Årsager til terrorisme? Årsager til tro på demokratiet?

Jeg har efterhånden mange gange og igennem mange år hørt folk spørge sig selv om, hvad årsagen mon kan være til, at nogen bliver terrorister – og efterhånden lige så mange gange hørt folk indrømme, at ingen af de hypoteser, man indtil nu har forsøgt at bruge som svar (fattigdom, sindssygdom, dårlig uddannelse etc.), har været stærke nok til at overleve empiriske tests. Et spørgsmål bygger altid på nogle præmisser, og når et spørgsmål bliver ved med ikke at føre til noget fornuftigt svar, bør man på et tidspunkt standse op, blive filosofisk og spørge sig selv, om en fejl i præmisserne måske betyder, at dette spørgsmål er stillet forkert.

En afgørende præmis for spørgsmålet om årsagerne til terror er, at menneskers tanker og handlinger lader sig forklare efter samme model som processerne i den bevidstløse natur. Man spørger efter terrorismens årsager på samme måde, som man spørger til årsagen til et omslag i vejret, et sygdomsudbrud eller en hyppigt forekommende funktionsfejl i en særlig biltype. Og man spørger med den samme praktiske interesse i at kunne forudsige bestemte hændelser og om muligt gribe teknisk ind i den mekanisme, der styrer dem.

Det er problematisk, at et teknisk synspunkt virker så selvfølgeligt, at det kan være vanskeligt overhovedet at se noget ejendommeligt i det. Ideen om, at menneskelige aktører har årsager på samme måde som rullende billardkugler, og at formålet med at vide noget om dem er at kunne ramme dem, så de ender det ønskede sted, kan virke så indlysende, at man glemmer alt om præmisserne for den. Man kan synes, at kun den mest romantiske klovn her finder noget at undre sig over. I så fald må man jo bare fortsætte med at stille sit spørgsmål på samme måde og så håbe på, der en dag kommer et svar. Tiden vil vise, hvem der var klovnen.

Men hvis man gider at undre sig, kan man jo prøve at variere spørgsmålet lidt: “Hvorfor findes der Venstre-folk?”, “Hvorfor foretrækker nogen Bruce Springsteens sange frem for Bob Dylans?”, “Hvad er årsagen til, at nogle skakspillere spiller Kongegambit, men andre ikke kunne drømme om at gøre det?”. Hvis det giver mening at spørge, hvad der er årsagen til terror, giver disse spørgsmål vel lige så klar mening. At nogle mennesker overbevises af Venstres politik, Springsteens lyrik eller Kongegambittens strategiske perspektiver er vel foreliggende facts på samme måde, som at nogle mennesker lader sig radikalisere af Islamisk Stat. Hvordan ville det være, hvis man også i disse tilfælde ledte i statistikkerne efter en “årsag” med henblik på at ændre folks præferencer?

En verden uden Venstre, uden Springsteen-fans, uden yndere af Kongegambitten – kan man forestille sig sådan noget? Givetvis. Moderne kommer og går, og selv i de hårdeste videnskaber kan konsensus ændre sig over tid, således at ingen længere vil støtte en teori, der engang betog alle fornuftige mennesker. Historien kan ændre meget, og islamismen var for eksempel noget ganske andet i halvtredserne, end den er i dag. Men kan man så også forestille sig, at man teknisk gik ind og manipulerede ved en eller anden “mekanisme”, således at denne ændring indtraf efter en plan? Hvordan skulle en tekniker få fat i det, der styrer folks politiske, æstetiske eller intellektuelle smagsløg?

Jeg synes, man i disse eksempler aner, at spørgsmålene stilles forkert. Ikke alene synes mængden af årsager, der skal til for at fremkalde netop den form for moderne tidsånd, hvor eksempelvis Springsteens musik fungerer, at være praktisk talt uendelig. Men den langt overvejende del af de ting, man kommer til at tumle med, når man overvejer, hvorfor nogen gider at høre på den, er i virkeligheden slet ikke årsager, men grunde. De virker ikke som blinde kræfter, men som bevidste værdidomme, og deres betingelser findes ikke primært inde i hovedet på folk, men ude i de ting, som de værdsætter.

Enhver ved derfor, at man forstår mere om Springsteens popularitet ved at kende til musikkens objektive kvaliteter end ved at måle på lytternes hjernebølger. Tilsvarende forstår man bedst attraktionsværdien ved Venstre, hvis man selv tager del i samtidens politiske stridsspørgsmål, og Kongegambittens charme, hvis man kender noget til skak. Det ligger ligefor, at forskningen i terror tilsvarende burde fokusere på terroristerne bøger, traditioner og argumenter – hvorimod den evindelige ragen rundt efter sociale, kvasi-mekaniske årsager snarest ligner en slags moderne alkymi.

Men så kan man jo ikke gøre noget som helst ved det, udover at forstå terroristernes motiver og måske, måske ikke, finde på et overbevisende modargument! Tjaee.. Under alle omstændigheder fører ønsketænkning ingen vegne, og man må grundlæggende vide, hvad det er, man har med at gøre, før man overhovedet kan overveje mulighederne for at gøre noget ved det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s