Robert Spencer om eftergivenhed og modstand

 

Robert Spencer virker til at være i god form efter sin livstruende sygdom tidligere i år – og at høre ham problematisere de gængse selvfølgeligheder omkring terrorforebyggelsens psykologi er noget at det mest åndeligt lutrende og berigende, man kan foretage sig i en verden af falsk ekspertise. Spencers eksempler er USA’s brutale drab på IS-lederen al-Baghdadi samt ambassadeflytningen i Israel sidste år. Og diskussionen er i begge tilfælde den samme: Venstrefløjen forfægter en psykologisk teori, ifølge hvilken sådanne tiltag risikerer at fremprovokere øget antipati imod USA i den muslimske verden og dermed øge terrortruslen; hvorimod Spencer hævder, at man kun ved ikke at bøje sig for truslen om voldelige reaktioner kan undgå at forøge incitamentet til terroristisk afpresning. Spencer har flere argumenter for sit synspunkt: At islamisternes ikke respekterer fremstrakte hænder, men kun tænker i modsætningen mellem magt og underkastelse, at deres skriftlige inspirationskilder ikke åbner mulighed for opblødning og kompromis i forhold til andre religiøse grupper, samt at det i almindelighed må gælde om at konfrontere og ikke give efter for afpressere, hvis man skal gøre sig håb om at ændre deres adfærd. Direkte modsat de hundreder og atter hundreder af enslydende “eksperter”, der til enhver tid advarer imod, at man provokerer potentielle terrorister, kan Spencer derfor sige, at “the genious of what we did with Baghdadi was that we showed them that we are not afraid of them and that we are gonna fight” (minut 36). Og med overlegen retorisk elegance kan han uden videre omformulere betydningen af dette til direkte tale rettet imod potentielle fjender af USA: “The United States sets its foreign policy based on the interests of The United States, and we are not going to be threatened, we are not going to be intimidated. You will do what you are gonna do, and we will react accordingly as appropriate – but you are not going to dictate to us what we can and cannot do” (minut 40).

Man kan godt få den fornemmelse, at der er mere livserfaring og modenhed i Spencers opfattelse af magtkampens psykologi end i den gængse rundkreds- og eftergivenheds-pædagogik. Men for så vidt begge synspunkter drejer sig om at forudsige, hvordan forskellige tiltag vil kunne påvirke andre menneskers sympati eller respekt for en, finder jeg det faktisk vanskeligt at vurdere graden af sandhed i nogen af dem. Jeg har andetsteds argumenteret for, at der består en trinrække af måder, hvorpå man kan påvirke andres adfærd, alt afhængigt af, hvor sikker og præcis viden man kan have om metodens effektivitet. Størst sikkerhed har man om virkningen af med magt at fratage en modpart de fysiske midler til at gennemføre et givet projekt (1), og næststørst sikkerhed har man om, hvordan positive eller negative sanktioner vil kunne virke ind i en modparts målrationelle kalkulationer (2). Men når det kommer til grundlæggende at ændre andres målsætninger og værdier (3), er sikkerheden betydeligt ringere. Det er let nok retrospektivt at tale om, at man har ‘vundet’ venner eller ‘skaffet sig’ fjender, men i virkeligheden indeholder de bagvedliggende dannelsesprocesser alt for meget frihed, historie og begrebslig innovation til, at man kan basere en effektiv social teknologi på dem. Ofte vil en mere hård politik stå med det fortrin at fastholde hensynet til type 1 og 2 af social påvirkning, og dette skinner også igennem i Spencers foredrag. Men for så vidt som ‘bløde’ og ‘hårde’ tiltag skal måles på, hvordan de vil indvirke på en bredere holdningsdannelse i den muslimske verden (3), synes jeg, det er svært at vælge. Der består vel i ethvert frugtbart forhold mellem mennesker en sindrig dialektik imellem parternes eftergivenhed og konsekvens i forhold til hinanden. Og mon ikke den præcise dosering af disse ingredienser i en konkret situation altid vil være et spørgsmål om livskunst snarere end om videnskab?

Nej, det aldeles fremragende ved Spencers foredrag er ikke, at han nødvendigvis i enhver henseende har ret i forhold til sin modpart. Det afgørende er, at han kender sin modpart! Således indleder han med at citere den tidligere amerikanske ambassadørs advarsler om de negative konsekvenser af drabet på al-Baghdadi, og han gentager omhyggeligt citatet for at sikre sig, at lytterne forstår dets implikationer, før han fremsætter sit eget modsynspunkt. Min damer og herrer, det er sådan her, man tænker rationelt! Man rejser et spørgsmål og undersøger pro og kontra flere mulige besvarelser, før man vælger at holde på den bedst underbyggede. Men er det mon sådan, Spencers opponenter inden for det politisk korrekte eftergivenheds-paradigme ræsonnerer? Er det mon sådan, det er gået til, når en typisk forsker inden for området er nået frem til, at det er “en udokumenteret, men plausibel hypotese i forskningen, at en mere positiv framing letter integrationen af flygtninge og indvandrere” (jf)? Eller når fire fortalere for en mere blød terrorbekæmpelse samstemmer: ”Hurtige, omfattende og ”stærke” reaktioner i kølvandet på et terrorangreb udnyttes alt for let i voldelige, ekstremistiske gruppers propaganda” (jf)? Stammer den slags udsagn virkelig fra en konfrontation imellem to alternative strategier, hvor ud fra man så har argumenteret sig frem til at foretrække den ene frem for den anden? Har fortalerne for disse udokumenterede, men plausible, selvfølgeligheder mon nogensinde overvejet, hvordan et muligt modargument ville være skruet sammen? Ja, har de overhovedet tilstrækkeligt med fantasi, hjerne og politisk integritet til at koncipere en alternativ hypotese?

Mit gæt er, at Spencers opponenter som regel har erhvervet deres politisk korrekte syn på den sociale verdens kausalforhold længe før, de begyndte at studere deres social sciences  – og at diverse ‘forskningsprojekter’ udretter det samme for dem, som de gjorde for 70’ernes universitetsmarxister: at afstive og latinisere det meneskesyn, som de alle sammen var enige om på forhånd. Hvad angår Spencers syn på ambassadeflytningen eller drabet på IS-lederen, vil den gennemsnitlige ekspert i eftersnakkeri nok mene, at det enten er den destillerede ondskab eller nogle rent følelsesmæssige impulser, der taler. Og de vil opfatte deres egen stilling i debatten som et simpelt spørgsmål om psykologisk impulskontrol: “Vi skal holde hovedet koldt“. For at Spencer måske skulle være nået frem til sin holdning ved at reflektere over, hvad hans far fortalte ham om bøller i skolegården, ved indgående undersøgelser af muslimsk historie og mentalitet samt ved en velbegrundet afvisning af udannede teknokraters børnehavepædagogiske tilgang til verdenshistorien – det kan vel næppe have sin rigtighed. Dømmer selv. Se videoen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s