Robert Spencers fortrinligheder – eksemplificeret ved et foredrag fra august 2018

Den uvurderlige Robert Spencer er på fjerde uge syg og – med en enkelt undtagelse i anledning af Theresa Mays afgang som britisk premierminister – fraværende fra sin hjemmeside, Jihad Watch. Dette foruroliger mig meget. For ingen intellektuelle forekommer mig i dag at formidle livsvigtige sandheder med helt samme omtanke og elegance som ham. Spencers mest iøjnefaldende fortrin er hans detaljerede viden om muslimsk kultur- og idehistorie samt en tendens til historievidenskabeligt nørderi, der kan virke både belærende og afvæbnende. Men Spencers intelligente retorik brillere også ved at udstråle en gennemgående venlighed og humanitet, hvilket især bliver tydeligt ved hans utallige filmede foredrag.

Spencers ståsted i oplysningstraditionen

Det er således ganske bemærkelsesværdigt, at USA’s højst profilerede islamkritiker – en mand, der i lighed med Pamela Geller har haft indrejseforbud til Storbritannien siden 2013, og som at dømme efter omfanget af smædekampagner og censurbestræbelser meget snart kan være udrenset fra de fleste platforme på internettet – overhovedet ikke argumenterer under henvisning til specifikt amerikanske eller kristne værdier. Robert Spencer står derimod solidt plantet i oplysningstraditionens værdier om rationalistisk videnskabelighed og universelle frihedsrettigheder. Han forsvarer menneskerettighederne for bl.a. kvinder, homoseksuelle, jøder, ikke-troende og moderate muslimer, og det er på den baggrund, han advarer imod de totalitære tendenser i dels islam, dels den politiske korrekthed. Spencer kommer derfor slet ikke i nærheden af at foreslå fascistoide eller Paludan-agtige ændringer af USA’s lovgivning. Han er rent faktisk forbløffende fortrøstningsfuld, hvad angår muligheden for at tackle islamismens udfordring inden for den eksisterende lovgivning – hvilket jeg bemærkede i Jul med Spencer og Wood og også lægger mærke til i ovenstående videoklip fra Young America’s Foundation i august 2018.

Spencers instinkt for at undgå lige præcis den form for populistisk tankeflugt i totalitær retning, som han evindeligt bliver beskyldt for at understøtte, viser sig for eksempel fra 19ende minut, hvor han stiller spørgsmålet om, hvad amerikanerne skal stille op med den islamistiske trussel: ”Selvfølgelig er vi nødt til at handle i overensstemmelse med vore egne principper, og med vores forpligtelse på menneskerettighederne og alle menneskers lighed og værdighed. Og derfor kan vi ikke give efter for nogen fristelse, hvis vi har en, til at begynde at opføre os på samme måde som dem, der er i gang med at ødelægge os”. Denne pointe konkretiseres under spørgerunden (minut 1.02), hvor en tilhører spørger Spencer, om ikke risikoen for, at nogen skal tage islams voldelige tendenser alvorligt, først kan forsvinde, hvis islam i sin rene form stoppes – og hvor Spencer lynhurtigt ser tankegangens implikationer: ”Du taler om halvanden milliard mennesker, så når du taler om at stoppe islam, hvad taler du om? Lejre? Gaskamre? Jeg mener, der bliver til en meget, meget dårlig vej at gå ned ad. Og faktisk, så har vi i USA ikke love imod ideer, og vi skulle alle være meget taknemmelige for det – selvom venstrefløjen nu arbejder meget hårdt på at gøre ”hadforbrydelse” til en juridisk kategori..”.

Sondringen imellem islam og muslimer

Man kan ikke umiddelbart udlede nogen bestemt politik af Spencers redegørelse for islams negative aspekter. Og heri ligger, at han til fulde forstår ideen om videnskabelig rationalitet og blandt andet opretholder en distinktion, der synes at være blevet sløret for store dele af venstrefløjens eksperter: distinktionen imellem beskrivelse og vurdering, imellem at sige, hvordan tingene ”er”, og hvordan de ”bør” være. Man kan godt oprigtigt prøve at forstå et problem og oprigtigt forsøge at udtrykke, hvad man mener at have forstået, uden per automatik at have tilsluttet sig de mest radikale løsningsforslag. En anden væsentlig distinktion består imellem, om man kritiserer ideer og tankegange eller udtrykker sin modvilje imod de personer, der i større eller mindre grad kan associeres med dem. Her tænkes naturligvis på forskellen imellem islam som ideologi og de konkrete mennesker, der identificerer sig selv som muslimer. Og da dette er en sondring, som ubetænksomme retorikere kan komme til at bøvle gevaldigt rundt i, er det en sand nydelse at betragte, hvordan Robert Spencer forklarer sammenhængen for sine tilhørere:

Hvad jeg taler til jer om, er islamisk doktrin, islams læresætninger. Mange af jer, måske de fleste, kan være kristne, I er måske meget engagerede meget fortrolige med kristendom, og I ved, at Jesus sagde: ”Elsk dine fjender, og bed for dem, som forfølger dig. Og hvis nogen slår dig på den højre kind, vend den anden kind til, så han også kan slå den”, ikke sandt? Nå, men når jeg fortæller jer: I kender sikkert mange kristne, der ikke gør sådan, som ikke elsker deres fjender og alt resten af det – men det betyder ikke, at Jesus ikke sagde det. Og det betyder ikke, at det ikke stadig er en dyd for kristne at opføre sig på en storsindet måde selv imod folk, der hader dem. Og det er det samme i islam, bare modsat i en bestemt betydning. Eftersom den menneskelige natur alle steder er den samme, er der pragtfulde individuelle muslimer, som udviser de mest pragtfulde menneskelige kvaliteter, som mennesker kan udvise. Dette ændrer ikke det faktum, at den islamiske religions læresætninger inkluderer et imperativ om at bekrige ikke troende, uanset om nogen individuelle muslimer tager dette imperativ på sig eller ej. Kan I se distinktionen?!”

Troen på sandheden

Alle verdenshistoriens helte og sandsigere har delt den overbevisning, som Abraham Lincoln fik udtrykt så fint: ”You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time” – og alle historiens niddinge, løgnhalse og rænkesmede har troet på det modsatte: at propagandaens magt er uindskrænket, og at kontrollen over, hvad der siges, er et stærkere våben end sandheden. Det ser desværre ud til, at nutidens humanister og samfundsforskere i vidt omfang uddannes til at tilhøre den sidst nævnte kategori – og at de netop ved tilslutningen til en kynisme, der er lige så ubegrundet, som den er uopbyggelig, føler sig særdeles kritiske og durkdrevne. Denne følelse af at besidde røntgenøjne og metodisk kontrol over historiens gang lader sig besynderligt nok ikke anfægte af, hvor mange gange man viser sig at have forudsagt udviklingen forkert. Men den forklarer måske, hvorfor så mange såkaldt intellektuelle udviser nul og ingen nysgerrighed, når det drejer sig om en faktuel forståelse af islams og indvandringens problemer – men til gengæld virker yderst interesserede i, hvem der skal have lov til at sige noget, hvordan de skal sige det, og hvilken følelsesmæssig reaktion, det kan forventes at fremkalde hos modtagerne. Man kan måske næsten hævde, at dele af uddannelsessystemet formelig har populariseret psykopatens livssyn – dvs. livssynet hos den, der altid interesserer sin mindre for at udføre et godt stykke arbejde end for, hvordan det tager sig ud for andre, mindre for at fremstille et godt produkt end for, hvordan man skal reklamere for det, mindre for at udtænke et gyldigt argument end for, hvordan man overtaler et bestemt publikum, mindre for at sige sandheden end for at erobre enhver lygtepæl og medieplatform i det offentlige rum.

Det er i den forbindelse velgørende, at Robert Spencer er så gammeldags at tro på det samme som Lincoln: at løgnen kan have mange tricks, men at sandheden vinder i sidste ende. Og det er en tro, han tydeligvis føler det vigtigt at indgyde i de republikanske studenterforeninger, der som regel er dem, der indbyder ham til at holde foredrag på forskellige uddannelsesinstitutioner – og som han med træfsikker ironi har kaldt for den mest forfulgte minoritet på campus. Spencers opbyggelige formaninger falder her i slutningen af hans foredrag, umiddelbart inden spørgerunden (fra minut 31): ”Sagen er, at I har ét i uovervindeligt våben på jeres side, og det er sandheden, at hvis I taler om disse emner, at hvis I taler om dem præcist og ærligt, så vil realiterne gå op for folk (…) Sagen er: Sandheden kommer ud i sidste ende, men vi er nødt til at arbejde for det. Der er et gammelt udtryk: Løgnen når halvvejs rundt om jorden, før sandheden bliver færdig med at tage sine sko på; og vi er nødt til at arbejde lidt hårdere, med at få vores sko på. Men sagen er: Sandheden kommer altid ud, og hvis I står for den, og hvis I viser folk virkeligheden, så er der ingen måde, hvorpå I kan tabe..”. Ingen tilføjelser.

Alle oversættelser er mine og kan umiddelbart sammenholdes med videoen ovenfor.
Andre skrifter om Robert Spencer:
Læserens hævn over forskeren – islamkritik som hermeneutisk oplysning
Jul med Spencer og Wood
Humanioras genkomst eksemplificeret ved Robert Spencer
Stanford, Spencer og Politiken-læseren
Terrorismens hermeneutik – Hvorfor højrefløjen snakker arabisk, og venstrefløjen latin.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s