Om Bono, Chemnitz og to typer af forståelse

Rockmusikeren Bono har under en koncert i Berlin kommenteret optøjerne i Chemnitz og udtalt, at ”vi må forstå, hvorfor nogle mennesker bliver så vrede”. Nu er det ikke helt ligetil at vide, præcist hvad der skete i Chemnitz dagen efter tre mellemøstlige asylsøgeres knivdrab på en tysk mand d. 26. august. Billeder af heilende højreekstremister synes i mindst et tilfælde at være iscenesat af såkaldte antifascister, og en central filmoptagelse, der angiveligt skulle dokumentere demonstranternes ”jagt” på tilfældige indvandrere, er blevet sværere at fortolke i kølvandet på efterretningschefen Hans-Georg Maaßens påstand om, at den bevidst er blevet misbrugt til at skævvride mediebilledet. Det virker sandsynligt, at en majoritet af nogenlunde almindelige Chemnitz-borgere har fået meningen med deres demonstration forvredet af en ekstremistisk minoritet – en tendens, der systematisk understøttes af deres politiske modstandere, hvilket netop Bono gav et glimrende eksempel på, da han fjorten dage senere rendte rundt på scenen og heilede til jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterne. Men uanset hvordan dette helt præcist hænger sammen, så var optøjerne i Chemnitz en voldsom manifestation, der synes at indvarsle noget skæbnesvangert for Merkels Tyskland, måske for Europa. Det er derfor ikke nogen tosset ide at ville ”forstå, hvorfor nogle mennesker bliver så vrede”. Det springende punkt ligger i, hvad man helt nøjagtig mener, når man taler om ”at forstå”. Der består her en tvetydighed med vidtrækkende implikationer, og jeg vil i det følgende forsøge at adskille to grundforskellige betydninger af ordet.

Hvis man tager udgangspunkt i den gængse opfattelse, at mennesker som regel selv forstår, hvad de går og laver, og oftest legitimerer deres handlinger verbalt, virker opgaven ligetil: Man kan bare spørge folk i Chemnitz, hvorfor de føler sig berettiget til at lave optøjer, og så ”forstå” deres grunde og argumenter som årsagen til deres handlinger. Denne fortolkningsstrategi har den fordel, at man mere eller mindre logisk kan følge med i overgangen fra årsag til virkning, således at forståelsen ofte umiddelbart ledsages af en aha-oplevelse. Måske sættes den pointe på spidsen, hvis man som eksempel tager konklusionen i en syllogisme og den aha-oplevelse, man kan få, når man  ser den følge af præmisserne. Men noget af det samme er nu på spil, hvis man for eksempel undrer sig over, at mange aktionærer sælger ud af en bestemt aktie, og så pludselig opdager, at det pågældende selskab har udsendt et dårligt regnskab samme morgen; eller hvis en bekendt af uforklarlige årsager virker fornærmet, og man så kommer i tanke om, at man måske har ladet en uheldig bemærkning falde tidligere. I alle disse tilfælde består forståelsen i at rekonstruere andres tankerækker, og selvom dette til tider kan være vanskeligt nok, er det i hvert fald en praksis, vi ved, hvad går ud på. Det er måske særlig vigtigt, at vi har et rimelig godt succeskriterium for vores forståelse i den aha-oplevelse, hvor tingene ligesom falder i hak: Vi forstår ofte meningen med en handling på samme måde, som vi forstår pointen i en vittighed.

Imidlertid er der flere aspekter ved denne type af forståelse, der kan problematiseres. For eksempel risikerer den, der vil afdække årsagerne til en handling ved simpelthen at spørge til dem, at aktøren bevidst lyver om sine intentioner. Og hvis man løser dette problem – fx ved at definere sin forståelsesopgave som omhandlende, hvad folk virkelig tænker, og ikke nødvendigvis, hvad de indrømmer, at de tænker – kan mistænkeliggørelsen drives videre. For måske lyver aktøren for sig selv. Måske var det slet ikke bevidste ræsonnementer, der styrede handlingen, men noget dybere og dummere – som eksempelvis blindt had, irrationel fremmedfrygt eller en diffus angst for globaliseringen. Et andet problem ved at rekonstruere folks tanker i forståelsesprocessen ligger i det forhold, at man som forstående kommer i nærkontakt med deres argumenter – det vil sige, at man udsætter sig for deres sociale krav på at blive taget alvorligt som muligvis berettigede i deres forehavende, hvilket kan udtrykkes således, at man rammes af deres sandheds– eller gyldighedsfordring. Hvis man ønsker, at ens forståelse skal være i en hård forstand ”videnskabelig”, kan dette anses for et problem, fordi det er tvivlsomt, om man kan forholde sig neutralt og værdifrit i omgang med andres menneskers sandhedsfordringer. Det er simpelthen svært at se, hvordan man kan forstå en argumentation uden samtidig selv at argumentere – med eller imod den. Selv hvis man løser dette problem, fx ved at anvende et blødere, måske et specifikt humanistisk, begreb om videnskab, kan sandhedsfordringen være drilagtig. Det er nemlig ofte krævende og eksistentielt risikabelt at tage den mulighed i betragtning, at en anden måske har ret over for en selv. Endvidere kan det virke politisk ubelejligt, så hvis ikke mistanken om løgn og ubevidste drivkræfter eller kravet om værdifri videnskab er nok til at flytte opmærksomheden fra aktørens kognitive til emotive aspekter – ja, så kan rethaveriskhed og intellektuel dovenskab måske gøre udslaget.

Der er mange bekvemme aspekter ved at fortolke mennesker som styret af følelser snarere end af tanker. For eksempel findes der i princippet uendelig mange tanker, hvorimod følelserne muligvis lader sig koge ned til en håndfuld evindeligt genkommende grundtyper. Tæt hermed forbundet er den forskel, at tanker er selvbenævnende og indebærer en egen begrebslighed, som fortolkeren er nødt til at sætte sig ind i – hvorimod følelser kan beskrives i det vokabular, som fortolkeren finder belejligt. Man erfarer dette besvær med at forstå tanker, når man for eksempel læser Hegel eller Heidegger og forsøger at tilegne sig deres sprogbrug. Eller når man studerer Platon og er nødt til at lære visse oldgræske nøglebegreber for at følge argumentationen. Situationen er i princippet den samme, hvis man ud fra den antagelse, at terrorismens årsagssammenhæng har noget at gøre med religiøse tanker, begynder at anvende begreber som ”jihad”, ”dhimmie” og ”haram” i forklaringen: Man har skaffet sig nogle udfordringer på halsen, som man ville have været fri for, hvis man havde holdt sig til de ord, man lærte i gymnasiet og allerede dengang brugte til at forklare både SA, KKK, grønjakker og meget andet – jeg tænker naturligvis på ord som ”frustration” og ”marginalisering”. Der er altså så at sige begrebsdannelsesmæssige stordriftsfordele ved at fortolke mennesker som styret af følelser snarere end af tanker. Men det mest dybsindigt æggende lokkemiddel er måske, at perspektivet giver det indtryk, at man også har kontrol over dem. Et tænkende menneske kan virke skræmmende, fordi det i princippet kan overreflektere den, der forsøger at gennemskue det – en pointe, som Sartre skildrede meget malerisk, da han i sit hovedværk fra 1943, ”Væren og Intet”, skrev om mødet med den andens blik. Derimod virker dyr, børn og meget følelsesladede voksne nemme at kontrollere, hvis bare man kan finde de rigtige knapper at trykke på. Overført til eksempelvis EU-skeptikere eller fundamentalistiske muslimer har dette perspektiv igen og igen givet anledning til stor teknokratisk optimisme.

Man betaler på forskellige måder en pris for alle disse herligheder. På et håndgribeligt, metodisk plan må man undvære den logiske sammenhæng imellem årsag og virkning, der gør det muligt at følge vejen fra tanke til handling med en oplevelse af evidens – fx når man pludselig forstår pointen i et bestemt skaktræk eller et militært fremstød. Når handlinger derimod forklares med noget, der ikke er tanker – dette være sig irrationelle følelser, psykofysiske sammenhænge som fx medicinering og menstruationscykler eller rene facts som socialklasse eller uddannelsesniveau – er der ingen umiddelbar pointe i forholdet mellem årsag og virkning. Det er derfor først på basis af en større mængde empiriske eksempler, at man kan etablere kausalsammenhængen som en regelmæssig korrelation imellem specifikke egenskaber ved aktøren og en bestemt type handlinger. En forståelse af andre mennesker kommer efter den recept til at bero på statistik, og dette kan i nogle tilfælde føre på vildveje. For eksempel forekommer det mig, at en del af terrorforskningen bevidst undgår den begrundelsesorienterede forståelse, der kunne lede undersøgelsen hen på islam, for i stedet at søge statistisk belæg for mere mekaniklignende faktorer. Men når statistikken så gendriver de mest oplagte af disse faktorer (fx sindslidelse og fattigdom), finder man bare på en række andre (fx gruppedynamik, familieforhold eller eventyrlyst), som man nu dels kan bruge lang tid på at gendrive med ny statistik og dels kan sige alligevel ”supplerer” de tidligere mislykkede forklaringer. Tilhængere af denne type forskning indrømmer gladeligt, at de egentlig slet ikke har kunnet finde nogen forklaring på terror, men de drømmer ikke om at opgive deres statistiske metode. Måske har deres forskning trods alt også et blivende resultat, som de i grunden er godt tilfredse med: Ingen i deres sjak prøvede at forstå terroristerne, som disse forstår sig selv, og ingen sagde et ondt ord om islam.

En anden pris, man betaler for at lægge vægt på blinde følelser og facts til forklaring af menneskelig adfærd, er mere spekulativ og hjernevridende. Det drejer sig om det refleksions- eller løgnerparadoks, der blandt andet kan illustreres med anekdoten om den blinde mand fra Kreta, der hævder, at alle fra Kreta lyver: Hvis den mand taler sandt, må det, han siger, jo være løgn! I større eller mindre grad hjemsøger denne problematik enhver teori, der på den ene side underminerer menneskelige sandhedsfordringer og på den anden side selv fordrer at blive anerkendt som sand – herunder for eksempel en teori om, at mennesker styres af følelser, der hævder selv at være baseret på gode argumenter. Ikke mindst spørgsmålet om erkendelsesteoretisk relativisme, har fået mange filosoffer til at påpege det problematiske i synspunkter, der på denne facon ser ud til at gendrive sig selv – fx David Favrholdt, der ramte hovedet på sømmet, da han i sin ”Erkendelsesteori” skrev, at ”..det synes at være et fælles træk ved de selvgendrivende filosofiske anskuelser, at de trækker tæppet væk under sig selv, fordi de søger at reducere fundamentale begreber som ’mening’, ’sandhed’ og ’gyldighed’ til noget faktisk (fysisk, biologisk, historisk etc.)..” (”Erkendelsesteori. Problemer – Argumenter – Løsninger”, Odense Universitetsforlag, 1994: s. 30). Citatet af Favrholdt er vigtigt for mig, fordi det antyder, at man ikke nødvendigvis skal forbinde relativisme med modstand imod et stærkt begreb om videnskabelig objektivitet – men snarere med det modsatte, hvilket for eksempel viser sig i den måde, hvorpå Niels Barfoed identificerer ”kulturrelativisme” med ”metode” i artiklen ”Hvad et menneske har brug for” (i: Holm/Jarlner/Jeppesen (red.): ”Islam i Danmark – Tanker om en tredje vej”, Gyldendal, Kbh. 2002). Under alle omstændigheder består her en formel, logisk problematik, der i sig selv kan virke noget tør og intetsigende, men som i mange konkrete sammenhænge kan folde sig ud og få voldsom praktisk betydning – eksempelvis når demonstrationerne i Chemnitz menes at være forårsaget af indre svinehunde og blind desperation, hvorimod denne iagttagelse selv menes at udspringe af fornuft og oplysning.

Hvis vi på baggrund af ovenstående udredninger vender os imod de konkrete aktører i Chemnitz, bliver spørgsmålet: I hvilket omfang kan man sætte sig ind i deres handlinger som adækvate udtryk for fornuftige overvejelser, og i hvilket omfang er man nødt til søge bag om de bevidste motiver for at finde forklaringer i statistiske faktorer (fx østtysk tilbageståenhed eller mindreværdsfølelse, dårlig uddannelse og tandhygiejne, muskelpanser som følge af mangelfulde orgasmer, irrationel nostalgi og racehad etc. etc.). Hvis man aldrig snakker med de folk, man skal forstå, kan det ene måske virke lige så godt som det andet, og i så fald kan man hurtigt få årsagsforklaringer nok at vælge imellem. Men undertiden kan selv en kortvarig konfrontation med folks egen måde at forklare sig på gøre en meget stor forskel. Dette oplever man for eksempel, hvis man under studiet af en filosof bevæger sig fra sekundær- til primærlitteratur, eller hvis man via skjult kamera hører visse imamer sige, hvad de virkelig mener – uden sammenligning i øvrigt bliver folk i begge tilfælde sværere at affærdige og bagatellisere. Og sådan oplevede jeg det da også, da jeg (ganske vist med en journalist fra den tyske avis Die Welt som mellemmand) fik at høre, hvad snakken gik om ved et borgermøde i Chemnitz sidst i august. Jeg gengiver her i min oversættelse et uddrag af reportagen fra Die Welt d. 31/8 (link), hvoraf en del også blev gengivet i Jyllandsposten samme dag (link):

”En kvinde fortæller, at hun er træt af hele tiden at blive generet i byen af unge, mandlige flygtninge. En ældre herre beklager sig over, at han må kæmpe sig igennem en hob af narkohandlere, når han spadserer i parken – ”Alle udlændinge!”, som han siger. Endnu en beretter om, at hans børn blev fordrevet fra legepladsen af migranter, ikke tyskere. Da han beklagede sig over det, blev han truet med en kniv af en flygtning”.

Jeg har tænkt noget over, hvordan en såkaldt antifascist vil forholde sig til disse vidnesbyrd. Skulle det måske alt sammen være løgn og fake news? Eller er der måske tale om, at de involverede personer har fokuseret forkert og tillagt bestemte oplevelser for stor vægt i deres erindring? Opfatter de ting som unormale, som de i virkeligheden burde opfatte som en naturlig del af hverdagen? Eller vil en venstreorienteret måske indrømme, at det hele sandsynligvis er rigtigt gengivet og ganske forfærdeligt – men at man bør tie stille om det i en højere sags tjeneste? At oplevelserne måske nok er sande, men at det er irrationelt at reagere voldsomt og vredt på dem? ..Og skulle det i så fald anses for mere rationelt at forholde sig passivt i forhåbningen om, at tingene vil bedre sig, efterhånden som der kommer flere og flere migranter til?

Jeg synes, citaterne fra Chemnitz gør kort proces med behovet for en dybdepsykologisk  forklaring. Hvis man bare tilnærmelsesvis evner at sætte sig ind i, hvad det vil sige at få sit lokalmiljø ødelagt af politiske beslutninger, har man intet længere at undre sig over. Ja, man kunne mindst lige så godt klø sig i nakken og begynde at lede efter dybdepsykologiske årsager til, at nogen ikke reagerer voldsomt på at blive terroriseret og truet væk fra deres normale opholdssteder. Situationen har i realiteten været åbenlys for enhver siden nytårsfestlighederne i Köln i 2015. På det seneste er lignende vidnesbyrd dukket op fra forskellige områder i Sverige. Jeg tænker på nogle meget ubehagelige dokumentarfilm:  ”Tryggheten som försvann” (link), ”Det nya spännande Sverige” (link), mest uhyggeligt Joakim Lamottes samtale med folk på torvet i Gävle, fordi denne optagelse tydeligt demonstrerer lokalsamfundets opsplitning og interne magtkamp: Så godt som alle de interviewede svenskere klager over vold og utryghed; så godt som alle de tilstedeværende indvandrere synes, det går fint, og at det er Lamotte og hans kamera, der er problemet (link). ‘

Som antydet har jeg meget svært ved at se, hvordan Bono og ligesindede skal stille sig til vidnesbyrd som de nævnte. Det kan godt give mening at ofre et eller andet for at redde nogle flygtninge, og det giver såmænd også mening at yde dette offer velvidende, at den konkrete pris bliver betalt i andre boligområder end ens eget. Men hvis prisen består i konstant utryghed og hverdagsterror, ved jeg virkelig ikke, om det giver mening at betale den for uanset hvilke velgørende foranstaltninger. Det virker som om, man krænker et moralsk tabu, hvis man begynder at handle med gruppevoldtægter og ubeboelige nærmiljøer som indsats i et globalt nyttemaksimeringsprojekt. Jeg gad godt vide, hvor grundigt Bono og ligesindede har tænkt over det problem. Måske går det, som da Nietzsche affærdigede theodice-problemet (dvs. forekomsten af ondskab i en gudskabt verden) ved kort og godt at fastslå: ”Guds eneste undskyldning er, at han ikke eksisterer”. På samme måde bliver venstrefløjens eneste svar på de nævnte videoer måske, at de ikke har set dem, ikke opsøger de medier, der viderebringer dem, og aktivt arbejder på at forhindre andre i at se dem. So much for empathy, so much for enlightenment.

Om samme emne:
Naturloven om terror og fattigdom i et filosofisk perspektiv (2002)
Om at holde hovedet koldt i terrorbekæmpelsen. Et svar til Dalgaard-Nielsen, Bødskov, Barfoed og Fuglede
Terrorismens hermeneutik – Hvorfor højrefløjen snakker arabisk, og venstrefløjen latin.
Terrorforskning mellem humaniora og positivisme – kritik af en Rosenkjærprisvinder

 

 

Reklamer

Den rygende pistol & de fortabte kunstnere – refleksioner op til det svenske valg

Det er ikke så lidt af et selvmål, som svensk stats-tv har begået ved under selveste den afsluttende partilederrunde op til rigsdagsvalget at tage afstand fra Jimmie Åkesson (jf). Med forbløffende kluntethed får journalisterne hermed afsløret sig som demokratiske analfabeter, og da netop disse to egenskaber, kluntetheden og totalitarismen, på mange måder har været bestemmende for hele den svenske elites valgkamp imod SD, virker skandalen som et effektfuldt punktum, der med ufrivillig elegance sammenfatter en hel epokes åndelige råddenskab. Mens man måske i et vist omfang har kunnet diskutere, om fx den siddende regerings politiske styring af de alternative medier sammenholdt med deres totale kontrol over resten af mediebilledet (jf) var rendyrket tanketyranni, står vi her med et klart, indiskutabelt faktum, en slags den svenske syges smoking gun. SVT kan hælde nok så meget vand ud af ørerne om, hvad Jimmie Åkesson sagde i debatten, men de kan ikke benægte, at de selv pludselig optrådte som direkte politisk deltager.

Man kan lære flere ting af den ejendommelige måde, som SVT har skudt sig selv i foden på. For det første ser man, at intelligens og talegaver ikke nytter noget, når man står med en dårlig sag og nogle dårlige argumenter i kernen af sin kampagne. Varen er vigtigere end indpakningen, og til trods for alverdens tyrkertro på kommunikationsteknologi og spin kan man ikke tale en død sag på benene. For det andet siger hændelsen måske også noget om, hvor fremskreden fordummelsen er i den politisk korrekte elite, og hvor dyb en brain drain den for længst har lidt til kulturen omkring Sverigedemokraterne. Tendensen synes at være, at elitens traditionelle overvægt i ekspertise og dannelse mere og mere eksklusivt baserer sig på rundkredsfaglige modediscipliner og ensidigt belæste middelmådigheder. Hvordan skal man ellers forklare, at dens propaganda er blevet så ineffektiv, dens tricks så gennemskuelige og dens retorik så nem at overtrumfe for SD?

Seneste eksempel på dette findes i SD’s valgvideoer, der tilsyneladende slår etablissementets ditto efter enhver kunstnerisk målestok: troværdighed, saglighed, præcision, you name it. Og dette til trods for, at hele kulturparnasset og vel nok så godt som alle professionelle skuespillere, manuskriptforfattere og instruktører støtter kampen imod SD. Dette bliver især tydeligt i SD’s svar til de 253 kulturpersonligheder, der har bidraget til en underskriftsindsamling imod dem: SD på Youtube. Videoen er fremragende, spiddende og virkeligt morsom, så selvom om vi her i allerhøjeste grad betragter noget, der i kommunikationsteknisk henseende må være Davids kamp imod Goliath, tvivler jeg meget på, at de mange kunstnere kan komme op med et svar. Når man i et halvt århundrede har ignoreret argumentets stilling og bare ladet alle saglige bærepiller for ens standpunkt forfalde i troen på, at man kunne overdøve virkeligheden – ja, så mister man til sidst alle virkemidler, åbenbart også de kunstneriske.

Boykot Visa og MasterCard!

Jeg ved ikke helt, hvordan man praktisk undgår at bidrage til disse monopollignende dele af den økonomiske infrastruktur. Men hvis man ikke vil støtte politiske korrekt totalitarisme og tankekontrol, bliver man nok nødt til at forsøge det. Den seneste nyhed fra censurkrigen på internettet er, at Visa og MasterCard er begyndt at blokere for privatpersoners donationer til “Jihad Watch” og “David Horowitz Freedom Center” (jf). Dette sker som følge at en langvarig smædekampagne fra den politiske pressionsgruppe “Southern Poverty Law Center”, der er grundigt fedet op med donationer fra blandt andet selvgode fimstjerner og mediemoguler, og som er fuldt fokuseret på at ødelægge sine politiske modstanderes økonomiske og kommunikative platforme (jf). Universalmidlet er altid at skrige “hadgruppe” og “ekstremist” så længe og så skingert, at fimaer med nøglepositioner inden for kommunikation og pengeoverførsel bringes til at udelukke bestemte kunder under henvisning til firmaets “etiske retningslinier”. Sidste år var det PayPal, der pludselig nægtede at betjene “Jihad Watch”, men efter et større mediestormvejr måtte firmaet igen opgive rollen som tankepoliti (jf). I år lyder situationen allerede værre, og mens jeg havde let nok ved at undvære min PayPal-konto, ved jeg ærligt talt ikke helt, hvordan man slipper for Visa.

Jeg skal ikke her gøre noget forsøg på overbevise det hav af pseudointellektuelle rygmarvsidealister, der ikke har reflekteret alvorligt i årtier, og som har det helt fint med lidt censur og politisk vold i ny og næ. Men som forbruger bør jeg i det mindste selv kunne vælge mine udbydere af diverse tjenesteydelser, og jeg nægter simpelthen at understøtte en politiseret virksomhed, der undergraver mine inderste overbevisninger. Robert Spencer fra Jihad Watch er i mine øjne en slags nutidens Jean-Paul Sartre, og jeg er fuld af beundring for hans mod, skarpsindighed og utrættelighed. På samme måde opfatter jeg somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali, der i øvrigt også er blevet grundigt smædet af Southern Poverty Law Center, som en af vor tids største helte. Det kan godt være, mine håndører ikke batter meget i den store sammenhæng, men derfor skal de alligevel ikke bruges til at ødelægge den slags mennesker og brænde deres bøger. Der kunne vel godt tænkes at findes nogen, der har det på samme måde..

Opdatering elleve timer senere: Sagen ser nu ud til at udvikle sig ligesom sidste år: Visa og MasterCard bakker ud (Jf). Man skal nok ikke undervurdere, at denne chikane kan ramme hundreder af mindre prominente netsider, uden at nogen bemærker det overhovedet. Og censurkampagnen er en løbende og som sagt finansielt velpostret proces, der utvivlsomt vil prøve til igen, når offentligheden en anden gang ser ud til at være uopmærksom. Bemærk første kommentar til den anførte artikel, hvor man får en vigtig adresse og en fornuftig tekst, der simpelthen kan pastes ind i en forespørgsel til GoFundMe! Dette naturligvis forudsat, at man synes, det er vigtigt at foretage sig noget i situationen..

Om gårsdagens helte og morgendagens ofre

Gruppevoldtægtssagen i Herning, hvor fire tilsyneladende velintegrerede mænd (en fra Irak, to fra Afghanistan, en af ikke oplyst oprindelse) står tiltalt for at have udsat unge piger for unævnelige perversiteter, har sprængt et eller andet i mig (jf). Jeg føler mig uendelig indigneret på de pigers vegne, og jeg er især forbandet over, at de samfundsmæssige ressourcer, som deres forfædre var med til at opbygge, er blevet investeret i at modtage, huse og utvivlsomt grundigt forkæle deres bødler. Jeg føler trang til at undskylde for de godt 10 år af mit eget ungdomsliv, der gik med at propagandere for ubegrænset indvandring og i øvrigt underminere enhver fornuftig debat om den sag. Og så har jeg lyst til at spørge humanistiske superstjerner som Carsten Jensen og Georg Metz – samt de myriader af gymnasielærere, hvis holdningsdannelse har siddet fast i samme rille: Klør det nu de rigtige steder, når I betragter frugten af jeres glorværdige karrierer? Har man et godt otium, når man kan sidde i sin gyngestol og finde resultaterne af sine livslange anstrengelser demonstreret i en så dybtgående berigelse af pigelivet på den jyske hede? ”I did it my way”? ”Non, je ne regrette rien”?

Nu kan det måske betvivles, at sådanne godhedsikoner som Carsten Jensen og Georg Metz overhovedet skulle kunne sættes i forbindelse med nogen som helst negativ effekt af den politik, de har plæderet for. Disse herrer er jo så højlydt velmenende, at de velsagtens får vand i øjnene af at mærke deres egne gode intentioner, og det kan næsten virke unfair at tænke dem ind i den normale virkelighed – en virkelighed nemlig, hvor menneskelige laster som vanetænkning, indbildskhed og dumstædighed kan lede selv den bedste intention på afveje.  Det føles næsten som at påstå, at en vandmand selvantænder. Hvordan skulle åbne hjerter og venligboere kunne gøre sig ansvarlige i noget, der under specifikke omstændigheder – for eksempel i forhold til en bestemt pige i Herning – har virket hjerteløst og absolut uvenligt? Svaret er måske simpelt, hvis man lægger pubertetsmoralismen fra sig og tænker lidt logisk: En begået ugerning hænger kausalt sammen med tilstedeværelsen af gerningsmændene, og tilstedeværelsen af gæster hænger kausalt sammen med dem, der har inviteret dem. Punktum.

Men naturligvis kan det simple gøres indviklet. Når det gælder sammenkædningen af masseindvandring og voldtægtskultur, reagerede Georgs Metz for eksempel sådan her, da han blev præsenteret for den i et radioprogram sidste år: ”Det kan jeg ikke se.. Det ved jeg ikke om det er en kendsgerning.. Har du belæg for det du siger?” (jf). Det er jo svenskersnak! Tænk, hvor let det kan falde et intelligent menneske at sidde og spille tungnem, når det gælder om at trække afsløringen af hans egne fejltagelser i langdrag! Ingen kvaler, pigerne betaler. På den anden side kan man også lege ansvarsforflygtigelseslegen således, at man indrømmer nogle af de faktuelle problemer, men bare benægter, at skylden ligger hos dem, der inviterede gæsterne – men stik modsat hos dem, der ikke optrådte inviterende og optimistisk nok. Hermed anslås en melodi, som vi alle kender lige så godt som Midsommervisen: ”Det er højrefløjens dårlige tone og selvopfyldende profetier, der har forhindret det multikulturelle samfund i at blive det paradis, det ellers ville have været. Det var omgivelsernes mistillid og racisme, der tvang de stakkels voldtægtsforbrydere ud i en situation, hvor de ikke kunne gøre andet end at torturere unge piger for åbent kamera”. Dette afspejler ganske præcist logikken i Carsten Jensens forklaring på terrorangrebet imod Krudttønden og Krystalgadesynagogen – og så kommer man næppe længere ud i argumentatorisk selvtilfredsstillelse (jf).

Hvis man har noget voksent at sige, er det bestemt tiltrængt i denne sammenhæng. Jeg går for eksempel ind for en drastisk opbremsning af indvandringen fra Den tredje verden til Europa, men jeg er helt klar over, at den slags uundgåeligt vil ramme folk, der kunne have fortjent en bedre skæbne. Jeg er altså opmærksom på en bagside af mine prioriteringer og et moment af snavs på hænderne eller skyld. Men sådan er det. Der findes ingen moralske fribilletter, og selvom det blev påstået i et afsnit af Beavis and Butthead, er det ikke en ”forbrydelse uden offer”, når man sparker nogen i mørke. Enhver handling har positive og negative konsekvenser, som skal holdes op imod hinanden, og dette gælder naturligvis også for de åbne hjerters gerninger. Efter al sund fornuft kan pigerne i Herningsagen (såvel som de utallige, der sandsynligvis vil komme til at dele skæbne med dem) i princippet rette henvendelse til Jensen, Metz og konsorter og forvente et svar i nogenlunde denne stil: ”Vi beklager for tort og svie, men i lyset af det højere humanitære formål var dette et nødvendigt onde at påtage sig”. Eller med en uforglemmelig replik fra en i øvrigt fuldt forglemmelig amerikansk komedie: ”It’s a risk we were willing to take”.

Man kan tro det eller lade være, men jeg var engang en svoren beundrer af disse folk. Jeg oplevede Georg Metz til et foredrag i midtfirserne og blev betaget af mandens vid og dannelse. Mine antologier med Carsten Jensens tidlige artikler bærer præg af opmærksom læsning, og jeg fatter stadig ikke, hvordan hans stil fra dengang har kunnet udvikle sig til følgende udbrud: ”Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende og ildelugtende lag finder vi Naser Khader” (sic!).  Det er måske symptomatisk, at man fornemmer metaltrætheden og en svigtende lukkemuskulatur i Jensens fattige brunskjortemetaforik. I dag virker det i hvert fald som om, mange af dem, der i de foregående årtier har siddet og taget billige stik hjem i diverse tv-studier og lærerværelser, er blevet trætte og begynder at skele til nødudgangen. En del håber måske rent ud sagt på at blive pensioneret, glemt eller simpelthen udånde, før de tragiske konsekvenser af deres vildfarelse bliver alt for åbenlyse. Jeg ved ikke, hvilke yderligere beviser, Georg Metz og Carsten Jensen sidder og venter på, men jeg har i hvert fald set rigeligt til ikke længere at vente mig noget som helst af dem.

Om national selvsikkerhed og troen på andres manipulerbarhed

Mads Kastrup lufter en af de farligste klicheer om integration, når han i Ekstrabladet kritiserer burkaforbudet under overskriften, “Vi må være en nation uden selvtillid” (Her). Det lyder nemlig vældig plausibelt i dovne ører, at det til enhver tid er positivt at tro på sig selv. Og når Kastrup udmaler, hvordan burkaloven afslører samfundets usikkerhed over for de muslimske indvandrere, kan det lyde som en helt afgjort sag, at vi ville stå os bedre ved at imponere dem med vores tro på egen usårlighed. Med Kastrups friskfyragtige vending skal vi demonstrere vores urokkelige sikkerhed på, at de slet ikke kan “modstå” vores frie livsstil, når de først har “smagt” den.

Det er fortvivlende at forestille sig, hvor gnidningsfrit sådan en retorik efter al sandsynlighed kan fise rundt imellem folk, der tror, de kan tænke kritisk. For den er helt ligetil at gendrive, så såre man ellers gider. Kastrup appellerer simpelthen til en sorgløshed og selvovervurdering, der har præget både dansk og europæisk indvandringspolitik i adskillige årtier, og som alle steder er kommet til kort over for de empiriske realiteter. Han hylder en helt ubegrundet optimisme, bygget på den teknokratiske forestilling om indvandrere som viljeløse objekter for vores planer med dem, og han fremmaner det gamle gøglebillede af en integrationsautomatik, som de ikke skulle kunne “modstå”.

Kastrup hævder videre, at vi med burkaforbudet spiller islamisternes spil i stedet for at spille vores eget, og han anslår hermed en ganske interessant metaforik. For hvis man tænker på et konkret spil som for eksempel skak, forholder det sig netop ikke sådan, at man bare kan beslutte sig for at have selvtillid og spille sit eget spil. Hvor meget man end har stået foran spejlet og sagt, man er den bedste, så taber man altså i almindelighed, hvis man bare ignorerer modstanderens planer. I skak gør man sig fortjent til at spille sit eget spil ved objektivt at spille bedre end modstanderen, så man opnår initiativet. Hvis man derimod har spillet dårligt og står næstbedst, kan man meget vel være nødt til at “spille modstanderens spil”, dvs. parere umiddelbare trusler og udføre nødvendige træk, som man godt ved, den anden har forudset og indkalkuleret i sin strategi. Man kommer ikke ud af sådan noget, før man – igen objektivt – har opdaget noget i stillingen, som modstanderen ikke har set. Det hjælper ikke, man bare lader som om, man var alene ved brættet (Mere herom).

Jeg tror, det fremgår, at den afgørende forskel her består imellem blind optimisme og positiv tænkning på den ene side og nøgtern vurdering af egne begrænsninger på den anden. For nu at blive i skakmetaforen: Ligner Danmark mest den spiller, der har spillet invandringsspillet overlegent og nu kan læne sig tilbage i sikker forvisning om, at modparten ikke kan modstå strategien? Eller ligner Danmark og Europa snarere en skakspiller, der har taget for let på udfordringen, og som nu har tabt initiativet og tumler lidt forpjusket rundt i forsøget på at genvinde det? Alle kender svaret. Sikkert også Kastrup, der imidlertid burde smage lidt mere omhyggeligt på sine egne klicheer.

Om tidens store spørgsmål

Jeg har tidligere forsøgt at opremse de ting, som Angela Merkel helt sikkert ikke har klaret siden sin fatale forsikring i 2015: “Wir schaffen das”. Hvad en politisk aktør kan siges at have klaret eller ikke klaret, afhænger af de succeskriterier, som aktøren selv opererede med under planlægningen af sin handling, og når jeg taler om “helt sikre” fiaskoer, tager jeg derfor ikke mine egne meninger om, hvad der ville være gode resultater, som målestok. For eksempel kunne det jo godt tænkes, at Merkel synes, det går meget godt på trods af voldtægtsepidemien, terrorrekrutteringen og antisemitismen – som sit britiske modstykke, Londons borgmester Sidiq Khan, kunne hun jo bare sige, at det alt sammen er noget, man må vænne sig til som en del af tilværelsen i et moderne samfund, d.v.s. politikken kan vel være god nok for det? Og selvom jeg måske mener, at det er problematisk, at pigerne i Köln ikke længere kan gå alene ud om aftenen, eller at nogle tyske børn ikke længere kan have svinekød med i madpakken, kan den slags jo godt have være medregnet på forhånd i Merkels strategi for, hvordan tyskerne kan “klare” masseindvandringen. Måske forholder det sig virkelig, som “europas døtre” hævdede i en temmelig gribende protestvideo, nemlig at Merkel havde forudset gruppevoldtægterne og “taget dem med i købet” som en slags tålte bieffekter.

Derimod er der ingen tvivl om, at visse politiske institutioner og allianceforhold fra starten har spillet en central rolle i Merkels værdigrundlag, og at opretholdelsen af disse under alle omstændigheder må gælde som et succeskriterium for hende selv. For eksempel er det et sikkert tegn på, at Merkel ikke engang efter sin egen målestok har “klaret det”, at hendes indvandringscirkus formentlig har medvirket til Brexit, måske endda til Trumps valgsejr i USA. Det kan  heller ikke have været Merkels intention at skabe den splittelse imellem Vest- og Centraleuropa, der er ved at rive EU endnu mere fra hinanden, og den internt tyske styrkelse af AfD samt den aktuelle konflikt imellem CDU og CSU kan bestemt heller ikke have været medregnet i hendes mantra om nok at skulle klare det. Allerede nu, mindre end tre år senere, virker det tvært imod oplagt, at Merkels beslutninger i 2015 vil gå over i historien som en enestående politisk bommert, der på rekordtid formøblede en enorm poltisk magt og autoritet.

Og så har jeg endda glemt at nævne, hvor fatalt hun ser ud til at have ramt den svenske “superhumanisme”, der fik sit banesår den aften i efteråret 2015, hvor regeringen stortudende måtte bekendtgøre indførelsen af grænsekontrol. Det sår har blødt lige siden, og blødningen synes nu at være ved at udvikle sig til en styrtblødning for det svenske etablissement. Meningsmålinger spår for anden gang, at Sverigedemokraterna ved valget i september kan blive rigsdagens største parti med tilslutning fra hver fjerde vælger. Der består et mørketal ved den slags undersøgelser, fordi nogle nødig vil indrømme, at de agter at stemme på Sverigedemokraterna, og det må være derfor, Anders Bo Ro i en kommentar på Snaphanen tør vove følgende forudsigelse: “SD får 33-40% af stemmerne, AfS kommer over spærregrænsen på 4%, og sammen danner de flertalsregering med Moderaterne”. Dette lyder naturligvis som et vildt gæt, men det er betegnende for tidsånden, at man overhovedet kan fremsætte den slags spådomme og må tilkendes en vis sandsynlighed for måske at kunne få ret. Den herskende svenske ideologi befinder sig midt i et eskalerende sammenbrud, hvis konsekvenser virker helt uforudsigelige. Eller med Snaphaneredaktøren Steen Raaschaus  ord: “Det første spændende Riksdagsvalg i min levetid, og jeg er ingen årsunge”.

Sverige udgør bare toppunktet i indvandringspolitisk blåøjethed og politisk korrekt meningstyranni, og derfor vil et pludseligt omslag i folkestemningen sandsynligvis vise sig særligt dramatisk her. Men tendensen er den samme i hele Europa, og udviklingen synes kun at gå en vej: Europæiske centralister som Juncker og Merkel (Macron er måske en undtagelse lidt endnu) sidder på et stadig mere tyndslidt folkeligt mandat, mens deres modstandere i Ungarn, Tjekkiet og Polen, på det seneste også i Østrig og Italien, men egentlig også i Danmark, står solidt plantet i de lokale opinioner. Det er naturligvis en mere subjektiv og kontroversiel vurdering, om disse faktiske bevægelser i meningsdannelsen også svarer til det rent intellektuelle styrkeforhold imellem de to siders argumentation. Men jeg kan da sige, hvordan det tager sig ud for mig: Elitens synspunkter forsvares af velbetalte pampere i medie- og universitetsverdenen, der som regel ikke kan finde på noget nyt at sige, og som derfor interesserer sig mere for at stigmatisere og censurere deres modstandere end for at argumentere – mens modsynspunkterne fremføres af indsjæle og ægte intellektuelle, der søger sandheden på trods af store personlige omkostninger, og som oftest er nået til deres standpunkt ved at underkaste sig det bedre arguments tvangløse tvang. Konflikten fremstår altså stadig tydeligere som en kamp imellem sandheden og magten. Eller som det siges i en udmærket kronik om svensk politik: “Den allt annat överskuggande förklaringen till att Sverigedemokraterna växer så det knakar är att man har verkligheten på sin sida” (læs).

Vi står midt i en ombrydningstid, hvor sandheder kan blive til løgne, og helte til skurke, over en nat. Det virker som om, en ideologisk og politisk verdensorden, der har hersket siden Anden Verdenskrig eller 60’erne er i fremskreden forrådnelse, så det er svært at se grænserne for, hvor langt processen kan være nået om bare et, to eller tre år. Eftertiden vil utvivlsomt spørge sig om, hvordan denne uorden og turbulens  kunne opstå, og det vil være vigtigt at lokalisere de punkter, hvor noget i europæisk åndliv er gået galt. Er det for eksempel, således som Douglas Murray mener, moralsk afmatning, skyldfølelse og svigtende selvtillid, der har bragt den europæiske civilisation i uføre? Eller det det, således som det måske kan udledes af Ibn Warraqs bog om “The islam in islamic terrorism”, en mangel på kulturhistorisk dannelse kombineret med en hang til billige kausalforklaringer på basis af en materialistisk eller psykologistisk reduktionisme, der har ført den politiske fornuft på vildspor? Det sidste ville måske kunne bidrage til at belyse præmisserne for den rådgivning, som førte Angela Merkel frem til sit “Wir schaffen das”.

Under alle omstændigheder er det tiden at stille store spørgsmål, og jeg vil bede læseren tilgive mig, hvis spørgsmålene måske endda bliver temmeligt spekulative og uhåndterlige – fx i dette facebook-opslag i anledning af en god kronik. Det er ok, hvis man måske ikke synes, at sådanne idehistoriske forbindelser bliver tilstrækkelig grundigt gennemtænkt eller dokumenteret. Men det er ikke ok, at ingen tilsyneladende kigger efter dem! Det er trods alt oplagt, at nogen er blevet overrumplet over udviklingen, og den overordnede problemstilling synes ikke at have ændret sig, siden R. G. Collingwood fortalte om sin oplevelse af Første Verdenskrig: “The contrast between the succes of modern European minds in controlling almost any situation in which the elements are physical bodies and the forces physical forces, and their inability to control situations in which the elements are human beings and the forces mental forces, left an indelible mark on the memory of every one who was concerned with it.” (“An Autobiography” (1938), Clarendon Press, Oxford, 2002: s. 90).


					

Om de filosofiske perspektiver i dagens nyheder..

Med Lene Kattrups fortolkning af de årlige angreb på studenter i frisk erindring (læs) er det tankevækkende at læse Marie Høghs forklaring på indvandreres overrepræsentation i voldtægtsstatistikken (læs) – i begge tilfælde optræder islam som nøglen til forståelse. Man kan utvivlsomt trække fra og lægge til i begge artikler, måske finde empiriske beviser imod noget af det og generelt drømme om en mere omfattende og videnskabelig undersøgelse af emnet. Men hvordan man end forholder sig, er det iøjnefaldende, at artiklerne deler et overordnet paradigme om, hvad det vil sige at forstå menneskelig adfærd – og at dette paradigme i øjeblikket tager kegler på alle niveauer i indvandringsdebatten og i realiteten udgør det teoretiske fundament under det politiske opgør med ”eliten”.

Artiklernes fælles grundantagelse er, at menneskelig adfærd styres af ideer og ræsonnementer, og at man forstår adfærden ved at sætte sig ind i disse ideer og ræsonnementer – se situationen med en fremmed kulturs ”briller”, som Kattrup udtrykker det. En sådan indlevelse rammer nerven i 1800-tallets klassiske humanistiske dannelse, og den kan virke så selvfølgeligt efterstræbelsesværdig, at den i en nyere artikel om humanistisk videnskabsteori omtales som selveste ”den naturlige hermeneutik”. Så hvad er problemet? Hvem står for et anderledes paradigme?

Det ser desværre ud til, at humaniora i løbet af det tyvende århundrede og eskalerende siden tresserne og de fordringsfulde middelmådigheders (herunder undertegnedes) indtog på universiteterne har underkastet sig et teknokratisk metodeideal, der tilsyneladende fører til ”afsløring” af alt muligt – men som i virkeligheden blot fører til reproduktion af svagt tænkte fraser i en på forhånd fastlåst terminologi. I stedet for lydhørhed over for, hvad andre mennesker tænker, har vi fået sociologiske og psykologiske ”afsløringer” af materielle faktorer og underliggende drivkræfter; vi har fået idelig gentagelse af strukturalistiske, marxistiske og freudianske yndlingsprædikater, hærskarer af inderligt ureflekterede fanatikere, der mente sig særligt fine, fordi de ikke gad læse folks argumenter, men så lyset i en ”mistænksomhedens hermeneutik”, der lod dem skue det bagvedliggende.

Udtrykt i en klassisk begrebsmodsætning har moderne humaniora foretrukket forklaringen frem for forståelsen. Man har ignoreret den tradition for indlevelse og dialog med anderledes tænkende, der prægede store humanister fra Schleiermacher og Dilthey til Collingwood og Gadamer, for i stedet altid at ride med på et nyt, revolutionerende modevokabular med den samme umiskendelige bismag af anorganisk kemi. Tidens politiske rystelser handler ganske vist om islam og vesten, om globalisering og nationalkonservatisme, om elite og folk – men de handler også og ikke mindst om en sand humanistisk tænkning, der er ved at rydde op efter årtiers positivistisk kortslutning af den mellemmenneskelige forståelse, om hermeneutikkens og dialogens tilbagekomst og om en kommunikativt og kulturelt baseret livsverden, der er ved at gøre sig fri af fejlslagne tankesystemers koloniseringsforsøg.