Mads Kastrup om den belæste idioti

Mads Kastrups dejlige udbrud, “Når de kloge opfører sig som idioter“, kaster lys på spørgsmålet om de humanistiske videnskabers rolle i samfundet. For nylig forsøgte en skarpsindig Nordisk-studerende at gøre opmærksom på humanisternes eget ansvar for den krise, deres fag angiveligt befinder sig i, og formaningen om at undgå binære kønsbetegnelser på institut for Kunst- og Kulturvidenskab eksemplificerer problemet meget godt. Faktisk foreslår den allerførste kommentar til Kastrups indlæg, at man skal lukke RUC og humaniora, og sådan er der nok flere og flere, der tænker i disse år.

For den usædvanligt selvstændigt tænkende Nordisk-studerende, August Toftgaard Madsen, er det metode-fetichismen og en distanceret teknokratisk attitude, der har ødelagt de gamle dannelsesfag. Teksternes univers bliver gjort til genstand for manipulation i stedet for at være noget, man tager del i og lader sig rive med af. Men hvad er så de politisk korrekte administratorers forhold til dagligsproget andet end lige præcis det? Selve ideen om at foretage administrative indgreb i brugen af pronominer afslører en afgrundsdyb teknokratisk naivitet og en beskæmmende mangel på indsigt i ens eget tilhørsforhold til historien. Man tror, man befinder sig på sidelinjen som en pædagog, der betragter børnenes boldspil, og at man i ophøjet neutralitet formår at afsløre, hvem der tackler hvem, og hvordan man skal skrive alle reglerne om, så de bliver fair.

Eksemplet med de kværulerende minoriteter viser faktisk på eksemplarisk vis, at spørgsmålet om, hvem der helt præcist undertrykker hvem i kampene om udskamning og definitionsret, er alt for mangefacetteret og semiotisk kompleks til fantasiløse bureaukrathjerner. Det viser også, at sproget og samtalen lever af de engagerede deltagere, der kaster sig ud i at sige hinanden noget uden hele tiden at standse op og overveje, om det er højre eller venstre ben, man skal flytte næste gang. Forsøgene på at lade en mekanisk, regelstyret bevidsthed rekonstruere kulturen ødelægger både dennes kompleksitet og vitalitet. Det er slet ikke så underligt, at mange har svært ved at se, hvordan sådan noget skulle være humanioras opgave.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s