Om medmenneskets brugerflade og alverdens papegøjesnak

Kan en papegøje tale, eller efterligner den bare vores lyde, så det virker som om, den taler? Man skal ikke udelukke, at sådan et spørgsmål måske kunne blive væsentligt i en eller anden sammenhæng, fx hvis man falder over spørgsmålet om, hvorvidt en papegøje kan modsige sig selv. Men umiddelbart er der noget irriterende ved problemstillingen. Vi ved jo alle sammen, hvad bæstet gør, så kan det ikke være ligegyldigt, hvad vi kalder det? Det er jo ikke sådan, at den der siger, papegøjen taler, giver sig til at stille den alle mulige filosofiske spørgsmål.

Kan en maskine spille skak, eller gennemløber den bare nogle elektriske processer, der for brugeren får det til at virke som om, den spiller skak? Når man spiller med den, vil man måske sige, at man truer den til at opgive dækningen af et bestemt felt, eller at man lokker den til at svække sin bondestilling – som om kassen på skrivebordet ejede lidenskaber og interesserede sig for fremtiden. Alligevel er der jo ikke nogen slående pointe i at korrigere sådan nogle talemåder. Brugerfladen er ikke ’løgn’, så længe brugeren ved, hvor man tænder og slukker for maskinen.

Har ord betydning, eller er det bare lyde, som nogen har aftalt at tillægge en betydning? Er fodbold bare 22 mænd, der løber rundt efter en læderkugle, eller er det et spil med regler, som man må sætte sig ind i for at forstå det? Findes skakspillernes ”felter” og ”officerer” eller findes der i virkeligheden bare en papplade med træstykker på? Hvad er et skaktræk andet end en fysisk bevægelse med den ene arm? Flere futile spørgsmål. Og flere måder, man kan spille klog på uden rigtig at beskæftige sig med andet end måden, vi udtrykker et sagforhold på. Man får lyst til at sige, at forstanden kører i tomgang, og at der intet tilføjes om de empiriske kendsgerninger. Dem kender vi jo udmærket godt, og for almindelige mennesker er der ingen mystik i at skelne mellem hardware og brugerflade.

Imidlertid kan listen af spørgsmål forlænges i ubehagelige retninger. Har andre mennesker en bevidsthed, eller er de bare biologiske maskiner, jeg kan interagere med som om, de havde en bevidsthed? Har de en frihed, eller er deres adfærd bare effekter af indre og udefrakommende faktorer? Har de i virkeligheden ´grunde’ til deres synspunkter og handlinger, eller skubbes det hele bare fremad af snoretrækslignende ’årsager’. Måske er det kun på brugerfladeniveauet, der synes at stå noget på spil, når vi debatterer hinandens argumenter. Måske ville en større indsigt i menneskets psykologiske mekanismer fratage os illusionen om ’det bedre arguments tvangløse tvang’.

Der er utvivlsomt mange facts, der måske kunne være relevante for denne problemstilling, og som jeg ikke kender til. Men jeg ved tilstrækkeligt om begrebslige underfundigheder og menneskelig dårskab til at kunne fastslå følgende: Man skal næppe knytte alt for store forhåbninger til, at en hidtil ukendt kendsgerning, der pludselig opdages, kan skabe hoved og hale i de nævnte spekulationer. Hvad end en empirisk undersøgelse måtte kunne bidrage med, afhænger det væsentlige her af filosofiske misforståelser, begrebsforvirring og sammenblanding af inkommensurable perspektiver eller sprogspil. Alt tyder nærmere bestemt på, at spørgsmålet om, hvordan man bør forholde sig til visse ting, bliver forvekslet med spørgsmålet om, hvad disse ting objektivt set er.

Så jeg finder det altså vanskeligt at forstå, hvad det betyder, når nogen siger, at mennesket er frit – men i flere henseender aldeles nødvendigt at behandle mennesker, som om sætningen var sand. Jeg finder det ubekvemt at skulle komme med argumenter imod den, den måtte påstå, at sproglig betydning og sociale spilleregler bare er klistret ovenpå en mere virkelig virkelighed – men magtpåliggende at advare imod, at man forsøger at drage de praktiske konsekvenser. På lignende måde forholder det sig med den tanke, at menneskers fornuft og ideer ikke spiller nogen rolle i verdenshistorien, men at der kun findes materielle og psykologiske faktorer. Det får såmænd gerne være, at det billede måtte være sandheden for Gud – men det er det rene gift for mennesker, der prøver at forstå eller forudsige udviklingen. Noget her minder mig om en elektronikmekaniker, der med sin skruetrækker og sin loddekolbe forsøger at sætte en computer ”skakmat”..

Og fik jeg så nævnt, hvor grundigt de her filosofiske røgskyer griber ind i tidens politiske kontroverser? Fik jeg antydet, hvordan riger og lande kan opstå eller forgå afhængigt af, hvordan vi bøvler rundt med vore begrebers tvetydighed? Eller tror læseren måske, det er et tilfælde, at hele verden i dag diskuterer, om terrorister er et produkt af fattigdom, frustration og sindslidelser, eller rationelle aktører, som i deres adfærd følger regler og ideer? Er det et tilfælde, at intet i de seneste tyve år har interesseret Vestens politikere mere end, om kultur betyder noget, om islam betyder noget, og sandelig også om kritikken af den betyder noget eller bare udspringer af en irrationel fobi? Hvorfor mon islamkritikeren Ibn Warraq så sent som i 2017 fandt det vigtigt at minde sine læsere om ”the importance of beliefs, ideas and ideology”?

Måske er det mest det politisk fatale i disse problemstillinger, jeg er blevet smerteligt klogere på siden 2002. Dengang skrev jeg nemlig et sjovt lille skrift, der egentlig meget godt opsummerer det lidt, som jeg i grunden forstår af det her: Den slags laver man ikke med mig! – En filosofisk strøtanke om skakmaskiner og medmennesker (2002)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s