Det er hårdt at betragte, hvordan Sveriges omdømme er ved at blive ødelagt. Konfrontationen med Donald Trumps kluntede kritik er en tabersag for Sverige, fordi alverdens pindehuggeri omkring, hvad Trump mente med ”last night in Sweden”, ikke kan dække over, at han har ret i substansen. Flere og flere indser, at den svenske indvandringspolitik indebærer nogle samfundsmæssige risici, der er fuldstændig ude af kontrol. Man behøver slet ikke at tage endeligt stilling til, om eksempelvis velfærdsstaten vil bryde sammen, eller samlivet imellem kristne og muslimer vil ende i et kaos af sekterisk vold, for at blive nervøs. Det afgørende er, at mange fornuftige mennesker er begyndt at stille sig den slags spørgsmål, og at de, der ikke stiller dem, men bare trækker på skuldrene (”Åh, pjat!”), ikke rigtig har andet at støtte sig til end vanetænkning. Det er svært at spå om fremtiden, men i hvert fald synes udviklingen i byer som Malmö og Rinkeby at vise, at der er indgået en risiko, som det er svært at forestille sig, at den almindelige svensker nogensinde ville have indgået med åbne øjne. Intet velfungerende demokrati ville have gamblet så hensynsløst med samfundets fremtid, hvis ikke dets klogeste, mest belæste og mest indflydelsesrige deltagere havde forsikret resten af befolkningen om, at der i virkeligheden slet ikke var nogen risiko.

Der bliver utvivlsomt mange ubekvemme spørgsmål at tumle med i de kommende år, men jeg skal gerne vove den profeti, at dette i hvert fald bliver et af dem: Hvad er der gået galt med den såkaldte ”elites” tankegang i de årtier, hvor den ganske ukritisk har hyldet masseindvandringen fra Den Tredje Verden? Jeg føler ofte, at den politiske virkelighed ligner et accelererende mareridt, og den fornemmelse hænger sammen med spørgsmålet om elitens tankegang. Jeg kan forestille mig, at en del af de mange svenskere, som i dag må være urolige for fremtiden, vil søge trøst i den tanke, at der trods alt må være grænser for, hvor meget samtlige et samfunds klogeste mænd og kvinder kan tage fejl. Men dette er netop det i sandhed mareridtsagtige ved nutiden: Der synes i realiteten ikke at være nogen grænser for dumheden, tunnelsynet og gentagelsestvangen hos dem, der i egen optik inkarnerer selveste oplysningen, fordomsfriheden og videnskaben. Spørgsmålet er ikke alene, hvorfor disse mennesker har taget fejl, men også, hvordan deres fejltagelse har kunnet blive så villet og gennemført, at man nærmest må sige, at de har ophøjet fejltagelsen og løgnen til princip.

Tingsliggørelse og relativisme

For femten år siden opfattede jeg de politisk korrektes problem som en i og for sig hæderlig fejl i deres tænknings grundpræmisser. På baggrund af min egen fortid i en marxistisk begrebsramme tænkte jeg, at de intellektuelle under indflydelse af deres yndlingsvidenskaber, sociologi og psykologi, forfaldt til et overdrevent tingsliggørende og teknokratisk menneskesyn. Deres hang til reduktionisme og materialisme fik dem til at overvurdere de ”lavere” sider af menneskers motivationsbaggrund, fx fattigdom og frustration, på bekostning af de ”højere”, fx kultur og religion, og deres tro på et særligt videnskabeligt eller reflekteret standpunkt fik dem til at overvurdere deres egen mulighed for at kontrollere historiske processer (”integration”, ”afradikalisering”, ”winning the hearts and minds”). Der er i mine øjne ikke noget i vejen med den analyse. Men som sagt er det i og for sig hæderligt nok at være en indbildsk teknokrat, der hele tiden forudsiger forkert (eksempelvis ved at opkaste stribevis af integrationsprojekter, der ikke virker). Og det synes mig efterhånden at være en mere grundlæggende korruption af åndslivet, der kræver forklaring.

Jeg ved ikke, om et afgørende skred satte ind i 90’erne, hvor de foregående årtiers ”venstreintellektuelle” blev erstattet af en mere diffus form for ”politisk korrekthed”. Men det er tankevækkende, at dette skifte faldt sammen med en overgang fra dogmatisk videnskabstro til leddeløs kulturelativisme, fordi man herved kan få en anelse om, hvordan den teknokratiske fornuft kan vende sig imod og ødelægge sig selv. For at forstå dette, må man forstå, at relativisme ikke opstår ved et brud med den videnskabsfetichisme, der fx prægede marxismen, men ved en radikalisering af den. Forskellen består i, at marxisten bevæger sig i et asymmetrisk menneskesyn, hvor andres tanker ses som relative til visse blinde kausalkræfter (økonomi, psykologi), men hvor han eller hun selv hævder at reflektere på et højere, videnskabeligt niveau – hvorimod relativisten udstrækker tingsliggørelsen til også at omfatte hans eller hendes eget standpunkt. Man kan sige, at det første ikke er synderligt sympatisk, og at det andet trods alt demokratiserer elendigheden ved at betragte alle i samme fugleperspektiv. Imidlertid opvejes den fordel rigeligt af den fatale underminering af selve fornuften, der finder sted. For når man objektiverer sit eget synspunkt, begynder de påstande, man fremsætter, at mangle et subjekt, der kan stilles til ansvar for dem. Relativistens teorier får en tendens til at gendrive sig selv og blive mere eller mindre absurde, og efterhånden som selve begrebet ”sandhed” bliver udtyndet, begynder succeskriteriet for intellektuelle anstrengelser at blafre i vinden. Alt dette er filosofisk gift, og hvis det placeres i en konkret magtsammenhæng, hvor dumhed, mode og pubertær selvretfærdighed kommer med i ligningen, har man opskriften på en total intellektuel nedsmeltning.

Instrumentaliseringen af troen

Det bør måske understreges, hvordan jeg ovenfor har anvendt begrebet ”tingsliggørelse”: Der henvises til en situation, hvor man ikke opfatter en tanke som en bestræbelse på forstå sandheden (og som mere eller mindre succesfuld i den henseende), men som et neutralt faktum relateret til andre forhåndenværende facts. På en lignende måde kan man tale om en ”instrumentalisering” af tænkningen der, hvor man ikke vurderer tanker på deres sandhedsværdi eller mangel på samme, men alene på deres kausale effekt i forhold til psykologiske eller sociologiske processer. Det er nogenlunde denne reduktion af ideer til redskaber, som man opnår ved at anvende et begreb som ”ideologi”, og når den slags modeord altid har virket aldeles fortryllende på mindre ånder, hænger det naturligvis sammen med en billigt erhvervet asymmetri i relationen til andre mennesker: Ideologikritikeren selv synes at svæve over ideologiernes objektive virkningssammenhæng. Men som antydet er der plads til forværring i denne tankebane. For hvad nu, hvis ideologikritikeren også begynder at opfatte sin egen tænkning som en ”ideologi”, der ikke skal vurderes på sin sandhedsværdi, men på sin funktionalitet eller nytteværdi? Hvad hvis de intellektuelle instrumentaliserer deres egen forskning og deres egne ytringer således, at spørgsmålet om objektiv sandhed træder i baggrunden til fordel for spørgsmålet om, hvordan budskabet virker ind i en psykologisk og sociologisk årsagssammenhæng?

Det lyder måske underligt, at man gøre sin egen tro til en slags redskab, men fænomenet ses ofte i for eksempel sport: Hvis et håndboldhold råber i kor, at de kan vinde, er dette ikke konklusionen på en kritisk undersøgelse, men en bestyrkelse af selvtilliden som en slags brændstof. Man kan ikke indvende noget faktuelt imod en sådan tro, og håndboldtræneren vil naturligvis fastholde ritualet lige så længe, det anses for at gavne holdånden. Men hvad så, da Angela Merkel sagde: ”Wir schaffen das”? Eller da Barack Obama igen og igen forsikrede, at islam og terrorisme ikke har noget som helst at gøre med hinanden? Er der her tale om faktuelt baserede vurderinger, der i princippet kan testes, eller er der tale om noget peptalk, hvis sociologiske effekt antages for at være så væsentlig, at det vil blive gentaget, uanset hvad nogen måtte indvende? Denne usikkerhed viser sig hurtigt at dukke op ved mange af den politiske korrektheds standardformularer: ”Alle mennesker ønsker fred og demokrati”, ”Det er de få, der ødelægger det for de mange”, ”En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”. Alt dette har form af konstateringer, men synes i virkeligheden snarere at virke som formaninger eller besværgelser. Sætningerne afspejler et totalt fravær af empirisk nysgerrighed, men en desto større dedikation til at udbrede positiv tænkning.

Manglende risikovurdering som kardinaldyd

Det er måske ikke så meget det fejlagtige som det risikable ved denne tankegang, man skal hæfte sig ved. For hvis de underliggende kausalitetsantagelser er rigtige, kan en forceret optimisme i og for sig være fornuftig nok. Det er således meget tænkeligt, at integrationen af tredjeverdensindvandrere vil gå bedre, jo mere alle implicerede opfatter dem som et positivt bidrag til samfundet. Det er tænkeligt, at man bedst imødegår radikaliseret islam ved at møde moderate muslimer med tillid, og det er muligt, at krigen imod terror kræver tilbageholdenhed med religionskritik, fordi man ellers risikerer at støde vitale samarbejdspartnere fra sig. Derfor er det omvendt også tænkeligt, at Donald Trumps hårde retorik er en gave til Islamisk Stat, fordi den skubber til en sociologisk kausalsammenhæng, der handler om, at moderate muslimer fremmedgøres og frustreres, hvorved rekrutteringsgrundlaget for terror eksploderer. Alt dette er muligt og tænkeligt, ja. Men man skal ikke bilde sig ind, at det også er selvindlysende eller selvfølgeligt. Det er ikke helt ligetil at forudsige, hvordan en kompleks social sammenhæng som fx den muslimske verden vil reagere på forskellige inputs, blandt andet fordi man står med nogle mellemregninger vedrørende menneskelige valg og fortolkninger. For eksempel kan tillid naturligvis misbruges, høflighed kan opfattes som falskhed eller underdanighed, og positiv tænkning kan opfattes som tossegodhed, frygtsomhed eller mangel på karakter. Man må simpelthen regne med, at man kan tage fejl i sine beregninger af, hvordan man skal gøre et godt indtryk på folk.

Det er her, instrumentaliseringen af sandhedsbegrebet og den forcerede optimisme begynder at blive uhyggelig. For hvis alt sættes ind på at tænke og tale positivt, har man systematisk udelukket muligheden for risikovurdering: Selve den hypotetiske forestilling om en skuffende udvikling og en eventuel Plan B er i modstrid med strategien. Situationen er altså som ved en investeringscase, hvor man har lagt hele indsatsen i én aktie og nu er prisgivet kursudviklingen i netop den. Og mens man ved en ensporet aktieinvestering trods alt bevarer muligheden for at ombestemme sig og måske sprede sine indsatser lidt bedre, stiller sagen sig anderledes, når ens investering består i blind tro på det gode i mennesket. Sådan en humanisme kan man ikke uden videre supplere med en dosis sund skepsis og kølig objektivitet, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Blind tro virker snarere som en helvedesmaskine, der skærpes, når den møder modstand, og som først standser, når den bryder endegyldigt sammen. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det er selve fornuften, man har ofret på peptalkens alter. Ganske vist kan det opfattes som en absurd radikalisering af teknokratisk nyttetænkning, når selv forskningens resultater og konklusioner målrettes efter deres sociologisk-samfundsmæssige funktionalitet – i sidste ende er og bliver det et forræderi imod det videnskabsideal, der har gjort den vestlige civilisation stærk.

Den svenske humanismes skyskraber

Jeg synes, noget i det her antyder det mareridt, som mange europæere føler, at de er ved at vågne op til. Og ingen oplever sikkert det mareridt mere prægnant og livagtigt end svenskerne. Problemstillingen består i, at den forcerede optimisme i årtier har tryllebundet politikere, mediefolk og eksperter, og at den af principielle grunde ikke gradvist har kunnet korrigere sig i forhold til realiteterne. I stedet aner man nu, at hele paradigmet er på vej imod et dramatisk sammenbrud, og det spørgsmål, der hjemsøger os alle sammen, er naturligvis, hvor mange og hvor ubehagelige sandheder, der kan være dæmmet op bag sløret af salvelsesfuld godtroenhed. Monty Python’s Flying Cirkus lavede engang en sketch om højhuse, der var opført udelukkende ved hjælp af hypnose, og som kun blev stående, så længe beboerne troede fuldt og fast på dem. Situation virker ikke meget anderledes for beboerne i Sveriges humanistisk-feministiske multikultur: Det hele synes at hvile på et fundament af blind tillid, og det er i bund og grund rædselsvækkende.

En mening om “Om svenskernes mareridt og forstandens ødelæggelse af sig selv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s