Kan man lære noget af historien? – Filosofiske udredninger i tilknytning til spørgsmålet: ”Hvem forudså Trump, og hvorfor?”

1) Modsætningen imellem teknologi og mennesker

Man siger ofte, at man kan ”lære af historien” – men det er ingen skam at tvivle om ting, der bliver sagt ofte. Når man bruger vendingen, mener man nok som regel, at kendskabet til historien sætter en i stand til ikke at ”begå den samme fejl to gange”. Heri ligger, at man i nutiden menes at kunne genkende en situation, der ligner situationer fra fortiden, så man herudfra kan danne en erfaringsbaseret forudsigelse om, hvad konsekvensen vil være af forskellige handlinger. Måske har man ligefrem en tommelfingerregel eller en teori om, hvad der i situationer af denne type plejer at følge af en bestemt handlemåde. At ”lære af historien” ligner i denne betydning en blød udgave af den viden, der består i at lære en teknik på basis af naturvidenskabelig forskning i årsagssammenhænge. Ganske vist er manualen mindre eksplicit og succesen mindre sikker, end hvis man eksempelvis skal lære at betjene et komfur – men det er grundlæggende den samme logik, der er på spil.

Da man jo med ”historien” især plejer at referere til menneskers historie, viser der sig omgående en række indvendinger imod den skildrede tankegang. For det første kan det virke meget ligetil at lave en erfaringsbaseret teori om, at vand koger ved 100 grader, fordi vand ikke har nogen frihed til at reagere anderledes; hvorimod det faktum, at mennesker på et tidspunkt har reageret på en bestemt måde i en bestemt situation, ikke umiddelbart synes at udelukke, at de på et senere tidspunkt kunne ombestemme sig og vælge at reagere anderledes. For det andet udspiller menneskers handlinger sig i en historisk foranderlig kontekst, hvor vi jo rent faktisk ved, at fortolkningen af enhver situation kan ændre sig i takt med forskydninger i værdier, verdensopfattelse og sprog. Det vil sige, at situationerne i historien aldrig er rene gentagelser af hinanden, og at man derfor strengt taget ikke af den ene kan lære, hvordan man skal tackle den anden. For det tredje er det spørgsmålet, om ikke ideen om at lære årsagssammenhænge og teknisk snilde af historien fører til et afstumpet menneskesyn. For qua mennesker og medmennesker er vi ikke primært iagttagere af historien, men deltagere i den, og vi er ikke primært hinandens administratorer og operatører, men bundet sammen i kommunikative anerkendelsesrelationer, hvor begge parter forholder sig til den anden. Når vi siger, at mennesker ”forventer” noget af hinanden, tænker vi derfor ikke normalt på den type værdineutrale ”forventninger”, man kan have til teknologien i et komfur; sociale forventninger er forbundet med normative krav til en, man ikke primært taler om, men med.

2) Diskussion: Kan man lære af historien?

Ingen kan benægte, at der er pakket nogle pointer sammen i ovenstående indvendinger, men det virker alligevel som en voldsom konklusion, at man ikke skulle kunne lære noget som helst af historien. Ser man på sin umiddelbare livserfaring, virker det næppe troligt, at mennesker forholder sig teknisk til naturen, men overhovedet ikke skulle kunne forudsige hinanden på samme måde. Som filosoffen Karl–Otto Apel har udtrykt det i en sætning, der måske ikke er verdens mest delikate, men som på en uvurderligt hjælpsom måde skærer visse saglige og terminologiske modsætningsforhold ud i pap: ”I enhver samtale mellem mennesker forekommer det, at den ene ikke mere forsøger at tage den anden hermeneutisk alvorligt i sine intentioner, men at distancere ham objektivt som en kvasi-naturhændelse; hvor han ikke mere forsøger at frembringe sprogets enhed i kommunikationen, men snarere vurderer det, den anden siger, som symptom på objektive sagforhold, som han er i stand til at forklare udefra, i et sprog, som partneren ikke længere tager del i.” (”Szientistik, Hermeneutik,Ideologiekritik” (1968), i ”Transformation der Philosophie” (1973), Suhrkamp, Tyskland, 1993: Bd. II, s. 123 – min oversættelse). Citatet stammer fra Apels (og Jürgen Habermas’) meget interessante kontrovers med ærkehumanisten Hans-Georg Gadamer, hvorunder den marxistisk inspirerede Apel forsvarede samfundsvidenskabernes mellemstilling som en slags humaniora inspireret af et naturvidenskabeligt metodeideal. Netop samfundsvidenskaber som sociologi og psykologi – samt deres utallige underafdelinger, eksempelvis kønsforskning, minoritetsstudier, flygtningeforskning, religionsvidenskab og terrorforskning – får det til at virke som en overdrivelse, at man slet ikke skulle kunne lære noget af historien.

Imidlertid er det altid tilladt at spørge dumt, og man kan for eksempel spørge, hvad der har ændret sig, siden Apel diskuterede med Gadamer: Hvad er den afgørende forskel imellem 1968 0g 2019? Vel ingen anden, end at de venstreintellektuelle dengang så ud til at være fremskridtets og oplysningens budbringere, og at deres yndlingsvidenskaber – der alle gik ud på ved hjælp af en særlig metode at afsløre dybere strukturer af fordomme og mekanismer, end almindelig humaniora formår – dengang virkede ufatteligt løfterige. Og hvad så i dag, efter Murens fald, 11. september og ”Wir Schaffen das”? Ja, situationen er nok særlig udtalt i Sverige og Frankrig, men essentielt den samme i hele Europa: Hvis man havde bygget storebæltsbroer med samme lemfældighed og grundløse optimisme, men hvilken man har bygget multikulturelle samfund, ville alle i dag rende rundt og spørge sig om, hvad der var gået galt i hovedet på ingeniørerne. ”Hvem har lært de mennesker fysik og matematik?”, ville man mere og mere indtrængende spørge, efterhånden som hele skidtet faldt fra hinanden. Det er derfor intet under, at begrebet ”venstreintellektuel” i dag nærmest er kommet til at betyde det modsatte af, hvad det gjorde for 50 år siden (jf), og at man kun skal gå få uger tilbage for at finde en kronik med overskriften ”Samfundsvidenskabernes Elendighed” (jf). Ej heller kan det overraske, at det fra insidere i fag som flygtningeforskning og religionssociologi pibler frem med beretninger om psedovidenskabeligt humbug og politiserende tåbeligheder (jf), eller at den åndsbeslægtede del at terrorforskningen bliver ved med at stille det samme hvorfor-spørgsmål, som den samtidig bliver ved med ikke at kunne finde noget svar på (jf). Hele den vestlige verden synes at være præget af chok og forbløffelse over problemstillinger og perspektiver forbundet med muslimsk masseindvandring, og før eller siden vil skatteyderne begynde at spørge til de ufattelige summer, de igennem årtierne har postet i angivelige ”eksperter” på området. Hvad havde disse eksperter lært af historien, som kunne bruges til at rådgive og eventuelt advare politikerne?

Det virker stadig som en overdrivelse at holde alle de nævnte videnskaber for det rene ingenting, at benægte enhver relevans af empiri i handlingslivet og at frakende Apels tale om en ”kvasi-naturhændelse” enhver berettigelse. Men hvad der ikke virker overdrevet, er at skærpe opmærksomheden om de grundlæggende problemer og faldgruber i objektivismens menneskesyn. Man kan i det mindste holde op med at overvurdere videnskabeliggørelsen af den eksistentielle og politiske livsverden for i stedet at besinde sig på en ældre og mere almen form for dannelse. Måske vil man således kunne nå til den indsigt, at det, man kan lære af historien, ikke er det væsentlige for praktisk fornuft, men højst noget supplerende og marginalt. Ja, at ikke engang nøglen til at forudsige andres adfærd nødvendigvis ligger i ens kendskab til fortiden. Med en kryptisk formulering må det overvejes, om den afgørende vej til at vide noget om andres fremtidige reaktioner består i netop ikke at gøre sig til en distanceret iagttager af historien – men i at være en deltager i den, således som alle almindelige mennesker er det. Dette kalder naturligvis på en begrundelse.

3) Hvem forudså Trump, og hvorfor?

Det amerikanske præsidentvalg i 2016 er eksemplifikationen par excellence af mange af de ovenfor berørte temaer: historiens uforudsigelighed, menneskenes frihed til at overraske, eksperternes ubrugelighed. Så godt som ingen havde, før valgresultatet foreslå, haft fantasi til at forestille sig, at særlingen Donald Trump kunne gå hen at vinde valget. Utallige kommentatorer, hvoraf mange sad inde med et omfattende kendskab til politisk historie og en dyb indsigt i diverse undersøgelser og teorier vedrørende politisk retorik og vælgeradfærd, blev taget fuldstændig på sengen. Få hændelser demonstrerer med så stor tydelighed, hvor varsom man skal være med at spå om fremtiden på basis af, hvad man ved om fortiden. Som bærret på toppen af kransekagen efter en længerevarende strøm af tilbageslag for troen på social ingeniørkunst blev Trumps præsidentskab en pinlig affære for mange journalister og spindoktorer.

Og dog var der enkelte, der på forhånd havde anset Trumps valgsejr for mulig og måske endda sandsynlig. Ville det ikke være interessant, hvis alle eller et stort flertal af disse ”succesrige profeter” delte et markant karakteristikum, en slags fællesnævner? Jeg orker ikke at lede efter dokumentation, men vil vove den antagelse, at læserens erfaringer stemmer overens med mine egne, således at følgende generalisering kan anses for godtgjort: Fællesnævneren mellem dem, der gik imod strømmen og forudså Trumps sejr, bestod ikke i særlige intellektuelle eller metodiske færdigheder – men i en større eller mindre grad af sympati og forståelse for de ting han sagde under valgkampen. Jeg har overhovedet ikke hørt nogen prale af at have forudset resultatet, der ikke til en vis grad delte Trumps holdninger til islam, indvandring eller politisk korrekthed. Hvis læseren vil medgive, at dette faktisk er tilfældet, står vi med et højst tankevækkende resultat. Hovedbetingelsen for at gætte rigtigt i tilfældet Trump har vist sig ikke at bestå i et empirisk kendskab til hans vælgere, men deri, at man ud fra sin personlige overbevisning kunne se pointerne og meningen i hans politik. Hvordan skal vi fortolke sådan en kendsgerning?

I hvert fald er der tydeligvis en anden logik på spil, når der profeteres på disse betingelser, end når det handler om at lære af historien. Der foregår ingen induktiv slutning fra iagttagelsen af en række tidligere tilfælde, hvor x har ført til y, til en almen antagelse om, at x fører til y – og ingen deduktiv slutning herfra til forudsigelsen af y, når man igen iagttager x. Derimod synes der at foregå en slags analogislutning baseret på den præmis, at andre tænker nogenlunde på samme måde som en selv: ”Fordi jeg selv finder Trump overbevisende og kan se et rationale i at stemme på ham, så antager jeg, at mange andre vil gøre det samme”. Målgruppen er her vagt defineret (”mange andre”), hvilket virker nødvendigt, fordi der på en gang er tale om en objektiv mængde af mennesker og en ideal, kommunikativ modpart: Det handler ikke kun om dem, der nu og her er enige, men også dem, der ved at blive præsenteret for gode argumenter må forventes at blive det. På samme måde er normative og deskriptive aspekter på en ejendommelig vis blandet sammen i denne type forudsigelser: Man forventer, at folk vil reagere på en bestemt måde, fordi man ud fra etiske eller rationelle kriterier mener, at de er forpligtet til det. Som før nævnt er der her tale om en forudsigelseskraft, der ikke hviler på ens iagttagelse af, men på ens deltagelse i, historien. Empirisk baserede forventninger synes at kunne bidrage supplerende eller præciserende, men ikke at vedrøre den logiske kerne i sagen.

4) Andre spådomme uden empirisk grundlag

Da pladeproduceren John Hammond, der var talentspejder for Columbia Records, i 1971 sad over for en ung fyr ved navn Bruce Springsteen, var han tres år gammel. Hammond var en legende i musikindustrien, fordi han havde opdaget et utal af tressernes store stjerner, og han har utvivlsom siddet inde med en kolossal erfaring – om nyere musikhistorie, om ungdommen som den nye, slagkraftige forbrugergruppe, om tendenser i tidens smag etc. Hammond havde for eksempel ti år tidligere opdaget Bob Dylan, så han har næppe manglet historisk viden om, hvad en fyr alene med sin guitar og nogle stærke tekster kan medføre af pladesalg. Var det så på den baggrund, at Hammond straks antog Bruce Springsteen og svor, at han ville kæmpe med næb og klør for ham hele vejen op igennem gellederne på Columbia Records? Den forklaring overser det helt centrale, der i virkeligheden også er grunden til, at ikke alle og enhver kunne sidde i Hammonds stol: Manden kunne lide musik, han havde smag, og han har utvivlsomt følt, at Springsteens audition gav mening for ham og umiddelbart talte til ham på en overbevisende måde. Det er denne primære oplevelse af musikalsk begejstring, der har ligget bag Hammonds kampvilje som et uudtalt krav om, at andre også måtte anerkende, hvad han anerkendte. Her finder vi en urform for forudsigelse af succes, der ikke væsentligt berøres af de mere gustne hensyn, der senere måtte komme til: salgskurver, målgruppeanalyser, tidsåndskonjunkturer etc.

Skakspillet giver et vældig fint eksempel på, hvordan man kan forudsige andres adfærd uden at basere det på empirisk viden om fortiden. Og for en skakspiller er forudsigelsen af modstanderens træk ikke bare en behagelighed, men en essentiel del af selve spillets logik. Tankegangen fungerer nu på den måde, at man for eksempel forudsiger, at modstanderen vil dække en bonde på en bestemt måde, såfremt man truer med at slå den, simpelthen fordi den ellers ville gå tabt. Den slags hypotetiske kalkulationer bliver naturligvis mangedoblet i nogle tælletræsstrukturer, der kan gøre skakspillerens variantberegning til en ganske kompleks og anstrengende affære. Men grundlæggende er logikken den samme som ved forudsigelsen af Trumps eller Springsteens succes: Man antager som præmis, at modspilleren er rationel på nogenlunde samme måde som en selv, og man forudser derfor, at reaktionen på en bestemt stilling vil være netop den, som man selv ville føle sig rationelt tvunget til, hvis man førte den andens brikker. Derimod vil man meget sjældent have set den pågældende skakstilling nogensinde før, og man behøver heller ikke at have haft nogen forhistorie med den konkrete modspiller. Ganske vist kan der godt laves empirisk baserede tommelfingerregler i skak. Stormesteren Bent Larsen, der heller ikke var ueffen som skribent, kunne for eksempel finde på at hævde, at ”gamle, cigarrygende herrer spiller i sådan en stilling xx” – eller med en sand Larsen-perle: ”Ingen fornuftige mennesker spiller i denne stilling xx – men der er nu alligevel mange”. Den slags hører til psykologien i skakspillet, hvis betydning varierer fra spiller til spiller, og som i parentes bemærket netop betød meget for Bent Larsens spillestil. Psykologiske manipulationsforsøg virker imidlertid ydre og påklistrede i forhold til skakspillets egentlige indre skønhed og logik.

Man kan fortsætte uendeligt med eksempler på forudsigelser af andres reaktioner, der i lige så høj grad er en slags fordringer om, at de bør reagere, som man selv ville reagere – en slags satsning, man foretager, på deres fornuft, retfærdighedssans eller gode smag. For eksempel adskiller en rigtig kunstner sig fra en fiduskunstner ved selv at vide, hvornår værket er færdigt, dvs. uden først at måtte afvente en målgruppeundersøgelse. Og en ordentlig filosof eller debattør tror på værdien af at fremsætte et argument, fordi det simpelthen overbeviser ham eller hende selv – ikke fordi man af historien kan lære, hvordan dette argument kan dupere eller overtale bestemte personer eller grupper. Det virker måske mere nærliggende, at en festløve, der er god til at fortælle vittigheder, undertiden kan lære noget af sine fejltrin om, hvilke jokes der kan gå an i forskellige sammenhænge. For så vidt lærer han eller hun af historien at justere sine komiske talenter efter de forventelige reaktioner. Alligevel består komikerens grundlæggende kompetence i noget andet: Humoristisk sans, evnen til umiddelbart og selvstændigt at kunne vurdere en morsomhed, udgør den bærende betingelse for, at der overhovedet kan blive noget at grine af. På samme måde er den medrivende retoriker som regel også selv revet med af sit anliggende, og således er der i sidste ende absolut ikke noget enestående ved den logik, vi så i tilfældet Trump: at man forudsiger, at noget vil give mening for andre, fordi det giver mening for en selv.

5) Hvad historien kan bruges til..

Konklusionen på disse overvejelser kunne være, at, ”Ja, man kan godt lære af historien – men kun i begrænset omfang og kun på en bredere basis af umiddelbar mellemmenneskelig forståelse”. Den formulering er der sådan set ikke noget i vejen med, og man kan så tilføje, hvad der også undervejs er kommet til udtryk: Siden tresserne har de intellektuelle overvurderet det første og undervurderet det andet, hvorfor meget i dag afhænger af, at man får ”oplyst oplysningen” og korrigeret teknokraternes indbildskhed.

Imidlertid er der yderligere den intrige i sagen, at en overdreven interesse i at finde lovmæssigheder og tekniske løsninger i historien ikke bare tager tid og kræfter, som kunne have været anvendt på en mere forstående beskæftigelse. Nej, det første modarbejder direkte det andet, og en sterilt klingende gummihandsketerminologi kombineret med tilvænningen til vanemæssigt at betragte samfundsforhold ”oppefra” kan gøre svage sjæle totalt døve og immune over for andres tankegang. Her finder man svaret på det højaktuelle spørgsmål om, hvorfor så mange unge i de sidste halvtreds år synes at være blevet dummere af at studere. Måske finder man også svaret på det kolossale kognitive efterslæb, som præger hele den vestlige verden, med at forstå islam og muslimsk kultur og tankegang. Efter i årti efter årti at have haft administratorer og pædagoger til at rende rundt og lede efter ”drivkræfter” og ”faktorer”, så de kunne igangsætte ”projekter” og ”processer”, er offentligheden stadig ved at falde bagover, hvis bare den læser fem linier fra Hitzb-ut-Tahrirs principprogram (jf). Historieløsheden og svigtet i almen dannelse står skarpt frem, når man sammenligner med, hvad tidligere tiders intellektuelle vidste om islam – fra Marco Polo til Hegel og Schopenhauer, fra Karen Blixen til Winston Churchill.

Men hvis historien kan bringe giften, kan den måske også komme med kuren imod den. Og måske gik det alligevel lige hurtigt nok, da jeg i indledningen til denne drøftelse begrænsede det, man eventuelt kan lære af historien, til tommelfingerregler og teknisk beherskelse af sine medmennesker. Historien er nemlig ikke bare leverandør af empirisk materiale for den, der måtte søge efter kausale lovmæssigheder. Den er også et sted, hvor man kan indleve sig i enestående situationer og søge forståelse for meget fremmedartede aktørers motiver og tankegang. I den forstand kan historisk dannelse betyde en øget sans for mangfoldigheden af menneskelige synsvikler og en større opmærksomhed omkring de diskuterbare aspekter ved ens eget standpunkt. Og således kan man måske i sidste ende godt lære noget væsentligt af historien.

PS: Filosofiske skrifter beror i mine øjne på en overenskomst imellem forfatter og læser om i fællesskab at gå derhen, hvor fornuften fører dem. Alle gyldighedsfordringer skal begrundes på stedet, og forfatteren kan ikke få ret i andet end det, som argumentationsgangen kan få læseren til at anerkende – om ikke med taknemmelighed, så dog med overbevisning. Derfor virker namedropping og dyre referencer som et irriterende fremmedlegeme, der truer med at skyde afgørelsen af alvorlige spørgsmål ud i en slet uendelighed af filologisk frem og tilbage. Påstanden om, at læseren ville komme til at være enig, hvis bare vedkommende fik okset sig igennem en omfattende tekstmængde, ligner et ynkeligt forsøg på at gøre en dyd ud af ens egen fiasko med at udtrykke sig overbevisende. I stedet burde forfatter og læser enes om, at netop det, der her og nu blev sagt tydeligt, var det stykke arbejde, de fik fra hånden i dag. Så må de se, om de måske en anden dag kan få en meningsfuld snak ud af fodnoterne og de skjulte nuancer. Alligevel. Jeg vil ikke lede efter dokumentation, men sidder med en klar overbevisning, som læseren så må tage for, hvad den er: På det mest basale niveau siges der ikke meget andet i ovenstående drøftelse, end hvad Robin George Collingwood eller Hans-Georg Gadamer kunne have sagt lige så godt – og sandsynligvis forstået bedre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s