Blasfemiparagraffen som juridisk eller uskreven regel

Demonstrationen langfredag 19/4, hvor muslimer på Nørrebro demonstrerede imod Rasmus Paludan og for koranen, må have været historisk. For det er dog en ganske eftertrykkelig erobring af det offentlige rum, der foregår, når man kan demonstrere imod nogen, som politiet udtrykkeligt har forbudt at tage til genmæle. For så vidt er det ikke så underligt, at nogle aviser nærmest kunne lovprise den store hyldest til koranen for at være forløbet fredeligt. Volden og optøjerne havde jo så at sige på forhånd leveret sit bidrag til festlighederne, og således ser man ofte et lidt for gnidningsfrit samspil imellem militant og politisk islamisme – noget ala good cop/bad cop. Men når alt dette er sagt, kan de muslimske demonstranters hovedkrav, nemlig en genindførelse af blasfemiparagraffen, alligevel godt være en tanke værd.

Blasfemiparagraffen havde ikke været anvendt længe og blev formelt afskaffet i 2017 – dvs. 11 år efter, at Muhammed-krisen bragte middelalderen tilbage i europæisk politik, og midt i en eskalerende klapjagt på “hate speech” og “fake news” i kølvandet på Brexit og Trumps valgsejr. Timingen virkede højst besynderlig. Det så simpelthen ud til, at politikerne fjernede lovhjemmel til nogle indskrænkninger af ytringsfriheden, som de i realiteten accepterede i stærkt stigende omfang. Nu hed det bare ikke længere “love”, men “EU-direktiver”, “community guidelines” eller “politiske hensigtserklæringer”.

Denne inkonsekvens imellem det sagte og det gjorte sås naturligvis tydeligere hos nogle end hos andre. For at fjerne anakronistisk lovgivning kan nemlig give udmærket mening, hvis man som politiker eller politisk parti er klar til at stå ved sin beslutning og bakke op om oplysningsprojektet og de liberale frihedsrettigheder – også når der opstår konflikt om sagen. Men er det sådan en rygrad, man demonstrerer, hvis man – som Løkke og Pape i forhold til Rasmus Paludan – afviger fra Anders Foghs principielle  synspunkt om, at ministre ikke skal fælde værdidomme over enkeltpersoners ytringer? Som man måske erindrer fra 2006, skulle Fogh næsten have en pistol for tindingen, før han modificerede det synspunkt. Eller hvis man som Karsten Hønge vil spare politibeskyttelsen til Paludan og hermed de facto lade gadens parlament definere grænserne for blasfemi? Og hvad har man i det hele taget at gøre med ideen om ytringsfrihed, hvis man så meget som pakker fisk ind i en avis, der officielt har undskyldt sin redaktionelle linie over for “profetens efterkommere”?

Det virker især underligt, at De Radikale og partierne til  venstre for Socialdemokratiet var med til at stemme ophævelsen af blasfemiparagraffen igennem. Men mon ikke forklaringen skal findes i en blanding af distraktion, nostalgi, hykleri og selvbedrag? For det kan da ikke være særlig sjovt at sidde fastlåst i et holdningskompleks, der er ved at rådne op i selvmodsigelser og uvilje imod at drage upopulære slutninger. Og mon ikke blasfemiparagraffens afskaffelse for mange frembød en kærkommen anledning til at drømme sig tilbage til renere tider – til en slags ideologisk guldalder, hvor “venstreorienteret” rimede på “Monty Python”, og “kulturradikal” rimede på “Dave Allen”? Men guess what: Disse ting rimer ikke længere. Nutidens venstreorienterede tripper rundt som på glasskår i det multikulturelle minefelt, de har fået skabt sig. Deres syn på “god tone” minder mere om Maude Varnæs’ end om PH’s, og hvis de tænkte principielt og turde sige højt, hvad de tænkte, ville de have kæmpet for den blasfemiparagraf som for deres hjerteblod.

Jeg mener ikke, det grundlæggende ødelægger et moderne demokrati, at enkelte anakronismer som kongehus eller blasfemilovgivning får lov til at overvintre for en tid – og måske kan vise sig uventet nyttige i en presset situation. Derimod er jeg temmelig skræmt over de uformelle former for censur, der eksempelvis loves af en amerikansk udenrigsminister under et møde i Saudiarabien, aftales imellem Merkel og Zuckerberg under en frokost eller underskrives af en dansk statsminister i Marrakech. Og så er jeg naturligvis rædselsslagen over myndigheder, der under presset fra sporadisk vold og terror indfører restriktioner, som reelt svarer til en blasfemilovgivning, blot uden en sådans gennemsigtighed, afgrænsninger og muligheder for appel. Nutidens kulturradikale har det tilsyneladende helt fint med at sammenblande hensynet til: 1) religiøse krænkethedsfølelser, 2) marginaliserede minoriteter og 3) sikkerhedspolitiske trusler, i et vilkårligt smagstyranni, som ikke bygger på andre principper end dem, som deltagerne kan gejle hinanden op til at istemme fra det ene massehysteriske udbrud til det næste. En juridisk kodificering af det standpunkt, man faktisk indtager (under pres), og en tilsvarende præcisering af, hvilke indrømmelser et moderne demokrati kan og ikke kan tilstå sine kritikere, synes at være langt at foretrække for en slingrekurs, der i faretruende grad kan ligne et brandudsalg af vestlige frihedsrettigheder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s