Sartres fortolkning af “Den Fremmede”

Jeg har tidligere forsøgt at aktualisere Jean-Paul Sartres analyse af Albert Camus’ “absurde” fortælleteknik ved at overføre analysen på den retorik, hvormed mange autoriteter i dag forsøger at fremstille den islamiske terrorisme som absurd (her). Enhver kan genkende billedet af muslimske lærde og vestlige eksperter, der i kor erklærer terrorhandlingerne for komplet ubegrundede og rationelt uforståelige, og som tilsvarende opfatter terroristerne som sindssyge, monstre, psykopater eller sadister. På den måde vandrer mange kulturradikale endnu to årtier efter 9/11 rundt i en kronisk forundring over, hvad der for dem fremstår som meningsløse nedslag af menneskelig ondskab. Og når de tankefuldt ser frem for sig og udbryder deres lige så kroniske “Hvorfor?” – ja, så skiller de politiske vande sig imellem dem, der finder spørgsmålet dybsindigt, og dem, der finder dybden hul og spørgeren fattesvag. For hvordan man end stiller sig i tvisten, må man anerkende som et empirisk faktum, at der er opstået en stadig mere kulturhistorisk belæst højrefløj, der slet ikke vil anerkende, at der her skulle bestå nogen afgrundsdyb gåde eller absurditet. “Læs Koranen og hadhiterne!’, siger alle den såkaldte populismes tænkere i dag, “og hør ordentligt efter, hvordan terroristerne selv begrunder deres aktioner! Så giver det hele udmærket mening”. Altså ret præcist det samme, som Sartre sagde, da Camus betragtede en mand i en telefonboks  og fandt hans gestikulationer absurde: “Åbn døren, læg øret til hørerøret, og kredsløbet er sluttet, den menneskelige aktivitet har fået sin mening tilbage” (s. 120).

Hermed er det imidlertid endnu langt fra anskueliggjort, hvor sanseløst vidunderlig Sartres ganske korte tekst er. Jeg skrev for nyligt om Collingwoods definition af humaniora som “kriteriologiske” videnskaber, der engagerer sig normativt i de succeskriterier, som den tænkning, der er deres genstand, selv har underkastet sig (Her). Og Sartre er det stærkest tænkelige eksempel på en kritiker, der ikke forsøger at holde sig på neutral gloafstand af sit emne. Tvært imod er det tydeligvis to filosofier, der strides i “Fortolkning af Den Fremmede”. Sartre og Camus skulle senere bryde med hinanden af politiske årsager, og enkelte kim til det skænderi blev nok lagt allerede her. Men i 1943 var de to stadigvæk venner, og fortolkningen glimrer måske allermest i kraft af en perfekt balance mellem sympati og modsigelse. Sartre havde den filosofiske ballast til at underkaste Camus’ roman en benhård positivismekritik, men han var samtidig tilstrækkelig litterært og menneskeligt dannet til at værdsætte dens dragende cocktail af sol,  sanselighed og kompromisløs ærlighed.

“Hvis jeg vil beskrive en rugbykamp, og jeg skriver: “Jeg så nogle voksne mænd i korte bukser, der sloges og kastede hinanden til jorden for at få en læderbold ind mellem to træstænger”, så har jeg givet summen af det jeg har set; men jeg har med vilje undgået meningen..” (s. 121). Med denne positivistisk klingende vittighed spidder Sartre det kunstgreb i Camus’ fortælleteknik, der får enhver hændelse til at virke meningsløs. Som manden i telefonboksen blev absurd, fordi glasruden afskar iagttageren fra de ytringer, der gav hans fagter mening, er der ifølge Sartre en slags filter indbygget i selve den måde, Camus præsenterer romanens verden for læseren på. Sartre lokaliserer dette filter i en lakonisk skrivestil inspireret af Hemingway, hvor det omhyggeligt undgås, at de korte sætninger henviser til hinanden på en måde, der antyder betydningsmæssig eller kausal sammenhæng. Det vil sige, at Camus nødig bruger bindeord som “for” eller “derfor”, men – som Sartre mesterligt demonstrerer – med forkærlighed vendinger som “og”, “men”, “derefter” og “i det øjeblik”, som ikke udtrykker andet end “adskillelsen, modsætningen og den rene sammenføjning” (s. 123). Målet er at “skjule årsagsforbindelsen under den rent ydre rækkefølge”, således at den “sønderhakkede” sætningsstruktur afspejler en “manglende sammenhæng i tiden” (s. 122). For Mersault, alias Den Fremmede, forsvinder meningen i løsrevne nu’er og sanseoplevelser, og derfor foretrækker Camus “i stedet for en organiseret fortælling denne tindren af små glimt uden morgendag, og hvoraf hvert eneste er en vellyst” (s. 124). Eller med en uforglemmelig formulering, der tydeligere fremhæver den påviste sammenhæng imellem grammatik og ontologi: “Mellem hver sætning og den følgende går verden til grunde og genopstår: ordet er, så snart det hæver sig en skabelse ex nihilo; hver sætning i “Den Fremmede” er en ø. Og vi springer fra sætning til sætning over den ene afgrund efter den anden” (s. 122).

Nu er det nok lidt flot at påstå, at en talsmand for Der Hvide Hus under Obama skulle kunne konkurrere med Albert Camus i fortælleteknik. Men som Ibn Warraq citerer ham (og jeg oversætter), mærker man i hvert fald samme hensigt om at fremmedgøre lytteren i forhold til andre menneskers handlinger. Kommentaren fra Det Hvide Hus drejede sig om angrebet på Charlie Hebdo i 2015, og ordene faldt sådan her: ”Dette er individer, som gennemførte en terrorhandling, og som (..) senere forsøgte at retfærdiggøre denne terrorhandling ved at påberåbe sig religionen islam”. Det forekommer mig overordentlig vanskeligt her at fatte meningsindholdet i det lille ord “senere”, men sagen er åbenbart ligetil for de førende danske terrorforskere, der siger det samme med termen  efterrationalisering. Hvis vi imidlertid prøver at gå ind på tankegangen og forestiller os alt, hvad der skete “før”, dvs. hele planlægningsfasen samt selve aktionen, udført helt uden selvlegitimering og religiøse referencer, nærmer vi os Camus’ absurde virkelighedsskildring. Hvis vi overhovedet tænker noget længere, er det kroppe, der i en fortløbende række af nu’er foretager en række ordløse og formålsløs bevægelser (hvis helhed så “senere” som ved et djævelsk lykketræf viser sig at passe som fod i hose på en islamistisk “efterrationalisering”). Læseren vil måske vide, at det netop er på omtrent den måde, Mersault i Den Fremmede dræber en araber på en strand: uintenderet, søvngængeragtigt, som man måske i distraktion kan sidde og pære fingeren rundt i en regndråbe. Ligheden herfra til Det Hvide Hus’ beskrivelse af de terroristiske individer bliver meget påfaldende i Ibn Warraqs kommentar til sidstnævnte: “Dette lyder som om, charlie Hebdo-terroristerne satte sig for at begå en tilfældig voldshandling, og så, da det gik op for dem, at de havde brug for en retfærdiggørelse, greb islam ud af luften ved et rent tilfælde” (s. 54). Så man ser, at stridspunktet fra Sartres fortræffelige fortolkning stadig findes. Hvad der mangler, er måske den redelighed, som trods alt lå i Camus’ forsøg på at skrive om verden før ordene.

Sartre citeres efter: “Fortolkning af Den Fremmede” (i: Egebak (red.): “Situationer. Udvalgte essays”, Gyldendal, København, 1966). Warraq efter: “The Islam in Islamic Terrorisme – the importance of Beliefs, Ideas and Ideology”, New English Review Press, Nashville/London, 2017.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s