde, at fejltagelser har grunde: ”Men hvori består forskellen mellem fejltagelse og sindsforvirring? Eller hvad er forskellen mellem, at jeg behandler noget som fejltagelse, og at jeg behandler det som sindsforvirring?” (§73). De videre udredninger vil kræve en kort introduktion til ”Om Vished”.

Wittgensteins overordnede projekt i bogen er at påvise vore begrundelsessammenhænges dybe afhængighed af allerede eksisterende antagelser, praksisformer og sprogspil. Hovedmodstanderen er en grundlagsfilosof som Descartes, der gennem en radikal tvivl om alle selvfølgeligheder ville fundere filosofien på et ubetvivleligt, absolut grundlag. Wittgensteins modargument er, at der slet ikke findes nogen sprogligt meningsfuld begrundelsessammenhæng for den, der vil overveje den første og bærende sandhed. Hvis man abstraherer fra alt det, der giver vores ord betydning, ved man bogstavelig talt ikke længere, hvad man selv tænker, og en tvivl om alting på en gang er derfor meningsløs: ”En tvivl uden ende er end ikke en tvivl.”(§625). Ifølge Wittgenstein kan man kun tvivle om noget i og med, at man implicit accepterer langt flere selvfølgeligheder, end man overhovedet kan redegøre for. Dette holistiske netværk af vished sætter grænser for, hvad både andre og en selv er i stand til meningsfuldt at koncipere som en tvivl. Det forholder sig som med et træk i et spil, der skal udføres i overensstemmelse med visse regler for at gælde: ”Hvis nogen sagde, han tvivlede om sine hænders eksistens, og hele tiden betragtede dem fra alle sider for at overbevise sig om, at der ikke var tale om en slags spejling el.lign., ville vi ikke være sikre på, om vi skulle kalde det en tvivl.” (§255). Den slags eksempler virker noget komiske, og jeg forestiller mig at de må være nedskrevet med et glimt i øjet – men Wittgenstein er alligevel så snurrig og nørdet en type, at man ikke kan føle sig helt sikker..

Det interessante ved dette er nu, at begrebet fejltagelse hos Wittgenstein følger samme logik som begrebet tvivl: Der er grænser for, hvor absurd en dom kan være, hvis den overhovedet skal være forståelig som en fejltagelse, og den må fremstå i en kontekst af rigtige og fornuftige antagelser. For eksempel skriver Wittgenstein, at ”Hvis jeg tror, jeg sidder på mit værelse, og det ikke er sådan, vil man ikke sige, at jeg har taget fejl.” (§195) – og andetsteds: ”Hvis min ven en skønne dag blev indhyllet i den indbildning, at han i lang tid har boet der og der, etc. etc., ville jeg ikke kalde det en fejltagelse, men en – måske forbigående – sindsforvirring.” (§71). I disse tankeeksperimenter bryder dialogen og den gensidige anerkendelse sammen, fordi den andens synspunkt virker totalt fremmed og uforståeligt. Wittgenstein forbinder den slags divergenser med grundlæggende forskelle imellem livsformer, og han tænker ikke altid på vanvittige, men også nogle gange på børn, rumvæsener eller ekstremt underlige stammefolk. I alle tilfælde bliver konsekvensen, at man må opgive at påvirke hinanden rationelt og argumentatorisk. Tilbage står muligheden for en teknisk-manipulerende tilgang, hvilket i Wittgensteins eksempler viser sig ved, at man ”bekæmper” de andres anskuelser eller håber, de ”vokser fra” dem, skælder dem ud eller forsøger at ”overtale” – modsat ”overbevise,” – dem. Det ser i denne betydning ud til, at der i mange år ikke har været plads til meningsfuld tvivl eller egentlige fejltagelser i indvandringsdebatten. I hvert fald ikke at dømme efter Douglas Murrays rystende gennemgang af de stemmer rundt omkring i Europa, der siden firserne har advaret imod masseindvandringen (s.134ff): ”When the messenger was not actually shot, he or she was in other ways silenced as much as possible.” (s.150).

Det er muligt, at Wittgenstein lægger lovlig meget vægt på grænserne for det meningsfulde og dermed på risikoen for uforsonlige konflikter mellem livsformer (se fx Jürgen Habermas: ”Zur Logik der Sozialwissenschaften” (1967/1982), Suhrkamp, Tyskland, 1985: s. 271ff). Men argumentationen i ”Om Vished” får under alle omstændigheder kastet lys på det forhold, at gensidigheden i en kommunikativ relation ikke umiddelbart ophører ved uenighed – ja, at der tvært imod ligger en verden af anerkendelse i den opfattelse, at den anden har taget fejl. Dette viser sig ved, at man trods alt kan sætte sig så meget ind i den fejlagtige tankeproces, at man er i stand til at lokalisere det sted, hvor noget er gået galt: ”Når en person tager fejl, kan fejlen indpasses i personens rigtige viden.” (§74).  Man siger undertiden, at to partner kan enes om at være uenige, og måske ligger der heri den samme anelse om et bærende fællesskab som i Wittgensteins storladne formulering:: ”For at kunne tage fejl må et menneske allerede dømme i overensstemmelse med menneskeheden.” (§156). Jeg tror, han hermed sigter til en hård kerne af basale selvfølgeligheder, der er ekstremt svære at betvivle for noget fornuftigt menneske – men også til en mere åben sfære, hvor fejl og uenigheder er noget, man kan forestille sig, og som regelmæssigt forekommer i praksis.

Hans-Georg Gadamer bruger et sted et pudsigt ord om et sådant spillerum for synspunkter, der ikke nødvendigvis er sande, men som man trods alt godt forstår, at nogen kunne finde på at mene: ”det menbare”. Det forekommer mig, at en vis spændvidde i dette felt af mulige standpunkter er et ufravigeligt dannelsesideal. Lydhørheden over for fremmedartede perspektiver og uventede indsigelser virker afgørende for det etiske samliv imellem mennesker og for en demokratisk, politisk debatkultur – måske også for en humanistisk videnskab, såfremt en sådan skal fremme forståelsen mellem mennesker snarere end forskellige intellektuelle subkulturers monologer om hinanden.

Om det pludselige nedslag af en rationalitetsantagelse

Jeg vil gerne afslutte med en anekdote, der viser, at man kan blive positivt overrasket. Lars Erslev Andersen er terrorforsker og ansat på DIIS, hvilket oprigtig talt ikke gælder som nogen anbefaling for mig: Efter lang og tro tjeneste som tilskuer til ekspertinterviews på tv får jeg temmelig dårlige associationer ved begge dele. Til gengæld er Erslev Andersen oprindeligt uddannet i faget idehistorie, der ganske vist i nogen grad kan ligne en pseudovidenskabeligt moderniseret udgave af filosofi, men som på den anden side måske har bevaret en vis tilknytning til den humanistiske dannelsestradition. Jeg ved ikke, om det kan have noget at gøre med den hændelse, jeg her vil forsøge at anskueliggøre.

Efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 var forbløffelsen i den vestlige verden enorm. Selvom aktionen på det taktiske niveau så ud til at være ganske rationelt planlagt, havde de fleste svært ved at finde hoved og hale i, hvad den overordnede strategi kunne være, og det virkede sågar tvivlsomt, om der overhovedet fandtes en sådan. På det tidspunkt vidste man jo for eksempel ikke noget om, hvor meget krigene i Afghanistan og Irak skulle komme til at svække USA, og frem for alt kunne de færreste nok forestille sig, at Bin Ladens ideologi skulle kunne opnå nogen særlig udbredelse blandt muslimer i den vestlige verden. Det hele virkede derfor mest af alt som en gal mands værk. Jeg mener at huske, at jeg også selv opfattede Al Qaeda som en slags sindssyg, sadistisk sekt – i stil med Camerons monstre – og at dette indtryk ikke blev anfægtet synderligt af de eksperter, der dukkede op i medierne. Med undtagelse altså lige af Lars Erslev Andersen. Det må have været inden for de første hektiske uger efter ellevte september, at han i et interview blev stillet et spørgsmål i retning af, hvorfor terroristerne havde vovet at angribe os. Og iskoldt, uanfægtet og umiddelbart, som om han skød direkte fra hoften, svarede Erslev Andersen så: ”De må jo mene, at de kan vinde”.

Jeg kan næppe overdrive, når jeg beskriver, hvor hårdt det svar ramte mig, og hvor mange dage jeg brugte på at ømme mig over det. Det var som om Erslev Andersen havde kastet en fakkel ind i et mørkt rum, og jeg først nu opdagede, at det var dette rum – og ikke det karlekammer, som jeg før havde befundet mig i – der var selveste balsalen. Sagen var, at Erslev Andersens svar tilsidesatte en hel fauna af psykologiske, sociologiske og socioøkonomiske forklaringsmodeller ved simpelthen at tage Al Qaeda alvorligt som en strategisk aktør, hvis adfærd kan forstås som et udtryk for rationel forudseenhed. Og hvor monster- eller psykose-hypotesen som tidligere antydet har det med at blive stående i den samme fårede forundring, som den startede i (”Warum?”), pegede dette svar omgående videre til en masse nye, ubehagelige spørgsmål: Hvad kunne mon få terroristerne til at anse en sejr for mulig – eller overhovedet tænkelig – og hvilke kendsgerninger talte henholdsvis for og imod deres optimisme? Det kan i nogle situationer udrette mirakler simpelthen at nærme sig fortolkningen af andre mennesker med en implicit antagelse om deres rationalitet. Og det kræver kun tre begreber: midler og målsætning plus en kalkulation, der formidler det første med det andet (mere om dette: her & her).

For nu at opsummere, hvad jeg mener at have erfaret, siden jeg i min marxistiske ungdom sad og forklarede hele verdenshistorien med et pennestrøg: Man udvider sin horisont ved at fortolke andre mennesker under antagelsen om deres rationalitet, hvorimod alle andre fortolkningsstrategier tendere imod at øge indbildskheden og bornertheden. Det giver stof til eftertanke, at der skete to ting, mens jeg gjorde denne erfaring: 1) Det sociale livs eksperter og den kulturelle elite valgte i overvejende grad at dyrke mistænksomheden over for rationaliteten (hvilket altid ender med at betyde: mistænksomheden over for andres rationalitet), og 2) De samme mennesker gennemlevede ved Sovjetunionens sammenbrud et totalt ideologisk nederlag til et angiveligt ikke særlig rationelt ”tavst flertal”, og de er i øjeblikket godt i gang med at gentage dette forløb om igen. Det ligner da en tanke, ikke?

Valgkamp på svensk: Regeringskritisk medie beordret frataget Google-annoncering

Egentlig vil jeg hellere snakke om filosofi og Douglas Murray, men nogle nyheder er simpelthen for krasse til at lade ligge. Sådan har jeg det med nyheden om, at den indvandringskritiske, svenske webavis Samhällsnytt er blevet udelukket fra Googles annonceringstjenester efter et temmeligt lyssky møde d. 13. april imellem svenske regeringsrepræsentanter og diverse internetgiganter, herunder Google. Det resulterende økonomiske tab er ifølge chefredaktøren betragteligt og kan tvinge Samhällsnytt til at reducere i deres medarbejderstab. Hvilket naturligvis skal holdes op imod de svimlende summer, cirka 600 millioner, som svenske skatteydere årligt pumper ind i landets dybt politiserede og regeringsføjelige mainstreampresse. Misforholdet svarer til dengang i 2016, hvor en P3-vært benyttede sin licensfinansierede position til at sidde og koordinere annonceboykotten imod Den Korte Avis. Den amerikanske islamkritiker Pamela Geller fortæller ganske analogt om, hvordan en CNN-journalist i 2017 lokkede hende ind til et interview om, hvordan internetcensur havde kostet hende næsten alle annonceindtægter – for så at udnytte interviewet til at angribe hendes få tilbageværende annoncører (”Fatwa – hunted in America”: s. 215ff). Eksemplerne er langt fra enestående. Det kan være små beløb og særdeles ydmyge platforme for politisk modsigelse, som den statsligt opfedede og tilmed rigeligt privatstøttede korrekthedskultur forsøger at eliminere.

Det særligt intrikate ved affæren med Samhällsnytt ligger i det møde d. 13. april, som bl.a. flere svenske ministre deltog i, og hvis erklærede formål var at få internetfirmaerne til ”frivilligt” at stramme censuren på deres platforme for at undgå decideret lovgivning. Det lyder administrativt fikst således at presse censuren igennem uden lovgivning, men man må bemærke, at det jo også har den sidegevinst, at politikerne undgår en offentlig debat om de anvendte kriterier for censur. Denne effekt forstærkes yderligere derved, at der ikke foreligger noget referat fra mødet – et forhold, som Samhällsnytt ikke har kunnet få nogen forklaring på fra den ekspert fra justitsministeriet, der deltog. Samme juraekspert får i øvrigt travlt med at holde fokus på begrebet ”ulovligt indhold”, da hun skal forklare mødets emne, der i indbydelsen blev beskrevet som ”ulovligt og skadeligt indhold”: Mødet handlede åbenbart kun om det første, forstår man. Problemet er naturligvis, at begrebet ”skadeligt indhold” er så vagt defineret, at enhver kan fylde sine egne politiske aversioner ind i det. Man skal derfor være enten barn eller venstreintellektuel for ikke at indse, at det er enhver diktators drømmebegreb – præcis som eksempelvis ”udansk”, ”fjende af folkeviljen” eller ”hate speech”: Intet af det betyder andet end et ”Øv!” omgivet af lidt verbal ornamentik, og man gør derfor klogt i at holde sig på god fod med folk, der legitimerer konkret magtanvendelse med den slags termer.

På mødet den 13. var Google repræsenteret af blandt andre en vis Sara Övreby, der på sin facebookprofil liker sådan noget som ”Sverigedemokraterna i riksdagen – Nej tack! ”. Man må gætte på, at Google i hendes skikkelse har haft en konstruktiv dialog med de regeringsrepræsentanter, der utvivlsomt sidder og bider negle over, hvordan  Sverigedemokraterne kan udnytte de alternative medier ved det forestående valg. En endnu mere upassende deltager i mødet var chefredaktøren på den store svenske avis Expressen, der i ugerne forinden havde kørt en indædt kampagne for skærpet censur på de sociale medier. Denne chefredaktør kan altså uden videre bevæge sig fra politiserende journalistik til pludselig at sidde med inde i selve det politiske maskinrum, hvor ministre og embedsfolk vrider armen om på andre aktører i mediebilledet. Jeg tvivler på, at man i Danmark ville acceptere, at nyhedsmedierne og den udøvende magt på den måde tissede over kors, og jeg synes også, det virker tvivlsomt, at man selv sidder og piller annonceindtægter væk fra konkurrenterne inden for ens branche.

Mest mærkeligt er det dog, at det åbenbart rimer fint med svensk journalistisk fag-etos at tage direkte, operativt del i undertrykkelsen af bestemte ytringer (eller med Thomas Mattssons egen formulering: “bidra till ökad kunskap om den svenska debattmiljön och vilka mörkerkrafter som finns här”). Det er generelt et særkende ved nutidens politiske korrekthed, at man interesserer sig mindst lige så meget for, hvad man kan forhindre andre i at sige, som for selv at sige noget. Denne særlige præference deles næppe af mange på højrefløjen, så når Google (og Youtube) inden mødet garanterede de svenske myndigheder, at de snart vil have mønstret 10.000 enkeltpersoner og over 100 foreninger til at overvåge internettet for skadeligt indhold, kender vi nok allerede på forhånd de fleste af disse informanter: Smagsdommerholdet vil i uforholdsmæssigt høj grad bestå af venstreekstremister, fjerdefasefeminister, krænkelsesfanatikere, dyrevelfærdsmilitante eller islamister. Og altså åbenbart også svenske journalister.

Afslutningsvis skal det indrømmes, at Sverige er det land i Europa, hvor eliten allermest eklatant har mistet orienteringsevnen, og at det beskrevne derfor nok kun har begrænset relevans i en dansk sammenhæng. Men hvis Sverige er en karikatur – og derfor egentlig adresseres meget passende, når komikeren Jonatan Spang tilbyder svenskerne ”humoristisk Marshallhjælp fra den frie verden” – ja, så det det ikke desto mindre en karikatur på tendenser, der i varierende grad præger den elitære humanisme i hele Europa. Den omtalte artikel fra Samhällsnytt kan altså meget vel være relevant læsning. Og faktisk kan man gå videre og spørge sig, om den i grunden ikke er pligtlæsning, i hvert fald for enhver, der vil opfatte sig selv som repræsentant for en eller anden form for dannelse, oplysning eller politisk dømmekraft. – Eller kan man som intellektuel forsvare ikke at følge med i det slag, der i øjeblikket udspiller sig om ytringsfriheden i hele den vestlige verden?

De venstreintellektuelle har åbenlyst taget fejl, først i deres universitetsmarxisme og siden i deres naivt teknokratiske bagatellisering af massindvandringens problematik. Men det er menneskeligt at fejle. Imidlertid er det ikke menneskeligt at blive ved med at tage fejl, fordi sandheden måske er ubekvem. Og hvis man holder fast i at ignorere konsekvenserne af ens fejltagelse, risikerer man at nå et punkt, hvor der er stablet så mange kendsgerninger op imod en, at fortrængningen af dem bliver utilgivelig. Det er min overbevisning, at dette punkt er både nået og passeret. Vi befinder os som i et idehistorisk eksprestog, hvor frygtelig mange skønånder sidder forstenede som Computer Charlie i en blågrå kupe (C. V. Jørgensen) og aner ingenting om, hvad der i virkeligheden foregår, eller hvor de er på vej hen. Al deres åndrighed og litterære forfinelse, deres smagfulde forbrugsmønster og let omsættelige kulturelle kapital, bliver nu suspekt i lyset af, at deres åndform har udviklet sig til en biedermeirkultur, der hverken tåler facts eller slutninger. Lou Reed sigtede givetvis til noget andet, men hans ord passer måske alligevel meget godt: ”Stick a fork in their ass and turn them over, they’re done”.

Da Expressen tabte mundkurven – refleksioner omkring nyhedsmedier og gruppevoldtægt

Den svenske avis Expressen har fuldstændig skabt uorden i de politisk korrektes geledder ved 20/3 at offentliggøre detaljer om etniciteten på de 43 mænd, der i 2016 og 2017 blev dømt for gruppevoldtægt i Sverige. Afsløringen sker midt i avisens ugelange kampagne for mere censur på Google og Youtube, og den stikker så markant i den modsatte retning, at den omgående førte til stor opstandelse i kommentarsporet til Expressens facebookprofil (jf) og allerede dagen efter blev kommenteret på lederplads i Jyllandsposten (jf). Det bemærkelsesværdige er naturligvis, at dette pludselige udslag af journalistisk hæderlighed kommer fra en svensk mainstreampresse, der ellers er i fuldt sving med at ensrette nyhedstrømmen frem imod efterårets rigsdagsvalg. Og Expressens klare tale om gruppevoldtægtsmændenes baggrund virker da også aldeles bizar, når man sammenligner med, hvad der i øvrigt foregår i det europæiske mediebillede for tiden. For eksempel blev indvandringsskeptikeren Tommy Robinson for ganske nylig smidt af Twitter, fordi han udtalte den veldokumenterede kendsgerning, at op imod 90 procent af deltagerne i Englands såkaldte ”grooming gangs” er muslimer (jf). Men Tommy Robinsons udsagn er i realiteten ganske analogt til – og konvergerer i øvrigt fint med – Expressens nye afsløringer omkring forholdene i Sverige, og det virker derfor helt grotesk, at netop den avis har investeret snesevis af tendentiøse artikler i at få skærpet censuren på de sociale medier yderligere. Som om det ikke allerede gik rigtig godt med totalitarismen, når ens politiske modstandere bliver forhindret i at sige de samme ting, som man selv siger.

Men nyheden ligger jo ikke kun i det redaktionelle valg, der er truffet i og med Expressens offentliggørelse af artiklen om gruppevoldtægt. Selve indholdet i artiklen er bestemt også en nyhed, og når det gælder om at vurdere sandhedsværdien af denne nyhed, er det en stor kildekritisk fordel, at den stammer fra et politisk korrekt propagandaorgan som Expressen. Sagen er naturligvis, at en avis dårligt kan beskyldes for bevidst at overdrive i skildringen af noget, som den normalt ikke skyr ret mange midler for helt at undgå, kommer til offentlighedens kendskab. Man kan altså med rimelighed antage, at artiklens tal er, som de er, fordi de simpelthen gengiver virkeligheden – og med det på plads kan man så i ro og mag tænke over, hvad tallene medfører og indebærer. Og hvad er så tallene? Jo, Expressen oplyser, at kun en eneste af de 43 dømte deltagere i gruppevoldtægter har to svenske forældre. For enkeltes vedkommende er den ene forælder svensk, men de 40 af dem (dvs. 93%) er af fuldstændig udenlandsk ophav, og 32 (74%) er tilmed født uden for Sverige (jf). Man forstår godt, disse tal har vakt opsigt, for hvis man virkelig tager dem for gode varer, kan man uden videre foretage nogle ret vidtgående konklusioner.

Den mest ligefremme konklusion, man kan drage, er, at almindelige mennesker sikkert husker rigtigt, hvis de mener, at gruppevoldtægt overhovedet ikke er noget oprindeligt svensk fænomen. Her tales naturligvis ikke om voldtægt i almindelighed, idet intet samfund kan gardere sig imod enkelte gale eller umoralske individer, men om voldtægt som en social handling, hvor mindst to gerningsmænd agerer inden for en etableret konsensus om adfærdens legitimitet. Det ser ud til, at en sådan konsensus om voldtægt er sjældent forekommende inden for Sveriges kristne, oplyste, demokratiske og seksuelt frigjorte majoritetskultur. Tallene siger klart, at kun 1 af de 43 dømte gruppevoldtægtsmænd overhovedet ville befinde sig i Sverige, hvis det ikke var for indvandringen, og selvom man naturligvis har for spinkelt et datagrundlag til at lægge noget særligt i lige netop forholdets 1 til 43, er det i hvert fald oplagt, at udlændinges overrepræsentation er mangedobbelt. Jeg kan ikke se, hvordan tallene skulle kunne fortolkes anderledes end, at det er indvandringen, der har transformeret fænomenet gruppevoldtægt fra en marginal risiko til en allestedsnærværende trussel for svenske kvinder.

Det er betegnende for følgerigtigheden i dette ræsonnement, at den kontroversielle svenske kriminalkommissær Peter Springare har tænkt nøjagtig det samme: På et møde den 4. februar omtalte Springare gruppevoldtægter som et “kulturelt fænomen”, hvis udbredelse i Sverige skyldes indvandringen. Det er interessant, at Springares udtalelse straks førte til en racismeanmeldelse fra hans egne kolleger, politiledelsen i region Bergslagen (jf), fordi dette klart viser, hvor intellektuelt prekær en situation, den politiske korrekthed befinder sig i. Man forstår pludselig dem, der mener, at Expressens artikel 20/3 var et fejltrin i forhold til avisens egen ideologi. For hvis man først har accepteret offentliggørelsen af tal, der viser, at næsten alle gruppevoldtægtsmænd er indvandrere, kommer man tæt på at kriminalisere selve logikkens slutningsregler, hvis man samtidig vil ulovliggøre den påstand, at indvandringen har virket som årsag til gruppevoldtægter. Og hvis man ulovliggør inddragelsen af “kultur” i forklaringen på en så markant statistisk tendens som den nævnte, er man tæt på at kriminalisere selve den videnskabelige tankemåde, ifølge hvilken årsagen skal stå i et rimeligt forhold til virkningen. For eksempel forholder det sig således i den seneste sag om engelske ”grooming gangs”, at samtlige syv anholdte har muslimske navne. Det giver mening at forklare denne ensidighed med en kulturel faktor, sådan som eksempelvis Robert Spencer gør, når han citerer koranen for at legitimere voldtægt (jf). Men hvis man partout vil undgå at tale om kultur, bliver det svært at sige noget rationelt om årsagssammenhængen: Hvilken psykologisk eller socioøkonomisk faktor skulle så eksklusivt kunne påvirke lige netop mænd med muslimske navne?

Man kan altid snakke frem og tilbage om validiteten af forskellige vidnesbyrd og undersøgelser, men jeg tror, at alle inderst inde godt ved, hvordan debatten om disse forhold udvikler sig: Det, der i teorien skulle være ”fordomme”, dokumenteres hele tiden med nye og overraskende facts, hvorimod det, der i teorien skulle være ”fordomsfrit”, efterhånden kun forsvares med ad hominem argumentation, tunghørhed og rå magt. Sagen tegner sig altså muligvis endnu mere ensidigt, end diverse opinionsmålinger viser, nemlig at et tavst flertal står over for en højrøstet elite. For en stor og voksende del af den politisk korrekte elite synes endvidere at befinde sig i en art ond tro eller kognitiv dissonans: Selv om de siger det modsatte udadtil, ved de udmærket godt, hvad en intelligent fortolkning af de relevante kendsgerninger vil føre til – det er naturligvis derfor, de er så meget mere optaget at fortrænge og bortcensurere andres argumentation end af at forfine deres egen. Det er et dystert perspektiv for Europa, som alle efterhånden kan se tegne sig, og som næsten også ligger umiddelbart for dagen i Expressens talmateriale: Masseindvandringen vil ændre samfundet, så det med Pat Condells ætsende formulering vil være anderledes for vore børnebørn; det vil være ”..a society significantly less free and significantly less safe for women than the one we were lucky enough to be born into..” (jf).

Jeg sætter meget pris på Pat Condells moraliserende udtryksmåde, fordi den i mine ører har en utidssvarende klang af virkelig samvittighed, karakter og principfasthed. Spørgsmålet er, hvad vores generation sidder inde med af ansvar for den samfundsorden og de rettigheder, vi har fået forærende – og for de tab og ødelæggelser, som vi de facto har accepteret i og med masseindvandringen. Det er bemærkelsesværdigt, at sådan en spørgsmål vil prelle helt af på de fleste venligboere og radikale, fordi de grundlæggende opfatter deres åbne hjerter som et kategorisk og sindelagsetisk trumfkort. Det vil virke unfair at spørge dem til konsekvenserne af deres empatiske selvrealisering. Alligevel presser den sandhed sig på, at man må tage et ansvar ud over sine egne umiddelbare følelser, og at de fleste handlinger har både gode og dårlige følgevirkninger, som det etisk gælder om at veje op imod hinanden. Med andre ord opstår behovet for en slags utilitaristisk regnestykke, hvor man afvejer det gode, man ønsker at gøre for flygtninge og nødstedte i den tredje verden, imod de menneskelige og strukturelle omkostninger, man risikerer at påføre de europæiske samfund. Det kunne der nok komme en længere diskussion ud af, men på dette sted vil jeg kun anføre en skarpt formuleret identifikation af selve problemstillingen. I en stærk video fra #120db beretter forskellige tyske kvinder om den utryghed, de har følt i det offentlige rum, siden indmarchen af op imod en million mandlige flygtninge i 2015. Kvinderne understreger, at disse mænd stammer fra voldsomt kvindefjendske kulturer, og de henvender sig så direkte til Angela Merkel og hendes støtter med den påstand, at en stigning i overgreb mod tyske kvinder var forudsigelig: ”Ihr habt das gewusst, und ihr habt das in Kauf genommen” (jf). Jeg synes, formuleringen med, at man har taget en vis mængde mord og voldtægter ”med i købet”, er fortræffelig – ligesom i øvrigt begrebet “Kollateralschaden”, der også optræder i videoen. Ingen har naturligvis ønsket disse følgevirkninger som et mål i sig selv, men de har været kausalt impliceret i de gode gerninger, man valgte at udføre, og man ender derfor med at få ansvaret. Om man så har moralsk modenhed til at rumme det eller ej.