Dialogens nødvendighed – efterdønninger fra mødet med en selvkritisk humanist

Der findes uendelig mange måder at betragte en given ting på – med mindre tingen har den egenskab, at den på forhånd betragter sig selv, d.v.s. selvbevidsthed. Og der findes uendelig mange målsætninger og praktiske henseender, ud fra hvilke man kan vurdere en tings betydning – med mindre tingen selv agerer i forhold til en målsætning, der på forhånd har indgivet dens handlinger en betydning. Endelig gives der uendelig mange terminologier, man kan anvende til at beskrive tingen – med mindre denne selv har et sprog og en beskrivelse af sig selv, der kræver forrang. Hvis man insisterer på at betragte, beskrive og fastsætte betydningen af en ting fuldstændig uafhængigt af, hvordan den selv kræver at blive anerkendt – ja, så har man ikke alene tingsliggjort noget ikke-tingsligt på en moralsk problematisk måde; man har også mistet den målestok for relevansen af diverse indfald, griller og modeord, der oprindeligt var givet med tingens forhold til sig selv – og man har dermed åbnet sluserne for alverdens vrøvl og vildfarelse.

Jeg tror ikke, man bedre kan forklare, hvad metodebevidstheden har ødelagt for de humanistiske videnskaber, og hvad der herudfra er udgået af destruktive virkninger på dannelsen og samfundsdebatten i den videst mulige forstand. Det gælder selve ideen om, at opponenter kan anerkende hinandens principielle status som fornuftsvæsener, tale det samme sprog og nå til gensidig forståelse af, hvad de hver især står for, tage del i hinandens ræsonnementer og så vidt muligt påvirke hinandens adfærd med diskursive midler, kende deres egne begrænsninger og opnå den selvindsigt, der kun findes for den, der kan se sig selv fra en andens synsvinkel. Alt dette er sat på spil med det isme-djævelskab og den terminologiske hjernevask, der især siden tresserne er udgået fra de humanistiske videnskaber. Enhver dannelse til dialog er blevet erstattet af monotone afsløringsmonologer, og resultaterne fremstår i dag som en række ondartede antagonismer: eliten versus populisterne, de etablerede versus de alternative medier, eksperterne versus den sunde fornuft, den politiske korrekthed versus dagligsproget mv.

Desværre består der nogle filosofiske problemer ved det, der ovenfor blev omtalt som målestokken for diverse fortolkningers relevans: menneskelige frembringelsers ”oprindelige” betydning, fx en forfatters oprindelige mening med sin tekst. Man har spurgt sig, om en fortolker overhovedet kan eller skal sætte sig ud over sit eget synspunkt for i stedet at hensætte sig i forfatterens. For er sådan noget da overhovedet sundt for sjælen (hvilket Nietzsche betvivlede i en fortræffelig afhandling om den historiske dannelses fordele og ulemper)? Og kan der strengt taget findes nogen teoriuafhængig og fordomsfri observation af noget som helst, således at fornuften bare (med Poppers polemiske udtryk) fungerer som en ”spand” til erkendelsens frugter? Og respekterer man ikke kun udsagnskraften i en anden persons ytring ved at sætte ordene i relation til ens egen verden? Er det ikke aktualisering snarere end oprindelighedsdyrkelse, der (med en relevant formulering af Kierkegaard) ”fordres for til sand velsignelse at betragte sig selv i ordets spejl”? Man skal holde tungen lige i munden for ikke at kortslutte disse indsigelser således, at monolog og dialog bliver et fedt. Selvom intet erkendende subjekt kan være passivt, betyder dette ikke, at der ingen forskel er på at tale med og om sin kommunikative partner. Blot må man måske indstille sig på en lidt vanskelig formulering af denne forskel.

Den klassiske filolog Hans-Georg Gadamer talte om en ”sammensmeltning” af sprog og horisonter, der indtræffer alle steder, hvor mennesker med forskellige udgangspunkter virkelig prøver at nå til forståelse med hinanden. Men for Gadamer drejede dette sig om den fleksibilitet og taktfølelse, der kræves for at svinge med i dialogens uforudsigelige samspil – ikke om på forhånd at beherske en metode til at kontrollere sit møde med andre mennesker og til at indordne dem alle i den samme fikserede terminologi. Han skrev om disse ting for snart tres år siden, og hans anliggende var at frelse humanvidenskaberne fra en positivistisk selvforståelse efter naturvidenskabernes forbillede. Ikke så lidt tyder i dag på, at Gadamer blev læst for lidt. Eller måske nok læst, men ikke forstået godt nok.

Læs også:

Den selvkritiske humanist – August Toftgaard Madsens debatindlæg
”Ja, und was ist es mit der Geworfenheit?” – om H.-G. Gadamers glemte hjertesag
Læserens hævn over forskeren – islamkritik som hermeneutisk oplysning
Menneskesynenes tvetydighed – eksemplificeret ved debatten mellem Habermas og Gadamer
Læserens formaning til forskeren – som den høres i H.-G. Gadamers filosofi (2002)
Et århundredes tænkning: H.-G. Gadamer (2000)
(PS: Det bør retfærdigvis tilføjes, at netop Gadamer er berygtet for sin kritik af forfatterintentionens betydning i tekstfortolkning, og at fx E. D. Hirsch derfor inddrog ham i sin kritik, da han tog forfatteren ”i forsvar”. Ovenstående udredninger bygger på en afvæbnende fortolkning af Gadamer på dette punkt samt på et stærkt indtryk af skjulte ligheder imellem Gadamer og Hirsch, især deres enslydende påberåbelser af kantiansk etik. Læseren bør vide, at den tolkning umiddelbart kan stride imod den almindelige opfattelse.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s