Om et intellektuelt fyrtårn i en nat af censurhipstere

Mikael Jalving er et af fyrtårnene i en ellers udslukt og ensrettet intellektuel kultur. Engang blev jeg altid nysgerrig, hvis nogen udviste tegn på kulturel dannelse, og jeg tænkte vel, at deres viden om fx Bob Dylan, Perikles eller William Turner måtte kunne bidrage til et interessant livssyn. I dag forekommer det mig, at ihændehavelsen af kulturel kapital er et mindst lige så sikkert tegn på konformisme som på visdom. Jeg kender de menneskers syn på eksempelvis Trump og Obama, længe før emnet overhovedet kommer op (det har jo stået i New York Times hver eneste dag i årevis). Og jeg ved nøjagtig, hvor deres viden om eksempelvis muslimsk apartheid eller internetcensur begynder og ender. Jeg ved, at de mener, hvad de forventes at mene, og at de aldrig har skænket den slags emner synderlig opmærksomhed eller bekymring. Hvorimod kaffesorter og Tarantino-film, now you’re talking! Der vil altid opstå en gnist imellem to mennesker, når de opdager, at de husker samme scene af Monty Python lige levende. For mig er der bare ikke længere noget løfte i sådan en gnist. Ikke, at jeg som Göring trækker min revolver, når jeg hører ordet “kultur”. Men jeg trækker måske en god undskyldning for, at jeg skal skynde mig hjem, at jeg virkelig ikke har tid til at hænge ud længere. Folk kan godt være flinke, selvom de i bund og grund agerer som talerør for en degenereret stammetænkning.

Desværre hjælper det ikke meget at skrige sin foragt ud. Eftersnakkerne virker jo hippe nok i hinandens øjne, de har deres receptioner og cafeer, ja, de har hele mediekoncerner og uddannelsesinstitutioner, hvor de aldrig møder andre end sig selv, og de har læssevis af awards, frynsegoder og skattefinansierede gnaveben at begave hinanden med. Man kan høre på den måde, de henkastet beklager sig over DF’s “menneskesyn” på – som man klager over vejret –  at det ligger helt uden for deres forestillingsverden, at nogen i selskabet skulle kunne finde på at tænke anderledes end alle de andre. De har altså på overraskende vis fuldendt deres humanistiske uddannelser eller kunstneriske horisontudvidelser med det totale snæversyn, og de udtrykker samme storbysmarte provensialisme som visse københavnere, der aldrig har været i Jylland. – Eller som de Politiken-læsere, der går enormt meget op i, at kunsten skal provokere, men som istemte som alterdrenge, da avisen undskyldte sit genoptryk af muhammedtegningerne over for profetens nogenogtolvtusinde efterkommere. Så meget for kulturradikalisme, modernisme og kritisk bevidsthed! Og det er så den her pseudointellektuelle Korsbæk-punk, denne gennemført falske bevidsthed, der ifølge Mikael Jalving har vundet kulturkampen, “..ikke ved deres ideers kraft, men ved netværk, strategisk snilde og emsig karrierepleje blandt ligesindede..”. De venstreorienterede har simpelthen haft så godt styr på alt det, der ikke vedrører “det bedre arguments tvangløse tvang” – d.v.s. på de rå, strukturelle og systemiske determinanter og alle de alt for menneskelige tyngdekræfter, der omgiver kommunikationen: dumhed, dovenskab, begær – at det er snart sagt ligegyldigt, hvordan de skruer deres argumenter sammen. Og hvis alt andet glipper, har de jo i sidste ende deres hemmelige ven – en ven, som Jalving med vidunderlig snilde har fundet frem til den helt rigtige benævnelse for: “censurhipsteren“.

Ordet “censurhipster” smager af tidens trend: Censurhipsteren er en, der sidder og krænker et moralsk kardinalpunkt vedrørende anerkendelsen af andres menneskelige ligeværdighed,  men som gør det med en helt speciel drenget eller ungpigeagtig ubekymrethed, fordi tilskyndelsen stammer mere fra æstetiske smagskriterier end fra  en egentlig overbevisning. Censurhipsterne udgør en slags Sturmabteilung i Birkenstock. De er mere bange for at falde igennem på stil end på argumenter, og når de så inderligt hader kældermenneskene og alle dem, der ikke tjener deres penge for let, er det ikke så meget, fordi disse angiveligt er ondskabsfulde – nej, det er fordi de mangler smarthed, de er tabere, og hvis der er noget i hele verden, der interesserer censurhipsteren, så er det altid at fremstå som dynamisk og overskudsagtig, at sikre sig sin plads blandt den kreative klasses soldækshumanister og aldrig, aldrig at lyde som en taber. På den måde fungerer deres “åbne hjerter” ikke mindst som stilmarkører, som en slags ideologisk mærketøj, der flasher deres sociale status og tilhørsforhold. De er storsindende på samme måde som de rigmænd, der finder det under deres værdighed at beklage sig over småpenge. Og hvorfor ikke vise storsind? Censurhipsterne bor som regel ikke selv i de boligområder, hvor regningen bliver betalt, de sidder ikke i de busser på de forkerte tidspunkter, og deres børn ender ikke i de skoler. Censurhipsteren har derimod gjort den erfaring, at livet går som en leg, så længe man hyler med de ulve, man er i blandt, og hans aversion imod “hatespeech” er ikke væsentligt forskellig fra hans aversion imod at bruge sportssokker i sandalerne.

Det er med sorg og skam, jeg i dag betragter resultatet af  hundreder af lærde teorier, tusinder af kunstudstillinger og hundredetusinder af universitetsforelæsninger: Vi har en intellektuel elite, der sidder og glor på fem fingre, mens de urokkeligt  bekræfter hinanden i, at der kun er fire. Det er en skam, vi ikke selv betalte vores skolepenge. Dem burde man nemlig kunne kræve tilbage, hvis man i dag hverken evner at se problemerne ved masseindvandring, islam og censur eller at opsøge den information herom, man måtte mangle. Hvis man i dagens Europa ikke kan mønstre nogen empati med pigerne i Rotherham, Køln eller Uppsala, og ikke i sin forestilling kan ekstrapolere allerede kendte tendenser ud i fremtiden – ja, så er der noget, man ikke har fået ud af alle sine Dylan-plader, kunstoplevelser og bøger om demokratiet i Athen. Gadamer bemærkede engang, at forskellen på den vise og dumrianen ikke bestod i graden af lærdom, men i at sidstnævnte ikke forstår at bruge, hvad han har lært og ved. På netop denne måde forholder det sig, hvis man i nutiden ikke kan se, hvordan alle alarmknapper står og blinker: Man er en klaphat, måske en belæst klaphat, men en klaphat immervæk.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s