Om det fortrængtes tilbagekomst og ordets magt – tanker om Paludan

Efter få dages valgkamp må jeg indrømme, at jeg er rystet, både over hensynsløsheden i Rasmus Paludans konkrete politik og over den veltalenhed, hvormed han motiverer den. Man kan nok sige, at Paludans formulering af problemerne er lige så meget bedre, som hans løsningsforslag er værre, end jeg havde forestillet mig – og disse to ting virker til sammen temmelig skræmmende. “Ørnen er landet”, har jeg længe tænkt, jeg ville sige, når en ukontrollabel højrefløjsretorik eksploderede i det enorme tomrum, som årtiers selvcensur, eftersnakkeri og systematiseret mangel på nysgerrighed har efterladt sig. Elitens åndløshed leverer den klangbund, hvorpå en brutal intelligens kan give sproget vinger og få de fortrængte sandheder til at vælte ud af skabene. Hvis ikke Rasmus Paludan inkarnerer selve denne tildragelse, er han i hvert fald et klart varsel om, at noget frygteligt kan være nært forestående.

Man ser, hvordan Paludans retorik lever af det fortrængtes genkomst, når han i partilederrunden inddrager indvandringstemaet i diskussionen om ældreomsorg:  Gamle danskere, der har betalt skat i hele deres liv, kan ikke få den hjælp, de har behov for, mens “unge arabere og somaliere sidder og griner på kontanthjælp”. Her trækkes to grupper ud af en mere kompleks sammenhæng – for ikke alle gamle danskere står helt uden lukrative pensionsordninger, og ikke alle arbejdsløse indvandrere har ret meget at grine af. Men når det er sagt, så er det jo immervæk rigtigt, at de nævnte delmængder eksisterer, og at en sammenligning imellem dem afslører en graverende uretfærdighed: Nogen har vist samfundssind uden selv at få ret meget ud af det, og andre får en masse uden i ringeste måde at bidrage med noget konstruktivt. For velstillede humanister er dette en fortrængt sandhed, der umiddelbart genkendes som en sådan, og som derfor kan være svær at modsige. Alle de andre partiledere vidste, at Paludan måske nok udtrykte sig vulgært, men ikke desto mindre satte ord på noget, de skulle passe på med at pære for meget op i.

Samme mønster viste sig i Aftenshowet, da Paludan aldeles uimodsagt belærte resten af tv-studiet om, at indholdet i koranen og haditherne lover dårligt for den fremtidige integration af muslimer i de vestlige samfund. Ingen skulle nyde noget af opponere imod den forklaring. De vidste alle sammen udmærket godt, at 1) synspunktet er svært at gendrive, og 2) de ikke selv er vant til at håndtere problemstillingen med ord, kun med fortielse. Ved samme lejlighed skete der i øvrigt noget lignende, da Paludan påstod, at danskere, der bor i socialt boligbyggeri, er trætte af, at “drengene bliver slået ned og pigerne voldtaget”. Med sager fra Herning og Brønshøj Torv i frisk erindring syntes ingen at have mod på at anfægte det faktuelle grundlag for den påstand, og heller ikke Paludans tilføjelse om, at tingene ser anderledes ud, hvis man bor på “Strandvejen eller i Kartoffelrækkerne” stødte på ringeste modstand. Her synes igen at være tale om fortrængte sandheder, der får repræsentanterne for den humanistiske elite til at klappe sammen som østers. Måske har de ikke andet svar end det, de altid tidligere har brugt, og som i sin essens er Maude Varnæs’k: Man skænker en kop bæredygtig kaffe og prøver at snakke om noget andet.

Aftenshowet udviklede sig som bekendt farceagtigt, da Mimi Jakobsen sad og skumlede som en mopset skolepige efter at være blevet kaldt “nazisvin”. Og at de to værter kom i bekneb for både research og refleksionsevne, når de skulle bakke op om deres dilettantiske spørgsmål til Paludan – og derfor konstant gjorde sig selv til genstand for langstrakte belæringer – er nok heller ikke gået manges næse forbi. Imidlertid er der måske endnu ikke sagt tilstrækkeligt om, hvor dårligt Henrik Qvortrup gjorde det i rollen som en slags ekspertvidne, der med en for denne form for ekspertise typisk letkøbthed skulle sidde og gennemskue det hele, sådan lidt fra oven. Qvortrups videnskabelige selviscenesættelse gik ud på, at han skulle være dybdeborende, præcis og neutral, og han var lige netop ingen af delene. Hans forsøg på at facilitere vælgerne med en slags varedeklaration til Rasmus Paludans retorik bestod i en række banale iagttagelser, der oftest virkede faktuelt forkerte (som da han “afslørede”, at Paludans retorik kun er henvendt til 3-4 procent af vælgerne) og tilmed værdiladede på en fordækt, insinuerende facon (som da han meget ivrigt “afslørede” Paludans teknik med at blande integrationsproblemerne ind i alle emner). Aftenshowet blev altså også en katastrofe for den politiske elites yndlingsekspertise –  præcis som det blev det for dens MSM-journalistik og for dens søvngængeragtige dæmoniseringsretorik.

Aftenshowet er måske det værste politiske selvmål, jeg nogensinde har set, og det skal indrømmes, at andre har leveret bedre svar på Paludans udfordring (fx Lars Løkke Rasmussen, der i partilederrunden dels undgik at svælge i sin egen forargelse og dels insisterede på en slags medejerskab til bekymringen omkring masseindvandring). Alligevel synes den karikerede måde, hvorpå samtlige Aftenshowets deltagere ufrivilligt  beredte vejen for Rasmus Paludans retoriske mesterskab, at give et godt billede på virkeligheden. De syntes alle at være mødt op med en for stor tiltro til egne overtalelsesevner kombineret med en manglende respekt for sagens beskaffenhed, argumentets stilling og emneområdets iboende retoriske potentiale. Og det er vel sådan cirka den holdning, der i årtier har præget Vestens politiske eliter, og som endnu i dag får dem til at tro, at de kan censurere og informationsstyre sig ud af de vanskeligheder, de har med at vinde deres befolkningers hjerter og hjerner. Man har i teknokratisk overmod trukket alt for store veksler på høfligheden, glemsomheden, følgagtigheden og den intellektuelle middelmådighed. Men det er i virkeligheden en indbildt kontrol, der baserer sig på, at alle altid siger noget “konstruktivt” og aldrig, hvad de umiddelbart tænker eller føler. Man kan ikke basere en stabil samfundsorden på den præmis, at der aldrig dukker en Rasmus Paludan op i gadebilledet, og det er måske den erkendelse, der er ved at bundfælde sig under dække af elitens højlydte hysteriudbrud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s