Om strategi i skak og terrorbekæmpelse

Den amerikanske general David Petraeus advarer i en artikel i Washington Post d. 13. maj  om, at politikere, der som Donald Trump omtaler islam negativt, risikerer at skubbe mulige alliancepartnere fra sig og herved går terroristernes ærinde: ” They are playing directly into the hands of al-Qaeda and the Islamic State”. Samme tankegang stødte man må på i en kronik i Berlingske Tidende d. 26. marts, hvor forfatterne, Lars Barfoed, Morten Bødskov, Anja Dalgaard-Nielsen og Mads Fuglede, annoncerede dannelsen af en tænketank vedrørende bekæmpelse af terrorisme. Det hed her:  ”..»stærke« reaktioner i kølvandet på terrorangreb udnyttes alt for let i voldelige, ekstremistiske gruppers propaganda..”, fordi man risikerer at bekræfte terroristernes fortælling om, at muslimer ”.. bekriges og holdes nede af en repressiv stat og en intolerant majoritet”. Argumentet om, at man ikke skal gøre det, som passer ind i fjendens planlægning – og som angiveligt netop er det, de gerne vil have os til at gøre – er blevet fremført mange gange og igennem mange år. For eksempel virkede det efter det seneste terrorangreb i Paris aldeles slående på mig, at alle journalister på alle kanaler så ud til at have gået i den samme skole: De advarede som med én mund imod at gøre ”lige præcis det, terroristerne vil have os til at gøre”.

Nu ville det ganske vist være underligt, hvis der slet ikke var noget om snakken, når så mange kloge mennesker tager del i den. Men hvad end der måtte være af sandhed i advarslen, så er det dog aldrig betryggende, når sandheder bliver til selvfølgeligheder, der som færdigprægede mønter sendes ukritisk videre fra den ene til den anden, uden at der tilsyneladende kommer frisk luft ind i tankegangen. Jeg vil i derfor i det følgende rejse spørgsmålet om, hvorvidt strategisk tænkning virkelig altid drejer sig om ”ikke at spille modstanderens spil”.  Nærmere bestemt vil jeg analysere tre strategiske situationer, hvor man rent faktisk gør ret i at reagere på netop den måde, som modstanderen tilsyneladende ønsker, at man skal reagere på. Eksemplerne vil hovedsageligt blive hentet fra skakspillet, men de strategiske pointer er alment gyldige, så det vil ligge ligefor at forestille sig den samme logik anvendt på andre felter, fx en militær konfrontation.

Bluff

Det vil næppe komme bag på mange skakspillere, at en modspiller kan foregive at følge en plan, men i virkeligheden ikke tror på den. Fx ser man undertiden langstrakte forberedelser til et bondefremstød, hvor hensigten ikke så meget er faktisk at gennemføre fremstødet som at afvente de svækkelser som kan opstå hos den, der forsvarer sig imod det. Noget lignende er på spil i en afledningsmanøvre, hvor en fingeret plan om at angribe et bestemt sted, skal trække fjendtlige ressourcer væk fra andre frontafsnit. Logikken i den type manipulation bygger lige præcis på, at modstanderen forventes at modarbejde de planer, han eller hun tror, at man har. Så for den, der opdager, at en plan er bluff, kan det faktisk gælde om netop ikke at modarbejde den for ivrigt.

Nu kender jeg ikke alt det efterretningsarbejde, der måtte ligge til grund for påstanden om, at de islamistiske terrororganisationer kalkulerer med hård retorik og restriktiv lovgivning over for muslimer som en væsentlig del af deres strategiske planlægning. Men da vestlige opinioner og politikeres ide om, at en sådan plan foreligger, ganske indlysende kan bremse visse tiltag imod terror, er det oplagt, at terrorister kan have interesse i at bluffe her. Det peger fx i den retning, at det ofte er mere eller mindre åbenbare terrorsympatisører, der er allermest ivrige efter at forklare vestlige medier, hvordan det er Vestens ”islamofobi”, der er årsagen til terrorisme. I en del tilfælde kræver det ikke nogen doktorgrad i kildekritik at mistænke den slags påstande for at være noget, som udsigeren meget gerne vil have sine fjender til at tro på, men som han næppe ville delagtiggøre dem i, hvis han selv anså det for at være nyttig information. I samme retning kan det undre, at Islamisk Stat ikke gør noget for at holde islamkritiske tegnere og debattører i live – for hvis virkelig hovedpointen i deres strategi var at få vesterlændinge til at provokere muslimer, måtte den slags ”nyttige idioter” vel gælde som et meget kostbart aktiv for dem.

Vandtætte planer.

Det er ikke usædvanligt, at man i et skakspil tvinges til at gøre træk, der åbner muligheder for modstanderen, og som er indkalkuleret i hans eller hendes planlægning, fx kan man blive truet til at svække sin kongestilling som et trin i modspillerens åbenlyse forberedelse til et angreb på den. Dette kan forekomme, fordi skakstrategi nok handler om at overraske hinanden, men ikke for enhver pris. Skak handler også altid om at udføre fornuftige træk, og en stærk manøvre vil ofte være så velfunderet i stillingens objektive muligheder og begrænsninger, at prisen for ikke at spille med på den trækfølge, som modstanderen har planlagt, simpelthen er at gøre noget irrationelt. Man kan i sådan en situation overveje et ”svindelnummer” – dvs. et dårligt træk, der måske kan forvirre den anden – men i de fleste tilfælde er man henvist til at danse efter modstanderens pibe, indtil krigslykken måske vender, fx ved, at der alligevel viser sig et hul i planlægningen. Det vil sige: at overraske modspilleren er ikke noget, man vilkårligt beslutter sig for at gøre – det er noget, man måske erhverver sig muligheden for at gøre, idet man erkender nogle objektive egenskaber ved stillingen på brættet.

I forhold til den offentlige debat om terrorbekæmpelse kan man udlede den pointe, at en strategisk konfrontation ikke udelukkende handler om de stridende parters symbolske reaktioner på hinandens planer, signaler og propaganda. Alt dette foregår samtidig i en objektiv virkelighed, der sætter grænser for, hvad man kan kommunikere med sine handlinger, og som oftest betyder, at den propagandamæssige værdi af forskellige tiltag må holdes op imod deres omkostninger på det reale plan. For eksempel kan nogle former for lufthavnskontrol måske virke diskriminerende på muslimer og herved være symbolsk uhensigtsmæssige, hvilket imidlertid må afvejes imod deres operationelle nytteværdi for politiet. Tilsvarende skal de negative propagandaeffekter, der kan følge af en ugæstfri indvandringspolitik (Trump, Støjberg), holdes op imod det fysiske faktum, at mindre indvandring må virke i retning af ringere rekrutteringsgrundlag for islamister. En særlig skarphed får denne afvejningsproblematik, når man instrumentaliserer selve den offentlige debat om terrorismens mening og årsager, så den fremstår som led i en psykosocial kausalsammenhæng, der – afhængigt af ”tonen i debatten” – kan virke enten for eller imod terroristernes målsætning. Det er nemlig her, sådan noget som selvcensur, positiv tænkning og politisk styret forskning og nyhedsformidling dukker op i terrorbekæmpelsens værktøjskasse, og man bør betænke, at der også her kan blive en pris at betale på det reale plan. I dette tilfælde foregår afregningen endda i en meget hård valuta: En debat styret i retning af bestemte signalværdier er simpelthen mindre erkendelsesproduktiv end en debat styret af saglige hensyn, dvs. afregningen sker i kollektiv dumhed.

Konklusionen på dette er, at Bin Ladens strategi helt tilbage fra 9/11 principielt godt kunne være udtænkt med samme djævelske vandtæthed som en forceret trækfølge i skak: Demokratierne kan være rationelt tvunget ud i en retorik og politik, der bærer ved til terrorismens bål, men som ikke kan erstattes med noget, der ikke er endnu mere risikabelt. Det afgørende at forstå er, at man ikke bare kan ignorere sine objektive vilkår og spille Rasmus Modsat i forhold til modstanderens forventninger. På den måde lader man jo sin egen strategi bestemme negativt af modpartens, og derfor kan det ikke være noget endegyldigt argument, at en bestemt politik er, hvad terroristerne vil have os til at gøre.

Fejlagtige planer.

I skak spiller vi ikke bare med på modstanderens plan, når vi har afsløret den som bluff eller er sagligt tvunget til at gøre det. Det sker nemlig heller ikke sjældent, at man kan se sin modspiller forfølge en strategi, som man har opdaget nogle alvorlige fejlberegninger i, og som man derfor gladeligt deltager i at få realiseret på brættet.  Det er kun, hvis man er usædvanligt meget ringere end sin modspiller eller usædvanligt autoritetstro, at man på forhånd udelukker denne mulighed for at overreflektere den anden. Det er jo trods alt nærmest essensen i skakspil, at man foretager en selvstændig vurdering af forskellige strategiers styrker og svagheder, og derfor er det ret banalt, at modspillerens strategi kan være forkert. Med andre ord: Den anden vil ikke nødvendigvis have det, der fornuftigvis tjener ham bedst, og derfor er der ikke noget principielt forkert i at give ham, hvad han vil have.

Dette ræsonnement kan uden videre overføres på terrordiskussionen, for når man argumenterer med, at en eller anden politik ”går terroristernes ærinde”, har man jo implicit accepteret sine fjenders analyse af, hvad der tjener deres interesser bedst. Dette er ikke kun problematisk, fordi fjenden kan bluffe, men også fordi en ordentlig strategi principielt ikke kan baseres på ukritisk overtagelse af andres meninger om årsagssammenhængene. Det er ikke nogen simpel opgave at forstå de mekanismer, der driver verdenshistorien, og det er i hvert fald ikke noget, man skal håbe at finde svaret på i en Gajol-pakke. Hvis man mener at kunne dokumentere en væsentlig kausalitet i forholdet mellem negative signaler over for muslimer og øget opbakning til terrorisme, er det fornuftigt at opfatte dette som én faktor i en meget kompliceret virkningssammenhæng. Men det virker som om, man får sat en forkert trumf på, når man tager terroristerne selv som sandhedsvidne på dette punkt.  Argumentet får et falsk skær af endimensionalitet og selvfølgelighed, som om man havde gættet morderen i en kriminalroman: ”C’mon Dummy, det er jo netop det, de vil have os til!”.

Afslutning

Man skal ikke udlede af disse overvejelser, at jeg ikke mener, det kan være strategisk godt at gøre noget uventet, og at dette også gælder i den verserende konflikt imellem demokrati og fundamentalisme. Man skal heller ikke udlede, at jeg til enhver tid vil foretrække ”hårde” og politimæssige frem for ”bløde” og forebyggende tiltag imod terrorisme – selv om jeg nok mener, at man ofte undervurdere de enorme erkendelsesmæssige vanskeligheder ved de sidst nævnte. Det vigtige er at komme bagom klicheerne og de letkøbte bud på, hvordan verdenshistoriens forskellige aspekter forårsager hinanden. Man skal ikke altid tro, at der findes et entydigt svar på spørgsmål om sådan noget som historiens kausalitet og menneskers motivationssammenhæng. Derimod skal man nogle gange blive bedre til at skelne imellem, hvad man ved, og hvad man ikke ved.

PS.: Eksempler kan hentes mange andre steder end i skakspillet, hvilket kom frem, da jeg introducerede ovenstående artikel på Facebook 19. februar 2019: “Tag som eksempel en tennisspiller, der er presset tilbage til baglinien, mens modparten går imod nettet. 1) Angrebsspillet kan indeholde et moment af bluff, forstået således, at netspilleren i virkeligheden ikke er i stand til at slå en vinderbold, men snarere håber på, at den forsvarende part taber tålmodigheden og gør et forceret forsøg på at genvinde initiativet. 2) Angriberen kan have fejlvurderet sine chancer, således at det i virkeligheden er modparten, der profiterer af spillets intensivering, fx kan sandsynligheden for en afgørende smash være mindre end sandsynligheden for, at bolden skydes ud over baglinien. 3) Tabet af initiativ kan være reelt, og spilleren ved baglinien kan være bevidst om det uholdbare i situationen – men selv i det tilfælde kan man ikke bare vilkårligt beslutte sig for ikke at spille modstanderens spil: Man vil lede efter objektive muligheder for måske at vende splllet med en stærk returnering eller finte, hvilket oftest vil forudsætte, at den anden har lavet et halvdårligt slag.

En mening om “Om strategi i skak og terrorbekæmpelse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s