Om “bløde” og “hårde” strategier til social påvirkning

Jeg er overbevist om, at den offentlige debat om integration og terrorforebyggelse kunne vinde en del, hvis man fik bedre greb om, hvad en menneskelig aktør grundlæggende er for noget. Det er således væsentligt at analysere de forskellige aspekter af aktør-begrebet, hvis man skal kunne sammenligne de forskellige muligheder, man har for at påvirke andre menneskers handlinger. I mine øjne er ”eksperter” på mange niveauer alt for flinke til at fodre offentligheden med diverse kausalitetsantagelser og velmente forslag, men for dårlige til at reflektere over deres egen tankegangs grundproblemer. En større opmærksomhed omkring de teoretiske valg, man har foretaget, kan her føre til en bedre forståelse af, hvilken grad af erkendelsesmæssig sikkerhed teorierne har.

Det er ikke meningen, at det her skal være indviklet, og i mine øjne kommer man langt ved blot at adskille tre aspekter af aktørbegrebet og tre hertil svarende typer af social påvirkning.  En aktør er for det første bestemt ved nogle overordnede målsætninger, der bygger på værdier og følelser. For det andet står aktøren i en udgangsposition med bestemte objektive ressourcer og handlemuligheder. Og for det tredje skal aktøren anvende det sidste i forhold til det første, hvilket som regel sker ved en vis grad af strategisk kalkulation af, hvad forskellige handlinger vil føre til. Til disse tre sider af aktørbegrebet svarer tre typer af social påvirkning, der kan forsøges.  Til aktørens objektive situation svarer de tiltag, der retter sig imod fysisk at eliminere visse handlemuligheder, ofte ved hjælp af militær eller politimæssig magt.  Til aktørens strategiske kalkulationer svarer de tiltag, der sigter på at stille bestemte konsekvenser i udsigt, såfremt aktøren vælger den ene eller den anden handling. Ofte vil det dreje sig om en art trusler eller løfter, og samfundsøkonomien styres i det store og hele på den måde. Endelig er der aktørens grundlæggende værdier, og til påvirkning af disse foreligger et bredt spektrum af påvirkningsmuligheder rækkende fra psykologisk terapi til lærd argumentation og fra ideologisk kamp til ændring af sociologiske rammebetingelser, der menes at understøtte bestemte ideologier.

Man kan se, hvor ligetil denne opdeling giver sig, hvis man for eksempel forestiller sig, at man på et statsligt niveau er ude på at forhindre rygning. Man kan i så fald 1) fjerne cigaretterne fysisk fra butikkerne, 2) pålægge tobak så store afgifter, at det afskrækker folk fra at købe det, eller 3) fratage rygerne lysten til at ryge, hvilket kan ske via oplysnings- eller reklamekampagner, psykologisk rådgivning eller fjernelse af de sociale problemer, der måtte disponere bestemte grupperinger for at ryge. Når man betragter de tre aspekter af sagen i denne rækkefølge, ser man umiddelbart, at man bevæger sig fra det, der ofte kaldes ”hårde”, til det, der ofte kaldes ”bløde” metoder. Og det, som det nu kommer an på, er at forstå hvilke fordele og ulemper, der følger med en sådan bevægelse. Hvad vinder man altså, når man i stedet for at bruge ydre tvang forsøger at påvirke folk mere inderligt, så de ændrer deres grundlæggende værdier og målsætninger? Og hvad vinder man omvendt, hvis man lader folk forblive nøjagtig så onde, uretfærdige eller fjendtligsindede, som man nu engang måtte anse dem for at være, og i stedet prøver at kontrollere dem ved stok-og-gulerods-metoden eller med ren fysisk magt?

Det er let nok at se de positive sider ved en ”blødere” tilgang. Man undgår for det første en masse etiske problemstillinger forbundet med ydre tvang, men man sparer sandsynligvis også ressourcer, fordi tillid simpelthen er mindre besværlig end kontrol, og endelig må en samfundsmæssig eller international orden baseret på konsensus om de afgørende værdier jo nok anses for mere stabil end et system bygget udelukkende på magt og trusler. Men lige så iøjnefaldende fordelene er ved en social koordinering baseret på et allerede eksisterende værdifællesskab, lige så tydeligt begynder problemerne ved en ”blød” strategi at vise sig, når man ikke bare kan forefinde enigheden og fællesskabet som et historisk overleveret faktum, men aktivt skal til at etablere det fra grunden af. I denne situation må man nemlig enten kaste sig ind i en slags idedebat eller værdikamp, hvis udfald altid er usikkert, og hvis målrationelle sigte grundlæggende forstyrres af samtalens iboende gensidighed. Eller også må man prøve at finde nogle sociologiske eller psykologiske ”mekanismer”, der kan anvendes til på en mere teknisk og planmæssig måde at ændre modpartens overbevisninger. Begge dele er tidskrævende og svært at basere på ordentlig videnskab. Venskab er måske nok det ypperste, man kan opnå i forholdet til andre, men at tro, at man har en sikker metode til at frembringe det teknisk, er omvendt noget af det dummeste og farligste, man overhovedet kan rode sig ud i.

Jeg mener, at der er en pointe i at understrege, at den politisk mest løfterige strategi – nemlig at inddrage andre i ens værdifællesskab – samtidig er den kognitivt mest underfundige og teknisk mindst pålidelige. Succesfuld strategi handler om at forudse effekten af ens egne tiltag, og når man bevæger sig fra at bruge fysisk magt (1) over stok-og-gulerod (2) til blød, ideologisk påvirkning (3), er ens forudsigelser kommet til at afhænge stadig mere af fortolkningsprocesser hos den aktør, man prøver at påvirke. Og selvom det nogle gange kan lyde som en simpel sag at udkaste prognoser for sådanne fortolkningsprocesser – for eksempel når det i en kronik i  Berlingske Tidende d. 26. marts af bl.a. terrorforskeren Anja Dalgaard-Nielsen hedder, at visse reaktioner på terror alt for let udnyttes “i voldelige, ekstremistiske gruppers propaganda og i deres fortælling om verden”,  eller når det i kølvandet på Inger Støjbergs smykkelov hed, at udlandet ville fortolke Danmark sådan og sådan – så bliver den slags hurtigt til pseudovidenskab og spådomme i kaffegrums. Hvis man vil medgive mig, at politisk fornuft i ikke ringe grad handler om at vide, hvad man ikke ved, og undgå indbildskhed og falsk ekspertise, så bør man her holde godt øje med, hvilken type erkendelse, man baserer sine beslutninger på. Den form for sjæleingeniørkunst, der mener at vide, hvilke knapper, man skal trykke på for at få andre til at tænke på bestemte måder, er næppe noget særlig sikkert fundament.

 

——————————————————————————————————

 

Faktisk mener jeg, ovenstående analyse er så væsentlig, at den forklarer nogle af de største problemer i nyere europæisk historie. Hvis vi for det første tager venstrefløjens totale nederlag i integrationsdebatten, har det en hel del at gøre med to sætninger, som man meget instruktivt kan stille op over for hinanden: ”Indvandringen fra den Tredje Verden skal begrænses” (Dansk Folkeparti), versus, ”Antallet betyder ikke noget, hvis bare integrationen virker.” (Ritt Bjerregård m.fl.). Det fremgår nu uden videre af det foregående, at den første strategi drejer sig om en rent fysisk styring af de problemer, man kan få med anderledes tænkende, mens den anden sætning drejer sig om, at ændre indvandrernes tankegang, så de ikke længere er ”anderledes tænkende”. Og konsekvensen er som ovenfor beskrevet, at Dansk Folkepartis strategi kan have mange ting imod sig, men i hvert fald har en rimeligt forudsigelig effekt, hvorimod venstrefløjens strategi lyder vældig lovende, men til gengæld baserer sig på nogle ekstremt uforudsigelige processer kaldet ”integration”.

Et andet eksempel er de mislykkede krige i Afghanistan og Irak, der fuldstændig ligner et spejlbillede på de europæiske integrationsproblemer, fordi man også her synes at have baseret for meget på nogle antagelser om, at kan man ændre folks måde at tænke på. Her har det bare ikke heddet ”integration”, men – med næsten samme selvfølgelighed og underforståelse af, at man har en metode – ”to win the hearts and minds”. Hvordan Georg W. Bush’ superhumanistiske tillid til, at Iraks befolkning uden videre ville lade sig vinde for demokratiet, kom til at overtrumfe Collin Powells mere nøgterne og realpolitiske frygt for det uforudsigelige, kan man læse om i Bob Woodwards  ”Plan of Attack” ( 2004). I dag vil de færreste nok finde den udvikling lykkelig.

Endnu et eksempel på mislykket billardspil med tanker, fortolkninger og ideer finder vi i EU-projektet og i alle de indbildske og futile forsøg, der er blevet gjort for at manipulere vrangvillige nejsigere på plads, lære dem at tænke ”europæisk” og ophæve folks gammeldags nationale ”identiteter” i den europæiske integrationsproces. Som vidne på latterligheden i alt dette kan man i dag føre selveste historikeren Uffe Østergård, der i årtier har været en af projektets varmeste fortalere.  Østergård har i nylige interviews til forskellige aviser indrømmet at have taget fuldstændig fejl på nogle ganske afgørende punkter, der alle drejer sig om netop det betænkelige i, at intellektuelle sidder og leger sjæleingeniører og bestyrere af verdenshistorien. Det illustrerer således på glimrende vis analysen ovenfor, når Uffe Østergård udtaler: ”Det tager længere tid at skabe en fælles europæisk identitet, end jeg havde regnet med.” (Jyllandsposten d. 10. maj 2016). Sådan går det jo med spådomme i kaffegrums, og da problemet i mine øjne bunder dybt i Østergaards teknokratiske menneskesyn, er det ikke overraskende, at han har begået samme brøler i integrationsdebatten: ”Indvandrerne integreres ikke som ”hårdtarbejdende lutheranere”. Jeg troede, at vi havde en så stærk samfundsmodel, at den kunne integrere alle”.  Uffe Østergård kan jo nok desværre tages som repræsentant for majoriteten af forskere inden for human- og samfundsvidenskaberne, og det er for så vidt ganske fortjenstfuldt, at han i det mindste vedgår sine fejl.  På den anden side er det sent, mange uigenkaldelige beslutninger er blevet truffet under indflydelse af disse fejl, og hvis man betragter Uffe Østergård som en slags rådgiver for den demokratiske offentlighed, må man nok sige, at han har været et dyrt bekendtskab for sin klient.

Jeg mener med disse eksempler at have illustreret usikkerheden ved ethvert forsøg på at påvirke andre aktørers værdier og målsætninger. Men det betyder ikke, at jeg ikke tror på, at mennesker kan bevæge hinanden, og at det gode og det sande kan vinde frem i verden ved hjælp af det, som Jürgen Habermas har kaldt ”det bedre arguments tvangløse tvang”.  Jeg tror ikke, at mennesker, kulturer eller religioner udgør lukkede cirkler, der ikke kan kommunikere og hver især overvinde det snæversyn, de måtte have indledt samtalen med. Og jeg tror måske endda, at demokratiet en dag vil blive universelt anerkendt som den eneste fornuftige styreform, og at mennesker fra selv de fjerneste egne engang vil komme til at anerkende sådan noget som kønnenes ligestilling og værdien af en sekulær offentlig sfære. Men det afgørende at forstå er, at dette er from tro og regulative ideer – ikke videnskabelige vurderinger og forudsigelser om ting, der kan forventes at ske inden for en operationelt meningsfuld tidsramme. Man kan godt være optimist og tro det bedste uden nødvendigvis at opsige alle sine forsikringer.

(For en ældre og anderledes eksemplificeret udgave af samme analyse: Hvad er en politisk aktør? (2004) .)

2 meninger om “Om “bløde” og “hårde” strategier til social påvirkning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s