Om teknikkens grænser og historiens ustyrlighed

Sidst i oktober afvæbnede de franske politimyndigheder syv muslimske betjente på grund af mistanke om radikalisering (New York Times 31. oktober). Afvæbningen fulgte i kølvandet på en terroraktion på en politistation i Paris, hvor en muslimsk ansat pludselig myrdede fire kolleger.  Sagens principielle aspekter er af almen relevans for alle europæiske lande, og frem for alt eksemplificerer den et dilemma, hvor to modsatrettede hensyn må vejes op over for hinanden: På den ene side vil man forebygge terror ved helt lavpraktisk at indskrænke nogle potentielt risikable handlemuligheder; på den anden side risikerer tiltag som dette at fremmedgøre loyale muslimer og i sidste ende at fremme radikaliseringstendenserne.

Der er fornuft i begge de modsatrettede hensyn, så man vil måske være tilbøjelig til at lade de konkrete omstændigheder afgøre, hvad der i et givet tilfælde skal veje tungest. Men er det herudover muligt at finde et principielt kriterium for i almindelighed at favorisere det ene hensyn på bekostning af det andet?

Det skal allerførst bemærkes, at der i begge tilfælde er tale om at orientere sig politisk i forhold til de sandsynlige konsekvenser forskellige tiltag, og at visse principper modsat må gælde kategorisk og uanset alle konsekvenser. De fleste vil for eksempel anerkende, at respekten for de berørte politibetjentenes retssikkerhed sætter nogle principielle rammer for, hvad man overhovedet kan lade pragmatiske hensyn influere på. Men med dette forbehold in mente kan der stadig være stort spillerum for konsekvensberegninger – og for en politisk diskussion om hvilke kriterier, der her taler for den eller den anden måde at ræsonnere på.

Det er et velkendt faktum, at en del kriterier synes at tale for den mere psykologiske betragtningsmåde på bekostning af den mere politimæssige. Ikke alene kan det virke mere behageligt at virke ved tillid frem for ved kontrol, men hvis strategien virker, vil den formentlig også både være billigere og sikre en mere varig løsning på sociale konflikter. Der er imidlertid ét afgørende kriterium, der ofte overses, og som i mine øjne tipper balancen – jeg tænker på en erkendelseskritisk refleksion over grænserne for, hvad man kan vide, og med hvilken sikkerhed, man kan vide det.

Ser man først på rationalet bag den fysiske magtanvendelse, synes mange ting at være hævet over enhver tvivl: at det er sværere at gennembryde en låst dør end en ulåst, at en bevæbnet voldsmand er farligere end en ubevæbnet, at man har bedre chancer for at imødegå en fjendtlig handling, hvis man har forberedt sig på den, end hvis man ikke har. Alt dette synes at være baseret på naturvidenskabelige facts om eksempelvis dørmaterialers gennemtrængelighed, projektilers effekt på menneskelige organismer og tidsrammer for mekanisk standsning af en igangværende proces.

Vender man sig på den anden side imod de socialpsykologiske antagelser om, hvordan hårde og restriktive tiltag vil influere på islamistiske radikaliseringsprocesser, stiller sagen sig anderledes. Her kommer forudsigelsernes korrekthed til at afhænge af, hvilke fortolkninger forskellige muslimer vælger at anlægge – samt af de eventuelle styrkeprøver og diskussioner, der kan opstå imellem konkurrerende bud på en passende fortolkning. Intet her er ligetil! Så selvom der ideelt set kan være langt mere at opnå ved at ”vinde hjerter og hjerner” end ved at opsætte pigtråd: En ansvarlig politisk prioritering bør favorisere pigtråden, fordi det kun er her, man har fuld klarhed over de årsag-virknings-sammenhænge, man prøver at gribe ind i.

Sagen er, at den andens råderum for fortolkning er et grundvilkår for alle, der tager del i historiske hændelser. Menneskets særlige affektkontrol, sproglighed og kulturelle opfindsomhed betyder, at dets reaktioner ikke er fastlagt af simple mekanismer i stil med, ”tryk avler modtryk”, eller, ”frustration medfører radikalisering”. Der er langt mere dobbeltrefleksion og hermeneutisk spejlkabinet, langt mere nytænkning og indre stridigheder i den menneskelige historie end som så.

For eksempel er det ikke nogen tosset idé, at nogle muslimer måske vil opfatte afvæbningen af de muslimske betjente som en uretfærdig diskrimination, der svækker deres loyalitet med Frankrig. Men det er heller ikke utænkeligt, at andre måske vil lade sig overbevise af statsmagtens argumenter for afvæbningen og derfor anse den for at være et nødvendigt onde – eller at atter andre måske ligefrem vil tolke den som et respektindgydende udtryk for Frankrigs nationale selvopholdelsesdrift. Det er simpelthen meget svært at vide, hvordan andre mennesker kan finde på at fortolke de stimuli, som man forventer, vil spille ind i deres fremtidige holdningsdannelse.

Ét problem er, at man måske skal kende til arabiske og islamiske traditioner for overhovedet at komme med et fornuftigt gæt på, hvilke referencer en muslimsk offentlighed vil kunne finde på at inddrage i sine tankerækker og diskussioner. Men selv hvis man er ekspert i den slags, kan man i princippet ikke forudsige, hvordan originale enkeltpersoner kan gå hen at forny disse traditioner og måske præge fremtidens fortolkninger med endnu ukendt slang og terminologi.

Endelig kunne selv den legendariske hest Kloge Hans finde ud af at afstemme sin reaktion på diverse regnestykker (i form af et bestemt antal hovslag) efter de forventninger, som eksperimentatoren uforvarende kom til at afsløre, at han havde til den. Og man skal ikke tro, at ens medmennesker er dummere end en hest: Når man kigger på dem, kan de som regel også kigge tilbage på en selv, og når man offentliggør sin forudsigelse af deres reaktion, kan de naturligvis medindregne selve denne forudsigelse i en strategi for, hvordan de i sidste ende vælger at reagere.

Verdenshistorien er ingen børnehave, og man risikerer at komme galt afsted, hvis man tror, man kan styre den med børnehavepædagogik. Spørgsmålet er bare, om det ikke lige præcis er det, vi moderne europæere tror – og om vi ikke lige præcis er ved at komme alvorligt galt afsted. I mine øjne sporer man hos eksperter og lægfolk over en bred kam, at der er sket et forfald i den historiske dannelse og fantasi, der skal til for at sætte sig ind i andre menneskers tankegang – og at der tilsvarende består en blind tro på, at man kan finde nøglen til en styring af deres adfærd i simple ’faktorer’ og ’mekanismer’.

Nutidens politiske krise drejer sig ikke tilfældigt om indvandring og integration, fordi den ikke mindst er en intellektuel krise vedrørende forståelsen af andre synspunkter end ens eget. Højre og venstre befinder sig i en global og eskalerende konflikt under etiketterne ’populisme’ og ’elite’, men ingen af parterne synes at opfatte krisens dybere årsager. Disse skal efter min mening findes i teknificeringen af humaniora, i videnskabeliggørelsen af det politiske og i den terapeutiske attitude som moderne dannelsesideal.

Tidens videnskabsfetichisme fører i realiteten til en art solipsisme, hvor forekomsten af andre bevidstheder reduceres til et ingeniørmæssigt problem (fx: ”Hvad er årsagen til terrorisme?”). Men den tragiske sandhed er måske, at man opnår desto mindre reel kontrol med historiske begivenheder, jo mere man konciperer disse i rent tekniske termer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s