Hermeneutiske implikationer i den politiske debat

Mikkel Andersson bringer på sin Berlingske-blog en meget skarp kritik af ”Den misforståede “forståelse” af terrorismen” (Berlingske Tidende 26/7). Artiklen har ret hele vejen, men rammer det dybeste problem i venstrefløjshermeneutikken, når Andersson bemærker, at det ofte virker uoprigtigt, når der opfordres til en bedre forståelse af terroristerne. Man kunne nemlig tro, at den slags opfordringer drejede sig om at sætte sig ind i aktørernes tankegang, sådan som denne er udtrykt i tekst og tale – altså, som vi forstår fx Sokrates eller Jesus. Men Anderssons pointe er netop, at “disse opfordringer til angiveligt at forstå terroristerne meget sjældent er koblet med en vilje til at kigge på deres faktiske publikationer og udmeldinger om overbevisninger og ideologi.”.

Hvis man nu spørger sig hvilken type videnskabelighed, der handler om at kigge på folks ”publikationer og udmeldinger”, ser man omgående, hvor det kognitive svigt må være foregået: Det er en humanvidenskabelig tilgang til terrorismen, der åbenbart er blevet sjoflet. Og til fordel for hvad? Andersson giver indirekte svaret, når han rigtigt fastslår, at mange fortolkninger primært bare synes at skulle ”reducere militant islam til et produkt af vestlige gerninger i den nære og fjerne fortid”. For hvor kender man til, at noget ikke er andet end et ”produkt” af noget andet, således at årsager og virkninger følger nødvendigt efter hinanden, og den eneste ansvarlige for processen i sidste ende er billardspilleren eller forsøgslederen? Eller samme spørgsmål formuleret med Anderssons ord: Hvor findes der noget, der ikke er ”subjekter i verdenshistorien”, men ”blot objekter, der nærmest viljeløst er fordømt til kun at kunne reagere”? Svaret er selvfølgelig: i naturen, og det er tydeligvis en naturvidenskabeligt inspireret kausalitetstænkning, der ødelægger perspektivet her.

Når man i sin fortolkning af andre mennesker nægter at anerkende disses frihed og selvbevidsthed, havner man i en situation, der minder om den filosofiske position, at man benægter eksistensen af fremmede psyker og andre bevidstheder end ens egen, den såkaldte ”solipsisme”. Michael Jalving, der ligesom Andersson har et skarpt blik for venstrefløjshermeneutikkens fejltagelser, bemærkede således for nylig, at man risikerer at havne i ”solipsisme, den tro, at vi selv er årsag til alt” (Jyllandsposten 19/7).Hvis man tilnærmer sin forståelse af mennesker for meget til naturvidenskabens forklaringsmodeller, synes dette at være den logiske konsekvens.

Problemet hænger nok til dels sammen med, at mennesket og historien kræver en anden indgangsvinkel end planter og sten – men også med, at de pseudohumanister, ofte psykologer og sociologer, der elsker klangen af gummihandsker og metodisk stringens i deres egen terminologi, som regel er mindre interesserede i at efterabe naturvidenskabernes testprocedurer og ydmyghed over for opgaven.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s