Den selvkritiske humanist – August Toftgaard Madsens debatindlæg

Den Nordisk-studerende August Toftgaard Madsen har begået et formidabelt debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor allerede overskrifterne røber, at der her er noget helt andet på spil end i de udmærkede, men også noget rutineprægede fagfolks sædvanlige brok, selvhævdelse og kræmmersnak: ”Åndsfagenes krise er selvforskyldt”, og ”Humanioras krise har rod i egen lejr”. Hvor er det dog befriende, når nogen kan løfte blikket over spørgsmålet om deres egne kasketter og bevillinger og faktisk tænke noget originalt! Og hvor er det pinligt, at det er den i øvrigt udmærkede og politisk velorienterede Frederik Stjernfelt, der ved i en tidligere artikel at placere aben hos de slemme kapitalister i Dansk Industri har gjort sig selv til skydeskive for Toftgaard Madsens polemik! Det kan godt virke som en standardøvelse, når humanister skamroser humaniora og indirekte udbeder sig flere penge og mere respekt. Men Toftgaard Madsen fejer frejdigt og friskt alle fagforeningsrelaterede hensyn til side ved kort og kættersk at fastslå (og hvor ville jeg gerne have sagt det!): ”Antallet af humanister er uvæsentligt”. Det er tydeligvis ånden og ikke murstenene, det kommer an på for den grundtvigsk dannede Toftgaard Madsen. Udbredelsen af ”humanistisk dømmekraft” i samfundet som helhed.

Toftgaard Madsens artikel er spækket med vigtige begrebsdistinktioner, der så at sige sætter stikkene rigtigt i til de traditionelle filosofiske diskussioner om emnet. Det gælder distinktionen imellem ånds– og naturvidenskab, der peger ned i en omfattende kontrovers om forståelse versus forklaring. Det gælder sondringen imellem ”åndværk” og ”håndværk”, der viser tilbage til blandt andet den aristoteliske modstilling af fronesis og techne – eller i nyere tid til Jürgen Habermas’ sondring imellem kommunikativ og teknisk interesse. Det gælder fremhævelsen af begrebet metode, der ganske vist ikke (som i titlen på Hans-Georg Gadamers hovedværk) sættes i modsætning til sandhed – men som dog bringer mindelser om den filosofiske hermeneutik, idet Toftgaard Madsen sætter metoden i modsætning til læserens investering af sin personlige ”erfaringshorisont”. Og det gælder modstillingen af begreberne historie og teori, der for eksempel kan lede tanken hen på det gamle positivistiske krav om, at historievidenskaben kun kan fuldendes som sociologisk teori, hvilket arkæologen Robin George Collingwood opponerede kraftigt imod. Jeg finder det særlig skarpt af Toftgaard Madsen at fremhæve forskellen imellem litteraturteori og litteraturhistorie – og at understrege det oprørende i, at han som studerende har haft næsten lige så meget undervisning i det første som i det sidste. ”Jeg har på mit studie hverken læst Pontoppidan, Martin A. Hansen eller Martin Andersen Nexø. Til gengæld har jeg læst Judith Butlers ”Gender Trouble” i tre forskellige kurser”. Er det ikke essensen i humanioras arv fra 1968, der indfanges her?

Da ovennævnte Gadamer i 1960 udgav sin kolossale kritik af positivisme i humanvidenskaberne, frygtede han efter eget udsagn, at bogen kom for sent; han fornemmede nemlig fremkomsten af ”en ny bølge af teknologisk historiefjendtlighed” (fra Efterord til tredjeudgaven). Gadamer tog fejl, for så vidt ”Wahrheit und Methode” blev en klassiker, men i dag kan man alligevel spørge sig, om ikke den nye bølge fortsatte uanfægtet. For hvad hører man andet end netop fortsættelsen af samme historie, når Toftgaard Madsen beskriver sit pensum på Nordisk som ”et grundtvigsk mareridt”, der er ”fortvivlende” i forhold til idealet om ”et alment dannelsesfag”? Og når han afslutter fyndigt med, at ”der er solgt ud af vores gamle værdier”? Han beskriver hengivent sin ungdoms møde med en rigtig ”klassisk humanist”, der med sin udlægning af “Kongens Fald” fik ”hjerteblodet til at rulle i årerne”. Men så bemærker han tørt, at den professor for længst er pensioneret, og efterlader en isnende tavshed omkring det menneskelige udbytte, han måtte have haft af mødet med de yngre teoretikere, der nu udgør ”instituttets stærke inderkreds”. Dette stiller i den grad de officielle talsmænd for humaniora i et dårligt lys, når de med søvngængeragtig sikkerhed står og spiller deres fags ´’dannelsesværdi’ og ‘eksistentielle’ betydning ud imod erhvervslivets og politikernes ’kolde’ nyttehensyn. Anders Toftgaard Madsen udtrykker derimod en gennemført sund og tiltrængt skepsis over for den reelt eksisterende humaniora, når han forestiller sig en fremtid som gymnasielærer: ”Jeg tænker ofte, hvad effekten mon bliver, når vi serverer queer-teori for de unge på bekostning af litteraturhistorie”.

Der er især en passage i artiklen, som jeg mener, graver dybt i analysen af humanioras krise, og som jeg også umiddelbart citerede i et Facebook-opslag. Toftgaard Madsen forklarer her, at den tendens, han i stigende grad ser ødelægge humaniora som dannelsesfag, handler om, at man forsøger ”..at bedrive litteraturvidenskab, som man bedriver naturvidenskab: at komme frem til et svar ved at anvende en metode, som er foreskrevet af en teori. Man gør det ved at stille spørgsmålet: Hvad siger teorien om teksten?”. Heri ligger, at det måske slet ikke er nogen passende tilgang til andres kommunikative udtryk at presse en kunstig terminologi og en på forhånd fikseret tematik ned over dem. Og at dette for eksempel ikke uden videre er det samme som at have en forforståelse i hermeneutisk forstand (hvilket man ellers let nok kan tro, hvis man ikke har tænkt nok over sagen). Men der ligger heri også, at fortolkeren opnår det samme overlegenhedsforhold i relation til andre menneskers tekster, som man kan have i forhold til den umælende natur: Den metodiske fortolker ved på forhånd, hvordan læseprocessen skal gribes an, og når man først en gang behersker en metodes vokabular, opnår man en slags begrebslig stordriftsfordel, idet alle tekster synes at passe ind i samme form. Det virker indlysende, at sådan noget kan virke attraktivt i masseuniversiteternes og halvdannelsens tidsalder, og Toftgaard Madsen bemærker da også helt rigtigt, at teoretisk tekstlæsning ”..er let at undervise i, og fagligheden bliver uklanderlig og uangribelig”. Imidlertid bemærker han også ulemperne ved den indbyggede anonymisering og mekanisering af forståelsen: ”Men også kønsløs: Læseren bliver et mellemled mellem tekst og teori, men undgår at bruge sin egen erfaringshorisont. Resultatet bliver håndværk i stedet for åndværk”.

Det er ikke let at forbedre Toftgaard Madsens glimrende analyse af, hvad metodebevidstheden i humaniora kan ødelægge internt i faget Nordisk. Men man kan måske føje noget til hans antydninger om problemets bredere, samfundsmæssige konsekvenser. I mine øjne handler den dannelse, der er vigtig for samfundet, ikke blot om erhvervelsen af sådan noget som dømmekraft, ansvarlighed og national identitet. Med et faretruende forslidt udtryk handler det også om demokratisk dannelse, dvs. om evnen til at kunne indgå i gensidige anerkendelsesrelationer og dialogforhold, hvor man formår at løse konflikter diskursivt og argumentatorisk. Den kompetence forudsætter, at man kan lade et fremmed synspunkt gælde over for ens eget og spille sig ud med den overbevisningskraft, det nu engang måtte have. Men dette kræver videre, at man er i stand til at give plads for en andens begreber og udtryksmåder, og at man kan lade sig rive med af samtalen, således at man om nødvendigt opgiver sine egne yndlingstermer for at forliges om en fælles jargon, hvori begge parter kan genkende sig selv. Bemærk, at en sådan etablering af begrebslig fællesgrund er en nødvendighed selv i det tilfælde, hvor man er ude på fuldstændigt at gendrive modpartens synspunkt! Hvis man derimod bliver ved med bare at beskrive den anden i en terminologi, man kun selv anerkender, vil man i sidste ende frasige sig alle andre argumenter end ét: vold.

Humaniora burde vel frem for alt danne folk til lydhørhed over for nye og uventede synspunkter. For man kunne jo tro, at mødet med historiens virvar af forskellige stemmer ville bibringe folk dannelse i form af større horisont og åndelig fleksibilitet, ikke? Men når nu August Toftgaard Madsen nævner netop queer-teori, mindes man jo om den erfaring, som mange lægfolk har gjort med humanistiske akademikere, i hvert fald siden universitetsmarxismens dage – nemlig, at de er de mest bornerte, skråsikre og bedrevidende speed-snakkere, man kan komme for skade at løbe ind i, og at deres diskurs på en iøjnefaldende måde virker fastlåst i en bestemt terminologi relateret til en eller anden moderigtig isme. Humaniora synes for dem at have været en kongevej til letkøbt intellektuelt herredømme over alle uden for deres egen gruppejargon, og de er ude af stand til udlægge deres politiske modstandere i nogen anden jargon. De er på godt dansk blevet tovlige af at læse på universitet. Det er vel ikke noget vildt skud, at denne tendens kunne have noget at gøre med humanioras efterligning af naturvidenskabernes metodeideal?

Og hvilke politiske krisetendenser kan ikke relateres til et svigt i evnen og viljen til at forstå andre på deres egne præmisser? Hvad ville masseindvandringen for eksempel være, hvis man for år tilbage havde taget de mennesker alvorligt og faktisk lyttet til, hvad de selv sagde, på deres eget sprog? Og hvad ville højre-populismen have været, hvis man fra starten havde prøvet at lytte og forholde sig til dens forsøg på at argumentere? I stedet har man haft en metode til at snakke hen over hovedet på alle de genstridige genstande for en voksende hær af administratorer, og resultaterne ser vi i dag: et politisk korrekt narrativ om ”fredens religion”, der med djævelens vold og magt skal presses ned over muslimer, hvad enten de genkender sig i det eller ej (som når en engelsk dommer belærer en terrordømt muslim om den rigtige tolkning af islam), og en politisk korrekt sygeliggørelse af de højre-populister, hvis tirader af argumenter uden videre bliver kogt ned til det lille ord ”had”. Ingen genkender rigtig sig selv eller virkeligheden i den politiske korrektheds diskurs, og på det seneste har man derfor udviklet et omfattende system af politisk forfølgelse og censur til at stive den af. Censureringsbestræbelserne, den omsiggribende censurliderlighed simpelthen, vidner mere end noget andet om den demokratiske dannelses forfald. Det er vel ikke helt urimeligt at tænke sig, at arnestedet for alt dette ligger i en teknificering af synet på mellemmenneskelig kommunikation – og at humanvidenskaberne har spillet en hovedrolle i den udvikling?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s