Om vrøvl og efterrationalisering: Anja Dalgaard-Nielsen

Den 28. marts 2017 optrådte Anja Dalgaard-Nielsen i Deadline for endnu engang at nedtone religionens betydning for terrorhandlinger og i stedet lægge vægt på ”sociale og psykologiske processer”. Jeg blev oprigtig talt trist over endnu engang at få foredraget den reduktion af menneskelige bevæggrunde til en håndfuld psykologiserende klicheer, som i årti efter årti har udgjort venstrefløjens standardforklaring på alle integrationsproblemer. Og i Deadline virkede Dalgaard-Nielsens optræden så meget mere nedslående, som den fulgte efter et interview med Morten Storm, der i sin egenskab af konvertit og tidligere muldvarp i et islamistisk miljø har førstehåndserfaring med terroristernes tankegang. Med årene har jeg lagt stadig mere vægt på, hvad lægfolk med sund fornuft og konkret erfaring har at sige – og stadig mindre på den type indbildt objektivitet og kontraintuitiv teoridannelse, som Anja Dalgaard-Nielsen repræsenterer. Det forstærkede altså indtrykket af formørkelse, at hun kom på lige efter en mand, som seerne rent faktisk havde en chance for at lære noget af.

Anja Dalgaard-Nielsens variant af venstrefløjsreduktionismen er ikke ny. Hun fremsætter den løbende under stakåndet mediebevågenhed og med en enstonighed i retorikken, der sikkert er symptomatisk for intellektuel tomgang. Tankegangen består i, at Anja Dalgaard-Nielsen iscenesætter sig selv som ”forsker” med en emfase, der bringer hende i samme ophøjede position over for almindelig commonsense som selve den matematiserede naturerkendelse. Fra dette ophøjede stade skal hun så adskille fremtrædelsesform og væsen, således at hun – som en inkarnation af filosoffen i Platons hulebillede – kan stige ned til det almindelige debatniveau og forklare lægfolk sine mageløse opdagelser om, hvad der er de ”virkelige” og ikke blot ”tilsyneladende” drivkræfter bag terrorhandlinger. Midlet til denne form for skuen af den egentlige virkelighed er en slags afsløringshermeneutisk dybdepsykologi, der med samme opdragende effekt som astronomiens påvisning af, at det er jorden, der drejer om solen, skal påvise, at det i virkeligheden slet ikke er den islamistiske retorik, som alle (inklusive terroristerne selv) taler om, der udgør terrorhandlingernes kausale årsag. I stedet byder Anja Dalgaard-Nielsen her på et repertoire af før-religiøse og før-ideologiske motiver, der – hele den prætentiøse selviscenesættelse taget i betragtning – kan lyde forbløffende lægeromanagtige: ”søgen efter et fællesskab, en mening med tilværelsen, spænding i livet”. I forhold til disse kausalkræfter udgør den islamistiske meningshorisont ifølge Dalgaard-Nielsen ofte kun et virkningsløst blændværk i terroristens selvforståelse, en retrospektiv selvlegitimation, en ”efterrationalisering”.  Voila, islam er frikendt, og idelæren er erstattet af dybdepsykologi.

Filosofisk set og populært sagt er det her i mine øjne noget billigt lort. Men det findes altså, lige så vel som de findes et RUC og et DIIS, forskningsmidler til ureflekterede empirikere og en politisk vilje til at snakke religion ud af terrordiskussionen. Så man må jo bare sige, hvad man har at sige imod det – om ikke andet kan man måske lette tænkearbejdet for den eftertid, der utvivlsomt vil spørge sig: ”Hvad pokker gik der galt med de menneskers fortolkning af indvandring, integration og terrorisme?”. Faktisk mente jeg allerede for cirka et år siden, at Anja Dalgaard-Nielsens snak om ”efterrationalisering” kunne gendrives på en universelt forståelig – og universelt bindende – måde. Jeg vil derfor gengive, hvad jeg dengang lagde i skrivebordsskuffen, og efterfølgende bore lidt mere i det afgørende punkt. Hvis læseren synes, at argumentationen virker omstændelig, vil jeg i det mindste håbe, at han eller hun vil kreditere mig for at prøve på at anskueliggøre og konkretisere, hvad det er, vi taler om. Dette var ambitionen i den filosofiske retning, der kaldes ”fænomenologi”, og i vores pseudovidenskabelige og poppsykologiske tidsalder virker det projekt vigtigere end nogensinde.

*****************************************************************************

Anja Dalgaard-Nielsen ligger helt på linie med sin gamle PET-chef, Jakob Scharf, når hun udgiver det for et væsentligt forskningsresultat, at religion ikke har noget at gøre med terrorismens årsagssammenhæng. De afgørende data skulle være at finde i nogle lækkede IS-papirer, hvor de fleste tilhængere af organisationen selv angiver omfanget af deres religiøse viden som ret lavt. Herfra kræver det tilsyneladende ikke mange mellemregninger for Dalgaard-Nielsen at konkludere, at det ”i virkeligheden” er helt andre ting, der driver radikaliseringsprocesserne. Hun nævner her rekrutternes søgen efter ”et fællesskab, en mening med tilværelsen, spænding i livet” – men hun nævner naturligvis ikke, at disse drivkræfter er så universelle, at de gælder for alle unge mennesker til alle tider. I mine ører lyder det nøjagtigt som, hvis hun ville forklare hele verdenshistorien med for eksempel ”menneskers lyst til at gøre noget”. Se, det er jo ikke egentlig forkert – det er bare intetsigende, forvrøvlet, dumt på en underfundig og skæbnesvanger facon.

Jeg er bange for, at Jakob Scharf og Anja Dalgaard-Nielsen repræsenterer en forskningstradition, hvor man blander blød snak og hård jargon på en måde, der i stadig mere kritisk grad kalder på filosofisk eftertanke. For eksempel burde Dalgaard-Nielsen, der andetsteds indrømmer, at forskningen i terrorismens kausalitet ikke står særlig stærkt, måske smage lidt på ordene, før hun begynder at drage skarpe sondringer imellem, hvad der er “virkelig”, og hvad der er blot “tilsyneladende” motivation for terror. Det er nemlig ikke ligefrem Platonisk evidens, der fremkommer, hvis man spørger hende til sikkerheden af hendes opblæste belæringer på dette punkt: ”Der findes ingen almene og videnskabeligt efterprøvede modeller, der kan forklare hvorfor nogen mennesker bliver så radikale, at de griber til vold mod civile medborgere” (mere ). Ok, men findes der så noget belæg for at skelne imellem videnskabens og offentlighedens forklaringsmodeller? Hvor meget kan man lege Platon på basis af nul og niks? Dalgaard-Nielsens mangel på omtanke i sprogbrugen kommer særlig klart til udtryk i anvendelsen af ordet ”efterrationalisering”, der har fået rigelig dækning i dagspressen. Det drejer sig her nok engang om de religiøse motiver, der ifølge Scharf og Dalgaard-Nielsen ikke må opfattes som virkelige årsager, men som alligevel dukker op i terroristernes selvforståelse. Teorien er så, at de dukker op her, fordi de radikaliserede bagefter fejludlægger deres egentlige motiver (søgen efter mening, spænding, fællesskab) – de ”efterrationaliserer”. Det kritiske ved dette begreb er, at det tydeligt etablerer en tidslig forskel imellem før og efter terrorhandlingen, og at det utvetydigt udelukker tilstedeværelsen af den religiøse meningshorisont før. Hermed synes Dalgaard-Nielsens brug af begreberne at glide fra det ureflekterede til det decideret meningsløse.

Der er ikke noget galt med begrebet ”efterrationalisering” som sådant, hvis man blot holder øje med, hvor det kan bruges meningsfuldt. For eksempel drejer sagen om de dårligt skolede terrorister sig sikkert ikke mindst om de såkaldte ”crossovers” fra sådan noget som bandekriminalitet til islamisme, og her kan man fint forestille sig, hvordan en terrorrekrut kunne tænkes at ”efterrationalisere” sin tidligere karriere i almindelig kriminalitet som en slangs oprør imod Vesten. I dette eksempel skal man ganske vist lige holde øje med, om efterrationaliseringen måske taler sandt og altså snarere er en slags bevidstgørelse – dvs. om der fra starten lå religiøse motiver til grund for, at man kom på kant med samfundet – men dette er et rent empirisk spørgsmål. Det afgørende er, at begrebet ”efterrationalisering” i princippet kan bruges meningsfuldt, og det kan det ene og alene, fordi almindelige kriminelle handlinger som fx at stjæle en bil har mening uafhængigt af det religiøse rationale, der siges at komme efter handlingen. Det er fordi, begreber som ””jihad” og ”krigens hus” ikke er nødvendige og konstitutive for den handling at stjæle en bil, at man meningsfuldt kan overveje, om de i et givet tilfælde er kommet senere end handlingen som en slags ”efterrationalisering”. Men at tilslutte sig noget, der kalder sig ”Islamisk Stat”, er ikke en handling, der giver mening uden religiøse referencer. Her er det ideologiske rationale konstitutivt for handlingens meningssammenhæng, og det er derfor umuligt at gøre sig nogen klar forestilling om, hvad Anja Dalgaard-Nielsen henviser til, når hun implicerer, at der i en tidslig fase af radikaliseringen kun findes søgen efter fællesskab, spænding og mening, og at de religiøse referencer dukker op senere.

*****************************************************************************

Det ovenstående er tænkt som et definitivt gendrivende argument, og det virker derfor rimeligt at eksemplificere pointen yderligere. Hvis en bager foretager en uartikuleret handling som at hamre sin knytnæve ned i en klump dej, er det meget tænkeligt, at årsagen er ren aggression (”sociale og psykologiske processer”), og at det vil være en ”efterrationalisering”, hvis bageren forklarer sig med, at han er motiveret af håndværksmæssige betragtninger og for eksempel forsøger at ælte dejen. At hamre sin hånd ind i noget dej er en så tilpas primitiv akt, at den kan fortolkes i begge retninger: som rent følelsesudtryk eller som del af en større plan. På samme måde kan en person vælte kongen på et skakbræt som udtryk for en pludselig ødelæggelsestrang eller som signal på, at han eller hun opgiver en skakspil. I det første tilfælde kan personen fx være et spædbarn, og det vil så naturligvis være en slags efterrationalisering, hvis forældrene spøger med, at lille Mathias kender skakreglerne. Igen står vi med en bevægelse, der i er så primitiv, at den afhængigt af omstændighederne kan fortolkes med eller uden skakreglernes meningshorisont.

Imidlertid stiller sagen sig anderledes, hvis bageren foretager en kompleks serie af aktiviteter som fx at blande en dej efter en opskrift, ælte den tilpas meget og bage den i nøjagtig så lang tid, at der kommer en wienerstang ud af det. Det giver i dette tilfælde ingen mening at påstå, at alle bagerens enkelte bevægelser er forårsaget af blinde impulser, og at kendskabet til bagerhåndværket og intentionen om at fremstille en kage er en ”efterrationalisering”. På samme måde kan man godt vælte en skakbrik uden nødvendigvis at være bevidst om skakspillet som institution, men hvis man sidder og gennemfører et matangreb over 27 træk, giver det ingen mening at påstå, at skakkens logik er en eller anden konstruktion, der kommer efter adfærden. Det samme gør sig gældende for de fleste menneskelige aktiviteter, der udspiller sig i abstrakte, sociale meningssammenhænge. For eksempel er begrebet ”socialdemokratiet” konstitutivt for alle de politiske aktiviteter, som socialdemokrater foretager, og det giver ingen mening at tænke sig begrebet som noget, der lægges ned over virkeligheden bagefter, fx af en analytiker. Og begrebet om et ”fodboldhold” (der også er ret abstrakt, hvis man tænker lidt over det) er på samme måde konstitutivt for alle fodspillernes motoriske udfoldelser på banen, ligesom begrebet om en ”sparekasse” er underforstået i alle de procedurer, der udføres af de ansatte på sådan et sted. Hvis man siger, at alle de nævnte aktiviteter styres af sociale og psykologiske ”processer”, og at begreberne, reglerne og planerne kommer bagefter som en slags efterrationalisering eller påklistret legitimering – ja, så ved man ikke, hvad man siger. Påstanden svarer til den påstand, at fodbold bare er 22 mænd, der render rundt og sparker til en læderkugle, og den kan man ikke bruge til andet end at spille dum. For sjov, vel at mærke (kilder).

Desværre er det tydeligvis ikke for sjov, når Anja Dalgaard Nielsen forklarer, at terror ”nogle gange” er religiøst motiveret, men i andre tilfælde forårsages af ”sociale og psykologiske processer”, således at den islamistiske meningssammenhæng kommer efter handlingen som en konstrueret ”legitimation” eller ”efterrationalisering”. Jeg ville kunne følge Anja Dalgaard Nielsens tankegang, hvis den ”terror”, hun snakkede om, fx bestod i at komme op at slås om en barstol, skubbe til en irriterende pædagog eller røve en mobiltelefon. Dette er enten primitiv adfærd eller – i røveriets tilfælde – adfærd konstitueret af en meningssammenhæng, der fungere fint uden religiøse henvisninger. Så hvis en ung muslim gjorde alt dette for så senere, efter at være blevet radikaliseret, at udlægge det som tidlige udtryk for et oprør imod det vantro samfund, ville det give god mening at tale om en efterrationalisering. Men Anja Dalgaard Nielsen tænker tydeligvis på egentlige terrorhandlinger, hvor aktøren udfører en kompleks og socialt kodificeret handlingssekvens, der er nøje afstemt med Islamisk Stats overordnede strategi, og som ofte indebærer en direkte, verbal henvisning til en religiøs meningshorisont (”Allahu Akbar!”). At hævde, at ideologien i sådanne tilfælde følger tidsligt efter handlingen, er lige så absurd som at påstå, at fodboldspillerne pludselig finder ud af, at de agerer efter bestemte regler, eller at de ansatte i en bank pludselig udbryder: ”Hov, alt det vi går og laver, giver jo rigtig god mening, hvis man tænker på begrebet om et symbolsk betalingsmiddel: penge!”.

*********************************************************************************

Jeg vil gerne berigtiges på dette punkt, men som sagen står, kan jeg ikke se rettere end, at Anja Dalgaard- Nielsens hjerne står stille, når hun taler om den fase af et islamistisk terrorangreb, hvor det endnu ikke er islamistisk. Der findes ikke sådan en ting, og der findes ikke noget empirisk tidspunkt, der adskiller den nøgne handling, forårsaget af ”sociale og psykologiske processer”, fra den ideologisk-religiøse ”efterrationalisering”. Det er efter min bedste overbevisning filosofisk vrøvl opstået af ureflekterede empirikeres letløbende begrebsdannelser. Det principielle i sagen er, at vrøvlet i dette tilfælde udgår fra en efterligning af det naturvidenskabelige videnskabsideal på det humane område, og at det virker ødelæggende på den sunde fornuft, på forståelsen af anderledes tænkende og på selve konceptet om handlinger, aktører og motiver. Der var engang, hvor den slags teoretisk underminering af den offentlige debat virkede som et harmløst tidsfordriv for halvdannelsens hærskare af mestertænkere – de krævede bare finansiering og tålmodighed. Men der findes også en nutid, hvor misinformation og falsk ekspertise tilsyneladende risikerer at ødelægge hele Europa. Offentligheden har simpelthen ikke tid til mere af Anja Dalgaard-Nielsens dybdepsykologi.

7 meninger om “Om vrøvl og efterrationalisering: Anja Dalgaard-Nielsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s