Kritik af Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt: ”Dit opslag er blevet fjernet” – II) Påstanden om overbevisningers ufrivillighed

Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt har skrevet en højaktuel bog om censur på internettet, og de er den 16. november programsat til at tale ved en konference om samme emne i Trykkefrihedsselskabets regi. ”Dit opslag er blevet fjernet – Techgiganter og ytringsfrihed” (Gyldendal, 2018) er en meget velresearchet og informationsmættet bog. Men den er i mine øjne også dårligt sammentænkt og metodisk problematisk på en måde, der i sidste ende gør dens forsvar for ytringsfriheden mere end tvetydigt. Jeg har i et tidligere skrift diskuteret bogens sidestilling af tilfældige og planlagte indvirkninger på folks holdningsdannelse, og her skal det dreje sig om den afgørende præmis for en sådan sidestilling: ’boble’-teorien – den påstand, at holdningsdannelsen under alle omstændigheder kan have den samme ufrivillige karakter.

Om påtvungne præferencer for præsidentkandidater og marokkopuder

Hvis jeg fortæller en handlende, at jeg vil købe hans vare, såfremt han udbyder den til en bestemt pris, og han så efterfølgende nedsætter prisen lige netop hertil for at få mig til at købe varen – er jeg så blevet manipuleret med? Er min frihed på en eller anden måde blevet krænket? Eller hvis nu det ikke er mig selv, men min kone, der fortæller den handlende om mine betingelser for at handle med ham (mens jeg måske har bevæget mig videre på markedet og nu pludselig får råbt den nye pris efter mig) – er jeg så blevet manipuleret? Vil jeg fortryde, at jeg tiltrådte handlen, når min kone senere fortæller mig, at det var hende, der afslørede, at jeg ville være modtagelig for et bestemt tilbud? Eller hvad hvis det var den handlende selv, der havde iagttaget mig på det samme marked dagen før og her set mig tilbyde den samme pris for en tilsvarende vare – ville det give mig anledning til at fortryde på et senere tidspunkt? Det forekommer mig, at jeg hverken er ufri, manipuleret eller på nogen krænkende måde ført bag lyset, så længe jeg bare får den vare, jeg vil have, til den pris, jeg har besluttet mig til at betale for den. Om den handlende så var mere eller mindre påtrængende, råbte højt eller lavmælt efter mig og var mere eller mindre ferm til at aflæse mine præferencer og beslutningskriterier – det er og bliver mit ansvar, at jeg købte den marokkopude, og så længe jeg har betalt det for den, som jeg mener, den er værd, kan jeg ikke i nogen meningsfuld forstand siges at være blevet snydt. Den sandhed forekommer mig at have principiel gyldighed, og jeg tvivler på, at situationen kan ændres kvalitativt ved en rent kvantitativ ophobning af yderligere detaljer og omstændigheder af samme art som de allerede nævnte.

For nu at tage et eksempel fra Anne Mette Lauritzens og Frederik Stjernfelts bog, ”Dit opslag er blevet fjernet” (Gyldendal, 2018): Det kunne jo tænkes, at ham sælgeren af marokkopuden havde tilgang til et register konstrueret af to forskere fra Stanford Universitet, der har kategoriseret potentielle købere efter, hvilken form for argumentation, der bedst overbeviser dem: ”Nogle forbrugere foretrækker ekspertbedømmelser, andre falder for tilbud, og andre igen reagerer på venners anbefalinger” (s.73). Og så kunne det jo tænkes, at sælgeren kendte netop min profil i det pågældende register, og forsøgte at få mig til at købe sin pude ved at anvende denne viden – det ville altså enten hedde sig, at puden var kvalitetstestet sådan og sådan, at der var en helt særlig pris for mig, eller at min kone tilfældigvis var standset op på sin tur igennem markedet dagen før for at beundre lige præcis den pude. Spørgsmålet er, om jeg bliver snydt eller berøvet mit frie valg ved en således tilrettelagt salgstale. Og jeg kan overhovedet ikke se, hvordan det skulle være tilfældet. Jeg ville være blevet snydt, hvis testen aldrig havde fundet sted, hvis prisen var den samme alle dage året rundt, eller hvis min kone i virkeligheden hadede den marokkopude. Men hvis det er valide facts, som sælgeren har præsenteret mig for, er det ikke til at se, hvorfor jeg senere skulle fortryde en beslutning truffet i overensstemmelse med mine egne principper for pudekøb. Lauritzen og Stjernfelt synes at finde situationen meget ”problematisk” – men jeg indser ikke, hvordan vi i bund og grund har bevæget os ud over den situation, hvor en skoleelev har hørt, at en lærer godt kan lide, at eleverne laver deres lektier: Hvis eleven nu laver sine lektier for at opnå lærerens anerkendelse, er der vel ikke tale om, at læreren er blevet holdt for nar eller manipuleret?

Lauritzen og Stjernfelt synes især at finde det uhyggeligt, at en viden om, hvilken type argumentation, der overbeviser forskellige mennesker, også kan bruges politisk. Og netop sådan noget finder man et fremtrædende eksempel på i skandalen omkring analysefirmaet Cambridge Analyticas anvendelse af facebookdata til støtte for Trump-kampagnen i 2016 (s. 80f). Kernen i den sag var, at man havde kunnet udnytte en viden om en masse vælgeres adfærd på internettet til at designe og målrette sin politiske propaganda. Og selvom jeg godt kan forstå, at dette måske kan give en unfair konkurrencefordel, der krænker valghandlingen som helhed, og at der over for den enkelte facebookbruger kan ligge en principiel krænkelse i, at data er blevet delt uden samtykke – når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt kampagnens målgruppe er blevet manipuleret, stiller sagen sig på samme måde som før. For hvordan bliver man manipuleret, når man ud af en mængde af i og for sig reelle argumenter bliver præsenteret for netop dem, der forudsigeligt vil virke mest overbevisende på en? Bliver sjællændere og jyder manipuleret, fordi en venstremand måske lægger mere vægt på innovation i København og mere vægt på privatbilisme i Jylland? Og i de tilfælde, hvor det så måtte være gået som forudsagt, og nogen faktisk lod sig overbevise af Trump-kampagnens argumentation: Var dette ikke deres egen beslutning og lige præcis det, som deres fornuft sagde dem, var den rigtige konklusion at drage? I mine øjne bevæger man sig ud i et uholdbart menneskesyn, hvis man fratager den tredjedel af tyskerne, der stemte på Hitler i 1933, et medansvar for magtovertagelsen, og det samme må gælde her. Hvis man alvorligt skal opfatte folk som umyndiggjorte og uden ejerskab til deres egne beslutninger, må man kunne dokumentere bastante løgne i præmisserne og effektivt tilbageholdt alternativ information (hvilket meget tænkeligt ville kunne lade sig gøre i forhold til det fuldt etablerede naziregime, hvorfor de færreste da også vil klandre notabiliteter som Jürgen Habermas og Karl-Otte Apel for som store drenge at have troet på den nationale propaganda).

Man kan ikke sige, at Lauritzen og Stjernfelt besværes af refleksioner som disse. Tværtimod er der ingen smalle steder i retorikken, når det drejer sig om målgruppen for den Cambridge Analytica- baserede propaganda: ”Disse vælgere har elementært ikke ytringsfrihed i betydningen informationsfrihed, hvor de frit kan vælge mellem forskellige tilgængelige informationer” (s. 81). Jeg må sige, at jeg har det svært med en bestemt type af letløbende sociolog-jargon, der efter min bedste overbevisning lever af, at læseren ikke forventes at tænke indenad. For hvorfor i alverden skulle man dog ikke have ”frihed” til at opsøge andre informationskilder end den, man får smidt i hovedet på sin facebookside? Fungerer det menneskelige intellekt således, at propaganda uden videre kan hældes ind i det, som man hælder kaffe i en kaffekop?  Hvem tvinger en til at købe sin plæneklipper til den pris, der står i Bilka-kataloget, uden på egen hånd at sammenligne med prisen andre steder? Man bør i almindelighed forholde sig skeptisk til folk, der forsøger at sidestille banale psykologiske processer, som til forveksling ligner frie valg, med direkte, fysisk tvang. Det kan nemlig hurtigt blive både filosofisk og politisk fatalt at misforstå frihedsbegrebet. Således implicerer citatet ovenfor, at ytringsfrihed forudsætter en ’informationsfrihed’, der åbenbart er så pirrelig, at den forsvinder helt og aldeles, så snart man eksponeres tilpas meget for en ondartet præsidentkandidats ytringer. Man aner umiddelbart, at et forsvar for ytringsfriheden inden for sådan en tankegang kan komme til at kræve indskrænkninger i netop ytringsfriheden. Det kunne så for eksempel hedde sig, at man bedst sikrer den sårbare ’informationsfrihed’ ved at beskytte internetbrugerne imod en ’overeksponering’ af visse synspunkter (jeg satser på, læseren selv kigger ned i den afgrund af vrøvl, der her åbner sig).

I det tidligere anvendte eksempel med marokkopuden er det oplagt, at sælgeren efter handlen kunne finde på at vise mig andre puder af samme type eller måske ligefrem sende mig hjem med et katalog over marokkopuder, den ene dyrere og vildere end den anden. Den slags sker automatisk med annonceringen på Amazon, hvis jeg har købt en bestemt bog eller musik-cd, med Googles reklamer, hvis jeg har demonstreret interesse for et eller andet firma, og med Youtubes forslag til den næste video, jeg kan få at se. Og er det så et problem? Mister jeg på en eller anden måde min frihed ved på denne måde at få gennemskuet mine præferencer og blive tilbudt noget, jeg sandsynligvis kan bruge? Bliver jeg åndeligt indskrænket af at få tilbudt svar på de spørgsmål, jeg stiller mig? Problemstillingen kan virke underlig, fordi alle menneskers opmærksomhed til enhver tid har været styret af deres nysgerrighed og præferencer, og fordi en sekretær eller kammertjener, der kan henlede ens opmærksomhed på det i morgenavisen, der forventeligt må være af interesse, normalt anses for at være en kolossal luksus. Ja, folk skaffer sig vel netop vennekredse og spillelister, kunstnerkollektiver og forskningsfællesskaber for ikke hver eneste dag at skulle starte forfra med finde ud af, om man har noget at sige hinanden? Alt dette ved Lauritzen og Stjernfelt udmærket godt, og det er en ofte genkommende indrømmelse i ”Dit opslag er blevet fjernet”, at internettet kun har medført en forstærkelse af i og for sig ældgamle tendenser. Men forfatterne synes alligevel at opfatte sagen således, at den rent kvantitative forskel er slået over i en kvalitativt ny tilstand. I hvert fald synes det dem åbenbart betimeligt i den aktuelle situation at spille filosofisk bordfodbold med de helt dyre begreber: Den yderst banale iagttagelse, at venner stiver hinandens holdninger af, hedder nu pludselig ”bekræftelsesbias” og ”filterboble”, og man må nok tage det for pålydende, når Lauritzen og Stjernfelt udmaler, hvordan ”brugeren lukkes inde i en boble af allerede etablerede interesser og synspunkter” (s.48) – det fastslås nemlig andetsteds endnu mere bombastisk, at brugeren kan blive trukket ned i ”isolerede fællesskaber, som oplever egne virkeligheder med egne ’fakta’” (s. 47); ”Brugeren kan komme til at leve inde i filterboblen, hvor det frie valg er byttet ud med et frit udvalg på en personlig menu” (s.49).

Man fornemmer, at retorikken kan blive poetisk på en dommedagsagtig måde, der lugter af et opkog fra tressernes ideologikritiske vækkelsesbevægelse. Det samme gør bogens uopfordrede amatørpsykiatri og den påberåbelse af politisk ekspertise, der synes at være impliceret, når man uden videre slår om sig med domme omkring forskellige ’boblers’ neutralitet og objektive sandhed (s.46). I ”Dit opslag er blevet fjernet” går tiden med farverig videreformidling af empiri – fra rotteforsøg til fysiologiske teorier om dopamin – men filosofisk kommer vi ingen vegne. Bogens grundlæggende problem forbliver uløst og ureflekteret: Hvad sker der, hvis man insisterer på, at betragte andres tanker som indeholdt i en boble på samme måde, som vand kan indeholdes i et glas – men opfatter sig selv som ren fordomsfri subjektivitet? Har man så ikke etableret en principiel niveauforskel i forhold til sine politiske modstanderes synspunkt og herved i realiteten omtolket den politiske debatrelation fra en kommunikativ til en teknisk disciplin? Har man ikke uden hjemmel absolutteret sit eget diagnostiske begrebsapparat og herved frem for alt placeret sig selv i en slags boble? Og har man ikke i sidste ende misforstået erkendelsens betingethed og menneskets endelighed, samt ikke mindst den retoriske omhyggelighed, man bør lægge for dagen, når man taler om den slags ting? Lauritzen og Stjernfelt synes faktisk at kende noget til den nævnte endelighed – fx når de helt rigtigt indvender imod censur, at ”ingen instanser besidder det guddommelige overblik over sandt og falsk, som en sådan procedure ville forudsætte” (s.218). Blot synes den slags klare øjeblikke ikke at være forenelige med boble-retorikken og forfatternes indtagelse af en sociologisk behandler-rolle.

Der forekommer mig at bestå en skuffende ureflekterethed omkring meget at det sagte i ”Dit opslag er blevet fjernet” – samt ikke mindst omkring, hvorfor det siges. Tag for eksempel den her om sjove videoer med katte: ”YouTube er ikke optaget af, at det kan aflede brugeren ikke bare fra personlige goder som søvn, familie, venner og arbejde, men også fra seriøse nyheder, diskussioner og offentlighed” (s. 55). Hvorfor skriver man sådan noget? Burde YouTube måske være optaget af, at administrere brugernes tid for dem? Eller er det Lauritzen og Stjernfelt, der er optaget af det? Og ud fra hvilke etiske idealer vedrørende søvnvaner, familieliv og seriøsitet? Med mindre forfatterne kan diske op med noget håndfast, klinisk dokumentation for den ”deciderede afhængighed”, de taler om i konteksten – og sikre en hertil svarede sygdomserkendelse – er det svært at se, hvordan nogen som helst andre end brugeren selv skulle kunne være legitimt optaget af, hvordan hans eller hendes liv skal hænge sammen. Og dette gælder ikke mindre for den almindelige samfundsborgers politiske overbevisning og frie valg af informationskilder (begrebet ”frit valg” her anvendt i en betydning, hvor man har fuld frihed, selvom der måtte indgå assistenter eller tekniske hjælpemidler i ens research). Lauritzen og Stjernfelt vrænger meget af internetfirmaernes økonomiske interesser, men de undervurderer i mine øjne den pluralisme, der ligger i den kapitalistiske bytterelations anonymitet. Det er ikke nær så farligt, at nogen vil tjene penge på at give dig, hvad du vil have, som at nogen har en substantiel ide om, hvad der er bedst for dig. Og hvad udretter gåseøjnene i denne forbindelse, når Lauritzen og Stjernfelt skriver om de dramatiske og kontroversielle ting, folk ”bliver draget af” på internettet: ”Det indhold er ikke altid det ’bedste’ indhold” (s.63)? Jo, det valgte indhold er lige præcis det bedste indhold for den, der har besluttet at bruge sin tid på det, og hvis man ikke vil anerkende den sandhed, synes jeg, man skylder en skudsikker argumentation for sin ekspertise. At Lauritzen og Stjernfelt måske ikke bryder sig om marokkopuder, gør i hvert fald ikke uden videre køberen af sådan en pude til et offer for mørkets kræfter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s