20180808_203058Da Bruce Springsteen optrådte ved de ceremonielle koncerter efter terrorangrebet 9/11 2001, præsenterede han en ny sang, der virkede som skræddersyet til begivenhederne i New York. Den hed “My City in Ruins”. Imidlertid var den sang slet ikke skrevet i anledning af tvillingetårnenes kollaps, og den handlede oprindeligt slet ikke om militær eller kvasi-militær ødelæggelse, men om socioøkonomisk tilbagegang. Og for Springsteen var “my city” i virkeligheden heller ikke New York, men en meget mindre by i nabostaten New Jersey. Han er vokset op i Freehold, men hans sang handlede om en nærliggende kystby, som han hang ud i som ung musiker, og hvis strandpromenade, barer og forlystelser leverede meget af magien på hans første plader. Få har som den unge Springsteen formået at elektrificere gadelivet og de lange sommeraftener, og han præsenterede nærmest sine få hundrede meter af den ret provinsielle Jersey Shoreline,  som var de selveste the Big Apple. Badebyen gav endog navn til hans debutplade: “Greetings from Asbury Park, N.J.” (1973).

20180808_162909Ikonografien omkring Springsteen som ung rockstjerne er i høj grad vævet sammen med lokaliteter omkring “the boardwalk” i Asbury Park: Den træbelagte promenade, der leder op til den mægtige Convention Hall med koncertstedet Paramount Theatre; det legendariske spillested the Stone Pony, der åbnede omtrent samtidig med Springsteens gennembrud, og som har fungeret gennem alle årene op til i dag; Wonder Bar med et halvt psykotisk og halvt barnagtigt smilede flødeansigt som logo; Madame Marie’s spådomsbutik, som blev udødeliggjort i kærlighedssangen til “Sandy”..

20180808_165001
“Did you hear the cops finally busted Madame Marie for telling fortunes better than they do. For me this boardwalk life is through. You ought to quit this scene too” (“4th of July, Asbury Park (Sandy)”, 1973)

Asbury Park udmærkede sig ikke blot ved sin brede, fine Atlanterhavsstrand og sine karuseller og gøgl, men også ved en sprudlende musikkultur, der eksempelvis fandt udtryk et et fænomen som “South Side Johnny and the Asbury Jukes”. Men allerede i 70’erne var det tydeligt, at byen havde lagt sin storhedstid som ferieparadis og forlystelsescentrum bag sig, og i de efterfølgende årtier gik det stejlt ned ad bakke. Forretninger lukkede, bygninger forfaldt, og stemningen blev ifølge nogen direkte uhyggelig. En fyr fra Chicago fortalte mig, at han i 2001 havde været til en koncert på the Stone Pony, og at der dengang ikke var noget som helst andet at gøre bagefter end at sætte sig ud i sin bil og køre hjem. Springsteen overdrev altså muligvis ikke, da han på omtrent samme tid beskrev Asbury Park som en  by i ruiner.

20180808_181921
“I’m riding down Kingsley. Figuring I’ll get a drink. Turn the radio up loud, So I don’t have to think” (“Something in the Night”, 1978)

Imidlertid. Hos Springsteen finder man sjældent blues uden gospel, og sangen My City in Ruins ender fuldstændig som en gudstjeneste, når ordene “Come on, rise up!” til sidst messes om og om igen. Det var tydeligt, at Springsteen i 2001 drømte om, at udviklingen kunne vendes, og Asbury Park genrejses til fordums storhed. Jeg vil tro, han har investeret i dette projekt på mange forskellige måder, og i hvert fald var reklameværdien tydelig, da the E-Street Band i 2009 genopførte det klassiske album Darkness on the Edge of Town live, men uden publikum – og gjorde det i netop Paramount Theatre. Koncerten blev filmet, og den golde koncerthal, de aldrende musikere og den indestængte råhed, der snor sig som den røde tråd igennem alle numrene på Darkness, forlener optagelsen  med en særegen, karsk eftersmag. Også offentlige instanser har i de senere år postet penge i at genopbygge Asbury Park, men især musiklivet og traditionen for at tiltrække store koncertnavne synes at have gjort en forskel. Kunne det måske være den skinbarlige sandhed, der i dag trykkes på de lokale t-shirts: “Music saved Asbury Park”?

 

20180808_165628
Convention Hall med Paramount Theatre

Hermed når vi til det i sandhed bemærkelsesværdige ved historien: Når man besøger Asbury Park i dag, får man lige præcis indtryk af, at der er sket en genrejsning som den, Springsteen så desperat fremmanede i 2001. Ganske vist er stemningen vest for hovedgaden endnu ikke specielt spændende; men imod øst, hele vejen ned til the boardwalk, er byen spækket med finurlige butikker, velplejede, toetagers træhuse med amerikanske og ikke sjældent regnbue-flag på de blomsterprydede porches samt en befolkning, der virker på en gang bemidlet og afslappet. Villaidyllen strækker sig over kilometer efter kilometer, ned langs kysten gennem nabobyerne Neptune og Belmar, og på en sommerdag får man lige præcis det indtryk, som Springsteens far ifølge sangen “Long Walk Home” skulle have haft af deres hjemby: “Nobody crowds you, and nobody goes it alone”.

20180810_070807
formiddagsidyl i Asbury Park eller Neptune

Hermed når vi til det overordnede indtryk, som Asbury Park efterlader i den besøgende: at det er sådan her, det faktisk lader sig gøre at bo i USA – at det er sådan noget, al deres patriotisme og slåen sig på brystet handler om. Og det kan man ellers meget godt tvivle om, hvis man for eksempel er kommet via Washington D.C., hvor usikkerheden og de sociale problemer presser sig på, så snart man kommer 100 meter væk fra Kongressen, Pennsylvania Avenue og Det Hvide Hus. Men også, hvis man kommer fra det i dag så trygge New York, der imidlertid med sine 35.000 politibetjente godt kan ligne et kolossalt gated community – og en løgn om Amerika, hvor selv tiggerne tilhører en slags elite. Dagens Asbury Park giver et anderledes indtryk af samfundsmæssig succes og social sammenhængskraft. Og selvom Springsteen ironisk nok netop tænkte på at stikke af, da han med mesterværket “Born to Run” satte the Jersey-shore på landkortet, virker det ikke underligt, at han i dag er vendt tilbage. Et besøg i området er højst anbefalelsesværdigt, for Springsteen-fans som for alle andre.

20180808_175704
Det maleriske Ocean Front Hotel og i forgrunden Wonder Bar med dens bizarre logo, vistnok forestillende en lokal gangster og et yndet motiv for Springsteens fotografer
20180809_081133
Måske den karrusel, hvor en rablende ung Bruce på sin egen måde skulle have erfaret boardwalk-livets futilitet – som hvisket til Sandy: “I got on it last night and my shirt got caught
And they kept me spinnin’
Didn’t think I’d ever get off”

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s