I de senere år har jeg på nærmeste hold oplevet, hvordan en ny generation af håbefulde unge mennesker integreres i den politiske korrektheds selvfølgeligheder, allersenest i form af det argument, at eftersom fødselsraten i Danmark er lav, vil vi i fremtiden få ”plads nok” til mange flygtninge. Ideen er ikke ny – jeg har for eksempel tidligere hørt den foredraget under henvisning til Sveriges enorme skovområder, hvor der på samme måde skulle være ”plads nok” – og faktisk står vi her med et glimrende eksempel på, hvordan venstrefløjen i almindelighed forsimpler debatten ved hjælp af sin særegne positivistiske fladpandethed. Man vil se, hvad jeg sigter til, hvis man stiller sig et par få opklarende spørgsmål: Måske er der masser af kvadratmeter, men hvor vil der i fremtidens Europa være ”plads nok” til Muhammedtegnere? Hvor vil der være ”plads nok” til jøder og frafaldne muslimer? Hvor vil der være ”plads nok” til homoseksuelle, til piger i lårkort eller til uniformerede øvrighedspersoner? Man kan besvare disse spørgsmål, som man finder det adækvat eller belejligt, men man kan under ingen omstændigheder benægte, at de bygger på et andet begreb om ”tilstrækkelig plads” end det rent rumligt-matematiske, som man anvender til opmåling af skovarealer. Problemstillingen handler ikke om rumfang som sådant, men om et område omfattet af samfundsmæssig orden og velreguleret social omgang – hvilket implicerer alle mulige humanvidenskabelige begreber om eksempelvis værdier, beslutninger, konflikt og konsensus. For at forholde sig til den slags begreber må man vide lidt om, hvad det vil sige at udføre menneskelige handlinger og interagere med andre mennesker. Man må med andre ord forstå lidt af den menneskelige tilværelses drama – og hvis revolvermændene i en western siger til hinanden, at ”denne by er ikke stor nok til os begge!”, må man kunne stille noget andet op med sætningen end at overveje deres fysiske størrelse. Det er imidlertid lige netop den gale matematikers fejltagelse, der ved enhver lejlighed viser sig at være venstrefløjens yndlingstrick. I westernanalogien forholder de sig som bedemanden, hvis rolle i dramaet bare består i at tage mål til sine kister, eller de laver samme dumsmarte twist, som den, der bemærker, at fodbold bare er 22 mænd, der render rundt og prøver at få en læderkugle ind imellem to træstænger. Det er dybest set ikke anderledes at påstå, at de svenske skove har ”plads nok” til et stykke af Mellemøsten. Tricket er simpelthen, at man gør sig for dum til at fatte det lag af menneskelige regler, symboler, motiver og institutioner, der adskiller historiske hændelser fra naturvidenskabelige facts.

 

Det virker utroligt, at man kan sidde og generalisere så vulgært om venstrefløjens retorik. Men jeg ville ikke gøre det, hvis jeg ikke i dybeste alvor var nået frem til den overbevisning, at virkeligheden er lige netop så utrolig. Kassevis af politiske korrekte tomgangsargumenter bygger på én principiel grundfejl, der er ganske ligetil at afsløre, hvis man da ellers gider. Denne grundfejl består i en primitiv objektivisme, der som et filter fratager menneskelige forhold deres menneskelige meningssammenhæng, således at undersøgelsen af dem kommer til at minde mere om natur- end om humanvidenskab. Man kan som eksempel tage endnu et stykke fast inventar fra den politiske korrektheds klichecirkus. Jeg tænker her på den gamle traver om, at der er større risiko for at blive slået ihjel i trafikken end i et terrorangreb. Underforståelsen i den sidestilling synes at være, at man kan være ligeglad med, hvordan man kommer af dage, fordi resultatet medicinsk betragtet er det samme. Det fremstår som ligegyldigt, om hændelsen indebærer en socialt betydningsfuld interaktion med en fjende, eller om den består i et tilfældigt sammenstød med noget mekanik. Heroverfor kunne man indvende, at de fleste mennesker ganske vist gerne vil have sex, men at det ikke desto mindre også spiller en rolle, hvem de har sex med – og at det på samme måde er helt naturligt at interessere sig for hvem eller hvad, der slår en ihjel, og under hvor urimelige omstændigheder. Imidlertid drejer den indvending sig om en ret emotionel form for betydning, og faktisk har mange vestreorienterede det helt fint med at reflektere sig ud af almindelige sociale følelser, fx ”fjendebilleder” og ”retsfølelse”, for i stedet at holde fokus stoisk rettet imod objektive kausaleffekter, fx hvad der virker ”konstruktivt” eller ”præventivt”. Så hvis en eller anden vil kræve dem til ansvar for eksistensens drama og et umiddelbart forhold mellem mennesker (her kunne man eksempelvis tænke på Henrik Stangerup i ”Manden der ville være skyldig”), kan han såmænd få den kolde skulder, så længe eksperterne tror på deres egne forudsigelser, og kitlerne strammer de rigtige steder. Derfor følgende argument: Selv hvis man går ind på den positivistiske præmis om, at det udelukkende er den objektive sandsynlighed for forskellige udfald, der er relevant, er sidestillingen af trafik og terror indlysende og fatalt forkert. Det gør nemlig også en iskold og principielt målbar forskel, om det er tilfældet eller en intelligent fjende, man prøver at forudsige. Helt lavpraktisk er det således ekstremt usandsynligt, at antallet af trafikdrab falder til nul det ene år for så pludselig at eksplodere helt uforholdsmæssigt det næste. Men det er et ganske anderledes realistisk scenarie, at Islamisk Stat standser sine angreb i en periode for så pludselig at sprænge en atombombe i en storby. At lave statistik på sådan noget er fuldblods pseudovidenskab, og efter den recept kunne man jo også i 1939 have godtgjort, at Anden Verdenskrig ville blive en yderst sikker krig for allierede soldater at deltage i. Eksemplet er væsentligt, fordi det viser, at forsøget på at matematisere den menneskelige betydning ud af begivenhederne og reducere historie til sociologi ikke bare kan virke afstumpet og inhumant efter en eller anden ‘blød’ målestok. Det koster også i forståelsen af årsagssammenhænge og i simpel forudsigelseskraft.

 

Eksemplerne på venstrefløjens dumsmarte naturalisme er legio. Man kan tage de evindelige forsøg på at afkorte den højreorienterede opposition til ”racisme”, hvorved man tilsidesætter en enorm og stadigt voksende interesse for religion, kulturhistorie, værdinormer og symboler – ja, måske i realiteten en genopdagelse af tidligere tiders humanistiske dannelsestradition(!) – til fordel for et rent emotionelt spørgsmål om hudfarve. Når man har tabt en debat så grundigt, som venstrefløjen har tabt integrationsdebatten i de sidste tyve år, kræver det mere end almindelig tunghørhed at fastholde, at modparten udelukkende drives af en blind idiosynkrasi over for folks farve. Men små ånder har små fornøjelser, og for nogen er det selvfølgelig sjovere at lege psykiatrisk overlæge end at indlade sig på en ligeværdig debat om fortolkningen af omfattende kulturfænomener og værdikonflikter. Det giver simpelthen et hurtigere fix, hvis man kan behandle folk i stedet for at argumentere over for dem, og hvis man er i tvivl om, hvilken medicin, man skal udskrive, kan man jo altid få gode råd af en håndfuld ”islamofobi”-teoretikere. Eller måske et par århusianske forskere vil være behjælpelige med en biologisk fundering af poppsykologien, således at man rigtig kan få sat damp på den naturalistiske invalidering af debatkulturen: ”Vi forventer dog, at kontakten med mennesker med anden etnisk herkomst skal være kontinuerlig og positiv for at kunne ændre opfattelsen af indvandrere blandt folk med et hyperaktivt adfærdsmæssigt immunsystem.” (jeg kniber mig i armen, men dette er faktisk udtalt af en rigtig person!). I øvrigt er det ikke blot i relation til højrefløjen, at de politisk korrekte reducerer deres opponenter til forhåndenværende genstande eller behandlingskrævende patienter styret af dunkle kræfter. Også indvandreres og islamisters eksistentielle beslutninger undergår en ejendommelig anonymisering, når de begrebsligt tingsliggøres til ”integrations-” eller ”radikaliseringsprocesser”. Det er som om, subjektet og dets stillingtagen er blevet tænkt ud af menneskesynet, og med ét virker det helt ligetil at gøre hvem som helst til socialdemokrater, hvis blot man iværksætter de rigtige ”projekter”. Samtidig står en hær af tvivlsomme eksperter altid på tæerne for at bortforklare det meningsunivers, som genstridige muslimer selv angiver som motivation for deres genstridighed. Som bekendt har ingenting nogensinde noget at gøre med Islam og fortolkninger af den, men derimod kan man til enhver tid – fx på DIIS eller hos PET-treenigheden Hans Jørgen Bonnichsen, Jakob Scharf  og Anja Dalgaard-Nielsen  – få sig et dybdepsykologisk grundkursus på fire gloser: ”marginalisering”, ”frustration”, ”eventyrlyst” og ”spænding”. Pointen ved den slags ahistoriske motivforklaringer er, at de får andre mennesker til at fremstå som nogle let gennemskuelige abekatte, hvis drivkræfter forskerne nok skal få styr på (hvis de da vel at mærke får nogle flere penge, for pudsigt nok synes det store videnskabelige gennembrud hele tiden at være lige om hjørnet). Alt afhængigt af hvor dybt man er sunket ned i denne tankegang, kan man sætte trumf på afhumaniseringen ved at udtrykke sig mere eller mindre vulgært naturalistisk – fx ved at tale om terroristernes ”vækstbund” eller ved at sige, at et eller andet (fx kolonialisme, fattigdom eller selvopfyldende profetier) har ”skabt” eller ”produceret” dem. Det ender i et orgie af teknokratisk selvovervurdering, og på den baggrund forstår man måske nok, at næsten hele historien om indvandring og integration synes at være kommet som en overraskelse for Vestens intellektuelle elite.

 

Som nævnt er der noget i dette, der minder om positivistisk filosofi. Herved tænker jeg specifikt på positivisternes såkaldt ”enhedsvidenskabelige” ambition om at forklare humanioras emneområde med principielt samme metode – og med samme objektivering og kausalitetstænkning – som naturvidenskabens. Men på et andet punkt ligner nutidens eksponenter for videnskabsfetichismen ikke deres meget udskældte forgængere. Positivisterne var nemlig også meget optaget af begrundelsens og verifikationens logik, og når de iscenesatte den videnskabelige metode som noget radikalt anderledes end commonsense, var denne udmærkelse legitimeret i meget strenge krav til testbarhed, argumentation og selvkorrektion. Man har med rette kritiseret positivismens udlægning af detaljerne i verifikationens logik, men bortset fra den diskussion er der i og for sig noget meget rimeligt i, at man betaler for sin Wissenschaftler-kasket med øget selvkontrol og åbenhed for kritik – for som Bruce Springsteen siger, hvis publikum ikke danser: ”If you want to play, you’ve got to pay!”. Desværre synes nutidens eksperter på historiens kausalforbindelser ikke at have modtaget nogen prægning fra positivismen på dette punkt. Det er derimod iøjnefaldende, at der ofte består et voldsomt misforhold imellem den videnskabelige selviscensættelse og villigheden til at sætte sine (politisk korrekte) overbevisninger på prøve. Så får man from barnetro præsenteret som forskningsresultater, et grumset miskmask af kaffeslabarads og raketvidenskab.

Hvis man skal anskueliggøre, hvordan indvandringsdebatten har udviklet sig til en bombe under det beskrevne paradigme, kan man måske sætte sagen på spidsen sådan her: Venstrefløjen taler græsk og latin, højrefløjen taler arabisk. Herved tænker jeg på, at venstrefløjen nu som altid støtter sig på den type af eksperter, der forklarer menneskelige handlinger ved at lægge et fast (psykologisk eller sociologisk) teorisprog ned over dem. På den måde kommer forklaringens grundtermer tll ar bestå i traditionelle fremmedord, der bruges uden skelen til de undersøgte personers eget sprog, og ambitionen er ikke sjældent at forstå folk bedre eller mere videnskabeligt, end de forstår sig selv. Heroverfor er det bemærkelsesværdigt, at højrefløjen og de hermed forbundne eksperter – fx Ibn Warraq, Ayan Hirsi Ali eller Robert Spencer fra “Jihadwatch.org” – udbreder kendskabet til muslimsk tradition og terminologi for at forklare islamisters adfærd med motiver, der er historisk specifikke for lige præcis dem. Den underliggende ide synes at være, at forklaringen skal tage udgangspunkt i folks egen selvforståelse og i vidt omfang anvende deres egen terminologi. Det videnskabsteoretiske rationale synes at være, at man forstår mennesker på en mere indlevende eller deltagende måde end naturvidenskabens genstande, og tendensen kan overordnet kaldes “historistisk” eller “hermeneutisk”. Hvis man overvejer, om det er genopvækkelsen af den slags tankegods, der i disse år er ved at gøre det af med udartede, teknokratiske modediller, aner man måske omfanget af den politisk korrekte elites vanskeligheder.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s