Om at holde hovedet koldt i terrorbekæmpelsen. Et svar til Dalgaard-Nielsen, Bødskov, Barfoed og Fuglede

Den 26. marts annoncerede terrorforskeren Anja Dalgaard-Nielsen og politikerne Morten Bødskov, Lars Barfoed og Mads Fuglede, at de ville danne en tænketank omkring emnet terrorbekæmpelse. Det skete ved en kronik i Berlingske Tidende med den programmatiske titel ”Vi skal holde hovedet koldt”.  Nu skal jeg ærligt indrømme, at jeg er noget skeptisk over for det metodiske postulat, at ”kolde” hoveder forstår sociale og politiske konflikter bedre end lidenskabelige deltagere, og jeg synes nok, forfatterne får iscenesat sig selv noget svulstigt – og paradoksalt nok måske netop noget ureflekteret – når de konsekvent associerer deres eget synspunkt med begreber som ”omtanke” og ”køligt overblik, refleksion og eftertanke”, naturligvis i modsætning til mere umiddelbare menneskers ”følelser” og hang til overdreven ”handlekraft”.  På denne baggrund bliver det meget svært at tro på gensidigheden i den dialog med anderledes tænkende, som de fire kronikører indbyder til. Jeg tvivler oprigtigt på, at de i så meget som ét sekund har overvejet, om det måske kunne være deres egne ”faslåste og vanebestemte positioner” eller deres egne ”hurtige konklusioner og lette standpunkter”, der skulle udfordres i en sådan dialog. Alligevel er der måske lidt ærlighed i invitationen, og man kan jo lade det komme an på en prøve. Hvem der bliver udfordret i en dialog, handler jo heldigvis om hvem, der siger hvad, og ikke om hvem, der hævder at være kold eller varm de rigtige steder.

 

Hovedløs fornuftsdyrkelse

Kronikken indledes med en bombastisk generalisering, som der enten må være tænkt utrolig meget eller utrolig lidt over: ”Når man bliver ramt på følelserne, gælder det om at holde hovedet koldt”.  Naturligvis kan der let tænkes nogle tilfælde, hvor den maksime vil være effektiv, men det er mig en fuldstændig gåde, at forfatterne mener at kunne vide, det gælder i alle tilfælde. For eksempel kunne man jo meget relevant spørge sig, om fundamentalistiske muslimer holdt hovedet koldt under Muhammedkrisen, og om det var grunden til den succes, som de i realiteten har haft med at indskrænke ytringsfriheden.  På et lidt andet plan kan man indvende, at netop det ikke at standse op og reflektere over sin reaktion kan være en afgørende betingelse for succes i konflikter, hvor to parter holder hinanden i skak med trusler. Herved tænker jeg især på terrorbalancen under den kolde krig, men måske er problemet også blevet tragisk aktuelt med Barack Obama: Uanset hvor sympatisk det kan virke, at en amerikansk præsident holder hovedet koldt i kritiske situationer, kan det meget vel være et strategisk problem, at en Putin eller en Assad ved, han vil gøre det, og kan lægge denne viden til grund for deres politik. Endnu et eksempel byder den voldsramte kvinde, der måske og måske ikke vil anmelde sin mand: Skal hun virkelig altid sove på det? Er der ikke situationer, hvor man netop skal udnytte sin beslutsomheds momentum og for alt i verden undgå at lade sig trække ind i mere ”på den ene side og på den anden side”?

 

Signalværdien som eneste succeskriterium

Læser man videre, får man følgende forklaring på det hensigtsmæssige i at holde hovedet koldt: ”Hurtige, omfattende og ”stærke” reaktioner i kølvandet på et terrorangreb udnyttes alt for let i voldelige, ekstremistiske gruppers propaganda…”.  Jeg synes, man må gøre to meget principielle indvendinger imod dette argument. For det første handler politik ikke kun om propagandaeffekter og om, hvordan tingene tager sig ud for andre. De omtalte ”stærke” reaktioner kan på indlysende måder dreje sig om rent fysisk minimering af trusler, og den slags håndfaste fordele kan i nogle tilfælde godt opveje propagandamæssige ulemper ved en handling. Det forekommer mig på den baggrund tankeløst at gøre signalværdien til eneste målestok for en politisk reaktion. Men selv i det omfang, man måtte anerkende relevansen af at forudsige sine tiltags propagandaeffekt, er den slags spådomskunst heller ikke så ligetil, som det kan lyde ovenfor. I sidste ende er man ude i noget med at skulle foregribe resultatet af en verdensomspændende samtale, og jeg tror ikke, man skal undervurdere, hvad det kræver af fantasi og sans for mangfoldigheden af potentielle synsvinkler. For eksempel må man jo bestemt gå ud fra, at kronikørerne har husket at overveje, hvordan terroristernes propaganda også ville kunne udnytte det modsatte af hurtige, omfattende og stærke reaktioner, dvs. ”nølende, spredte og svage reaktioner i kølvandet på et terrorangreb”.  Det kan godt være, at de er nået frem til, at chancen for at virke besindig overvægter risikoen for at virke blødagtig, men det er vigtigt at forstå, at der ligger rigtig mange mellemregninger og også en masse ubekendte bag den slags vurderinger.

 

Appeasement-psykologi

Det ensidige i kronikørernes forudsigelser træder tydeligt frem, når det i fortsættelsen præciseres, hvordan terroristernes propaganda kan udnytte ”stærke” reaktioner på terror: Problemet er, at sådanne reaktioner risikerer at bekræfte ”den fortælling om verden”, hvor muslimer ”bekriges og holdes nede af en repressiv stat og en intolerant majoritet.”.  Det kan næppe komme bag på nogen, at man kan frygte denne ofte anticiperede ”fortælling”. Men det er virkelig underligt, at forfatterne tilsyneladende slet ikke forestiller sig, at de millioner af mennesker, hvis tankegang de prøver at komme i forkøbet, også skulle kunne finde på andre ting at fortælle hinanden. Kunne man for eksempel ikke tænke sig, at nogen lod sig påvirke af en fortælling i stil med: ”Stålsatte jihadister vil kunne besejre blødsødne velfærdsstater og godtroende majoritetsbefolkninger”?  Kunne der ikke være en kausalitet forbundet med den fortolkning? Eller hvad nu, hvis nogen fik den tanke, at det gudløse Vesten ikke længere har sin egen fortælling, men bare har eksperter til at prøve at regne ud, hvordan man bedst tilpasser sig andres fortællinger? Kunne det ikke medføre en mangel på respekt, og kan det ikke nogle gange være vigtigere at være respekteret end at være behagelig? Hvis man tager sådanne kompleksiteter i fortolkningssituationen alvorligt, vil man få en differentieret forståelse af en handlings mulige virkninger – væsentligst vil det så nogle gange og i visse henseender se ud til at være mest frugtbart at gnide folk med hårene, mens det andre gange og i andre henseender vil virke mest formålstjenstligt at gnide folk imod hårene. Kronikørerne går derimod efter en mere endimensionel forudsigelseskunst, hvor det er den samme kausalsammenhæng, man får i hovedet, lige meget hvordan man spørger: Det bliver noget i stil med ”ondt avler ondt” eller ”tryk skaber modtryk”.  På denne måde bidrager kronikken i mine øjne til en sentimental forsimpling af virkekræfterne i mennesket og historien. Psykologien bliver til ”All you need is love”, udført firestemmigt og med en pinagtigt dissonerende betoning af, at dette sandelig ikke er pop, men Wissenschaft.

 

Fodformet reduktionisme

Kronikørerne gør det godt, når de gør indrømmelser omkring kompleksiteten i deres emne – fx når de fremhæver, at vi er ”oppe imod en tænkende modstander”, og når de afviser, at terrorisme kan reduceres til ”et teknisk problem”. Alligevel går det galt, når de begynder at opremse de forskellige aspekter, som i deres optik gør sagen kompleks: Her tales om et samspil af ”nationale og internationale politiske forhold, sociale, socioøkonomiske, organisatoriske, socialpsykologiske, psykologiske og teknologiske forhold”. Jeg ved ikke, hvor meget i denne remse, der bare skyldes skødesløshed og forglemmelser, men jeg synes, man burde vise større respekt for læseren. Enhver kan nemlig se, at begreberne ”social” og ”psykologisk” optræder gentagne gange, imens helt oplagte emneområder er udeladt – jeg tænker på eksempelvis kulturhistorie, idehistorie og teologi. Man skal ikke være Sherlock Holmes for at indse, at disse udeladelser indikerer en overføring af problemstillingen fra klassisk humaniora til de mere fodformede af samfundsvidenskaberne. Hvad offentligheden derimod burde blive bedre til at gennemskue er, hvordan man herved risikerer at forfalde til en sørgeligt fordummende reduktionisme: Forståelsen af, hvordan terroristerne selv tænker og legitimerer sig – i en historisk specifik begrundelsessammenhæng og med eksempelvis arabiske nøglebegreber – bliver erstattet af ahistoriske og påklistrede kausalforklaringer i et metodisk fastlåst begrebsapparat (”frustrationer”, ”fremmedgørelse”, ”marginalisering” etc. – man kunne såmænd udgive forklaringer i den terminologi som en standardformular med et tomt felt, der kan udfyldes med fx “Baader-Meinhof”, ”Ku Klux Klan” eller ”al-Qaeda”).

 

Dagens tilbud: fejlslagne årsagsforklaringer!

Det sidste, jeg vil antaste, er kronikørernes anbefaling af større samfundsmæssige investeringer i ”blød” terrorbekæmpelse. De lægger ikke skjul, at ”det ville være dejligt, hvis vi havde en stor pose penge”, så offentligheden kunne nyde godt af flere ”forskningsbaserede argumenter”, og de fremstiller det på den baggrund som et problem, at der er bevilget en milliard til hård, politimæssig terrorbekæmpelse og kun 60 millioner til blød, forskningsbaseret forebyggelse.

Jeg synes, det er underligt, at kronikørerne ikke selv kan forstå, hvorfor prioriteringen af hårde metoder er det eneste rationelle valg. Sagen er nemlig, at mange spørgsmål i stil med, hvor meget en vagt kan se, eller hvor meget en kontrol kan afsløre, lader sig afgøre ved hjælp af rigtig videnskab, fx naturvidenskab, hvorimod en såkaldt ”forskning” i, hvordan vi skal indynde os og blive gode venner med potentielle terrorister, er en højst spekulativ disciplin, som let udarter til simpel ønsketænkning og propaganda. Det har siden universitetsmarxismens storhedstid stået klart, at sociologiske forklaringer kan køre i tomgang uanset antallet af fodnoter, og det er pudsigt, at kronikørerne slet ikke lægger skjul på, hvordan det i virkelighed står til med deres bløde forskning: De skriver simpelthen, at der slet ikke findes nogle ”almene og videnskabeligt efterprøvede modeller, der kan forklare hvorfor nogen mennesker bliver så radikale, at de griber til vold mod civile medborgere”. Nuvel, men hvorfor skal vi så fyre politibetjente for at finansiere yderligere forskning i denne retning? Skal vi måske bare håbe på, at mere af den samme slags forskning vil vende billedet, og skal vi investere stort i en masse tiltag mod terrorisme, som der ifølge kronikørerne slet ikke findes ”klare måder at opgøre og sammenligne effekten af”? (Note)

At omprioritere ressourcer fra hård til blød terrorbekæmpelse lyder på den baggrund som hasardspil i mine ører. Jeg synes, den logiske reaktion på de nævnte mangler i forskningen er, at den politiske offentlighed skal passe på ikke at smide gode penge efter dårlige og i øvrigt tage videnskabstroen med et gran salt på dette felt.  Jeg kan derfor slet ikke forstå, at Dalgaard-Nielsen, Bødskov, Barfoed og Fuglede hellere vil konkludere, at vi skal sende flere penge og ligge mere på halen for ”forskningsbaserede argumenter”.

9 meninger om “Om at holde hovedet koldt i terrorbekæmpelsen. Et svar til Dalgaard-Nielsen, Bødskov, Barfoed og Fuglede

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s