Om søndagshumanismen, medvindsprofeterne og voldens rentenydere

Under muhammedkrisen i 2006 opstod der nogle meget maleriske situationer ved folketingets debatter, der på tragikomisk vis mindede om en klassisk scene fra Nordisk Film. Jeg tænker på den episode fra ”Olsen-banden ser rødt”, hvor Egon Olsen og hans håndlangere baner sig vej ind i Det Kongelige Teater ved at gennembryde adskillige mure midt under en koncertopførelse – og hvor dirigenten kun dunkelt aner støjen fra nedbrydningen, der naturligvis er synkroniseret med musikken, og fejltolker den som en særlig kraft og vitalitet i orkestrets og hans egen præstation. Bent Mejding udtrykte helt uforglemmeligt dirigentens overraskelse og begejstring over at mærke sin pludseligt forøgede effekt og autoritet. Parallellen til folketingets talerstol under muhammedkrisen finder man i Enhedslistens Frank Aaen, som i de dage kunne stå og harcelere frådende over Jyllandsposten og statsministeren, mens han forlangte diverse knæfald over for middelalderlige krænkethedsfølelser – under påfaldende afdæmpede og spage reaktioner fra de mange ansvarlige politikere, der sad og tænkte fremad til næste fredagsbøn, fordi de vidste, at der stod nationale sikkerhedsinteresser på spil. Jeg ville den gang have sværget på, at man kunne skimte det samme skær i Frank Aaens øjne, som man i filmen ser i Bent Mejdings. Eksaltationen over pludselig at fornemme et hidtil ukendt vingesus i sine retoriske præstationer – som hos musen, der går med elefanten over en bro og udbryder: ”Nej, hvor vi to dog tramper!”. På den måde tror jeg, muhammedkrisen gav Frank Aaen lidt venstreekstremistisk oprejsning efter en lang karrieres politiske skuffelser. Det virkede som hans lille, personlige Oktoberrevolution, hans Lenin-øjeblik.

Jeg fandt som antydet Frank Aaens optræden på den talerstol ganske nedrig. Men det er først senere gået op for mig, hvordan meget af det øvrige centrum-venstre befinder sig i en lignende situation, når de sidder og gasser sig på diverse læreværelser og cafeer, mens de dyrker deres identitetspolitiske flokmentalitet og rituelle Trump- og Støjberg-bashing. Ganske vist stod det allerede i 2006 klart, at disse menneskers politiske modstandere har en uheldig tendens til at befinde sig under politibeskyttelse på grund af truslen fra islamistiske terrorister – hvilket kun kan virke gunstigt for akustikken i det ekkokammer, som de fleste kunstnere og intellektuelle sidder og hygger sig i. Og det er heller ingen nyhed, men snarere fortsættelsen af en lang og stolt tradition, når islamkritiske demonstranter rutinemæssigt overfaldes af åbenlyst fascistoide ”antifascister” – hvilket igen kun kan gavne akustikken omkring lærerværelsernes værdipolitiske fællessang. Selvom de færreste af tidens satte og åndeligt stagnerede professionshumanister vil gå så vidt i deres verbale nypuritanisme, at de bevidst støtter dødsstraf for forstyrrelse af den gode tone, så optræder de i realiteten som en slags voldens rentenydere, når de sidder og eftersnakker hinanden i tilsviningen af muhammedtegnere og indvandringsskeptikere. I Godfather II hvæser hustruen Kay meget træffende til Michael Corleone, at den fornuft, han tror på, er en ”reason backed up by murders”. Og selvom alliancedannelsen med islamister og venstreekstremister kan opstå mere eller mindre intentionelt, forholder det sig de facto på samme måde med den politiske korrektheds æresgarde: Som Bent Mejding havde Olsenbanden, og Frank Aaen fredagsbønnerne, således har de længe haft en udbredt politisk vold som klangbund under deres budskaber.

Året 2017 blev skelsættende, præcis som de to foregående. Hvis 2015 i kraft af Merkels flygtningepolitik blev ”venligboernes år”, og hvis 2016 i kraft af Brexit og Trump blev ”højrepopulismens år”, så blev 2017 frem for alt til ”sindelagskontrollanternes år”. Det blev året, hvor eliternes begreb om ”demokratisk” kultur skulle frelses fra den folkelige debats ”fake news” og ”hate speech”, og som man måske i fremtidens historiebøger kan udstyre med overskriften ”The empire strikes back”. Elementerne og værktøjskassen i den nye totalitarisme var i og for sig gammelkendte. Den værdipolitiske venstrefløj har i årtier støttet sig, ikke kun på vold og trusler, men også på tendentiøs forskning og journalistik samt juridisk indskrænkning af modpartens udtryksmuligheder. Det nye var en eksplosiv forøgelse af sådanne bestræbelsers intensitet og selvbevidsthed. Mange etablerede massemedier bortkastede ethvert slør af objektivitet under deres dækning af især Donald Trumps præsidentskab (jf), og med modebegrebet ”konstruktiv journalistik” kom man tæt på en åbenlys hyldest til den velmente løgnehistorie (jf). Samtidig barslede de mere blødagtige af samfundsvidenskaberne med nogle uhørt manipulatoriske forskningsprojekter og problemstillinger – i stil med, hvordan man skal præsentere årsagssammenhængen omkring islamistisk terror for at understøtte en bestemt agenda, eller hvordan man ved hjælp af medicin og gruppepres kan få skeptikere til at acceptere flygtningepolitikken (jf). Mest markant blev 2017 imidlertid præget af den censur-tsunami, der satte ind hos de sociale medier og net-serviceudbydere, dels under pres fra statslige aktører og pengestærke pressionsgrupper som Southern Poverty Law Center (jf), men dels vel nok som udtryk for de holdninger, der allerede på forhånd var fremherskende i Sillicon Valley (jf). Offentligheden og den almindelige avislæser har her næppe set andet end toppen af isbjerget: annonceboykotten imod Den Korte Avis (jf), Googles vægring ved at bringe valgmateriale for Alternative für Deutschland (jf), Facebooks tredageslukninger af diverse brugerkonti (omkring nytår for eksempel Suzanne Bjerrehus’ og Jaleh Tavakolis, jf), EU’s nedsættelse af det censurorgan, som Morten Messerschmidt meget passende har kaldt for ”Vogternes Råd” (jf).

Lige som man i psykoanalysen kan sige, at ikke kun det fortrængte, men også fortrængningen af det er ubevidst, vil et censurapparat tendere imod at bortcensurere kendsgerningen om sin egen aktivitet. Og faktisk har mainstreammedierne dækket sindelagskontrollen på de alternative medier så stedmoderligt, at man er nødt til at gå til de bortcensurerede selv for at få et rimeligt indtryk af, hvad der er foregået. Imidlertid vil der jo her typisk være tale om konservative og islamkritiske hjemmesider, som tidens skønånder og tonevogtere sætter en sand spejderære i ikke at læse. Så vi ender altså i den situation, at det ikke kun er alt det, der skal skjules (eksempelvis ved at blive begravet langt ned i Googles søgeresultater i kraft af manipulerede algoritmer, jf), men også selve historien om censur-tsunamien i 2017, der går under radaren på de såkaldte intellektuelle. Det kræver således en kritisk sans og en evne til selvstændig informationssøgning, der åbenbart ikke længere er normal i de kredse, hvis man for eksempel skal vide, at Angela Merkel direkte bad Mark Zuckerberg om at undertrykke negative facebookopslag vedrørende hendes flygtningecirkus i 2015 (jf), og at den tyske regering længe har arbejdet på at indføre nærmest gammeltestamentelige bødestraffe for sociale medier, der ikke fjerner ”hate speech” hurtigt nok (jf) – at toneangivende islamkritiske hjemmesider som ”Jihadwatch” og ”The Geller Report” over få dage oplevede et dyk på 90 % i deres besøgende via Facebook i starten af 2017 (jf), og at PayPal senere på året forsøgte at nægte dem begge sin service (men opgav, da sagen blev varm i medierne, jf) – at Facebook holdt et efter eget udsagn ”konstruktivt” møde om imødegåelse af blasfemi med Pakistans myndigheder d. 6. juni 2017, dvs. mindre end fire uger efter, at de samme myndigheder havde dødsdømt facebookbrugeren Taimoor Raza for netop blasfemi (jf), og at den islamiske interesseorganisation IOC lige siden 2005 har fulgt en strategi om at stække ytringsfriheden i den vestlige verden ved at sammenblande begreberne ”hate speech”, ”islamofobi” og ”blasfemi” (jf).

Den almindelige repræsentant for Vestens intellektuelle elite lever i lykkelig uvidenhed om alle disse snoretræk – prøv selv at mærke efter! Så man sidder i en uhørt privilegeret situation, når man flasher sin humanistiske børnelærdom på de læreværelser. Godfather måtte i det mindste påtage sig besværet med selv at beordre de mord, der skulle bakke hans argumenter op, og Frank Aaen har jo nok et eller andet sted vidst, at det ikke kun var hans tungefærdighed, der gav ham genlyd i folketinget under muhammedkrisen. Men nutidens meterintellektuelle ved ingenting om noget som helst og kan derfor med samme uskyld nyde speltcroissanten og sine egne smagfulde synspunkter. Fremtidens idehistorikere vil måske kunne kortlægge faserne i den dekadence- og forrådnelsesproces, som centrum/venstre-kulturen har gennemløbet i de foregående årtier. Man startede med at pynte på virkeligheden for humanismens skyld, og pyntemanien udviklede sig til teorien om, at en politisk korrekt diskurs kan konstruere en politisk korrekt virkelighed. Efterhånden blev man selv et offer for den vildledning, man havde iværksat, man ængstedes stadig mere ved pauser og sprækker i ens egen talestrøm, og konstruktionsiveren materialiserede sig stadig mere håndfast i løgn, censur og vold mod dissidenter. Det næste blev, at virkeligheden gik sine egne veje og med den også tidens virkelige tænkere og beslutningstagere. Enden bliver, at de politisk korrekte røverhistorier kun udveksles af en hendøende klasse af indbildte ordstyrere, der udelukkende snakker med sig selv – men bevares, som altid vel betalt og i den bedste sendetid, lidt endnu.

2 meninger om “Om søndagshumanismen, medvindsprofeterne og voldens rentenydere

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s