Anni Cyrus’ eksempel for humaniora

Når man hverken er ekspert i arabisk eller religiøse tekster, kan det være svært på egen hånd at vurdere gyldigheden af Anni Cyrus’ udlægning af jihad-begrebet. Men den har i hvert fald et tydeligt stiltræk, der bør virke tillidsvækkende: Anni Cyrus opfylder Karl Poppers krav til videnskabelig hypotesedannelse, idet hun fremsætter sine påstande frejdigt, bastant og utvetydigt og herved gør sig åben for simple, empirisk funderede gendrivelsesforsøg. Der er ifølge hende 108 passager om jihad i koranen, begrebet optræder i fire og kun fire betydningssammenhænge, og der findes ikke et sted i bogen, hvor det står for den indre kamp, der ofte omtales som “den store jihad”(*). Enhver kan uden videre gå til kilden og efterprøve disse udsagn. På den måde eksemplificerer Anni Cyrus en tendens til, at islamkritikere genetablerer tekstfortolkning som en seriøs intellektuel virksomhed – og herved i virkeligheden revitaliserer en humanistisk videnskabelighed, der mange andre steder er ved at gå helt op i propaganda, buzzwords og eftersnakkeri (mere herom). Og en ting mere: Anni Cyrus kan faktisk noget arabisk – i modsætning til disse to tidligere toprådgivere for to forskellige danske statsministre:

haramquiz

Jeg skylder den for øjeblikket karantæneramte facebook-debattør Christian Marcussen stor tak for at promovere dette billede af Michael Kristiansen og Peter Mogensen som en slags ‘klassiker’. Billedet er fra 2014, og nej, de politiske eksperter kunne ikke gætte svaret og måtte dermed udgå af quizzen. Man anser det åbenbart ikke for væsentligt, når man skal rådgive statsministre i det 21. århundrede, at man kender til begrebsmodsætningen “halal” og “haram”. Dette illustrerer ganske fint en pointe, som jeg engang udtrykte således, at kun højrefløjen i indvandringsdebatten taler arabisk, hvorimod venstrefløjen bare genanvender sin en gang erhvervede bestand af hovedsageligt græske og latinske fremmedord som en slags terminologisk kageform. Her opfattes forskningen altså ikke som en horisontsammensmeltning, der samtidig er en sammensmeltning imellem to sprog, hvilket var Hans-Georg Gadamers koncept for forståelsesprocesserne i humaniora. Der tænkes derimod nominalistisk som i naturvidenskaberne: Sproget er ensidigt fastlagt af erkendelsens subjekt, og fænomenerne underkastes begreberne, som de underkastes resten af den videnskabelige metode.

Man må så bare håbe, at det virker. Det vil sige, man må håbe, at diverse pædagogiske og socialpsykologiske terminologier ved deres teoretiske spidsfindighed kan råde bod på et manglende kendskab til klienternes eget sprog. Og man må håbe, at statistik og dybdepsykologi kan give eksperterne så skarp indsigt i en adfærds ‘faktorer’ og ‘mekanismer’, at det måske ikke gør så meget, at de ikke forstår folks egne forklaringer på, hvorfor de handler, som de gør. Det må man håbe, fordi der er flere af den type venner, som man endnu ikke har mødt, på vej op igennem Bosnien. Og når man hører dem gå og råbe noget på arabisk, må man bestemt håbe, at det ikke betyder et eller andet skæbnesvangert for vores kommende venskab med dem, som vi burde have forstået:

(*): Man kan godt studse over Anni Cyrus’ kontante afvisning af originaliteten af begrebet om “den store jihad”, men jeg kan i hvert fald umiddelbart konstatere, at hun bakkes op af Ibn Warraqs dokumentation i “The islam in islamic terrorism” (New English Review Press, Nashville/London, 2017) s. 138ff.

For en mere udførlig drøftelse af dette emne: Læserens hævn over forskeren – islamkritik som hermeneutisk oplysning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s