Robinson, Spencer, Wood – og undertegnede

(Update 16/11 2019: Videoen er fjernet og ikke umiddelbart tilgængelig andre steder)

For Tommy Robinson, der meget tænkeligt kan se frem til en pludselig død bag tremmerne i et muslimsk domineret fængsel, må det være en stor trøst at se sin rettergang debatteret af intellektuelle fyrtårne som Robert Spencer og David Wood. Dette er folk, der igennem mange år har bevist deres evne til, ikke blot at opmagasinere viden, men også at tænke selvstændige og, om nødvendigt, upopulære tanker. Spencer og Wood taler om helte og om glemselen af, hvad det vil sige at være en helt. De taler om at udvise civil courage under trykket af den politisk korrekte ensretning og om at stå op for ytringsfriheden, før det er for sent. De taler om tidens omsiggribende kujoneri, hvor alle bare prøver at fedte sig igennem, og om unævnelige problemstillinger, der af bekvemmelighed ekspederes videre til en kommende generation. Og de taler sig hele videoen igennem langt, langt væk fra den åleglatte og moralsk fleksible medløberretorik, der i dag fremstår som det sørgelige resultat af 70’ernes universitetsmarxisme, 90’ernes attituderelativisme og de humanistiske fags sideløbende udvanding og kommercialisering. I en verden, hvor venstrefløjen efterhånden frygter “kældermenneskene” så meget, at den begynder at tilbede EU’s solkonger, hvor journalistik og censur snor sig stadig tættere sammen (præcis som begreberne “intellektuel” og “administrator”), og hvor den højt besungne “kritiske bevidsthed” kun dyrkes, så længe den ikke træder nogen over tæerne – ja, da fremstår folk som Robert Spencer og David Wood nærmest som drømmesyn, som åndepust fra en bedre verden og som hårdt tiltrængte vidnesbyrd om, at der i al evighed vil vedblive at eksistere sådan noget som sandhed, karakterstyrke og intellektuel samvittighed.

..For mange adjektiver måske, og måske en irriterende måde at remse op på – men skrevet ud af den dybeste misundelse og en ganske ubehagelig selvransagelse. Nuvel. Det ville nok være forkert fuldstændig at forklejne seriøsiteten  i min ungdoms kampe på venstrefløjen. Ikke alle var enige eller interesserede, og i 1980’erne var der ikke garanteret medvind for revolutionære teenagere i provinsen. Så hvis den “kritiske refleksion” for nogle af os faktisk blev en genvej til social succes, var denne i hvert fald ikke gnidningsfri. Også vi mistede fodfæste, brændte broer og måtte indimellem samle spyttet, før vi stod op for vores sag i en fjendtligsindet kontekst. Og så alligevel. Jeg spørger mig i dag, om det hele nogensinde fik den tyngde, som vi i vores ungdommelige offervilje drømte om. For hvad var disse drømme? Det er vist ikke uretfærdigt at sige, at de var spundet omkring filosoffen i Platons hulebillede, der går ud i solen, mens de andre sidder tilbage og glor på skygger. Vi drømte om at være en revolutionær avantgarde, der kunne gennemskue det ideologiske blændværk, som almindelige mennesker lod sig fodre af med. Og vi drømte intenst om at være i mindretal, om at være “skandaløse” og om at forsvare pariaer og syndebukke imod overmægtige retssystemer og folkedomstole. På sin vis drømte vi om at være undertrykte, og problemet var naturligvis, at vi ikke rigtig var det. Det var svært at komme med håndfaste eksempler på, at offentligheden blev misinformeret, og der var ingen Dreyfus-affære eller mccarthyisme at opponere imod. Selv havde vi masser af taletid og høstede ikke sjældent en ekstra udmærkelse i dansk stil for vores veludviklede “kritiske sans”. Som sagt: Dette gjorde ikke ligefrem vores engagement korrupt – men måske ulideligt let.

Det er vel indlysende, hvorfor jeg tænker over disse ting i aften. Tommy Robinson bliver dømt af ignoranter, nøjagtig som Sokrates blev det, og Robert Spencer og David Wood udlever netop den drøm om intellektuel ubestikkelighed, som vi engang drømte i min omgangskreds. Forskellen er bare, at vores drøm harmonererede dårligt med den sølvske, vi i virkeligheden havde i munden, hvorimod deres engagement er præcis så dramatisk, kontroversielt og livsfarligt, som vi forestillede os det. Og så havde vi naturligvis aldrig tænkt på, at det kunne ende med at være vores synspunkter, der definerede pøblen, blodhundene og propagandamagerne over for en epokes intellektuelle helte. Hvis der er noget, som verdenshistorien formår, så er det at forvirre, ydmyge og latterliggøre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s