Kritik af Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt: ”Dit opslag er blevet fjernet” – III) ideen om følelsestingen og den digitale zombie

Dit opslag er blevet fjernet – Techgiganter og ytringsfrihed” (Gyldendal, 2018) er en tiltrængt bog, fordi filosoffer og idehistorikere sjældent udviser den bekymring for den omsiggribende censur, som de ret beset burde udvise. Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt har også begået en ganske imponerende research omkring udviklingen på internettet i de seneste årtier, og de tager klart afstand for den censur, der via uklart formulerede ’fællesskabsregler’ griber om sig på de sociale medier i disse år, hvilket er al ære værd. Alligevel er jeg i sidste end temmelig ærgerlig over bogen. Djævelen er i detaljen, og det forekommer mig, at forfatternes programmatiske erklæringer for ytringsfriheden kompromitteres af, at de i deres konkrete analyser viser sig at stå solidt plantet i den videnskabelige og ideologiske tradition, der netop legitimerer tidens censureringsmani. Spørgsmålet er, om man kan forene et forsvar for ytringsfriheden med en gennemgående løbsk venstrefløjsretorik og en hang til sociologiske og psykologiske teorier med en iboende formynderisk tendens.

Tag for eksempel følgende svada: ”Kort sagt, så er techplatformene blevet følelsernes diktatur – og især de negative følelser. Algoritmesystemet belønner det flygtige og kortlivede. Konsekvensen er, at det indhold, som ikke spiller med på den utøjlede frigivelse af følelser, simpelthen risikerer at drukne i larmen. Igen antastes ytringsfriheden..”(s. 63). Det er mig en gåde, at man i en bog til støtte for den frie debat kan indvikle sig i en retorik, der så ubetænksomt får begrebet diktatur forbundet med fraværet af regulering og begrebet ytringsfrihed associeret med fjernelsen af ”larm”. Og det er endnu mere underligt, at forfatterne tilsyneladende tror, at et par tilfældigt indkastede gåseøjne kan fritage dem fra at stå til ansvar for det paternalistiske indhold i følgende: ”Dette indhold er ikke altid det ”bedste” indhold. Men på samme måde som kroppen er programmereret til at eftertragte fedt og sukker, fordi de er energirigtige og forekommer sjældent i naturen, så er mennesket også programmeret til at være opmærksom på ting, der stimulerer og vækker følelser” (s. 63). I sådan noget overlægemetaforik, savner man enhver refleksion over ekspertens egen rolle i forhold til sine demokratiske medborgere. Men det er langt fra usædvanligt, at man fra folk med smag for den sidste nye psykologiske forskning skal høre på den mest opblæste, nedladende og filosofisk ureflekterede retorik omkring almindelige menneskers udøvelse af deres dømmekraft. Faktisk kan man godt få det indtryk, at en masse metodik og begrebsdannelse i de mere bløde og modeprægede samfundsvidenskaber har det ene formål at tingsliggøre forskningens genstand mest muligt med henblik på at få analytikerens revolutionerende klarsyn til at fremstå desto mere imponerende ved kontrasten. Ikke mindst siden tresserne har dette nok været et af det højtuddannede massemenneskes mest anvendte tricks til på en gang at skjule sin middelmådighed og forlene sin lærdom med et anstrøg af eksistentiel dynamik og dramatik.

Dialektikken i det her udspringer af subjekt/objekt-dikotomien anvendt i mellemmenneskelige relationer: Jo mere den anden fremstår som en blind, objektiv ’kraft’ eller ’faktor’, jo stærkere fremstår man selv som et myndigt og bevidst subjekt, og jo mere den anden fremtræder som rent emotionelt styret, jo tydeligere placeres man selv i rollen som iskold videnskabsmand og terapeut. Mekanismen i denne form for selvhævdelse fører til en grundlæggende splittelse i menneskesynet, der blandt andet viser sig som en tvetydighed i brugen af begrebet ”følelse”. Sagen er, at følelser på den ene side kan opfattes som en slags sjælelige substanser, der skubber til mennesker på principielt samme måde, som en kø kan skubbe til en billardkugle – men omvendt også kan ses som ledsagefænomener til kognitive processer, dvs. som aspekter af en større sammenhæng, der blandt andet implicerer ræsonnementer og dømmekraft. Som jeg bemærkede et slående eksempel på ved en tv-debat under valgkampen, fungerer den psykologistiske kortkunst nu således, at man bruger følelsesbegrebet i den første betydning, når man taler om genstanden for sin undersøgelse, men skifter til den anden betydning, hvis talen skulle falde på en selv. Kort sagt opfatter psykologer, der ’føler’ sig overbeviste af hinandens argumenter, ikke sig selv som ’følelsesstyrede’ i samme betydning, som de ofte synes, deres medborgere er det. Det er som regel kun de andre, man har interesse i at få til at fremstå som så åndsforladte og behandlingskrævende, at det giver mening at udlægge deres følelser som blinde kræfter inde i sjælen.

Det er naturligvis ikke gået filosoffernes næse forbi, at der kan være et problem ved at tale om følelser på samme måde, som man taler om maveindhold. Især i den fænomenologisk-hermeneutiske tradition har man understreget, at bevidsthed altid er bevidsthed om noget, og at en følelse som regel peger ud over sindets immanens og imod et stykke ydre virkelighed, som den er en følelse i forhold til. Den slags overvejelser kan næppe komme bag på filosoffen Anne Mette Lauritzen og idehistorikeren Frederik Stjernfelt, men det er underligt, at det overhovedet ikke giver dem anledning til refleksioner eller forbehold, når de griber ud efter den ene empiriske undersøgelse efter den anden om ”følelsers” betydning på internettet. De synes uden videre at tale samme sprog som de adfærdsforskere og marketingspsykologer, hvis konklusioner de videreformidler, så de må vel mene, at der er filosoferet tilstrækkeligt over grundlaget for denne type af diskurs. Herom er jeg selv alvorligt i tvivl. I det følgende vil jeg nærmere diskutere det menneskesyn, der er involveret, for til sidst at analysere et konkret eksempel på, hvordan sammenhængen imellem det emotionelle og det kognitive kan fejludlægges.

Fildelings-zombier uden sandhedsbegreb

Mange sætninger i ”Dit opslag er blevet fjernet” har den ildevarslende egenskab, at de virker hurtigt forfattede, men bliver mere underlige, jo mere man reflekterer over dem. Som fx denne klagesang over konsekvenserne at de sociale platformes fokus på mængden af opmærksomhed: ”Der er ingen forskel på nuttede kattevideoer, ISIS-propaganda, annoncer, konspirationsteorier, videnskabelige indsigter og breaking news” (s. 60). Her sidder jeg for det første og undrer mig over, om der nogensinde har været forskel på sådan noget for den, der varetog den rent tekniske og fysiske side af folks kommunikation – typografen, boghandleren, telefonselskabet. ”Mein Kampf” fylder jo ikke op i fragtcontaineren på en anden måde end ”Kritik der reinen Vernunft”. Men da sætningen samtidig lyder som en slags anklage, må man endvidere spørge sig, om Lauritzen og Stjernfelt måske synes, at distributøren af en vare burde sætte en forskel ud fra sine egne værdinormer. Det ser ud til, at forfatterne undervurderer den demokratiske gevinst, der ligger i, at det i et kapitalistisk samfund er markedet, der sætter forskellen, og at distributøren i princippet bare leverer, hvad der efterspørges. Deres konkluderende bemærkninger peger ganske vist i retning af, at de lige så lidt som jeg mener, at internetgiganterne skal gøre anden forskel på det indhold, de administrerer, end hvad hensynet til straffeloven og faren for umiddelbart forstående voldsanvendelse kræver (s.224). Men djævelen er i detaljen, og når de fx proklamerer et veritabelt ”videnskollaps”, hvor ”brugeren oversvømmes med information og holdninger” (s.60), synes implikationerne at gå den modsatte vej. Hvis man skal forstå det storartede i distributørens neutralitet, må man til en hvis grad tro på forbrugernes evne til selv at sætte de forskelle, der er vigtige for dem. På dette punkt udtrykker Lauritzen og Stjernfelt imidlertid en ekstrem pessimisme.

De finder støtte for denne pessimisme hos nogle amerikanske business-psykologer, der mener at kunne eftervise empirisk, at ”det er følelser, som skaber viralitet”, nærmere bestemt visse såkaldt ”aktivitetsmobiliserende følelser” som vrede, frygt og fascination (s.61). At mennesker normalt bliver vrede over, frygter eller fascineres af objektive sagforhold uden for deres egen psyke, ses der helt bort fra i denne sammenhæng. Følelsesbegrebet er reduceret til ideen om en irrationel kausalfaktor, hvilket udtrykkes ganske præcist derved, at Lauritzen og Stjernfelt anvender en metafor fra mekanikken: Følelserne er ”det effektive brændstof, der skal til for at (..) sætte en dagsorden” (s.61). Som tidligere antydet, har jeg en mistanke om, at sproget her anvendes på en lemfældig måde, der på en gang tingsliggør følelseslivet og berøver det dets kognitive, intentionelle aspekt. Dette er vel at mærke noget, der indtræffer på den begrebslige og metodiske niveau – dvs. a priori, før nogen empiriske undersøgelse kan gå i gang – og jeg er derfor ikke særlig imponeret over, at Lauritzen og Stjernfelt kan gengive deres amerikanske psykologers liste over diverse betingelser for viral succes og nå til følgende resultat: ”Det er værd at bemærke, at begreberne sandhed og falskhed er helt fraværende” (s. 62). Really? Er dette virkelig værd at bemærke? Hvor mange positivister, materialister, relativister og dybdepsykologer har ikke fået hele samfundet til at fremstå som en slags mekanisk dukketeater, simpelthen fordi det på forhånd lå i deres menneskesyn og terminologi?

Der består et intrikat forhold imellem følelser, forstået som psykologiske kausalfaktorer, og intellektets rettethed imod ydre sagforhold, der kan være sande eller falske. Disse ting er i almindelighed vævet sammen som to sider af en mønt, og når man abstraherer fra den ene af dem, åbnes mange veje ud i misforståelse og sofisteri. Problemstillingen består i, at aktivitetsmobiliserende følelser ofte afhænger af anerkendelsen af visse objektive fakta, og at fortolkningen af fakta på den anden side kun kan virke aktivitetsmobiliserende i kraft af de følelser, den fremkalder. Så man kan sådan set godt bytte lidt om på ordene fakta og følelser uden problemer. Det vil man som regel gøre ved at sige, at de ting, der virker aktivitetsmobiliserende på ens venner og meningsfæller, er fakta, hvorimod ens fjender eller folk, man gerne vil have til at fremtræde særligt zombieagtige og farlige, kun mobiliseres af følelser. Det kan fx hedde sig, at det er selve de hårde facts om racisme i USA, der kan virke aktivitetsmobiliserende, hvorimod nogle tilsvarende oplysninger om indvandrerkriminalitet kun kan gøre det indirekte, nemlig ved at pirre visse aktivitetsmobiliserende følelser (NOTE). Strengt taget kan man omtale nøjagtig det samme forløb på begge måder, så det eneste, man i virkeligheden udretter, er at mærke ordene ligesom spillekort, så man kan give sig selv alle esserne. Det er utroligt, hvor fladbundede fornøjelser man kan have sig, selvom man har læst endog overordentligt tykke bøger!

Det skal bemærkes, at visse følelser godt kan dyrkes uanset sandhedsværdien af de ydre forhold, de optræder som reaktioner på. Og det skal især bemærkes, at dette sagtens kan være fuldstændig logisk og legitimt. For eksempel kan porno fint opfylde sin pornografiske funktion, selvom skuespillerne måske er døde, og uanset om de skildrede relationer (som Finn Nørbygaard engang indvendte) ”ikke holder året ud”. Dette adskiller logikken i en pornoside fra logikken i en datingside, og selvom forvekslingen af disse sfærer engang førte til visse frustrationer i en The Who-sang (”Pictures of Lily”), vil forskellen normalt være indlysende for enhver. På samme måde fungerer katte-videoer uanset, om der er fusket med opstillingen for kameraets skyld – katten er sjov alligevel. Og selvom musikvideoer nogle gange kan referere mere eller mindre adækvat til den politiske og samfundsmæssige virkelighed, vil tendensen også her være, at man legitimt kan dele musikken uden at indlade sig på spørgsmålet om sandhed eller falskhed. Min pointe er nu, at den almindelige internetbruger har udmærket styr på logikken omkring den slags informations-genrer, og at det samme gælder i de tilfælde, hvor sandhedsværdien faktisk er væsentlig for, hvordan man bør reagere på et stykke information, fx hvis dette er et nyhedsindslag eller et dokumenterende filmklip. Så selvom Lauritzen og Stjernfelt meget malerisk reducerer lægfolk til en slags digitale zombier, der tilsyneladende blindt ”forbruger indhold, som stimulerer deres sind og sanser” (s.63), har jeg svært ved tro på, at eksperter som den sociolog, der her tales efter munden, skulle have patent på at interessere sig for forskellen imellem det sande og det falske. I mine øjne forstår alle mennesker, hvad det vil sige at fremsætte en påstand og hævde, at noget er tilfældet. Der kan være forskel på, hvor grundige verifikationsprocedurer man anvender, men i bund og grund er eksperter og lægfolk fælles om to ting: 1) interessen i sætningers relation til virkeligheden og 2) menneskers principielle fejlbarlighed.

To konkrete eksempler

Jeg har som antydet en mistanke om, at empiriske undersøgelser, der synes at bevise det modsatte, bygger på en fejltolkning af de foreliggende data. Og Lauritzen og Stjernfelt leverer faktisk et prægtigt eksempel på, hvad jeg her mener med en fejltolkning, når de til illustration af sandhedsbegrebets ligegyldighed på internettet omtaler en tweet, der gik viralt i efteråret 2016 (s. 62f). Historien er, at en aldeles ukendt mand tweetede noget om, at demonstrationerne imod den nyindsatte præsident Trump var professionelt organiserede, og at særlige busser fragtede demonstranterne fra den ene amerikanske by til den anden. Den nyhed blev hurtigt delt hele 350.000 gange på Facebook og endte sågar med at blive kommenteret af Trump selv. Forargelsen i den republikanske lejr har naturligvis været stor, men her er det så, Lauritzen og Stjernfelt sætter deres punchline ind: ”Der var bare ét lille problem: disse busser med betalte demonstranter fandtes ikke. Historien var simpelthen falsk” (s.63). Der er ingen grund til at betvivle den empiriske gyldighed af denne korrektion – men spørgsmålet er så bare, hvad historien helt præcist beviser. Beviser den for eksempel, at delingerne af sådan en nyhed var rent følelsesstyrede og udelukkende motiveredes af folks interesse i det ”underholdende og pirrende”? Beviser afsløringen af den virale nyheds urigtighed, at folk delte den med hinanden uden overhovedet at skele til begreberne sandt og falsk? Sådanne spørgsmål er logisk analoge til spørgsmålet om, hvorvidt man filosofisk kan bevise en relativisme eller en skepticisme ved at henvise til, at en eller anden engang har taget fejl. Svaret er ligetil: nej.

Det er højst tænkeligt, at nogle Trump-tilhængere – og måske ikke mindst præsidenten selv – har et så lemfældigt forhold til sandheden, at de kan finde på at sige eller videreformidle hvad som helst, de kan få nogen til at hoppe på. Men rollen som manipulator har det parasitære træk ved sig, at den kun kan fungere, hvis der også er nogen, der indfinder sig i rollen som manipuleret. Det giver derfor næppe mening at forestille sig, at alle de 350.000 videreformidlere af den nævnte tweet var motiveret af en strategi om at få den næste i rækken til at tro på noget, de ikke selv troede på. Og det giver i mine øjne heller ikke mening at tænke sig, at de for alvor konsumerede nyheder på samme måde, som man konsumerer pornografi, og at de følgelig dyrkede deres forargelse uden overhovedet at tage stilling til realiteten af det, den skulle være en forargelse over. Nej, den eneste udlægning, der faktisk giver fænomenologisk mening, er, at de fleste af dem, der delte nyheden, ganske sagligt og oprigtigt troede på, at den var sand – og at det var denne kognitive vurdering, der forårsagede deres ’aktivitetsmobiliserende følelser’. At vurderingen så efterfølgende viste sig at være forkert, er en højst triviel kendsgerning, der ingenting rokker ved, at aktørernes principielle interesse i at finde sandheden var konstitutiv for hele begivenhedsforløbet. Risikoen for fejl er en integreret del af al intellektuel virksomhed, og at man begår en, beviser ikke uden videre, at man er en digital stimulations-junkie eller fildelings-zombie. Selv i ret grelle tilfælde kan fejltagelser højst vise, at man måske ikke har været tilstrækkelig metodisk og kildekritisk i sin tilgang.

Jeg skal ikke nægte, at modtagerne af af tweeten om busserne sandsynligvis burde have været mindre godtroende, eller at akademiske eksperter og professionelle journalister i mange tilfælde vil tjekke deres kilder bedre. Men betyder dette så, at man kan omformulerer opdelingen af mennesker i henholdsvis de følelses- og de fornuftsstyrede til en opdeling imellem dem, der tror på hvad som helst, og dem, der ikke gør? Er den politiske debat skruet således sammen, at den ene halvdel af deltagerne – fx landsbyboere, brugere af alternative medier eller tilhængere af Donald Trump – overhovedet ikke kan tænke kritisk, hvorimod den anden halvdel besidder en ekspertise og en metodik, der garanterer imod fejltagelse? Man kunne måske godt mistænke Lauritzen og Stjernfelt for at forestille sig noget i den retning, når de påfaldende skråsikkert foretager en begrebslig adskillelse imellem ”information” og ”viden” (s.60). Men i lyset af den videnskabsteoretiske kritik, der længe er blevet fremført imod ideen om en fejlfri procedure til lineært fremskridt i forskningen, kan det nok næppe være ment på den måde. De fleste vil formentlig i sidste ende tilslutte sig, at forskellen på lægfolk og eksperter i politiske forhold er et gradsspørgsmål, at begge parter i princippet har mulighed for at få ret eller tage fejl, og at ingen uddannelse kan sikre imod fejlkilder som gruppepres, modegriller og politisk ønsketænkning.

Det er nærliggende at runde af med et modeksempel: I Washington den 19. januar blev en gruppe katolske skoleelever, der stod og ventede på en bus ved Lincoln Memorial, og hvoraf nogle fra iført MAGA-hatte, først overfuset af en gruppe afroamerikanske ekstremister og derpå opsøgt af den trommespillende indianeraktivist Nathan Phillips. Især en af skoleeleverne blev i flere minutter konfronteret med Phillips meget nærgående trommespil, mens han blev stående fuldstændig stille og næsten uden at fortrække en mine. Imidlertid var det muligt at tolke antydningen af et smil på Nick Sandmanns ansigt som en art hånlig gestus, og da et kort videoklip af konfrontationen begyndte at florere sammen med Phillips ensidige version af begivenhedsforløbet, gik forargelsen viralt: New York Times førte an i en omfattende pressehetz imod den ’racistiske’ Sandmann, og blandt andet i kraft af direkte opfordringer til vold fra flere Hollywood-celebriteter førte sagen til en storm af trusler imod både ham og hans skole. Der var bare ét lille problem. Historien var falsk, og jo mere der efterfølgende dukkede op af yderligere videomateriale, udtalelser fra Nick Sandmann og kildekritik i forhold til Nathan Phillips, jo tydeligere tegnede der sig et billede af en vaskeægte medieskandale. TV2-Nyhederne begyndte at omskrive deres version af historien om morgenen den 21. januar, dagen efter, den var bragt, og meget tænkeligt foranlediget af det alternative medie Uriasposten, der allerede om natten var begyndt at pille historien fra hinanden.

Og moralen? Ja, den består ikke alene i, at de etablerede medier kan gå i selvsving lige så vel som de alternative, og at Donald Trumps modstandere ikke er bedre kildekritikere end hans tilhængere. Det væsentlige at forstå er, at medier som New York Times hverken har været 100 procent løgnagtige eller 100 procent følelsesstyrede, da de viderebragte Nathan Phillips’ misinformation. De har haft både gode og dårlige grunde til at fejltolke optrinnet ved Lincoln Memorial. Langt de fleste fejltagelser er raske menneskers forståelige fejl – mislykkede forsøg på trods alt at sigte efter sandheden.

Læs også:

Kritik af Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt: ”Dit opslag er blevet fjernet” – II) Påstanden om overbevisningers ufrivillighed

Kritik af Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt: ”Dit opslag er blevet fjernet” – I) Sidestillingen af det tilfældige og det planlagte.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s