Om gårsdagens helte og morgendagens ofre

Gruppevoldtægtssagen i Herning, hvor fire tilsyneladende velintegrerede mænd (en fra Irak, to fra Afghanistan, en af ikke oplyst oprindelse) står tiltalt for at have udsat unge piger for unævnelige perversiteter, har sprængt et eller andet i mig (jf). Jeg føler mig uendelig indigneret på de pigers vegne, og jeg er især forbandet over, at de samfundsmæssige ressourcer, som deres forfædre var med til at opbygge, er blevet investeret i at modtage, huse og utvivlsomt grundigt forkæle deres bødler. Jeg føler trang til at undskylde for de godt 10 år af mit eget ungdomsliv, der gik med at propagandere for ubegrænset indvandring og i øvrigt underminere enhver fornuftig debat om den sag. Og så har jeg lyst til at spørge humanistiske superstjerner som Carsten Jensen og Georg Metz – samt de myriader af gymnasielærere, hvis holdningsdannelse har siddet fast i samme rille: Klør det nu de rigtige steder, når I betragter frugten af jeres glorværdige karrierer? Har man et godt otium, når man kan sidde i sin gyngestol og finde resultaterne af sine livslange anstrengelser demonstreret i en så dybtgående berigelse af pigelivet på den jyske hede? ”I did it my way”? ”Non, je ne regrette rien”?

Nu kan det måske betvivles, at sådanne godhedsikoner som Carsten Jensen og Georg Metz overhovedet skulle kunne sættes i forbindelse med nogen som helst negativ effekt af den politik, de har plæderet for. Disse herrer er jo så højlydt velmenende, at de velsagtens får vand i øjnene af at mærke deres egne gode intentioner, og det kan næsten virke unfair at tænke dem ind i den normale virkelighed – en virkelighed nemlig, hvor menneskelige laster som vanetænkning, indbildskhed og dumstædighed kan lede selv den bedste intention på afveje.  Det føles næsten som at påstå, at en vandmand selvantænder. Hvordan skulle åbne hjerter og venligboere kunne gøre sig ansvarlige i noget, der under specifikke omstændigheder – for eksempel i forhold til en bestemt pige i Herning – har virket hjerteløst og absolut uvenligt? Svaret er måske simpelt, hvis man lægger pubertetsmoralismen fra sig og tænker lidt logisk: En begået ugerning hænger kausalt sammen med tilstedeværelsen af gerningsmændene, og tilstedeværelsen af gæster hænger kausalt sammen med dem, der har inviteret dem. Punktum.

Men naturligvis kan det simple gøres indviklet. Når det gælder sammenkædningen af masseindvandring og voldtægtskultur, reagerede Georgs Metz for eksempel sådan her, da han blev præsenteret for den i et radioprogram sidste år: ”Det kan jeg ikke se.. Det ved jeg ikke om det er en kendsgerning.. Har du belæg for det du siger?” (jf). Det er jo svenskersnak! Tænk, hvor let det kan falde et intelligent menneske at sidde og spille tungnem, når det gælder om at trække afsløringen af hans egne fejltagelser i langdrag! Ingen kvaler, pigerne betaler. På den anden side kan man også lege ansvarsforflygtigelseslegen således, at man indrømmer nogle af de faktuelle problemer, men bare benægter, at skylden ligger hos dem, der inviterede gæsterne – men stik modsat hos dem, der ikke optrådte inviterende og optimistisk nok. Hermed anslås en melodi, som vi alle kender lige så godt som Midsommervisen: ”Det er højrefløjens dårlige tone og selvopfyldende profetier, der har forhindret det multikulturelle samfund i at blive det paradis, det ellers ville have været. Det var omgivelsernes mistillid og racisme, der tvang de stakkels voldtægtsforbrydere ud i en situation, hvor de ikke kunne gøre andet end at torturere unge piger for åbent kamera”. Dette afspejler ganske præcist logikken i Carsten Jensens forklaring på terrorangrebet imod Krudttønden og Krystalgadesynagogen – og så kommer man næppe længere ud i argumentatorisk selvtilfredsstillelse (jf).

Hvis man har noget voksent at sige, er det bestemt tiltrængt i denne sammenhæng. Jeg går for eksempel ind for en drastisk opbremsning af indvandringen fra Den tredje verden til Europa, men jeg er helt klar over, at den slags uundgåeligt vil ramme folk, der kunne have fortjent en bedre skæbne. Jeg er altså opmærksom på en bagside af mine prioriteringer og et moment af snavs på hænderne eller skyld. Men sådan er det. Der findes ingen moralske fribilletter, og selvom det blev påstået i et afsnit af Beavis and Butthead, er det ikke en ”forbrydelse uden offer”, når man sparker nogen i mørke. Enhver handling har positive og negative konsekvenser, som skal holdes op imod hinanden, og dette gælder naturligvis også for de åbne hjerters gerninger. Efter al sund fornuft kan pigerne i Herningsagen (såvel som de utallige, der sandsynligvis vil komme til at dele skæbne med dem) i princippet rette henvendelse til Jensen, Metz og konsorter og forvente et svar i nogenlunde denne stil: ”Vi beklager for tort og svie, men i lyset af det højere humanitære formål var dette et nødvendigt onde at påtage sig”. Eller med en uforglemmelig replik fra en i øvrigt fuldt forglemmelig amerikansk komedie: ”It’s a risk we were willing to take”.

Man kan tro det eller lade være, men jeg var engang en svoren beundrer af disse folk. Jeg oplevede Georg Metz til et foredrag i midtfirserne og blev betaget af mandens vid og dannelse. Mine antologier med Carsten Jensens tidlige artikler bærer præg af opmærksom læsning, og jeg fatter stadig ikke, hvordan hans stil fra dengang har kunnet udvikle sig til følgende udbrud: ”Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende og ildelugtende lag finder vi Naser Khader” (sic!).  Det er måske symptomatisk, at man fornemmer metaltrætheden og en svigtende lukkemuskulatur i Jensens fattige brunskjortemetaforik. I dag virker det i hvert fald som om, mange af dem, der i de foregående årtier har siddet og taget billige stik hjem i diverse tv-studier og lærerværelser, er blevet trætte og begynder at skele til nødudgangen. En del håber måske rent ud sagt på at blive pensioneret, glemt eller simpelthen udånde, før de tragiske konsekvenser af deres vildfarelse bliver alt for åbenlyse. Jeg ved ikke, hvilke yderligere beviser, Georg Metz og Carsten Jensen sidder og venter på, men jeg har i hvert fald set rigeligt til ikke længere at vente mig noget som helst af dem.

En mening om “Om gårsdagens helte og morgendagens ofre

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s