Rasmus Paludans betydning for integrationen – en simpel sag?

Det er utrolig let at være humanistisk forsker inden for et hvilket som helst fag, der beskæftiger sig med årsagsforbindelsen imellem højrefløjsretorik og integration. Man skal bare fabulere lidt over temaet, at tryk avler modtryk, og at en hård tone kan få muslimer til at føle sig marginaliserede og frustrerede, hvorved de nødvendigvis må blive mindre integrerede og mere islamistiske. Og Voila! Man er kommet i land med at sige nøjagtig det samme som alle sine kolleger og kan nu defilere ud og ind af diverse tv-studier uden nogensinde at blive modsagt – efterladende et måbende publikum med det usvigeligt sikre indtryk, at de næppe har oplevet en så imponerende konsensus imellem eksperter siden FN’s klimapanel. Man behøver derfor overhovedet ikke at slå efter, hvad “eksperterne” måtte mene om Rasmus Paludans betydning for integrationen eller radikaliseringen af muslimer i Danmark. De vil utvivlsomt hver og en opfatte det som fuldstændig evident, at tryk avler modtryk og mistillid fjendtlighed, og at Paludans sociologiske effekt er entydigt negativ. Alt andet ville vel være utænkeligt.

Og det er det så bare slet ikke. Nogle ting er mulige at tænke, selvom de måske aldrig bliver det på RUC eller DIIS, og i et kommentarspor til en artikel i Jyllands-Posten stødte jeg på den højst bemærkelsesværdige påstand, at Rasmus Paludan har åbnet op for kritikken af islamister, således at man nu sågar kan se muslimer kritisere dem på Facebook. Jeg har ingen anelse om, hvilken dokumentation den pågældende kommentator ville kunne anføre for sin påstand, eller om der overhovedet er noget om snakken. Men jeg synes i almindelighed, det er en god ide at tænke selvstændigt frem for at snakke hinanden efter munden, og det er bestemt værd at spekulere lidt over, hvordan nogen overhovedet kan komme på den ide, at Rasmus Paludan skulle kunne igangsætte en positiv dynamik internt i muslimske kredse. Hvordan skal man her forstille sig andre årsagssammenhænge end den naturlovsagtige sætning, at tryk avler modtryk?

Ja, for det første kan man jo prøve at lægge de socialvidenskabelige briller fra sig i et øjeblik for at se på danskernes dialog med muslimer, som man ser på alle mulige andre diskussioner i videnskaben eller demokratiet. Her vil man jo i vidt omfang mene, at et arguments succes ikke afhænger af, hvor eller hvem det “trykker”, men af, om det simpelthen er logisk gyldigt og overbevisende. Man tænker altså her sine medmennesker som forskellige fra indelukkede væsker eller eksplosiver, for så vidt som man antager dem for at være modtagelige for “det bedre arguments tvangløse tvang” (Habermas). Og når man taler til dem, vil man derfor være mindre tilbøjelig til at orientere sig efter empirisk baserede forudsigelser af, hvordan de vil reagere på det ene og det andet, men mere imod at få sin argumentation og udtryksmåde til at lyde rigtig for en selv. Man vil måske endda mene, at diskussionen bliver mere frugtbar, jo mere spontant og uforstilt man faktisk udtrykker præcis, hvad man inderst inde mener, og at det først er herved man for alvor kan få hinanden i tale. Dette er punktet. Ingen kan betvivle, at Rasmus Paludan fungerer som en afløbskanal for en masse danskere, der gerne vil sige nogle knubbede ord til muslimer i almindelighed. Dette kan så ganske vist være farligt og i visse henseender måske uhensigtsmæssigt. Men at der muligvis kan være modsatrettede effekter, er tænkeligt for enhver, der i stand til at tænke, at ærlighed renser luften, og at mennesker kan påvirke hinanden positivt med deres argumenter.

Hvis vi tager de socialvidenskabelige briller på igen, gives der også inden for dette perspektiv mulighed for et alternativt synspunkt. Det kan nemlig godt være, at tryk nogle gange avler modtryk – men det kan også godt være, at tryk nogle gange avler føjelighed og ønskværdige adfærdsmodifikationer. Ja, dette er vel så veletableret en kendsgerning, at enorme mængder af principper for opdragelse og samfundsstyring  bygger på den. Hvis man følger den ledetråd, kan man sagtens forestille sig, at Rasmus Paludans provokationer kan fungere som et wake-up-call for nogle moderate muslimer, der måske vil få dem til at anstrenge sig for i praksis at modbevise hans påstande om islam. Og hvis det så kræver et opgør med islamistiske kræfter, der med god grund kan virke skræmmende: Det er ingen hemmelighed, at mennesker ofte overvinder frygten for at gøre noget, fordi den overvindes af deres endnu større frygt for ikke at gøre det. Eksperterne snakker ofte om islamisternes “narrativ”, der risikere at blive bekræftet ved enhver stramning over for muslimer, men snakken mangler næsten altid refleksivitet og tredimensionalitet. Enhver dialog har flere mulige udfald. Der findes rigtignok islamister, der kan sige: “Se Rasmus Paludan! Hvad sagde vi om Vestens islamofobi!”. Men der findes også moderate muslimer, der kan sige: “Se Rasmus Paludan! Hvad sagde vi om de negative følger af jeres fanatisme!”.

Jeg skal ikke hævde at være ekspert i, hvornår og hver meget man skal tænke på den ene eller den anden måde: at tryk avler modtryk, at tryk avler føjelighed, eller at ærlig samtale under alle omstændigheder må anses for at være en god ting. Hvad jeg ved, er, at historiens gang har en tendens til at overraske os alle – og ikke mindst dem, der holder meget skråsikkert fast på en enkelt simpel læresætning.

(Overvejelser som ovenstående er dukket op igen og igen i disse artikler, fx i forbindelse med Donald Trumps præsidentskab: “Trumps radikaliserende virkning: Testen er i gang!” – eller måske skarpere her: “Bidrag til en politisk ukorrekt psykologi“)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s