Om Trump, Iran, Politiken og Dr. Strangelove

Det er både beskæmmende og tankevækkende, at Politiken d. 4. januar kan bringe denne overskrift: “Iran og Irak koger af hævntørst mod Trump: De vil have hævn, hævn, hævn!” – især hvis man erindrer, hvad Jean-Paul Sartre engang skrev om fascistens psykologi: “fascisten vil være stormen, haglene, uvejret” (citeret efter hukommelsen, nogle gange kan tekststeder bare ikke genfindes efter nogle årtier!). Politikens overskrift stikker helt ud over de normale rammer for journalistisk formidling. Følelseslivet i to nationer med tilsammen mere end hundrede millioner indbyggere fremstilles som én eneste monolitisk blok, og når essensen i dette følelsesliv skal gentages tre gange, kan enhver jo se, at der sigtes mere efter dramatisering end efter faktuel information. Overskriften ligner simpelthen en oversættelse af iranernes egen propaganda, fordi den hjælper dem med at iscenesætte sig selv som stormen, haglene, uvejret.

Når Sartre skrev om fascisten, tænkte han på, at der lå en futil flugt fra det menneskelige grundvilkår, friheden, i at ville gøre sig selv til noget i stil med et naturfænomen. Men citatet er også interessant i et krigsstrategisk perspektiv, fordi man i mange situationer næsten ikke kan overvurdere den strategiske værdi i at få sin modstander til at opfatte en på den måde – d.v.s. som en blind og ubændig naturkraft, som andre i sidste ende er nødt til at indrette sig efter. Man kan måske sige, at dette ikke kun i forholdet Iran-USA, men overalt i verdens talrige konflikter mellem muslimske og andre befolkningsgrupper, er islamisternes foretrukne trumfkort: De er uvejret, og ethvert ansvar for en reflekteret og fleksibel konfliktløsning kan alene påhvile modparten. Hvilket andet formål har alle deres dyriske og gakkede demonstrationer end at fremstille deres frustrationer som en slags flodbølge, en ubøjelig naturkraft, som resten af verden ikke stille andet op med end at indskrænke sit handlerum i forhold til den?

Jeg er bange for, en stor del af Politiken-segmentet ikke fatter en disse af den her snak, men man kan jo for eksempel tænke på det gamle tåbespil ”chicken”, hvor man i to biler kører frontalt imod hinanden, indtil den ene part taber spillet ved at bøje af. Spillets strategi handler helt central om at overbevise den anden om, at man er tosset nok til at beholde sin fod på den speeder uanset, hvor tæt man kommer på en ulykke. Eller man kan tænke på den gamle koldkrigskomedie ”Dr. Strangelove”, hvor et afgørende element i plottet er russernes opfindelse af en såkaldt dommedagsmaskine, der i tilfælde af et amerikansk atomvåbenangreb skal udløse det russiske hævnangreb automatisk.  Logikken i dommedagsmaskinen er, at et allerede sønderbombet Sovjetunionen strengt taget ikke ville have nogen rationel interesse et hævnangreb, der risikerer at udslette hele menneskeheden, og at amerikanerne derfor kunne tænkes at spekulere i den mulighed, at de ville kunne gennemføre et angreb ustraffet. Også her var ideen, at det kan være strategisk rationelt at indgive sin modpart det indtryk, at man under visse omstændigheder ikke vil agere rationelt og frit, men snarere blindt og automatisk som et naturfænomen (dette drejer sig udelukkende om de signaler, man udsender, og derfor er det et komisk højdepunkt at se den gale videnskabsmand Dr. Strangelove spillet af Peter Sellars reagere på den oplysning, at russerne har installeret deres dommedagsmaskine uden at offentliggøre nyheden for amerikanerne!).

Som antydet ligner det en typisk islamistisk kortkunst at demonstrere sin ligegyldighed over for enhver risikoberegning ved bare at træde speederen i bund – som regel over for en forkælet vestlig opinion, der synes at have langt mest at tabe ved en konfrontation, der kommer ud af kontrol. Politikens overskrift understøtter helt utvetydigt denne strategi. Omvendt er det lige så tydeligt, at Donald Trump forsøger at modarbejde den ved at overgå Irans trusler om at angribe 35 mål ved selv at udpege 52. Hans egentlige budskab er, at Iran ikke har monopol på dommedagsmaskinen, og at amerikanerne lige så vel kan træde speederen i bund og optræde som stormen, haglene, uvejret. Hvad man end mener om Trump, må man anerkende, at mandens personlige ry strategisk set kan give ham visse fordele: Et vist indslag af noget usympatisk og uberegneligt gør simpelthen hans trusler mere troværdige; iranerne kan måske gå hen at tro på, han er en slags inkarnation af dommedagsmaskinen. I øvrigt stik modsat den sympatiske Barack Obama, hvis nytteorienterede form for fornuftighed måske gjorde hans reaktioner under visse omstændigheder for lette at forudse. Det er ikke nødvendigvis nogen fordel for en amerikansk præsident at have Nobels fredspris i baggagen. Og selvom man måske vil håbe på en forhandlet løsning via EU’s og Tysklands mellemkomst, er det ikke givet, at der overhovedet bliver noget at forhandle med, hvis ikke USA kan opretholde et troværdigt trusselsbillede.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s