”Ja, und was ist es mit der Geworfenheit?” – om H.-G. Gadamers glemte hjertesag

To tyske tænkere

Engang i 1940’erne skulle filosoffen Martin Heidegger have gjort et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad hans lidt yngre beundrer og elev Hans-Georg Gadamer gik og undrede sig over. Gadamer skulle have fortalt Heidegger noget om, at han interesserede sig for dialogen med andre, der bryder ens selvcentrerethed, og Heidegger replicerede hertil: ”Ja, und was ist es mit der Geworfenheit?” (Gadamers Gesammelte Werke, Bd 2: s.9 / Bd. 10: s. 97). Heideggers svar indebar sandsynligvis en misforståelse og blev i hvert fald opfattet sådan af eleven. Begrebet ”Geworfenheit”, på dansk: ”kastethed”, stammede fra Heideggers eget hovedværk ”Sein und Zeit”(1927), og det betegnede her, at den menneskelige erkendelse altid må tage udgangspunkt i en specifik historisk og social kontekst. ”Geworfenheit” var det begrebslige modpol til menneskets frie ”Entwurf” (”udkast”), og det betonede fortidens nærvær i en menneskelig tilværelse, der ellers forstår sig selv i lyset af sine fremtidsudsigter. Så når Heidegger bragte begrebet om ”Geworfenheit” op i samtalen med Gadamer, betød det noget i retning af, at elevens spørgsmål om dialogen og Den Anden ville blive besvaret, hvis bare han læste lidt bedre på lektien. ”Sein und Zeit” syntes for forfatteren selv at have sat netop den grænse for selvtilstrækkeligheden og den individuelle frihed, som Gadamer ledte efter i dialogbegrebet.

Jeg tror, man forstår noget meget væsentligt og aktuelt presserende, hvis man forstår, hvorfor Gadamer alligevel ikke følte, at hans budskab var trængt rigtigt igennem til Heidegger dengang i 40’erne. Toogtredive år senere skrev han: ”I hvert fald syntes Heideggers svar mig at være for lidt i forhold til det fænomen, det handlede om for mig. Sagen er ikke bare, at enhver principielt er en begrænset. Det handler for mig om, hvorfor det er ved den andens modsvar, jeg erfarer min begrænsethed og altid igen må lære at erfare den, hvis jeg overhovedet skal blive i stand til at overskride mine grænser” (GW10: s.98). Det man skal høre her er, at det begrænsende samtidig er det åbnende, og at de andre ikke repræsenterer rigide systemer og strukturer, som individet socialiseres til rette i. Man skal høre, at mennesket hos Gadamer ikke er kastet ind i et semiotisk jernbur, men i et hav af dialogmuligheder, der på forskellige måder kan udfordre dets fordomme.  Hvis vores forståelse er fanget ind i noget, er dette ikke noget statisk – som for eksempel et ”sprogsystem” – men noget dynamisk: en ”samtale”. Nuancerne i udtryksmåden kan her være ganske afgørende. For alle er i dag enige om, at erkendelsen ikke kan begynde på bar bund, og at den enkelte ikke kan tænke i et tomrum uden for historien, sproget og den sociale sammenhæng. Det væsentlige ligger slet ikke i for 117. gang at konstatere dette. Alt afhænger derimod af den omhyggelighed, hvormed man konstaterer det. Og når Heideggers svar til Gadamer er så tankevækkende, er det fordi, det ser ud til at afkorte og forfladige Gadamers pointe på en måde, der er aldeles typisk – og som måske har været bestemmende for selveste grundproblemet i den moderne tidsånd.

Positivisme og positivismekritik

Indtil 1960’erne var det især den såkaldte positivisme, der optrådte som skydeskive for begreber som Heideggers Geworfenheit. Positivisternes erkendelsesideal var den naturvidenskabelige metode – eller, ikke uvigtigt, deres egen fortolkning af den naturvidenskabelige metode – og de mente her at finde en erkendelse bygget på sikre data og en glasklar logik til udvikling af teorier om disse. Kritikken af sådan noget har været øresønderrivende siden 60’erne. Positivisterne måtte stå model til frygtelige logiske argumenter imod deres ideer om empiri og induktion, og herudover blev der sat spørgsmålstegn ved, om de overhovedet havde tilstrækkeligt kendskab til naturvidenskabernes reelle praksis. En lang række filosofier syntes at konvergere i påpegningen af, at erkendelsen er kontekstafhængig i en videre forstand, end positivisterne havde drømt om. Heideggers fænomenologisk-hermeneutiske tradition fandt i forskellige varianter over dette tema genklang i bl.a. strukturalismens tegnteori, marxismens ideologikritik, videnskabssociologiens paradigmebegreb og den sene Wittgensteins begreb om sprogspil. Lige siden har ordet ”positivisme” mest fungeret som skældsord. Så hvis Heidegger ikke var død i 1976, kunne han sådan set have svaret enhver, der forsøgte at lufte en ny teori om den menneskelige erkendelses grundvilkår: ”Ja, und was ist es mit der Geworfenheit?”. Ligegyldigt hvad man kaldte det, syntes han at have fået ret.

Men som sagt kan det være vigtigt at formulere sig omhyggeligt om disse emner, og det er spørgsmålet, om  positivismekritikken siden 60’erne har været tænkt ordentligt igennem. Desværre må man nok sige, at hele problemstillingen har været ensidigt styret af en logisk og erkendelsesteoretisk interesse i videnskabernes gyldighed og bevisførelsesprocedurer, hvorimod visse mindre håndgribelige aspekter af sagen gled i baggrunden. For eksempel blev positivisternes fetichisme omkring metodebegrebet og en iskold distance til det videnskabelige objekt ikke nødvendigvis opgivet, bare fordi det kneb med begrundelsen for den. Således var den omsiggribende positivismekritik ingen hindring for fremvæksten en lind strøm af ”litterære metoder”, der på det moderne masseuniversitet syntes at erstatte en mere humanistisk dannelsestradition – blandt andet måske fordi den franske strukturalisme (der i sine fortsættelser som poststrukturalisme og diskursteori kom til at fremstå som positivismens fuldstændige modpol) i virkeligheden delte dennes videnskabsideal: positivisme og strukturalisme udtrykte samme fascination af ”formaliserede procedurer” og ”en objektiv, køligt registrerende forskerolle” (jf. Collin/Køppe (red.): ”Humanistisk Videnskabsteori”, DR Multimedie, Viborg, 1995: s. 180). Endvidere idebærer idealet om en samfundsforsker, der metodisk distancerer sig fra det omgivende samfund, men som vender tilbage til sine medborgere for at udøve en slags social teknik eller ingeniørkunst, visse politiske problemer. Dette var en velkendt indvending imod positivisternes overføring af et naturvidenskabeligt kausalitetsbegreb på psykologien – fx i skikkelse af B.F. Skinners behaviorisme. Men også denne side af positivismekritikken synes at være gået i glemmebogen, bl.a. fordi positivisternes universitetsmarxistiske arvtagere havde et mindst lige så afslappet forhold til de områder, der bliver betændte i den teknokratiske tankegang: demokratisk debat og gensidig anerkendelse.

Det skal særligt fremhæves, at der helt tilbage til 1800-tallet fandtes en positivismekritik, der slet ikke umiddelbart handlede om induktionens logik og empiriens sikkerhed – men om selve det genstandsgørende i naturvidenskabens synspunkt og om problemerne ved at kræve en lignende tingsliggørelse på humanvidenskabernes område. Ofte var det historieskrivningen, der kom til at repræsentere den særegent humanistiske synsvinkel, der skulle forsvares i denne sammenhæng, fx imod positivistiske krav om at målrette al historievidenskab imod at finde og underbygge sociologiske love. Heroverfor insistererede humanistisk interesserede tænkere på, at nogle videnskaber ikke handler om almene love, men om unikke begivenheder, om værdier og ikke kun fakta eller om at forstå i stedet for at forklare.  På denne måde gjorde man en slags videnskabsteoretisk dualisme gældende over for positivismens krav om en ”enhedsvidenskab” efter naturforskningens forbillede. I det tyvende århundrede virkede tendensen blandt andet videre i Martin Bubers dialogfilosofiske sondring imellem forholdet til det og du, i Max Webers forstående sociologi og i R. G. Collingwoods filosofi om historievidenskaben, der kom til at spille en central rolle i 50’ernes engelsksprogede debat. Mest interessant i denne sammenhæng er det dog, at tankegangen slog fuldt igennem i Hans-Georg Gadamers filosofiske hermeneutik, og at afgrænsningen af humaniora over for naturvidenskaberne blev et hovedtema i Gadamers store værk, ”Wahrheit und Methode” (1960).

Gadamers glemte hjertesag

”Ja, und was ist es mit der Geworfenheit?” – Heideggers misforståelse bestod i, at Gadamer ikke kun var ude på at afdække menneskets principelle placering i en socialt formidlet verdenshorisont, men sigtede imod det konkrete og dynamiske møde med den anden qua samtalepartner. Hans undersøgelse handlede ikke kun om, at al forståelse har skjulte forudsætninger, men også om det anerkendelsesforhold, der opstår i dialogens mellemmenneskelige spil, og som specifikt præger forståelsen i humanvidenskaberne.  Det er betegnende, at Heidegger tenderede imod at nivellere det sidstnævnte aspekt. For man kan nok godt sige, at nøjagtig det samme gentog sig på et større plan, da Gadamers hermeneutik i 1960’erne slog igennem internationalt med en kraft, der ikke mindst overraskede den aldrende professor selv. Som antydet byggede succesen ikke mindst på, at hermeneutikken kunne læses ind i tidens heftige positivismeopgør, og som sagt betød det blandt andet, at den blev tolket ind i en erkendelsesteoretisk problemformulering. Man interesserede sig for erkendelsens mudrede og historisk variable mulighedsbetingelser, og det var især som bidragyder til dette tema, at Gadamer kom til ære og værdighed – fx med begreber som ”forforståelse”, ”tradition” og ”virkningshistorie”. Men det var netop den side af sagen, der også havde passet som fod i hose på Heideggers kastetheds-begreb. I tidens modevokabularer hed det nu bare, at erkendelsen var kastet ind i ideologien, sprogspillet, paradigmet, magten eller tegnstrukturen. Derimod gled hermeneutikkens særlige fokus på dialogen og humanvidenskaberne i baggrunden (herom mere udførligt i dette uddrag).

Intrigen i dette er nu, at der i afsløringen af fordomme hos en selv eller andre meget let indsniger sig en misforstået og indbildsk objektivisme: Det afslørende subjekt synes at hæve sig til et højere refleksionstrin, hvor det per automatik får ret over for påstande fremsat på et lavere refleksionstrin. Der er forskellige problemstillinger forbundet med en sådan bevægelse, idet tingsliggørelsen af synspunkter krænker noget, der har at gøre med gensidigheden i mellemmenneskelige anerkendelsesrelationer. Man bevæger sig derfor på moralsk tvivlsom grund i forholdet til andre, og hvis afsløringen foregår i ens egen selvrefleksion, risikere man at havne i den slags selvgendrivende påstande, der ophæver sig selv, idet de udsiges (fx ”Jeg lyver”). Mest betænkeligt er det dog måske, at man risikerer at miste kontakten til en ligeværdig samtalesituation, hvor man kun kan få ret i kraft af konkrete argumenter og ikke uden videre bliver klogere af at klæbe sine egne etiketter på den andens synspunkt. På et metodisk niveau kan man i den forbindelse overveje, om ikke samtalesituationens binding til de begreber, som man kan blive nogenlunde enige om at anvende, lægger en dæmper på et ellers uendeligt potentiale for nye beskrivelsesmåder – og hermed på, hvor meget pseudovidenskabeligt bavl den ene eller begge samtalepartnerne kan vikle sig ind i til forklaring af den anden. Alt i alt er der betragtelige risici forbundet med en uforsigtig tematisering af erkendelsens skjulte præmisser. Desværre er det de aspekter af Gadamers filosofi, der kan modvirke disse risici – nemlig fastholdelsen af et dialogisk, humanistisk og dynamisk perspektiv – der er slået mindst igennem i eftertiden.

Forfaldet i socialvidenskaberne

Jeg gad godt vide, hvad læseren vil mene, når jeg siger, at hele den ovenstående udredning er motiveret af historien om de tre amerikanske akademikere, Helen Pluckrose, James A. Lindsay og Peter Boghossiander, der har indsendt 20 fupartikler til videnskabelige tidsskrifter inden for kønsforskning og beslægtede discipliner – og fået syv publiceret og seks kasseret, mens de syv sidste befandt sig på forskellige stadier af redaktionsprocessen, da fupnummeret blev afsløret. Dette er en ganske pudsig historie, som folk med interesse i eksempelvis ”feministisk astronomi” eller ”ikke-konsensuel masturbation” har kunnet læse om i blandt andet Uriasposten  og The Irish Times, mest udførligt i fupmagernes egen forklaring, der også linker til en fuldstændig redegørelse for eksperimentet indeholdende genoptryk af samtlige 20 artikler samt ubetalelige citater fra de involverede redaktører og fagkonsulenter: Academic-Grievance Studies and the Corruption of Scholarship . Monty Python kunne næppe føje meget til den sag. Men læseren vil naturligvis kunne spørge sig om, hvorfor man skal hele vejen fra Heidegger og Gadamer til Kuhn og Wittgenstein for at forstå, hvad man griner ad. Er det da ikke allerede længe siden, Rokokkoposten afslørede, at den sidste idiot ikke er født endnu? Hvor meget kan man filosofere over noget, der umiskendeligt ligner ”a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing”?

Jeg vil meget gerne udfordre læseren lidt på det her punkt. Mener man måske ikke, der er brug for en forklaring? Mener man bare, det er almindelig tåbelighed, der får de former for socialvidenskab, som Pluckrose, Lindsay og Boghossiander kalder for ”forurettelsesvidenskaber” (”grievance sciences”), til at udfolde sig, som de gør i disse år? Eller mener man måske, at man kan pege på tilstrækkeligt med sociologiske årsager til at forklare det intellektuelle forfald, som fupartiklerne afslører – fx masseuniversitet og den udbredte halvdannelse, feminiseringen og digitaliseringen af åndslivet eller opkomsten af nogle forkælede og narcissistiske efterkrigsgenerationer? ..Men aner man da ikke en fællesklang i al tidens politisk korrekte retorik – en slags ideologisk vandmærke – der gør det nærliggende at lede efter en fælles fodfejl internt i denne tænknings præmisser? Fornemmer man ikke, at det hver gang er den samme grundlæggende betragtningsmåde, der fører ud i den specielle type af vrøvl, som de nævnte fupartikler skulle parodiere? Det sidste er i hvert fald min opfattelse, og jeg lurer på, om ikke grundproblemet ligger lige præcis i den ovenfor omtalte forglemmelse af Gadamers hjertesag – d.v.s. i forglemmelsen af, at andre mennesker er noget andet end fysiske ting, og at ”forståelse” her betyder noget andet.

Man kan spore en kongevej til dumheden i, at man som udgangspunkt anbringer sig i et asymmetrisk forhold til de mennesker, man skal undersøge: De opfattes enten som døde genstande, hvis tanke- og handlingsliv reduceres til processer, drivkræfter og faktorer – eller som patienter, hvis synspunkter opfattes som fobier, symptomer og dysfunktioner – eller som en slags intellektuelle automater, der bevæger sig i deres respektive tegnstrukturer, ideologier, narrativer eller diskurser som i en slags lukkede kasser eller bobler.  At genstandene for ens forskning kunne have sådan noget som frihed og selvbevidsthed, ser man helst bort fra, måske fordi man betvivler bevidsthedens gennemskuelighed for sig selv (hvilket naturligvis oftest betyder: de andres bevidstheds gennemskuelighed for sig selv). Og at andre mennesker har deres eget sprog og deres egne måder at begrunde deres adfærd på, vil man måske af samme grund ignorere. I det gennemført monologiske udgangspunkt er der kun plads til et subjekt og et sprog, så ofte vil man på forhånd have fastlåst sin analyse i en særlig terminologi, som måske anses for særligt videnskabelig og særligt velegnet til at afsløre de ting, som almindelige mennesker ikke kan se. Ikke sjældent træffer det sig så heldigt, at den valgte terminologi er både let lært og på mode, og da den kan anvendes forskelsløst på folk fra alle sprogområder, tidsaldre og tankeverdener, opnår man en intellektuel stordriftsfordel, der sætter selv meget unge mennesker i stand til at gennemskue endog meget omfattende sociale fænomener. Da forklaringerne altid kun foregår i den jargon, man deler med vennerne, vil man som regel kunne slippe for den ubehagelighed at se sine egne holdninger komme under beskydning fra modsynspunkter, og da – på den anden side – objekterne for ens forskning har en tendens til at virke som lette ofre for diverse skjulte kræfter og manipulationer, vil man som regel kunne opbygge en imponerende selvsikkerhed, når det kommer til at finde de rigtige knapper at trykke på.

For mange er al denne herlighed så rigeligt en universitetsuddannelse værd. Men det er spørgsmålet, om det omgivende samfund kan være tjent med udviklingen. Ja, det kan såmænd blive spørgsmålet, hvor meget mere af sådan en tankegang den vestlige civilisation overhovedet kan holde til.

Anerkendelsen af sandhedsfordringer

Gadamer fremhævede som gammel et kapitel om erfarings-begrebet som ”det centrale stykke” i hele sit formidable hovedværk (”Wahrheit und Methode”: Anden del/II/ 3/b). Dette kapitel kulminerer med en analyse af samtalens gensidige anerkendelse, hvor et du ifølge Gadamer ikke er genstand, men forholder sig til en, og hvor begge parter må være åbne over for den mulighed, at den anden kunne gå hen at have ret – ”Uden en sådan åbenhed over for hinanden gives der ingen ægte menneskelig binding”. Nøgleordet til at forstå en sådan anerkendelse af andre er begrebet ”sandhedsfordring”: Udtalelser, tekster og kunstværker indgår i en slags socialt samspil med deres publikum, idet de fordrer at blive taget alvorligt som et bud på sandheden om et eller andet. At være åben over for en persons sandhedsfordring vil ikke sige, at man blindt klapper hælene sammen og køber hvad som helst. Det er tvært imod netop i investeringen af ens egen saglige nysgerrighed – d.v.s. i testen af, om den anden måske har set noget, man ikke selv har set – at anerkendelsen af sandhedsfordringen består. Det som dialogrelationen udelukker, er altså ikke uenighed, men noget, som i lige grad ville umuliggøre ens stillingtagen pro eller kontra – nemlig en steril og værdineutral iagttagelse af den anden.

Tager man nu alle de begreber, der ovenfor blev berørt under beskrivelsen af den nævnte kongevej til dumheden, vil man se, at de deler et bestemt karakteristikum, der synes at betinge deres fortryllende virkning på svage sjæle: Hvad enten man taler om ”processer”, ”drivkræfter”, ”faktorer”, ”fobier”, ”symptomer”, ”dysfunktioner”, ”tegnstrukturer”, ”ideologier”, ”narrativer” eller ”diskurser” – hver gang har man trukket sig ud af en umiddelbar social relation til potentielle samtalepartnere, idet man har ignoreret disses sandhedsfordring. Enten har man metodisk valgt at sætte parentes om det forhold, at deres tanker refererer til noget uden for dem selv, eller også har man på forhånd stipuleret, at alt, hvad de siger, er løgn eller principielt uværdigt til at blive overvejet som mulige sandheder.

Da Gadamer udgav sit hovedværk i 1960, frygtede han selv, at det kom for sent til at få nogen indflydelse. Den aldrende filolog fornemmede nemlig fremkomsten af ”en ny bølge af teknokratisk historiefjendtlighed”.  Selvom den vurdering på et overfladisk plan viste sig at være forkert, kan der desværre godt have været noget om snakken. For det hjælper ikke noget at komme på mode, hvis det væsentlige i ens anliggende bliver forbigået. Som vist ovenfor kan det meget godt se ud til, at den teknokratiske bølge overlevede positivismen – og i form af først marxistiske og siden postmodernistiske afsløringsfilosofier fortsatte helt frem til redaktionerne på de socialvidenskabelige tidsskrifter, som Pluckrose, Lindsay og Boghossiander så mesterligt har gjort til nar. Men vil det ikke sige, at det på paradoksal vis lige netop er videnskabsfascinationen, der i dette tilfælde har ført til ødelæggelsen af alle videnskabelige standarder? Jo! Paradokset er, at en videnskabelig metodik, der udarter til et overgreb på samtalepartnerens sandhedsfordring, underminerer selve de spilleregler for debat og argumentationen, der i sidste ende også er bærende for videnskaben selv. Så der er god grund til at lytte efter, når Gadamer understreger det afgørende: ”Den anden, der bryder min selvcentrerethed, idet han giver mig noget at forstå. Dette motiv ledte mig fra begyndelsen”.

Andre artikler om samme emne:
Et århundredes tænkning: H.-G. Gadamer (2000)
Læserens formaning til forskeren – som den høres i H.-G. Gadamers filosofi (2002)
Menneskesynenes tvetydighed – eksemplificeret ved debatten mellem Habermas og Gadamer (2017)
Læserens hævn over forskeren – islamkritik som hermeneutisk oplysning (2019)
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s