Firs år gammel medicin – fra Collingwoods selvbiografi til nutiden

20171024_121515 (1)Jeg genlæser i øjeblikket Robin George Collingwoods selvbiografi fra 1938 og finder den skrigende relevant i nutiden. Især kapitlerne 8-10, hvor Collingwood redegør for sine overvejelser omkring historievidenskaben, har noget i mine øjne livsvigtigt at sige os i dag. I kraft af sin store alsidighed som både filosof og arkæolog, men endvidere som lidenskabeligt interesseret i kunst og politik, blev denne Oxford-baserede professor et interessant samtidsvidne til verdenshistorien i den første halvdel af det tyvende århundrede. Hans selvbiografi afsluttes for eksempel med et uforsonligt angreb på udviklingen i det britiske demokrati under appeasement-politikken, en skæbnesvanger fejltagelse, som han havde fulgt på klos hold lige siden optakten til Den Spanske Borgerkrig. Det er imidlertid nogle erfaringer helt tilbage fra Første Verdenskrig, hvor Collingwood havde arbejdet for flådens efterretningstjeneste, der giver selvbiografiens afsnit om historievidenskaben en politisk drejning, der stadig virker højaktuel.

Krigen var en triumf uden fortilfælde for naturvidenskaben”, skriver Collingwood sarkastisk, ”Bacon havde lovet, at viden ville være magt, og magt det var den: magt til at ødelægge menneskers kroppe og sjæle med større hastighed, end det nogensinde før havde været gjort ved menneskelig handling” (s.90). Teksten går nu over til også at opregne en række mere positive teknologiske landvindinger, som kan bringe tankerne hen på nutidens vidundere, fx smartphones og Mars-ekspeditioner. Men så fortsætter Collingwood: ”Men på en måde var krigen en skændsel uden fortilfælde for det menneskelige intellekt”. Det skændige drejer sig her om krigens underlige begyndelse som noget, ingen af parterne egentlig havde villet, og som lignede en falliterklæring for datidens diplomati. Men først og fremmest tænkte Collingwood på fredsslutningen og den såkaldte Versailles-traktat, som han synes at have kendt indgående og hurtigt indså problemerne i: ”Jeg vidste, at Versailles-traktaten i henseende til ren uformåenhed overgik tidligere traktater lige så meget, som det tyvende århundredes hæres udstyr i henseende til ren teknisk perfektion overgik tidligere hæres” (s.91). Det er et tankevækkende billede, der hermed antydes, af intellektuelt forfald kombineret med teknologiske revolutioner. Jeg kommer til at tænke på nutidens hypermoderne, men politisk frugtesløse krige i Afghanistan og Irak – eller på en tysk kansler, der sagde, ”Wir schaffen das”, som udtryk for den pureste uvidenhed og ønsketænkning. Mere generelt synes masseindvandringens problematik at være kommet fuldstændig bag på al humanistisk-samfundsvidenskabelig ”ekspertise”, netop som matematiske og naturvidenskabelige eksperter fejrede triumfer på informationsteknologiens område. På den baggrund føler jeg mig meget præcist truffet af Collingwoods beskrivelse af, hvordan samtiden oplevede Første Verdenskrig: ”Kontrasten imellem de moderne europæiske ånders [”minds”] succes med at kontrollere næsten enhver situation, i hvilken elementerne er fysiske legemer og kræfterne fysiske kræfter, og deres manglende evne til at kontrollere situationer, i hvilke elementerne er mennesker og kræfterne mentale kræfter, efterlod et uudslettelig mærke i erindringen hos alle, der bekymrede sig om det” (s.90).

Men hvis naturvidenskabernes fremskridt er svære at hamle op med for menneskekundskaben og den politiske fornuft, hvad kunne så løsningen være på det? Nogle vil måske mene, at det gælder om at blive bedre og mere harmoniske mennesker, mere tolerante og venlige, ’åbne hjerter’, så at sige, med et mere inkluderende og fordomsfrit ’menneskesyn’. Men Collingwood er ikke sentimental og gør kort proces med den type anskuelser: ”Velmenende vrøvlehoveder talte om nødvendigheden af en holdningsændring [”a change of heart”]. Men problemet lå tydeligvis i hovedet. Hvad der var brug for, var ikke mere velvilje og kærlighed, men mere forståelse af menneskelige affærer og mere viden om, hvordan man håndterer dem” (s.92). Herefter synes det mest nærliggende forslag til en løsning måske at være positivisternes: Hvis naturvidenskabernes fremskridt blev sikret ved en metodisk rigid opstilling og verifikation af empiriske generaliseringer, må det gælde om at efterligne samme procedure i human- og samfundsvidenskaberne. Der har traditionelt været to discipliner, der i denne sammenhæng gjorde sig bemærket som formidlingsled imellem naturvidenskaben og humaniora, og som eksempelvis kunne synes anvendelige, hvis det gjaldt om at gøre historieskrivningen til en ’rigtig’ videnskab. Disse var – og er – psykologi og sociologi. Den kvikke læser vil måske have bemærket, at vi her lige præcis står med det, der i 70’erne blev universitets-marxisternes yndlingsvidenskaber, og som under diverse moderigtige etiketter spiller samme rolle i den politiske korrektheds æra. Det ser altså ud til, at der i praksis har bestået en hårfin balance imellem på den ene side forsøgene på at ’videnskabeliggøre’ humaniora efter naturvidenskabernes forbillede og på den anden side massefabrikationen af politiseret nulforskning og pseudovidenskabeligt hysteri. Ingen har haft skarpere blik for netop den forbindelse end R. G. Collingwood. Hans teori om historiefaget er diametralt modstillet positivisternes krav om at modernisere det til en søgen efter psykologiske og sociologiske lovmæssigheder, og i efterkrigstidens større filosofiske diskussionssammenhænge optrådte han derfor som eksponent for forsvaret af humanioras egenart i en teknologifikseret kultur.

Collingwoods teori om historiefaget består kort sagt i, at det handler om at forstå tankerne bag de historiske aktørers handlinger, at tænkning er en særlig virksomhed, der er præget af kritisk selvrefleksion, og som derfor kræver en normativt engageret (en såkaldt ”kriteriologisk”) forståelse, og at en neutralt objektiverende indstilling følgelig kommer skævt ind på emnet fra starten. For eksempel skriver den altid præcisions- og ikke ugerne konfrontationssøgende Collingwood i sin lidt senere bog ”An Essay on Metaphysics”: ”Bortset fra misforståelser er den eneste principielle forskel imellem en logisk og en psykologisk videnskab om tænkning, at en logik om tænkning forholder sig til det faktum, at tænkning er selvkritisk, og følgelig forsøger at give en redegørelse for det kriterium, der anvendes i denne selvkritik, mens en psykologisk videnskab ikke gør det” (S.115). Man skal tygge rigtig godt på sådan noget klar snak, der for eksempel synes at levere svaret på, hvorfor begreber som ”ideologi”, ”struktur”, ”diskurs” og ”fobi” til enhver tid tiltrækker og favoriserer en ungdomsgenerations halvhjerner. Netop den passage, der her citeres fra, udarter over de følgende sider til et temperamentsfuldt frontalangreb på psykologien, som Collingwood er blevet berygtet for, men som under indtryk af nutidens opblomstring for det, som Pat Condell kalder ”agenda driven bullshit sciences”, kan virke som en forudanelse. Collingwood anser simpelthen psykologien som sådan for at være en ”pseudovidenskab om tænkningen”, der i sidste ende ligner ”et forsøg på at diskreditere selve ideen om videnskab. Den er irrationalismens propaganda” (s.142). I selvbiografien udtrykkes tingene lidt mere tempereret. Collingwood tager William James’ ”Religiøse Erfaringer” som eksempel på en tilgang til religion, der var psykologisk objektiverende og derfor ”ikke kastede noget som helst lys over sit emne” (s.93) – hvorved jeg associerer, ikke til teologien, der er dogmatisk engageret i sit emne, men til ’religionsvidenskaben’, der så vidt jeg ved, har været ganske ferm til at sammenligne religiøse ceremonier med fodboldkampe og rockkoncerter, men ikke i ringeste måde har bidraget til at forudsige noget om voldspotentialet i muslimsk indvandrerkultur. En anden tankevækkende detalje er Collingwoods påmindelse om, at psykologien har eksisteret siden det sekstende århundrede, fordi han i selvbiografien såvel som mange andre steder reagerer på den undskyldning for psykologiens manglende resultater, at den qua videnskab befinder sig ”i sin barndom” (s.93). Den påmindelse tænker jeg på hver gang, jeg hører folk som terrorforskeren Anja Dalgaard-Nielsen indrømme, at hendes ”forskningsbaserede” projekter endnu ikke har ført frem til nogen ordentlig årsagsforklaring på terrorismen (men send endelig flere penge!). Dalgaard-Nielsen udgør i øvrigt et højaktuelt eksempel på, hvordan etablissementets (og DR’s) udsyn bestemmes fuldstændigt af påtaget positivistisk værdineutralitet og naturvidenskabeligt inspireret jargon (se her og her).

Collingwoods selvbiografi er på trods af sine samtidskritiske aspekter ikke uden håb. Først og fremmest fordi historievidenskaben i kraft af blandt andet kildekritikkens udvikling og en øget brug af ikke-skriftlige kilder havde undergået en modning indefra, der i Collingwoods optik gjorde den egnet til at spille en positiv rolle for dannelsen af den samfundsmæssige og politiske fornuft. Det var især nøglebegrebet ”reenactment” – dette at man kritisk kan gentænke tidligere tiders ræsonnementer, på samme måde som man kan genopføre et skuespil eller spille et stykke musik efter noder – som denne dannelse drejede sig om. Og i selvbiografien giver Collingwood et meget malerisk eksempel på, hvad denne gentænkning kan kræve af historikeren: Lord Nelson, der under et søslag nægtede at beskytte sig imod fjendtlig ild ved at tage sine medaljer af, idet han erklærede: ”I ære vandt jeg dem, i ære vil jeg dø med dem”. Historikerens opgave er nu at sætte sig ind i situationen og forstå pointen i Nelsons erklæring på samme måde, som man forstår pointen i et skaktræk eller en vittighed. Og ifølge Collingwood kræver dette, at historikeren er i stand til at genfinde i det mindste en flig af Nelson heroisme og foragt for alt kujonagtigt i sig selv: ”Medmindre jeg var i stand til – måske blot forbigående – at tænke sådan for mig selv, ville Nelsons ord forblive meningsløse for mig; jeg kunne kun væve et net af sludder rundt om dem, som en psykolog, og tale om masochisme og skyldfølelse, eller introversion og ekstraversion eller sådan noget fjolleri” (s. 112). Nogen vil måske finde denne sætning lige vrængende nok, men den viser sikkert meget godt, hvor ordrigt netop ikke-forståelsen kan udfolde sig. Og så kan ingen vel overse, at det er præcis således, den såkaldte ’elite’ omtaler enhver, der ikke tænker nøjagtigt som den selv gør – dette være sig en muslimsk terrorist eller en EU-skeptisk indvandringskritiker. Men hvis man lægger sine pseudovidenskabelige parader og etiketter fra sig, erkender, at der findes andre tænkende væsener end en selv (plus vennerne på minoritetsstudiet eller stamcafeen), og faktisk forsøger at følge disse fremmedes ræsonnementer og begrundelser, vil der måske være noget at opnå. Ikke alene kan man være så heldig at opnå en argumentativ afgørelse af de stridsmål, man måtte have med dem, hvilket ganske vist altid indebærer en risiko for en selv, men for den samvittighedsfulde også altid en chance. Men uanset udfaldet vil man ifølge Collingwood også – i og med selve anstrengelsen med at forstå fremmedartede tankegange – udvide sin viden om, hvordan man selv såvel som mennesker i det hele taget er i stand til at tænke. Denne form for menneskelig selverkendelse virker nyttig for den, der skal træffe politiske beslutninger under hensyntagen til, hvordan andre mennesker kan finde på at reagere. Som den på centrale punkter åndsbeslægtede Hans-Georg Gadamer kan Robin George Collingwood derfor finde målet for sin historiefilosofiske stræben i den delfiske visdom: ”Kend dig selv!” (s.116).

Alle citater er oversat efter: R.G. Collingwood: ”An Autobiography”(1938/1978), Oxford University Press, New York, 2002 &  R.G. Collingwood: “An Essay on Metaphysics” (1939), Martino Publishing, USA, 2014.

En tidligere introduktion til samme forfatter: Om aktualiteten af R. G. Collingwoods historiefilosofi (2002)

3 meninger om “Firs år gammel medicin – fra Collingwoods selvbiografi til nutiden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s