Kritik af Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt: ”Dit opslag er blevet fjernet” – I) Sidestillingen af det tilfældige og det planlagte.

Udgivelsen af ”Dit opslag er blevet fjernet – Techgiganter og ytringsfrihed” (Gyldendal, 2018) er sensationel, fordi den demonstrerer, at enkelte fra den humanistiske del af universitetsmiljøet ikke bare tier og samtykker – men faktisk tager ytringsfriheden og den omsiggribende censur alvorligt. Ja, bogen er ligefrem så stor en sensation, at dens forfattere, Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt, er blevet programsat til at optræde ved en konference om internetcensur i Trykkefrihedsselskabet d. 16 november. Så der burde vel ikke være grund til at betvivle seriøsiteten og konsistensen i deres forsvar for den vestlige oplysningstraditions mest centrale værdi. Eller?

Efter endt læsning må jeg indrømme, at jeg finder budskabet i “Dit opslag er blevet fjernet” dybt tvetydigt – og ved sin tvetydighed symptomatisk for en idéstrømning, som det i dag virker bydende nødvendigt at få skærpet den kritiske bevågenhed omkring. Jeg tænker herved på en såkaldt scientistisk tendens til at efterligne naturvidenskaberne i humaniora, således at ‘eksperterne’ får anbragt sig selv i en rent terapeutisk eller teknisk-manipulerende relation til det omgivende samfund. En sådan tilgang vil alene i kraft af sin metodik komme til at nedgøre den demokratiske debatkultur, som ethvert ordentligt forsvar for ytringsfriheden synes at måtte fastholde en eller anden respekt for. Denne problematik opstår hos Lauritzen og Stjernfelt, når de temmelig vidtløftigt analyserer, hvordan sådan noget som “filterbobler” (s. 49), “dopamin-kick” (s. 55) og “følelsernes diktatur” (s. 63) fører til, at kapitalistiske internetfirmaer “kaprer brugernes hjerner” og udnytter “brugernes instinkter” (s, 54). Retorikken bringer mindelser om 70’ernes marxistiske samfundskritik, og eftersom den tendentielt umyndiggør den almindelige forbruger, harmonerer den dårligt med forfatternes overordnede stillingtagen imod politisk styring og censur. Lauritzen og Stjernfelt synes i almindelighed at vide så meget bedre, at det kommer til at lyde hult, når de pludselig siger noget helt anderledes gennemreflekteret og beskedent – fx, at “Ingen instanser besidder det guddommelige overblik over sandt og falsk, som en sådan procedure ville forudsætte..” (. 218).

Jeg kunne godt tænke mig at udfolde en mere detaljeret kritik af “Dit opslag er blevet fjernet“, men da tiden er knap og implikationerne mangfoldige, skal det i denne artikel kun handle om én bestemt tanke, som jeg er stødt på gentagne gange i de senere år – og desværre møder igen hos Lauritzen og Stjernfelt. Sagen er, at man begrunder indførelsen af et diktatur bedst ved at hævde, at et endnu værre diktatur allerede forefindes. Og da den globalistiske elite efter sine kolde afvaskninger i 2016 begyndte at blive bange for den frie debat på internettet, lagde den i mine øjne grunden til en ny censur-æra ved at dæmonisere frihedens farlige fristelser: hadsnak, falske nyheder, fobier og forførelse. Krumtappen i denne ideologiske kortkunst er, at man ved at overdrive og fejludlægge trivielle hverdagsproblemer får sidestillet en ureguleret holdningsdannelse med et ekspertstyret propagandamaskineri. Den etiske og politiske forskel udviskes under trykket af nogle mere eller mindre lødige anskrig og risikoberegninger. En sådan nivellering ser man et klart eksempel på, når ”Dit opslag er blevet fjernet” beskæftiger sig med Googles favorisering af henholdsvis positiv og negativ omtale af islam, og denne passage skal derfor analyseres nærmere her.

To betydninger af “favorisere”

Den nævnte passage om islam lyder sådan her: ”Emner, som Google har været beskyldt for at favorisere i rankingen, omfatter sjovt nok både islamkritik og islamforsvar, hvilket umiddelbart kunne lyde selvmodsigende – men begge anklager kan naturligvis være korrekte på forskellige tidspunkter, for hvis tjenesten under pres har modificeret algoritmen for at ”de-ranke” den ene af de to, vil den anden af de to relativt set blive favoriseret” (s. 141). Bortset fra, at det måske kan være svært at forstå det sjove i, at islamistiske pressionsgrupper i årtier har arbejdet utrætteligt på at få et rodløst europæisk kulturparnas til at ændre syn på blasfemibegrebet, virker det ildevarslende, at sætningen afsluttes med nogle yderst hypotetiske og abstrakte vendinger. Der kan imidlertid næppe herske tvivl om, hvilket konkret og ikke-hypotetisk hændelsesforløb forfatterne refererer til: Google er blevet presset til at favorisere ”islamforsvar”, fordi de tidligere er blevet anklaget for at favorisere ”islamkritik”.  Ved at godtage, at anklager om begge disse favoriseringer kan være ”korrekte på forskellige tidspunkter”, underforstår forfatterne legitimiteten af den pression, der har ført fra det ene til det andet. Kernen i tankegangen er, at den favorisering af islamkritik, der tidligere skulle have gjort sig gældende i Google’s søgeresultater, er af grundlæggende samme art og alvorsgrad, som den modsatrettede favorisering, der nu er blevet presset igennem.

Djævelen er i detaljen, og man skal holde øje med, hvordan forfatterne nærmere eksemplificerer de to typer af ”favorisering”, der her er på spil. Dette går let nok med favoriseringen af islamforsvar, der simpelthen handler om, at man bevidst konstruerer søgeresultaterne således, at de mere islamvenlige hjemmesider rankes over de mere kritiske. Islamkritikeren Robert Spencer har dokumenteret, hvordan dette på dramatisk vis har påvirket søgningen på hans egen side, ”Jihad Watch”, og at det er sket under direkte muslimsk rådgivning. Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt synes uden videre at have verificeret dette indtryk, da de i juni 2018 indtastede ordene ”islam is” og betragtede de forslag, som Google automatisk kom op med til komplettering af søgesætningen – hvorefter de tørt konstaterede, at ”man tænker sit” (s. 138). At Google favoriserer et synspunkt, vil her sige, at firmaet intentionelt og ud fra en bevidst politisk stillingtagen har redigeret i søgeresultaterne med henblik på at bibringe brugeren et bestemt indtryk. For eksempel, at ”islam is a religion of peace”, hvilket var et af de første forslag, som Lauritzen og Stjernfelt modtog til fuldendelse af deres søgesætning. Men hvordan eksemplificerer og anskueliggør de to forfattere så den modsatrettede type af favorisering? Hvordan opstod den angivelige overeksponering af islamkritik på Google, som oprindeligt førte til et pres i den modsatte retning?

Man synes at finde svaret længere nede i samme afsnit, hvor Lauritzen og Stjernfelt opholder sig ved den tendens, at man ved søgninger på det Google-ejede YouTube hyppigt får foreslået videoer, der er meget konfliktskabende og politisk ekstreme – ”sandsynligvis fordi ekstreme sider genererer flere klik og derfor er bedre for reklamevirksomheden” (s. 141). Det synes at fremgå af konteksten, at det ifølge forfatterne er sådan en mekanisme, der engang har favoriseret islamkritik, tillige med anden oprørsk tale med potentiale for at ”udbrede uenighed, strid og opløsning”. Men i så fald betyder begrebet om, at søgemaskinen ”favoriserer” et synspunkt noget ganske andet end i det tilfælde, hvor man intentionelt redigerer resultaterne i lyset af en politisk agende. Antallet af klik er en rent kvantitativ målestok for, hvad der fortjener at blive promoveret – og selvom henvisningen til Googles økonomiske interesse kan få det til at lyde lidt fordækt, er det måske også den mest fair, alment relevante og politisk neutrale målestok. Jeg synes faktisk, at det virker som en ok service, at den bruger, der har udvist interesse i et bestemt emne, bliver præsenteret for de bedst sælgende eller mest populære genstande inden for samme emne. Og jeg kan frem for alt ikke se, hvilket kriterium for markedsføring der skulle være mindre betændt. Ganske vist betyder dette, at opmærksomhed som sådan har en selvforstærkende effekt. Men når røgen har lagt sig efter bogens langstrakte afsløringer omkring internetbrugernes psykiske sårbarhed, står det spørgsmål alligevel tilbage, om ikke interessen for det, der tidligere har interesseret andre, er en ganske naturlig form for selektion. Den sandhed kommer til udtryk på en næsten ufrivilligt komisk facon, når Lauritzen og Stjernfelt på side 62 beklager sig sådan her: ”Konsekvensen af techgiganternes algoritmesystem er, at muligheden for at ytre sig og nå et publikum, er begrænset af ens evne til at høste og sprede opmærksomhed” (sic!). Den sætning siger ikke stort andet, end at muligheden for at nå et publikum afhænger af evnen til at nå et publikum. – Ja, det interessante har nu engang altid interesseret folk mere end det uinteressante. Men betyder det, at nogen har “favoriseret” det?

Det er bemærkelsesværdigt, at forfatterne alligevel synes at sidde tilbage med en anelse om, at der er noget galt med sidestillingen af intentionel og tilfældigt opstået opmærksomhedsstyring. I hvert fald er det det indtryk, man får, når de i sammenhængen finder det væsentligt at pege på, at de naturlige tendenser i internetforbruget kan gå hen at være sammenfaldende med, hvad der bevidst tilstræbes af en fremmed magt: ”Er ranking- algoritmerne organiseret, så de prioriterer ekstreme synspunkter over moderate i alle retninger, så spejler de jo på ironisk vi de russiske troldefabrikkers bevidste strategi: ikke nødvendigvis at støtte noget bestemt synspunkt i Vesten, men at udbrede uenighed, strid og opløsning..” (s. 141). Ja, og hvis russerne gerne vil gøre os opmærksomme på, at to plus to er fire – eller, at ikke alt omkring masseindvandringen af muslimer til Europa har været lige gennemtænkt – er der vel så også noget suspekt ved disse udsagn? Det burde ikke være nødvendigt at forklare filosoffer, at legitimiteten af ”uenighed” og ”strid” helt afgørende afhænger af, hvem man er uenig med, og om hvad. Hvad en tilfældig tredjepart strategisk kan opnå ved det ene eller det andet udfald af diskussionen, rokker derimod ikke en tøddel ved konklusionens sandhedsværdi. Vi kan jo ikke sidde og lyve for hinanden bare for at drille russerne! Det er allerede en tvivlsom form for ad hominem argumentation, hvis man påpeger, at et godt argument er blevet fremsat af et ondt menneske, og den argumentation bliver virkelig ikke bedre, hvis man kun kan godtgøre, at der engang et eller andet sted var en ond mand, der sagde noget lignende.

Men ligesom den evindelige fremhævelse af internetfirmaernes økonomiske interesser bidrager henvisningen til de russiske trolde til at forlene tendenserne i en ureguleret debat med noget fordækt intentionelt og udspekuleret. Og det er svært at se noget andet praktisk sigte med at videregive dette indtryk, end at man forsøger at legitimere et bevidst forsvar imod russernes og ”følelsernes diktatur”, d.v.s. målrettede indgreb i lyset af en bestemt politisk agenda, som anses for at være ubetvivlelig – med andre ord: censur. Ganske vist konkluderer Lauritzen og Stjernfelt slet ikke sådan noget i deres konkrete forslag til, hvad man skal stille op med techgiganterne (s. 225f). Ja, det er tværtimod påfaldende, at de overhovedet ikke drager eksplicitte konsekvenser af de dele af deres bog, der svælger i dystopiske skildringer af den almindelige internetbrugers fordummelse. Imidlertid kan man ikke vilkårligt kontrollere implikationerne i de begreber og synsvinkler, man får viklet sig ind i, når man tænker. Og jeg har svært ved at se, hvordan skåltaler for ytringsfriheden skal kunne dæmme op for de totalitære tendenser i Lauritzen og Stjernfelts egen metodik og boble-terminologi.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s