Censurhipsterne og den emancipatoriske erkendelsesinteresse (Habermas)

Uriasposten bringer et rædselsfuldt eksempel på venstrefløjens blåøjede totalitarisme, idet den citerer en slags lovprisning af Youtubes manipulation med Rasmus Paludans seertal. Her ses ikke skyggen af refleksion over det betænkelige i bevidst at manipulere med masserne. I det hele taget skal man ofte ikke beskæftige sig ret meget med et venstreorienteret begreb om frigørelse, før man bemærker nærheden til begrebet manipulation. Her synes at bestå et inderligt slægtskab, og det rejser spørgsmålet om lighedspunkterne imellem to af det tyvende århundredes store ismer og bevægelser: marxisme og positivisme. Jeg har i den forbindelse altid undret mig over et bestemt punkt i filosoffen Jürgen Habermas’ teori om “erkendelsesinteresser”. Da denne teori på den ene side bærer præg af Habermas’ kolossale overblik samt af en vis intellektuel elegance, men på den anden side synes at føre ind i visse problemer, kan den nok være en overvejelse værd.

Habermas’ teori om erkendelsesinteressser drejer sig om at påvise et antropologisk fundament for erkendelsen, der er nuanceret nok til at underbygge forskellene imellem flere typer af videnskab. Mennesket har for det første en teknisk interesse i at beherske den fysiske verden, hvilket ifølge Habermas funderer naturvidenskaberne, det har en social interesse i at koordinere sine handlinger i indforståelse med andre mennesker, hvilket funderer de humanistiske videnskaber, og det her en emancipatorisk interesse i at frigøre sig fra det mekaniske og bevidstløse i sit eget sjæleliv, hvilket funderer de kritiske samfundsvidenskaber. Tricket i denne opdeling er, at der er tre kategorier i stedet for to. Det er nemlig ret ligetil at forstå menneskets behov for at styre naturen og for at etablere en basal konsensus med med sine medmennesker, og disse to sider af sagen havde allerede længe før Habermas været debatteret som en modsætning imellem “forklaring” og “forståelse”. Diskussionen foregik på den måde, at ‘positivister’ med forkærlighed for naturvidenskabelig metode opfattede forudsigelse og teknisk kontrol som det eneste, viden kan dreje sig om, hvorimod ‘hermeneutikere’ med tilknytning til humaniora indvendte, at forståelsen af andre mennesker kræver en særlig indlevelse eller deltagelse. Ideelt set vil den ene part behandle menneskelig adfærd som bevidstløse effekter af diverse faktorer, hvorimod den anden part vil sætte sig ind i den handlendes bevidste motiver.

I kontroversene mellem forklaring og forståelse har fag som psykologi og sociologi som regel indtaget en midterposition som mere indlevende end naturvidenskaberne og mere metodebevidste end humaniora. Disse fag har traditionelt være marxisternes yndlingsdiscipliner, og påvisningen af deres særlige grundlag i en emancipatorisk erkendelsesinteresse er naturligvis Habermas’ maxistiske bidrag til debatten. Jeg tror, man kan fange hovedideen med et begrebsligt skud fra hoften: Positivisterne ser mennesket som et objekt, hermeneutikerne ser det som et subjekt, og marxisterne ser det som et objekt, der skal blive til et subjekt. Eller med andre ord: Man kan betragte mennesker som bevidstløst underkastet kausale lovmæssigheder eller som myndige aktører, der vælger handlinger ud fra bevidste værdier og ræsonnementer – eller man kan fokusere på det, der er ubevidst, men som ikke burde være det, for herigennem at bevidstgøre og frisætte mennesker i forhold til det. Habermas finder paradigmet på denne fremgangsmåde i den psykoanalytiske terapi, hvor det er selve erkendelsen af en traumatiseret adfærd, der ophæver adfærdens ufrivillige karakter. I en bredere kritisk samfundsvidenskab kan det her dreje sig om at påpege ideologiske stereotyper eller kollektiv vaneadfærd med systematiske konsekvenser. I den aktuelle situation kunne det for eksempel dreje sig om manipulationstendenser på internettet: søgemaskine-bias, reklamestrategier, filterbobler, ekstremisering, dopamin-styret jagt på likes etc.

Som sagt er der en vis intellektuel elegance i Habermas’ parring af erkendelsens tredelte interessefundament med de forskellige videnskabstyper, og selve bevidstgørelses-konceptionen indeholder også en vis logik. Men nu er så det spørgsmål, der nager mig: Hvad er den konkrete og praktiske forskel på det positivistiske og det marxistiske menneskesyn? Hvad er helt præcist forskellen på, om en analyse af forskellige faktorers statistiske sandsynlighed for at fremkalde en bestemt reaktion hos bestemte mennesker er blevet foretaget af en positivistisk teknokrat eller af en samfundskritisk marxist? Jeg skal ikke helt kunne sige, i hvilket omfang man her kan basere en differentiering på de to positioners forskellige forhold til begrebet om en intention: Marxisten vil interessere sig for, om en adfærds konsekvenser var ubevidste for aktøren selv, men bevidst intenderede af eventuelle manipulatorer, hvorimod positivisten som udgangspunkt vil være ligeglad med begge dele. Men fra mit synspunkt bliver det alligevel i sidste ende meget svært at få øje på nogen substantiel forskel i selve den måde, man har lavet sin analyse på. Man har metodisk objektiveret sit emne på samme måde og opereret med samme type af årsager og virkninger. Forskellen synes alene at bero på, hvordan man politisk forholder sig til sine resultater, og hvilken anvendelse man agter at gøre af dem. Men er sådan noget overhovedet en essentiel del af en tankegang? Normalt er indsigten i en kausalsammenhæng nøjagtig den samme, hvad enten man bruger sin viden til at fremkalde eller forebygge en bestemt virkning. Så efter mit hoved kan positivisten og marxisten i princippet afsende præcis den samme afhandling, bare til forskellige modtagere. Konkret vil den ene måske sende sin kuvert til reklamebranchen eller en statslig forvaltning, hvorimod den anden vil bevidstgøre ved at sende sin kuvert til pressen eller en højere læreanstalt – men kan det ikke være nøjagtigt det samme, der ligger i de to kuverter?

Dette kan måske forklare, hvorfor folk, der er oplært i at kritisere magtmekanismer, ofte selv er så magtliderlige, og hvorfor det er gået så galt med venstrefløjens tankegang i de seneste årtier. De gamle kritikere af statsmagten og kapitalismen endte jo efterhånden med selv at blive ansat i reklamebranchen eller den offentlige sektor, og for at tilpasse sig deres nye kasketter behøvede de kun at fjerne de kritiske forord og efterskrifter til deres afsløring af diverse manipulationsmekanismer. De kunne så at sige fortsætte med at skrive de samme breve, men nu bare putte dem i en ny postkasse. Jeg tænker, at det kan være sådan, man når frem til at blive en censurhipster, der ganske åbenhjertigt sidder og spekulerer i, hvordan man skal bekæmpe sine politiske modstandere med rent informationsteknologiske metoder. Forskellen på at afsløre og at bidrage til et manipulationsmaskineri er måske mere hårfin, end Habermas sagde, og i hvert fald så hårfin, at den virker helt udvisket i nutidens teoriløse og pamperprægede venstrefløjskultur. Det hele synes at være udjævnet til en teknokratisk vision om, at masserne helst skal adfærdsmodificeres i politisk korrekt retning, så man undgår dysfunktionelle optøjer og skænderier.

Læseren vil måske spørge sig: Hvis det er det samme indskrænkede menneskesyn, der er på spil, hvad enten man kritiserer eller bidrager til manipulation, hvad er da alternativet? Som nævnt ovenfor har man under betegnelsen “forståelse” prøvet at indkredse en særlig humanistisk tilgang til mennesket (og kunsten, sproget, historien mv.), hvor det gælder om at se den anden som en ligemand, der selv forstår sine grunde til at handle på en bestemt måde. Og heri øjner man muligheden for en gensidig relation, hvor parterne ikke er fokuserede på at påvirke hinanden teknisk – men højst med “det bedre arguments tvangløse tvang” (Habermas). Virker sådan noget ikke som det bærende element i såvel demokratisk som videnskabelig debatkultur? Problemet med Rasmus Paludan er imidlertid, at man for at påvirke folk argumentatorisk er nødt til at løbe risikoen for selv at blive påvirket af modsatrettede argumenter. Den usikkerhed ligger i dialogrelationens gensidighed, og den adskiller meget tydeligt en oprigtig samtale fra en metodisk procedure, man kan følge for at opnå et på forhånd fastsat resultat. Så det kan altså være risikabelt at gå ind i en saglig debat med Rasmus Paludan – fx om emner som islam, parallelsamfund, nytteværdien af henholdsvis provokation og selvcensur samt de europæiske landes fremtidsudsigter i lyset at demografiske forandringer. Så hvorfor ikke hellere argumentere med næverne? Hvorfor ikke lege med i Youtubes eksperimenter med shadowbannning og opmærksomhedsstyring, så man kan få sine opponenter til at tabe mælet, nøjagtig som om man skruede ned på en volumenknap? Til syvende og sidst har man vel bare hjulpet oplysningen lidt på vej og bragt sine medborgere en smule nærmere den dag, hvor man måske kan tage dem alvorligt som ligeværdige samtalepartnere.. Emancipation via manipulation.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s