Antik antropomorfisme og moderne naturalisme: to enøjede årsagsbegreber

I en fortræffelig passage af Platons ”Faidon” (98D) modstilles to årsagsbegreber, der senere blev begrebsliggjort i aristotelisk metafysik: den blinde, mekaniske virkeårsag (latin: ”causa efficiens”) versus den fremsynede formålsårsag (latin: ”causa finalis”). Sidstnævnte passede fint sammen med middelalderens præmis om en intelligent skaber af virkeligheden, men under presset fra moderne videnskabelig metode måtte ideen om hændelser forårsaget af et formål efterhånden vige. Darwins evolutionsteori fjernede denne idés sidste bastion i biologien, og moderne videnskab – hvorved man altid primært tænker på naturvidenskab – antages almindeligvis at handle udelukkende om virkeårsager.

Men hør nu her! Hvis man siger, at de antikke grækeres teleologiske natursyn var ”antropomorfistisk”, har man implicit anerkendt, at konceptet om en formålsstyret virksomhed oprindeligt stammer fra menneskers handlingsliv. Og hvad skal man så kalde det, hvis man går til den modsatte yderlighed og reducerer menneskers handlingsliv til et begreb om blinde virkeårsager, der stammer fra naturen? Er det ikke selvmodsigende at hævde, at grækerne fejltolkede naturens årsager ud fra deres forståelse af mennesker, men at der i øvrigt ikke er nogen forskel på, hvad forståelse og årsag betyder på de to områder? Er det ikke lige så forkert at læse naturens meningsløshed ind i mennesker, som det er at læse menneskelige motiver ind i naturen?

Hvis man tror, at det her bare er tynd luft og lærd konversation, bør man overveje, hvordan man synes, det går med de humanistiske videnskaber i dag. Hvor gode har de for eksempel været til at opfatte og foregribe problemstillinger relateret til muslimsk masseindvandring? Hvor godt rådgivet var mon en politiker som Angela Merkel, da hun åbnede Europas grænser i 2015 – og mente, at ”vi klarer det”? Og hvis nu der viste sig at bestå en tendens til, at repræsentanter for humanvidenskaberne traditionelt har stemt på bestemte politiske partier: Er dette så partier, der over de seneste årtier har holdt fast i deres syn på indvandring, integration og multikultur, fordi de måske fra starten sad inde med alle de rigtige teorier? Eller er det snarere partier, der kontinuerligt har måttet modificere deres politik, fordi de hele tiden indrømmer at have misforstået betydningen af helt basale humanvidenskabelige kategorier, såsom kultur og religion? Man må huske på, at professionshumanisterne står med en dunkel fortid fra halvfjerdserne, hvor de ligeledes endte med at måtte se sig overreflekteret af Postmand Per og Maren i kæret. Så spørgsmålet rækker tilbage i tiden og stiller sig måske stærkest siden tresserne: Har humanvidenskaberne efterabet naturvidenskabernes sprog i håbet om at sole sig i deres prestige, og har dette paradoksalt nok åbnet op for et pseudovidenskabeligt ophørsudsalg, der i sidste ende gør dem til grin?

For eksempel: Der er noget galt med ens begreb om menneskelige handlinger, hvis både jihadister på den ene side og islamkritikere på den anden ser ud til at blive drevet af blinde, psykologiske eller socioøkonomiske virkeårsager – og hvis man så ovenikøbet aldrig holder op med at udtrykke sin forbløffelse over, ”hvad de dog kan finde på!”. Her burde man måske have holdt fast i den oldtidige og udskammede causa finalis som gældende for menneskelige aktører – fx når man ser dem gestikulere meningsløst bag en glasrude: ”Åbn døren, læg øret til hørerøret, og kredsløbet er sluttet, den menneskelige aktivitet har fået sin mening tilbage” (Sartre).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s