Om virkeligheden og dens billede – tre år efter

Man bliver mindet om et interessant tema fra de senere års politiske debat, når Volvo-chefen Håkan Samuelsson beklager sig offentligt over forholdene i Göteborg. Ifølge Samuelsson skulle det nemlig være svært for Volvo at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft, dels på grund af dårlige skoler og mangel på boliger i Göteborg, men også på grund af generel utryghed og høj kriminalitet. Nyheden om Volvo’s rekrutteringsproblemer synes at rime ganske godt med de rygter, der i de senere år har huseret om svenskere, der planlægger at emigrere på grund af stigende utryghed i Sverige – hør for eksempel, hvad sælgerne af boliger i udlandet siger på denne messe. Det kan godt være, at dokumentationen for denne tendens endnu ikke er stærkere end, at man kan komme af sted med at ignorere den, hvis det er det, man ønsker. Hertil skal imidlertid siges, at hvis tendensen til udvandring af middel- og overklassen på en tidspunkt bliver så massiv, at den er umulig at ignorere, vil Sverige formentlig være uhjælpeligt fanget i en sneboldeffekt af sociale problemer og svigtende skattegrundlag.

Nu ved vi jo alle sammen godt, at ingen svenske eksperter har den fjerneste anelse om, hvorfor volden og utrygheden i Sverige er eksploderet siden 2015. De synes uden undtagelse at være dresserede til at stå og klø sig i nakken: “Jaaa, det är mycket underligt..“. Men hvis man i mangel af troværdige fagfolk ser sig nødsaget til at danne en mening på egen hånd, så virker det næppe helt tosset at antage, at svenskernes deroute har noget at gøre med deres indvandringspolitik. Og faktisk kunne man i lyset af den indsigt forudse sådan noget som Volvo’s aktuelle rekrutteringsproblemer allerede for tre år siden. Dengang formulerede jeg ganske vist pointen i forhold til Merkels Tyskland, da jeg overvejede, hvordan man mon skulle tænke sig, “.. at nytårsfestlighederne i Köln har påvirket Tysklands mulighed for at tiltrække turister og investorer?“. Sveriges nytårsvoldtægter ved årsskiftet efter åbningen af Europas grænser foregik nok en anelse mindre malerisk end i Köln. Men de foregik, og det samme gjorde tusindvis af andre overgreb på etniske svenskere, der tilsammen giver en udmærket forklaring på Håkan Samuelssons problemer med at gøre Göteborg attraktiv for folk, der har et valg.

Så kan man imidlertid undre sig over, om ikke Sveriges image som humanitær stormagt indebærer en branding-effekt, der opvejer og udligner de praktiske gener, som Volvo’s potentielle medarbejdere måtte frygte at opleve i Göteborg. Kunne Volvo ikke designe deres rekrutteringsmateriale således, at det fremhæver det svenske folks tillidsfuldhed, åbne sind og høje moralske standarder, e.v.t. præsenteret i skarp kontrast til de klamme kældermennesker i nabolandet Danmark? Faktisk var det netop variationer over denne tankegang, der dannede baggrund for min tre år gamle artikel. Anledningen var, at Inger Støjbergs “smykkelov” var blevet omtalt negativt i selveste New York Times, og at danske eksperter stod på nakken af hinanden for på tv at forudsige diverse skæbnesvangre konsekvenser af Danmarks angiveligt ødelagte omdømme – blandt andet forøget terrorrisiko og fremtidige problemer med at tiltrække turister, investeringer og højt kvalificeret arbejdskraft.

Jeg sendte disse skråsikre profetier en venlig tanke, da dansk turistindustri meldte om stor fremgang den følgende sommer, og det samme gjorde den ikke uefne Søren K. Villemoes, da han efter et par år kunne fastslå, at ikke noget som helst af det forudsagte rent faktisk var sket. Hvis det var den slags ekspertise, der lå bag svensk indvandringspolitik i efteråret 2015, d.v.s. hvis en del af rationalet bestod i at gøre sig attraktiv for en højt kvalificeret arbejdskraft, der fremover forventedes at ville fravælge Danmark – ja, så mener jeg, at Volvo’s aktuelle beklagelser viser, at jeg fik ret: “Selv hvis vi tager det for givet, at de unge, smukke og smarte, som det angiveligt gælder om at tiltrække som arbejdskraft, traditionelt har foretrukket åbne og globaliseringsvenlige opholdssteder – hvem ved så, hvornår de pludselig vender på en tallerken, flytter familien fra Nørrebro og ser lyset i privatskoler? Hvem ved, om de måske pludselig begynder at prioritere sandsynligheden for at undgå voldtægt over humanistiske programerklæringer?“.

Det på én gang tragiske, komiske og filosofisk interessante ved alt dette var givet med overskriften på den oprindelige artikel: “Om virkeligheden og dens billede“. Det er udfra et rent metodisk, heuristisk synspunkt betydeligt lettere at forudsige objektive konsekvenser af et tiltag end at gøre sig klog på, hvilket billede alle mulige andre aktører måtte danne sig af det. Det er rart at være venner med folk, men svært at planlægge på forhånd, hvordan man skal vinde deres hjerter og hjerner. Det er kognitivt simpelt at tvinge folk fysisk og relativt ligetil at true eller lokke dem i forskellige retninger. Men det er en højst risikabel øvelse at lefle sig til deres respekt – blandt andet fordi, deres værdinormer risikerer at ændre sig midt imens, man render og gør sig til for det, man troede, ville vække deres sympati. Der er derfor god fornuft i at satse på virkeligheden fremfor dens billede, varen fremfor reklamen og sandheden fremfor den gode tone – samt på en politik, der er objektivt holdbar, uanset hvad dagens lederskribent på New York Times synes er fedt.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s