“Den etiske doms suspension”..

20190630_120805

Sidder i skyggen og læser Christopher Lasch’ ganske pudsige formulering af, hvad der står på spil i den kulturrelativistiske tolerance: “den etiske doms suspension i den forståelse eller misforståelse af pluralismen, som nu er udbredt..” (Eliternes Oprør: s. 78). Lasch’ ordvalg er tankevækkende, fordi det gør en bestemt association nærliggende: Hvor kunne læseren mon tænkes ellers at have hørt om sådan noget som en “suspension” af etiske domme? For kunstinteresserede vil tanken måske henledes på Kants æstetik, hvor oplevelsen af skønhed blev bestemt ved et “interesseløst velbehag”, der lægger det smålige hverdagslivs bekymringer bag sig. Dette kan nok være en tanke værd i relation til 90’ernes postmodernisme og æsteticering. Men for de fleste må den mest oplagte reference gå til videnskabsteorien, hvor lige præcis en sådan tilbageholdelse af personlig stillingtagen er blevet diskuteret under overskriften “værdifrihed”. Spørgsmålet har været, om man i videnskaben kan eller bør holde sin egen vurdering af den rigtige handlemåde ude af sin forskning i andre menneskers ageren. Et spørgsmål, der er blevet sat på spidsen siden 1960’erne, hvor det for alvor kom på mode at omdefinere den  humanistiske forskers relation til sin genstand – fra et forhold af dannelse og deltagelse til et forhold af distanceret iagttagelse, afsløring, terapi og administration.

Men hvis man således kan finde samme suspension af den etiske dom hos den tolerante relativist, den ligeglade æstetiker og den metodefikserede diagnostiker eller teknokrat – hvad kan man så lære af det? Det afgørende er at forstå, hvordan den samme filosofiske fodfejl  kan give sig udslag i tilsyneladende meget divergerende attituder og selvbilleder. For eksempel føles positivisme i videnskabsteoretisk forstand som noget helt forskelligt fra et litterært udtrykt absurd livssyn – og dog bonnede alle argumenterne imod det ene også ud imod det andet, da Sarte diskuterede sagen med Camus (her og her). På samme måde lyder “tolerance” som noget langt mere venligsindet end “tingsliggørelse”, selvom det i visse situationer er nøjagtigt den samme suspension af umiddelbarheden i sociale relationer, der refereres til. Endvidere har en objektivistisk metodefetichisme ofte ligget i indædt skænderi med en erkendelsesteoretisk relativisme, selvom der tydeligvis består en fælles præmis, som let fører fra det ene til det andet: reduktionen af gyldighedsfordringer til neutrale facts (jf. omtalen af Favrholdt her).

Hermed når vi til den overordnede og centrale pointe. Mange registrerer i dag, at den halvdannede, politisk korrekte elite er ved at underminere fundamentet for den vestlige civilisation, ikke mindst fordi den ved sit føleri og sin moraliseren samt sin foragt for intellektuelt vovemod og åben debat forråder traditionen for rationalisme og videnskab. Man kan heri se et føleriets oprør imod fornuften. Men man bør overveje, om ikke dette oprør enten finder paradoksale udtryk eller måske ligefrem har rod i sin tilsyneladende modsætning. Tidens irrationalisme stammer i vidt omfang fra pseudovidenskab og scientisme, d.v.s. fra en overdrivelse af videnskabelighedsprætentionerne, der driver disse ud i det fornuftstridige og selvødelæggende. Dette fremgår for eksempel af Collingwoods kritik af psykologien (her).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s