Sartres fortolkning af “Den Fremmede”

Jeg har tidligere forsøgt at aktualisere Jean-Paul Sartres analyse af Albert Camus’ “absurde” fortælleteknik ved at overføre analysen på den retorik, hvormed mange autoriteter i dag forsøger at fremstille den islamiske terrorisme som absurd (her). Enhver kan genkende billedet af muslimske lærde og vestlige eksperter, der i kor erklærer terrorhandlingerne for komplet ubegrundede og rationelt uforståelige, og som tilsvarende opfatter terroristerne som sindssyge, monstre, psykopater eller sadister. På den måde vandrer mange kulturradikale endnu to årtier efter 9/11 rundt i en kronisk forundring over, hvad der for dem fremstår som meningsløse nedslag af menneskelig ondskab. Og når de tankefuldt ser frem for sig og udbryder deres lige så kroniske “Hvorfor?” – ja, så skiller de politiske vande sig imellem dem, der finder spørgsmålet dybsindigt, og dem, der finder dybden hul og spørgeren fattesvag. For hvordan man end stiller sig i tvisten, må man anerkende som et empirisk faktum, at der er opstået en stadig mere kulturhistorisk belæst højrefløj, der slet ikke vil anerkende, at der her skulle bestå nogen afgrundsdyb gåde eller absurditet. “Læs Koranen og hadhiterne!’, siger alle den såkaldte populismes tænkere i dag, “og hør ordentligt efter, hvordan terroristerne selv begrunder deres aktioner! Så giver det hele udmærket mening”. Altså ret præcist det samme, som Sartre sagde, da Camus betragtede en mand i en telefonboks  og fandt hans gestikulationer absurde: “Åbn døren, læg øret til hørerøret, og kredsløbet er sluttet, den menneskelige aktivitet har fåcet sin mening tilbage” (s. 120).

Hermed er det imidlertid endnu langt fra anskueliggjort, hvor sanseløst vidunderlig Sartres ganske korte tekst er. Jeg skrev for nyligt om Collingwoods definition af humaniora som “kriteriologiske” videnskaber, der engagerer sig normativt i de succeskriterier, som den tænkning, der er deres genstand, selv har underkastet sig (Her). Og Sartre er det stærkest tænkelige eksempel på en kritiker, der ikke forsøger at holde sig på neutral gloafstand af sit emne. Tvært imod er det tydeligvis to filosofier, der strides i “Fortolkning af Den Fremmede”. Sartre og Camus skulle senere bryde med hinanden af politiske årsager, og enkelte kim til det skænderi blev nok lagt allerede her. Men i 1943 var de to stadigvæk venner, og fortolkningen glimrer måske allermest i kraft af en perfekt balance mellem sympati og modsigelse. Sartre havde den filosofiske ballast til at underkaste Camus’ roman en benhård positivismekritik, men han var samtidig tilstrækkelig litterært og menneskeligt dannet til at værdsætte dens dragende cocktail af sol,  sanselighed og kompromisløs ærlighed.

“Hvis jeg vil beskrive en rugbykamp, og jeg skriver: “Jeg så nogle voksne mænd i korte bukser, der sloges og kastede hinanden til jorden for at få en læderbold ind mellem to træstænger”, så har jeg givet summen af det jeg har set; men jeg har med vilje undgået meningen..” (s. 121). Med denne positivistisk klingende vittighed spidder Sartre det kunstgreb i Camus’ fortælleteknik, der får enhver hændelse til at virke meningsløs. Som manden i telefonboksen blev absurd, fordi glasruden afskar iagttageren fra de ytringer, der gav hans fagter mening, er der ifølge Sartre en slags filter indbygget i selve den måde, Camus præsenterer romanens verden for læseren på. Sartre lokaliserer dette filter i en lakonisk skrivestil inspireret af Hemingway, hvor det omhyggeligt undgås, at de korte sætninger henviser til hinanden på en måde, der antyder betydningsmæssig eller kausal sammenhæng. Det vil sige, at Camus nødig bruger bindeord som “for” eller “derfor”, men – som Sartre mesterligt demonstrerer – med forkærlighed vendinger som “og”, “men”, “derefter” og “i det øjeblik”, som ikke udtrykker andet end “adskillelsen, modsætningen og den rene sammenføjning” (s. 123). Målet er at “skjule årsagsforbindelsen under den rent ydre rækkefølge”, således at den “sønderhakkede” sætningsstruktur afspejler en “manglende sammenhæng i tiden” (s. 122). For Mersault, alias Den Fremmede, forsvinder meningen i løsrevne nu’er og sanseoplevelser, og derfor foretrækker Camus “i stedet for en organiseret fortælling denne tindren af små glimt uden morgendag, og hvoraf hvert eneste er en vellyst” (s. 124). Eller med en uforglemmelig formulering, der tydeligere fremhæver den påviste sammenhæng imellem grammatik og ontologi: “Mellem hver sætning og den følgende går verden til grunde og genopstår: ordet er, så snart det hæver sig en skabelse ex nihilo; hver sætning i “Den Fremmede” er en ø. Og vi springer fra sætning til sætning over den ene afgrund efter den anden” (s. 122).

Nu er det nok lidt flot at påstå, at en talsmand for Der Hvide Hus under Obama skulle kunne konkurrere med Albert Camus i fortælleteknik. Men som Ibn Warraq citerer ham (og jeg oversætter), mærker man i hvert fald samme hensigt om at fremmedgøre lytteren i forhold til andre menneskers handlinger. Kommentaren fra Det Hvide Hus drejede sig om angrebet på Charlie Hebdo i 2015, og ordene faldt sådan her: ”Dette er individer, som gennemførte en terrorhandling, og som (..) senere forsøgte at retfærdiggøre denne terrorhandling ved at påberåbe sig religionen islam”. Det forekommer mig overordentlig vanskeligt her at fatte meningsindholdet i det lille ord “senere”, men sagen er åbenbart ligetil for de førende danske terrorforskere, der siger det samme med termen  efterrationalisering. Hvis vi imidlertid prøver at gå ind på tankegangen og forestiller os alt, hvad der skete “før”, dvs. hele planlægningsfasen samt selve aktionen, udført helt uden selvlegitimering og religiøse referencer, nærmer vi os Camus’ absurde virkelighedsskildring. Hvis vi overhovedet tænker noget længere, er det kroppe, der i en fortløbende række af nu’er foretager en række ordløse og formålsløs bevægelser (hvis helhed så “senere” som ved et djævelsk lykketræf viser sig at passe som fod i hose på en islamistisk “efterrationalisering”). Læseren vil måske vide, at det netop er på omtrent den måde, Mersault i Den Fremmede dræber en araber på en strand: uintenderet, søvngængeragtigt, som man måske i distraktion kan sidde og pære fingeren rundt i en regndråbe. Ligheden herfra til Det Hvide Hus’ beskrivelse af de terroristiske individer bliver meget påfaldende i Ibn Warraqs kommentar til sidstnævnte: “Dette lyder som om, charlie Hebdo-terroristerne satte sig for at begå en tilfældig voldshandling, og så, da det gik op for dem, at de havde brug for en retfærdiggørelse, greb islam ud af luften ved et rent tilfælde” (s. 54). Så man ser, at stridspunktet fra Sartres fortræffelige fortolkning stadig findes. Hvad der mangler, er måske den redelighed, som trods alt lå i Camus’ forsøg på at skrive om verden før ordene.

Sartre citeres efter: “Fortolkning af Den Fremmede” (i: Egebak (red.): “Situationer. Udvalgte essays”, Gyldendal, København, 1966). Warraq efter: “The Islam in Islamic Terrorisme – the importance of Beliefs, Ideas and Ideology”, New English Review Press, Nashville/London, 2017.

Reklamer

68’ernes børnebørn – og hvem scorede den røde kjole?

Efterhånden tyder alt på, at fodformede pseudovidenskabsfolk med rødder i ungdomsoprøret simpelthen har kidnappet bevillingsmaskineriet i alle de fag, der på den ene eller anden måde berører indvandringsproblematikken, og at de hæmningsløst uddeler skatteydernes penge til de lakajer i de yngre generationer, der holder liv i deres egne yndlingsteorier og politiske agenda. På et helt overordnet plan kan det måske forklare, hvordan verdenshistoriens teknologisk set højst  udviklede samfund har kunnet indvikle sig i en masseindvandringspolitik, der stadig tydeligere viser sig at have været decideret imbecil, og i den konkrete samfundsdebat er det måske også kun stok og gulerod, der kan forklare, hvordan en totalt afpillet ”det er samfundets skyld”-diskurs kan køre videre på playback, selvom alle fornuftige mennesker synes at have taget afstand fra den (senest endda Ida Auken, hvis fornuft på området jo nok ellers kunne være diskutabel nok).  Man møder overalt i visse fag den samme mur af eftersnakkere, der efterhånden kun tages seriøst af en forsvindende lille del af befolkningen og politikerne, men som åbenbart stadig kan bevilge hinanden penge til at snakke videre. Heldigvis møder man dog også i stadig højere grad enkeltpersoner, der faktisk lyder som rigtige forskere, og som offentligt tager afstand fra den etablerede politisering og ortodoksi på deres respektive fagområder. Jeg har tidligere skrevet om Thomas Hoffmanns og Tina Magaards kritik af reduktionisme i islamforskningen og om Thomas Gammeltoft-Hansens afsløring af korruption og social kontrol i flygtningeforskningen. Den seneste sprække i muren kommer fra antropologerne Bo Wagner Sørensen, Sofie Danneskiold-Samsøe og Yvonne Mørck, der i forbindelse med udgivelsen af deres bog om ”Æresrelateret social kontrol” retter en hård kritik imod tendensen til at bortforklare indvandrerkulturernes betydning på deres fagområde (Berlingskes artikel fra 15.02 kræver login, men Uriasposten citerer fyldigt).

Det er inderligt befriende og en tiltrængt opmuntring for troen på mennesket og oplysningen at se yngre forskere lægge sig offentligt ud med de magtbastioner, der omgiver dem. Sørensens, Danneskiold-Samsøes og Mørcks stærke udmelding om kulturens betydning er naturligvis vigtig for de reelle ofre for æresrelateret social kontrol, der i den grad fortjener bedre end noget oversponsoreret hippiesnak på automatpilot – men den fremstår også som livsnødvendig for deres egen videnskabs voldsomt skrantende renomme. For den almindelige sunde fornuft virker det således fuldstændig jammerligt og skandaløst, at det ikke for længst har kunnet etableres som en videnskabelig kendsgerning, at indvandrernes adfærd er mere end en refleks af modtagesamfundenes nedrige gerninger. Vi har grinet ad ”det er samfundets skyld”-diskursen lige siden TV2-sangen, og så kan det faktisk være lige meget, om reduktionismen er socioøkonomisk: ”den virkelige årsag er fattigdom”, socialpsykologisk: ”Den virkelige årsag er danskernes racisme”, eller socialkonstruktivistisk: ”den virkelige årsag er mediernes fokus og selve diskursen om, at der overhovedet skulle være et problem”. Det hele lyder lige førsteårsagtigt, og det hele udtrykker i lige grad noget reduktionistisk sludrevidenskab, som selv størstedelen af den politiske venstrefløj har arbejdet på at gøre sig fri af i snart tyve år. Men måske tager den sidst nævnte variant af rundbordssnakken alligevel førsteprisen for førsteårsagtighed. I hvert fald må man gyse, når Danneskiold-Samsøe kritiserer dele af forskningen for at være styret af hensyn som, ”at man i et eller andet omfang også skaber problemet ved at benævne det”. Man skal vel ikke være raketbygger for at indse, at man med sådan et hensyn knæsætter ønsketænkningen som heuristisk princip og inviterer sig selv til retorikkursus hos Maude Varnæs. En såkaldt forsker, der interesserer sig mere for at gøre ting med ord end for at sige tingene så præcist, som det overhovedet er muligt at sige dem, indtager snarere et magisk end et videnskabeligt forhold til sin egen talehandling.

Som antydet har det sagligt-indholdsmæssige spørgsmål om en faglig korpsånd, hvor man ikke vil anerkende kulturens betydning for folks adfærd, efterhånden noget sørgeligt trivielt over sig. Men artiklen i Berlingske tilføjer en meget sigende detalje, idet Sørensen, Danneskiold-Samsøe og Mørck navngiver en bestemt forsker som eksponent for den udbredte reduktionisme i deres fag; det drejer sig om RUC-forskeren Louise Liebmann Lund, der i dag arbejder på et forskningsprojekt, som symptomatisk nok ser ud til at sammenkæde æreskultur og økonomisk ulighed. Berlingske Tidende har så meget naturligt taget kontakt til denne Liebmann Lund for at høre, hvordan hun stiller sig til kritikken, og man må nok sige, at svaret er både overraskende og uforglemmeligt. Nu er det ganske vist ikke sikkert, at læseren deler min opfattelse af, at spørgsmålet om kulturforståelse versus pseudovidenskabelig reduktionisme har været venstrefløjens akilleshæl siden slutningen af 90’erne og i dag bestemmer de bærende modsætninger såvel som det åndelige styrkeforhold imellem ”populismen” og ”eliten”. Men enhver må indrømme, at der er filosofisk gods i problematikken, og det ville for så vidt være meget interessant at høre Lund forsvare sin relativering af æresbegrebet. Sagen er bare den, at hun viser sig slet ikke at have nogle kommentarer til de saglige aspekter af kontroversen. Nej, i stedet finder hun det ”væsentligt at nævne, at de tre er meget vrede over, at de ikke fik en forskningsbevilling om social kontrol fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Bevillingen gik i stedet til min kollega, Lise Paulsen Galal, og mig. Jeg ved, at de er vrede, fordi de klagede over det”. Sic! Man kunne jo ikke have fået et dummere svar fra en deltager i ”Real Housewives of Beverly Hills”: Jeg ved, hun er vred, fordi hun selv ville have købt den kjole! At Lund vil tillade sig – i så vigtigt et spørgsmål og over for selve den offentlighed, der i sidste betaler for hendes forskerkasket – at byde på så lam en ad-hominem-argumentation, rejser grundlæggende spørgsmål om hendes intellektuelle format. Og denne tvivl falder også tilbage på det bedømmelsesudvalg – SIRI, som hun sladrer løs om – der åbenbart har satset på netop hende som et lysende håb for deres faglige fremtid. Man spørger sig uvilkårligt om, hvor meget af det forskningsmiljø, der i virkeligheden er det rene ”Real Housewives of Beverly Hills”, med eller uden uden ansigtsløftningerne.

Østrigere forklædt som ikke-østrigere

Historien om fædre i Wiens mere multikulturelle bydele, der udleverer tørklæder til deres døtre, så de kan komme hjem om aftenen uden at blive chikaneret, kan man blive delagtiggjort i på Snaphanen – men sikkert ikke i de officielle, danske mainstreammedier. Det er endnu en af den type nyheder, man som gammel halalhippie og “anti”-fascist ikke kan have andet svar på end ikke at vide noget om den. Og det gør man jo så ikke.

Det er en tanke værd, at det faktuelle grundlag for historien kan være næsten ligegyldigt. Marcus Franz siger ikke, hvor mange fædre, han kender, som har udleveret mellemøstlig forklædning til deres døtre, men hvis det så bare var to, ville det faktisk illustrere en pointe. Den omfattende, uprovokerede vold, som visse indvandrere over hele europa udøver i forhold til den oprindelige befolkning, burde allerede for årtier siden – så snart man så den første eller anden gang – have tiltrukket sig chokeret interesse fra medier og forskere. Hvis ikke alt havde være domineret af frygten for nazitiden og den positive tænknings pædagogik, ville spørgsmålene allerede dengang have stået i kø: Hvad siger den vold om gerningsmændenes ideologi, og har den politiske implikationer? Hvilke mentalitetskred og kædereaktioner kan man imødese, hvis man for et øjeblik antager, at ofrene ikke bare lader som ingenting og tænker positivt? Hvordan ser risiciene ud, hvis man forestiller sig, at de relevante indvandrergruppers demografiske andel forøges, samtidig med at man ikke bare lige “får integrationen til at fungere”. Hvor meget lidelse risikerer den eksisterende flygtningepolitik at skabe som modydelse for den lidelse, den afhjælper? Alle disse strukturelle spørgsmål lå faktisk ligefor allerede første gang, man hørte om et “danskersvin”, der blev sadistisk angrebet af nogen, hvis beskyttelse hans forældre havde været med til både at beslutte og betale. Og hvornår var det nu efterhånden, det var? Det abnorme er blevet normaliseret, så der skal en nyhed som den med tørklæderne i Østrig til at gennemtrænge vores hårde hud.

Man kan næsten gå så langt som til at sige, at det ville være ligegyldigt, om så Marcus Franz sad og opdigtede hele sin tørklædehistorie. Lige så bizar den lyder, lige så oplagt er det nemlig, at selv hvis den var løgn i år, ville den sikkert være sand næste år. Det er derfor, hårdnakkede halalhippier ikke rigtig vil kunne have andet svar til rådighed end deres velplejede uvidenhed. Ingen fornuftige mennesker vil finde det værd at betvivle oplysningernes sandfærdighed, fordi de simpelthen passer ind i mønsteret af hundreder og atter hundreder af andre vidensbyrd, som en nogenlunde velorienteret person vil være stødt på i de foregående årtier. Af samme grund ville det også være underligt at gøre et stort nummer ud af at “faktatjekke” Marcus Franz. Ganske vist skal ret være ret, og fakta være fakta. Men tørvetrilleri og pernittengryneri skal også tages for, hvad det er:  Hvis der findes en lille regnefejl i en fodnote til relativitetsteorien, vil det nok være al ære værd at få den ført til protokols, men det vil ikke nødvendigvis føre efterregneren til verdensberømmelse. Og det kan sagtens udarte til en slags løgn at påpege småfejl i et overvældende veldokumenteret helhedsbillede – tænk for eksempel på holocaust-benægtelse eller sammensværgelsesteorierne omkring 9/11!

Den østrigske tørklædehistorie virker på en gang fuldstændig uhørt og fuldstændig følgerigtig. Derfor vil de fleste reagere med total forbløffelse og ingen overraskelse overhovedet. Dette siger måske noget om, hvad vi godt ved, men ikke vil vide af.

 

Firs år gammel medicin – fra Collingwoods selvbiografi til nutiden

20171024_121515 (1)Jeg genlæser i øjeblikket Robin George Collingwoods selvbiografi fra 1938 og finder den skrigende relevant i nutiden. Især kapitlerne 8-10, hvor Collingwood redegør for sine overvejelser omkring historievidenskaben, har noget i mine øjne livsvigtigt at sige os i dag. I kraft af sin store alsidighed som både filosof og arkæolog, men endvidere som lidenskabeligt interesseret i kunst og politik, blev denne Oxford-baserede professor et interessant samtidsvidne til verdenshistorien i den første halvdel af det tyvende århundrede. Hans selvbiografi afsluttes for eksempel med et uforsonligt angreb på udviklingen i det britiske demokrati under appeasement-politikken, en skæbnesvanger fejltagelse, som han havde fulgt på klos hold lige siden optakten til Den Spanske Borgerkrig. Det er imidlertid nogle erfaringer helt tilbage fra Første Verdenskrig, hvor Collingwood havde arbejdet for flådens efterretningstjeneste, der giver selvbiografiens afsnit om historievidenskaben en politisk drejning, der stadig virker højaktuel.

Krigen var en triumf uden fortilfælde for naturvidenskaben”, skriver Collingwood sarkastisk, ”Bacon havde lovet, at viden ville være magt, og magt det var den: magt til at ødelægge menneskers kroppe og sjæle med større hastighed, end det nogensinde før havde været gjort ved menneskelig handling” (s.90). Teksten går nu over til også at opregne en række mere positive teknologiske landvindinger, som kan bringe tankerne hen på nutidens vidundere, fx smartphones og Mars-ekspeditioner. Men så fortsætter Collingwood: ”Men på en måde var krigen en skændsel uden fortilfælde for det menneskelige intellekt”. Det skændige drejer sig her om krigens underlige begyndelse som noget, ingen af parterne egentlig havde villet, og som lignede en falliterklæring for datidens diplomati. Men først og fremmest tænkte Collingwood på fredsslutningen og den såkaldte Versailles-traktat, som han synes at have kendt indgående og hurtigt indså problemerne i: ”Jeg vidste, at Versailles-traktaten i henseende til ren uformåenhed overgik tidligere traktater lige så meget, som det tyvende århundredes hæres udstyr i henseende til ren teknisk perfektion overgik tidligere hæres” (s.91). Det er et tankevækkende billede, der hermed antydes, af intellektuelt forfald kombineret med teknologiske revolutioner. Jeg kommer til at tænke på nutidens hypermoderne, men politisk frugtesløse krige i Afghanistan og Irak – eller på en tysk kansler, der sagde, ”Wir schaffen das”, som udtryk for den pureste uvidenhed og ønsketænkning. Mere generelt synes masseindvandringens problematik at være kommet fuldstændig bag på al humanistisk-samfundsvidenskabelig ”ekspertise”, netop som matematiske og naturvidenskabelige eksperter fejrede triumfer på informationsteknologiens område. På den baggrund føler jeg mig meget præcist truffet af Collingwoods beskrivelse af, hvordan samtiden oplevede Første Verdenskrig: ”Kontrasten imellem de moderne europæiske ånders [”minds”] succes med at kontrollere næsten enhver situation, i hvilken elementerne er fysiske legemer og kræfterne fysiske kræfter, og deres manglende evne til at kontrollere situationer, i hvilke elementerne er mennesker og kræfterne mentale kræfter, efterlod et uudslettelig mærke i erindringen hos alle, der bekymrede sig om det” (s.90).

Men hvis naturvidenskabernes fremskridt er svære at hamle op med for menneskekundskaben og den politiske fornuft, hvad kunne så løsningen være på det? Nogle vil måske mene, at det gælder om at blive bedre og mere harmoniske mennesker, mere tolerante og venlige, ’åbne hjerter’, så at sige, med et mere inkluderende og fordomsfrit ’menneskesyn’. Men Collingwood er ikke sentimental og gør kort proces med den type anskuelser: ”Velmenende vrøvlehoveder talte om nødvendigheden af en holdningsændring [”a change of heart”]. Men problemet lå tydeligvis i hovedet. Hvad der var brug for, var ikke mere velvilje og kærlighed, men mere forståelse af menneskelige affærer og mere viden om, hvordan man håndterer dem” (s.92). Herefter synes det mest nærliggende forslag til en løsning måske at være positivisternes: Hvis naturvidenskabernes fremskridt blev sikret ved en metodisk rigid opstilling og verifikation af empiriske generaliseringer, må det gælde om at efterligne samme procedure i human- og samfundsvidenskaberne. Der har traditionelt været to discipliner, der i denne sammenhæng gjorde sig bemærket som formidlingsled imellem naturvidenskaben og humaniora, og som eksempelvis kunne synes anvendelige, hvis det gjaldt om at gøre historieskrivningen til en ’rigtig’ videnskab. Disse var – og er – psykologi og sociologi. Den kvikke læser vil måske have bemærket, at vi her lige præcis står med det, der i 70’erne blev universitets-marxisternes yndlingsvidenskaber, og som under diverse moderigtige etiketter spiller samme rolle i den politiske korrektheds æra. Det ser altså ud til, at der i praksis har bestået en hårfin balance imellem på den ene side forsøgene på at ’videnskabeliggøre’ humaniora efter naturvidenskabernes forbillede og på den anden side massefabrikationen af politiseret nulforskning og pseudovidenskabeligt hysteri. Ingen har haft skarpere blik for netop den forbindelse end R. G. Collingwood. Hans teori om historiefaget er diametralt modstillet positivisternes krav om at modernisere det til en søgen efter psykologiske og sociologiske lovmæssigheder, og i efterkrigstidens større filosofiske diskussionssammenhænge optrådte han derfor som eksponent for forsvaret af humanioras egenart i en teknologifikseret kultur.

Collingwoods teori om historiefaget består kort sagt i, at det handler om at forstå tankerne bag de historiske aktørers handlinger, at tænkning er en særlig virksomhed, der er præget af kritisk selvrefleksion, og som derfor kræver en normativt engageret (en såkaldt ”kriteriologisk”) forståelse, og at en neutralt objektiverende indstilling følgelig kommer skævt ind på emnet fra starten. For eksempel skriver den altid præcisions- og ikke ugerne konfrontationssøgende Collingwood i sin lidt senere bog ”An Essay on Metaphysics”: ”Bortset fra misforståelser er den eneste principielle forskel imellem en logisk og en psykologisk videnskab om tænkning, at en logik om tænkning forholder sig til det faktum, at tænkning er selvkritisk, og følgelig forsøger at give en redegørelse for det kriterium, der anvendes i denne selvkritik, mens en psykologisk videnskab ikke gør det” (S.115). Man skal tygge rigtig godt på sådan noget klar snak, der for eksempel synes at levere svaret på, hvorfor begreber som ”ideologi”, ”struktur”, ”diskurs” og ”fobi” til enhver tid tiltrækker og favoriserer en ungdomsgenerations halvhjerner. Netop den passage, der her citeres fra, udarter over de følgende sider til et temperamentsfuldt frontalangreb på psykologien, som Collingwood er blevet berygtet for, men som under indtryk af nutidens opblomstring for det, som Pat Condell kalder ”agenda driven bullshit sciences”, kan virke som en forudanelse. Collingwood anser simpelthen psykologien som sådan for at være en ”pseudovidenskab om tænkningen”, der i sidste ende ligner ”et forsøg på at diskreditere selve ideen om videnskab. Den er irrationalismens propaganda” (s.142). I selvbiografien udtrykkes tingene lidt mere tempereret. Collingwood tager William James’ ”Religiøse Erfaringer” som eksempel på en tilgang til religion, der var psykologisk objektiverende og derfor ”ikke kastede noget som helst lys over sit emne” (s.93) – hvorved jeg associerer, ikke til teologien, der er dogmatisk engageret i sit emne, men til ’religionsvidenskaben’, der så vidt jeg ved, har været ganske ferm til at sammenligne religiøse ceremonier med fodboldkampe og rockkoncerter, men ikke i ringeste måde har bidraget til at forudsige noget om voldspotentialet i muslimsk indvandrerkultur. En anden tankevækkende detalje er Collingwoods påmindelse om, at psykologien har eksisteret siden det sekstende århundrede, fordi han i selvbiografien såvel som mange andre steder reagerer på den undskyldning for psykologiens manglende resultater, at den qua videnskab befinder sig ”i sin barndom” (s.93). Den påmindelse tænker jeg på hver gang, jeg hører folk som terrorforskeren Anja Dalgaard-Nielsen indrømme, at hendes ”forskningsbaserede” projekter endnu ikke har ført frem til nogen ordentlig årsagsforklaring på terrorismen (men send endelig flere penge!). Dalgaard-Nielsen udgør i øvrigt et højaktuelt eksempel på, hvordan etablissementets (og DR’s) udsyn bestemmes fuldstændigt af påtaget positivistisk værdineutralitet og naturvidenskabeligt inspireret jargon (se her og her).

Collingwoods selvbiografi er på trods af sine samtidskritiske aspekter ikke uden håb. Først og fremmest fordi historievidenskaben i kraft af blandt andet kildekritikkens udvikling og en øget brug af ikke-skriftlige kilder havde undergået en modning indefra, der i Collingwoods optik gjorde den egnet til at spille en positiv rolle for dannelsen af den samfundsmæssige og politiske fornuft. Det var især nøglebegrebet ”reenactment” – dette at man kritisk kan gentænke tidligere tiders ræsonnementer, på samme måde som man kan genopføre et skuespil eller spille et stykke musik efter noder – som denne dannelse drejede sig om. Og i selvbiografien giver Collingwood et meget malerisk eksempel på, hvad denne gentænkning kan kræve af historikeren: Lord Nelson, der under et søslag nægtede at beskytte sig imod fjendtlig ild ved at tage sine medaljer af, idet han erklærede: ”I ære vandt jeg dem, i ære vil jeg dø med dem”. Historikerens opgave er nu at sætte sig ind i situationen og forstå pointen i Nelsons erklæring på samme måde, som man forstår pointen i et skaktræk eller en vittighed. Og ifølge Collingwood kræver dette, at historikeren er i stand til at genfinde i det mindste en flig af Nelson heroisme og foragt for alt kujonagtigt i sig selv: ”Medmindre jeg var i stand til – måske blot forbigående – at tænke sådan for mig selv, ville Nelsons ord forblive meningsløse for mig; jeg kunne kun væve et net af sludder rundt om dem, som en psykolog, og tale om masochisme og skyldfølelse, eller introversion og ekstraversion eller sådan noget fjolleri” (s. 112). Nogen vil måske finde denne sætning lige vrængende nok, men den viser sikkert meget godt, hvor ordrigt netop ikke-forståelsen kan udfolde sig. Og så kan ingen vel overse, at det er præcis således, den såkaldte ’elite’ omtaler enhver, der ikke tænker nøjagtigt som den selv gør – dette være sig en muslimsk terrorist eller en EU-skeptisk indvandringskritiker. Men hvis man lægger sine pseudovidenskabelige parader og etiketter fra sig, erkender, at der findes andre tænkende væsener end en selv (plus vennerne på minoritetsstudiet eller stamcafeen), og faktisk forsøger at følge disse fremmedes ræsonnementer og begrundelser, vil der måske være noget at opnå. Ikke alene kan man være så heldig at opnå en argumentativ afgørelse af de stridsmål, man måtte have med dem, hvilket ganske vist altid indebærer en risiko for en selv, men for den samvittighedsfulde også altid en chance. Men uanset udfaldet vil man ifølge Collingwood også – i og med selve anstrengelsen med at forstå fremmedartede tankegange – udvide sin viden om, hvordan man selv såvel som mennesker i det hele taget er i stand til at tænke. Denne form for menneskelig selverkendelse virker nyttig for den, der skal træffe politiske beslutninger under hensyntagen til, hvordan andre mennesker kan finde på at reagere. Som den på centrale punkter åndsbeslægtede Hans-Georg Gadamer kan Robin George Collingwood derfor finde målet for sin historiefilosofiske stræben i den delfiske visdom: ”Kend dig selv!” (s.116).

Alle citater er oversat efter: R.G. Collingwood: ”An Autobiography”(1938/1978), Oxford University Press, New York, 2002 &  R.G. Collingwood: “An Essay on Metaphysics” (1939), Martino Publishing, USA, 2014.

En tidligere introduktion til samme forfatter: Om aktualiteten af R. G. Collingwoods historiefilosofi (2002)

Kilder til Lincoln Memorial-sagen

Jeg har absolut intet imod at referere til etablerede mainstreammedier, men når det gælder om at bekæmpe reel “hate speech” og “fake news” – og ikke bare oppositionelle synspunkter, der af ideologiske årsager søges påklistret disse etiketter – er det åbenbart de alternative medier, der leverer varen. Ezra Levant offentliggjorde allerede i tirsdags denne elegante og veldokumenterede video, der entydigt afgør sagen til fordel for de katolske skoleelever – og til stor skam for de involverede minoritets-aktivister, mainstreammedier både i og uden for USA samt Hollywood’s opportunistisk hadefulde limousine-fascister m.fl. Det er især interessant, at Levant bemærker de påfaldende mange fotografer, der synes at være tilknyttet enten Nathan Phillips eller de 4-5 “Black Hebrew Israelites”, og som måske afslører hele affæren som en planlagt fabrikation af fake news.

Af andre tankefulde mennesker, der har gjort sig den ulejlighed at gennemse det tilgængelige videomateriale, vil jeg fremhæve Andrew Sulliwan, der i artiklen “The Abyss of Hate versus Hate” konkluderer blandt andet: “What was so depressing to me about the Covington incident was how so many liberals felt comfortable taking a random teenager and, purely because of his race and gender, projected onto him all their resentments and hatred of “white men” in general”. Sullivan medbringer ikke alene et detaljeret kendskab til hændelsesforløbet ved Lincoln Memorial den dag, men også en filosofisk forklaring på det blinde had, som blandt andre de før nævnte Hollywood-celebriteter har fokuseret imod Nicholas Sandmann. Han ser de venstreorienteredes endeløse analyser af den fuldstændig tavse og ubevægelige teenagers ansigtsudtryk kombineret med deres stiltiende accept af demonstranternes mildt sagt støjende adfærd som udtryk for en forkert definition på racisme: ““Racism” now only means “prejudice plus power,” so what the adult Black Israelites yelled was nowhere near as bad as what a white teenager didn’t say”.

En anden fremragende artikel er Caitlin Flanagans  The Media Botched the Covington Catholic Story, der gennemgår videomaterialet minutiøst for at konkludere, at medierne har skadet deres eget ry forfærdeligt og dermed muligvis – i Flanagans optik for anden gang – hjulpet Trump til en valgsejr. Af nye oplysninger er det især interessant, at forfatteren oplyser i sin egenskab af freelance-skribent på New York Times at have modtaget en mail fra avisen med “ethics reminders”, mens hun arbejdede på sin artikel. At netop denne avis på netop dette tidspunkt finder det vigtigt at minde sine journalister om at beskytte avisens “integritet og troværdighed” samt dens ry for “fairness og upartiskhed”, virker ikke som nogen ligegyldig detalje. New York Times har været ledende i pressens generelt negative dækning af alt Trump-relateret og således også i den aktuelle skueproces imod Nicholas Sandmann. Caitlin Flanagans opsang til New York Times om, hvordan avisen kunne have beskyttet sig imod at blive drejet rundt ved næsen af de falske nyheder fra Lincoln Memorial, fortjener at blive citeret i fuld længde – bl.a. fordi de lige så godt kunne være henvendt til vore egne TV2-Nyheder: “They might have hewed to a concept that once went by the quaint term “journalistic ethics.” Among other things, journalistic ethics held that if you didn’t have the reporting to support a story, and if that story had the potential to hurt its subjects, and if those subjects were private citizens, and if they were moreover minors, you didn’t run the story. (..) Otherwise, you were the trash press”.

 

Terrorens absurditet eller Camus’ glasrude?

En polemisk veldrejet sætning kan ofte bringe den filosofiske nerve i en strid for dagen og således rense luften for alle de omsvøb og mellemregninger, som åndløse ‘intellektuelle’ fylder verden op med. Robert Spencer har længe ironiseret over den sindssygdoms-epidemi, der må være på spil, eftersom den ene muslimske amokløber efter den anden bliver diagnosticeret som uligevægtig. Derfor er der ingen grund til at gå i detaljer med dagens nyhed desangående på Jihad Watch – hvilken imidlertid serveres med en pen grundigt dyppet i vid og hjernesaft: “Of course! What else could he possibly be but mentally ill? Who ever heard of a gun-wielding Muslim screaming “Allahu akbar”? It’s a religion of peace!”. Man kan mene, hvad man vil, om Robert Spencer, men hvis man har ører, kan man opfatte forskellen på, om en handling forstås som til en vis grad rationelt motiveret af en bestemt tekstfortolkning, eller den forklares som udslag af irrationelle, psykiske kræfter. Og pudsigt nok vil man genfinde den samme forskel i det eneste andet tema, som med samme hyppighed får Spencer til at slippe satiren løs, “islamofobi” – fx i dagens formulering vedrørende terrorsikring i England: “Oh, the Islamophobia! One might almost get the idea that they were trying to stop a vehicular jihad attack! Does Theresa May know about this? Don’t they know it’s a religion of peace, and that these barriers could offend Muslims by implying otherwise?”. Hvis man ser bort fra sætningens bonussatire i forhold til ikke-fornærmelsens socialteknologi, er figuren den samme som ovenfor: to paradigmer for fortolkning af menneskelig adfærd strides, hvor det ene opfatter terrorsikring som et rationelt svar på virkelige udfordringer, og det andet ser den som symptom på en fobi.

Det forhold, at den samme polemik imellem rationel og psykologisk fortolkning dukker op i forhold til både terrorismen og anti-terrorbestræbelserne, viser nogle simple facts om debatten imellem “populismen” og “eliten”: Denne debat drejer sig ikke kun om politiske viljer, men også om to generelle paradigmer for fortolkning af menneskers handlinger. Ser man nu på selvforståelsen hos de to grupper, der i eksemplerne ovenfor blev forsøgt reduceret til psykiatrisk diagnosemateriale, er det påfaldende, at de indbyrdes faktisk ser ud til at kunne forstå hinanden ganske godt. Begge parter forstår den anden som henholdsvis “vantro” og “rettroende”, og begge parter anerkender sidstnævnte som værende motiveret af nogle bestemte tekster. De forholder sig til hinanden som ven og fjende, men er deltagere i samme, historiske meningssammenhæng. Derimod er det mere tricky, hvordan en psykologiserende iagttager befinder sig i forhold til historiens interagerende aktører. Sker afsløringen af de dybereliggende årsager i en metodisk sikret distance eller i et fugleperspektiv oven over det betydningsnexus, som aktørerne selv fejlagtigt tror sig motiveret af? Og vil man på dette plan kunne komme op med en ny og revolutionerende ekspertise ud i historisk forudsigelse og problemløsning? Eller vil man i realiteten ikke kunne frembringe andet end esoterisk sniksnak og eftersnakkeri, fordi det, som man har afsondret sig fra, er selve den kommunikative spilhorisont, som det faktisk gælder om at komme ind i, hvis man skal spille med? Ender man altså som en skak-kommentator, der intet kender til skakreglerne og derfor kun kan iagttage “det psykologiske spil” ? Eller går det som med den middelmådige pædagog, der ikke fatter noget som helst af, hvad børnene leger, men som bare går og gentager, at nu skal de være gode ved hinanden?

Albert Camus leverede i 1942 en formidabel indføring i sit “absurde” livssyn, idet han dels udgav det filosofiske essay Sisyfos-myten og dels skildrede emnet litterært i “Den Fremmede”. Hvorfor er det relevant i dag? Måske fordi, den såkaldte elite er tilbøjelig til at opfatte hver eneste terrorhandling som absurd, på samme måde som Mersaults mord på en araber i “Den Fremmede” fremstod som fuldstændig ubegrundet. Og måske fordi, elitens hang til psykologiske, sociologiske og kommunikationsteoretiske forklaringer  på et centralt punkt udnytter samme fortælletekniske mekanisme, som Camus gjorde i sin absurde romanklassiker. Jean-Paul Sartre skrev herom den bedste litterære fortolkning, jeg har læst. Sartre analyserede, hvordan Camus helt ned i sætningsstrukturen og de grammatiske detaljer havde tilrettelagt sin fortælling således, at alle menneskelige menings- og motivationssammenhænge blev filtreret ud af handlingen. Resultatet var en oplevelse reduceret til usammenhængende sansedata i en tidslighed, der fremstod som en diskontinuert række af nu’er – “atomer af tid”, som Sartre malerisk kaldte det (s. 123). Nu kunne man godt tro, at Mersaults absurde sanseindtryk ved den solrige, algierske strandkant udtrykte en særlig umiddelbar og fordomsfri måde at være til på. Men imod denne antagelse er Sartre argumentatorisk svært bevæbnet på grund af sine egne filosofiske rødder i den tyske fænomenologi (og dennes positivismekritik): Ikke kun tingene, men også deres betydninger, er ifølge fænomenologien “umiddelbart givne” (s. 121).

Så Camus har altså foretaget sig et eller andet aktivt for trække sig tilbage til sit absurde iagttagerperspektiv – og Sartre finder en genial metafor for dette i forestillingen om en glasrude, der umærkeligt er blevet skudt ind imellem læseren og virkeligheden: “Er der noget mere tåbeligt end mennesker bag en rude? Den synes at lade alt passere, standser kun ét: deres bevægelsers betydning” (s. 120). Som et fint eksempel på, hvordan en god diskussion kræver en vis grad af enighed om nogle grundbegreber, forholder det sig faktisk sådan, at Sartre baserer sit glasrude-billede direkte på en af Camus’ egne beskrivelser: “En mand taler i telefon bag en glasrude, man hører ikke, hvad han siger, men man ser hans tomme mimik, og man spørger sig selv, hvorfor han lever” (s. 22). Og hermed når vi til Sartres svar til Camus – der måske lige så godt kunne være svaret til de indlæringshæmmede mennesker, der på gerningsstedet efter julemarkeds-attentatet i Berlin havde anbragt et papskilt med spørgsmålet, “Warum?”, eller til en statsminister, der endnu ikke kan “forstå”, hvordan terroristerne kan finde på det. Sartres opfordring kan nemlig rettes imod enhver, der har distanceret sig selv ud af historiens kommunikative samspil og nu undrer sig over intet længere at kunne forudsige og forstå: “Åbn døren, læg øret til hørerøret, og kredsløbet er sluttet, den menneskelige aktivitet har fået sin mening tilbage” (s. 120).

PS: Sartre citeres efter “Fortolkning af Den Fremmede” (i: Egebak (red.): “Situationer. Udvalgte essays”, Gyldendal, København, 1966), og Camus citeres efter “Sisyfos-Myten” (da. 1960, Gyldendal, København, 1965). Og så har nærværende skrift været undervejs i nogle timer, hvorfor de indledende henvisninger til Jihad Watch ikke længere gælder “i dag”, men 24/1 2019.

Venstrefløjens fake news og hate speech

Jeg synes, man skal give sig tid til at forstå sagen om den “omringede” indianer ved Lincoln Memorial, fordi den klart og tydeligt demonstrerer, hvordan den venstrefløj, der utrætteligt arbejder på at indskrænke andres ytringsfrihed under henvisning til “fake news” og “hate speech”, selv er verdensmester i begge dele. Interviewet ovenfor viser en fornuftig ung mand, der er ved at få sit liv smadret af en løgnekampagne, hvori  vore egne TV2-Nyheder mere end villigt deltog, og som efterhånden mere og mere utvetydigt viser sig at have været den eneste nogenlunde tilregnelige hovedaktør i begivenhedsforløbet (hvilket i Nicholas Sandmanns tilfælde dårligt nok kan kaldes et “begivenhedsforløb”, eftersom den aktivitet, der nu kan risikere at koste ham livet – takket være blandt andre TV2 – udelukkende består i at stå og observere en indiansk medieaktivist, der kommer hen og slår på tromme op i hovedet på ham; en seance, hvorunder han måske ser lidt uelskværdig ud, hvilket får den udmærket ræsonnerende Anthony Brian Logan til at fastslå, at den eneste forbrydelse, som Sandmann eventuelt kunne sigtes for, ville være en Orwell’sk “face crime”).

Anthony Brian Logans video kunne næsten være henvendt direkte til den TV2-jounalist, der ifølge Uriasposten tidligere har gjort sig bemærket ved at kæmpe imod “misbrug” af ytringsfriheden, men som åbenbart benyttede sin egen til uden filter at viderelire løgnehistorierne imod Nicholas Sandmann. TV2 har været inde at fifle med det oprindelige journalistiske makværk, men i første omgang uden skyggen af dementier eller beklagelser og også uden at nå til bunds i dilettanteriet. For eksempel er det hårrejsende at se Logan dokumentere, hvordan TV2’s stakkels, “omringede” indianer allerede i årevis har gjort den som aktivistisk medieklovn og så sent som 24 timer før episoden med Sandmann forsøgte at chikanere en katolsk gudstjeneste med sit trommespil. Ja, selv Nathan Phillips status som Vietnam-veteran, der ellers gjorde hele omringnings-tåreperseriet ekstra hjerteskærende, ser faktisk ud til at være fake news: Logan udreder stille og roligt, hvordan Phillips aftjente fire år fra 1972-76 i Marinen, men herunder ikke blev udstationeret til Vietnam – og så viser han ellers klip, hvor Phillips selv bruger den slibrigt misforståelige vending, at han er en “Vietnam times veteran”, hvilket måske med en hårsbredde undgår at være direkte løgn, men i hvert fald fungerede helt efter hensigten på TV2’s bannerfører imod misbrug af ytringsfriheden.

Det skal retfærdigvis tilføjes, at Nicholas Sandmanns familie nu forbereder sagsanlæg imod en række massemedier, og at selveste Donald Trump er gået ind i sagen – samt at TV2 omsider synes at have opdaget omfanget af deres bidrag til venstreorienteret fake news og hate speech. Seneste version af nyheden på deres side er kraftigt omarbejdet og henviser til yderligere udredninger af sagsforløbet under overskriften: “Artiklen er blevet opdateret, fordi den i sin første version ikke redgjorde klart for sagen”. Ok så. Og så kan man jo ellers komme videre med at underminere højreorienterede mediers synlighed, tilgang til platforme og økonomi under henvisning til deres angivelige “misbrug af ytringsfriheden”.