Om DR’s nidkærhed med anonyme profiler på Facebook

Af en artikel på DR-Nyheder 19. maj fremgår det, at journalister fra DR af egen drift har undersøgt 25 Facebook-profiler, der har udtrykt støtte til Stram Kurs, og som så ud til at være anonyme eller ”falske”. DR har derpå opsøgt Facebooks administration med spørgsmål i stil med, hvorfor disse anonyme profiler ikke allerede er blevet slettet, og det er de så efterfølgende blevet. Problemet med de anonyme profiler skulle ifølge Facebooks Martin Ruby og digital rådgiver Astrid Haug bestå i, at de ofte bruges til spredning af ”misinformation” eller ”meget hadefulde ytringer”, at de i kraft af deres delinger og likes kan ”påvirke” valgkampen, og at det er for ”nemt at dække sig ind under en falsk profil og så give udtryk for ekstreme holdninger”. Man forstår, at rationalet bag lukningen af de 25 anonyme profiler er, at de udgør en trussel imod den demokratiske debat.

Nu må jeg sige, at det forekommer mig at være en noget sekundær journalistisk opgave at bistå ved fjernelsen af problematiske ytringer fra internettet. Den primære dyd for journalister må være at sige sandheden – og herved naturligvis imødegå eventuel misinformation. Men når den journalistiske kompetence anvendes til at understøtte en form for censur, virker det paradoksalt på lidt samme måde, som når lægelig ekspertise inddrages i tortur. Jeg synes som udgangspunkt, at DR’s journalister skulle have brugt deres energi på at korrigere de fejlagtige påstande, der angiveligt blev fremsat af de anonyme profiler, i stedet for at få disse påstande fysisk og teknisk tilintetgjort. Men når det er sagt, er jeg faktisk ovenikøbet i tvivl om, hvem det overhovedet er, der i denne sag risikerer at udgøre en trussel imod den demokratiske debat. Er det de 25 anonyme brugerkonti, der måske har sikret Stram Kurs en brøkdel større omtale, end partiet ellers ville have fået? Eller er det mediemastodonter som Facebook og DR, der på et langt mere omfattende plan træffer afgørelser om, hvem der skal høres, og hvem der ikke skal?

Det er i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt, at artiklen på DR-Nyheder ikke dokumenterer noget som helst om russisk indblanding eller robot-lignende adfærd på de 25 fjernede brugerkonti – hvilket ellers var Lars Løkke Rasmussens anklage, da han i helt den samme ånd beklagede den offentlige opmærksomhed, der var opstået omkring Marrakech-traktaten. Vi synes altså ikke at skulle forestille os noget med russiske trolde-fabrikker eller tusindvis af automatiserede delinger i sekundet. Derimod lyder det som noget med, at der har siddet rigtige mennesker og brugt tid på at formulere sig; men at de så i kraft af profilernes anonymitet har kunnet få det til måske at fremstå som om, de var et par stykker flere, end de reelt var, eller – nok så interessant – har fået mulighed for at offentliggøre noget, de ellers ikke turde offentliggøre.

Det er besynderligt, at ingen eksperter i DR-Nyheders artikel problematiserer eventuelle risikomomenter ved, at DR og Facebook udøver en censur, som politiet ikke har bedt dem om at udøve. For der er vel ingen, som vil benægte, at begge institutioner har en venstreorienteret bias, og selvom artiklen flere gange understreger, at Facebook også har lukket anonyme profiler fra venstrefløjen, er dette symptomatisk nok ikke lukninger, som DR har efterspurgt, eller som Facebook vil dokumentere med eksempler. Mange snakker for tiden meget om de farer, der udgår fra internettets anarki, men man burde stille sig selv det spørgsmål, at hvis nogen skal kontrollere, hvad der siges, hvordan skal man så kontrollere kontrollanterne?  Man kunne som minimum spørge, om truslen fra de 25 Stram-Kurs-profiler overhovedet er alvorlig nok til at løbe den risiko, som ligger i en øget censur på de sociale medieplatforme.

Der er nogle forkerte præmisser gemt i den frygt for uregelmæssigheder på internettet, der kommer til udtryk i formuleringer som, at de kan ”påvirke” den demokratiske debat ved at skabe fokus eller ”røre” om forskellige emner (jf. Astrid Haug i artiklen). For det første synes tankegangen at implicere, at der i forvejen består en naturlig eller retfærdig fordeling af offentlighedens opmærksomhed imellem alle mulige politiske problemstillinger. Men i en offentlig debat præget af eksempelvis statslige institutioner, pengestærke lobbyister og indflydelsesrige mediekoncerner, kan man dårligt sige, at de digitale urenheder, man vil fjerne, risikerer at forurene en oprindeligt ren kilde. Marrakech-debatten er her et udmærket eksempel: Selv hvis Putins robotter og troldefabrikker virkelig trak gevaldigt i trådene, ville de kun kunne danne modvægt i et spil, hvor FN’s eksperter og diverse NGO’er og vestlige ministerier trak den anden vej. Hvem ved, om opmærksomheden i sidste ende blev mere eller mindre ”rimeligt” fordelt?

Et yderligere problem ligger i det lille ord ”påvirke”. Det kommer nemlig let til at fremstå som om, propaganda eller robotter eller falske profiler kan påvirke holdningsdannelsen på samme måde, som en hammer påvirker et søm, når det bliver slået i. Men i virkeligheden adskiller en intellektuel påvirkning sig fra en fysisk derved, at den må gå en omvej omkring modtagerens dømmekraft og først kan træde i kraft som kausal faktor, når den for egen regning er blevet godkendt af den, der skal påvirkes. Det er sådan noget, der fik Jürgen Habermas til at tale om argumentativ påvirkning som en ”tvangløs tvang”. Og det er sådan noget, der gør ”demagogi” til en højst misforståelig term, og som for eksempel bevirker, at tredivernes tyskere ikke kunne fralægge sig ansvaret for at have troet på Hitler, på samme måde som et søm ville kunne fralægge sig ansvaret for at være blevet slået i. Man skal derfor ikke overvurdere reklamens eller propandaens magt. Begge dele kan til en vis grad skævvride interessen, men kun inden for en grænse bestemt ved produktets objektive kvaliteter eller argumentets saglige overbevisningskraft. Derimod kan et dårligt argument skade en sag yderligere, jo mere det bliver eksponeret, mens en revolutionerende ny idé kan vinde verden blot ved at blive hvisket. Dette forklarer mange ting – blandt andet, at folk i almindelighed ikke kræver millimeterretfærdighed, når det gælder eksponeringen af deres eget synspunkt i den offentlige debat.

Astrid Haug siger i et filmklip bragt under DR-Nyheders artikel, at det er et demokratisk problem ved falske profiler, at man ikke ved, hvem man taler med, og at det bliver for ”let” at fremsætte ekstreme synspunkter. Det lyder måske nok dejlig forsamlingshusagtigt, men synes desværre ikke at indeholde megen omtanke. For hvordan er det for eksempel et demokratisk problem, at Antifa, al-Qaeda eller IS ikke kan få oplyst identiteten på en eller anden, der udtaler sig til støtte for Rasmus Paludan? Og er det måske sådan noget, Astrid Haug sigter til, når hun synes, det ikke skal være for ”let”? For når eksperter som hende i samarbejde med journalister som DR’s og administratorer som Facebooks får presset enhver, der vil støtte Danmarks mest politibeskyttede person til at skulle underskrive sig med navn og adresse, kan det såmænd godt være, at nogen vil finde det alt andet end let. Ja, en del vil måske helt undlade at udtrykke deres synspunkt offentligt. Og er det så måske det, man mener med at ”tie Paludan ihjel”? Er det sådan, man skal forstå konceptet om en ”ansvarlig brug af ytringsfriheden”, om ytrings-”frihed”, men ikke ytrings-”pligt!? Jeg synes, det er skammeligt, at ingen overvejer, hvordan anonyme profiler kan bidrage positivt til en demokratisk debat, der er alvorligt truet af politisk vold og selvcensur. Som forklaret ovenfor er det kun et relativt problem, hvis et argument bliver overeksponeret, fordi det aldrig kan slå hårdere, end modtagerens fornuft tillader det. Det forholder sig anderledes, hvis man får succes med fuldstændig at skjule en ytring, således at modtageren aldrig får mulighed for at tage stilling til den. Her bliver påvirkningen virkelig til påvirkning, og forbrydelsen absolut.

Læs også: Kategorier til mediespørgsmålet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s