I morgen modtager Den Unævnelige Trykkefrihedsselskabets pris som årets forkæmper for ytringsfriheden, og ligesom MSM-journalisternes ifølge Ezra Levant har sørget omhyggeligt for at overse begivenheden, har Facebooks retarderede tvillingebror, ANTIFA, højtideligt lovet at dukke op for at “overdøve” den (se her og her) . Det kunne være Monty Python, hvis det altså ikke – og højst beklageligt – var selveste den skinbarlige virkelighed i 2020. Sådan foregår den demokratiske debat i verdenshistoriens højst udviklede og mest oplyste samfund!
Jeg må stadig knibe mig i armen for at vide, om jeg husker rigtigt, når jeg tænker, at Facebook-repræsentanten Peter Münster sad i et DR2-studie og sammenlignede en aktivistisk journalist, der netop har siddet i fængsel for “foragt for retten”, med Ratko Mladić, “Slagteren fra Srebrenica”, der er dømt for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser imod menneskeheden. Det gør jeg desværre: “Tilbage på Facebook efter en uges karantæne“. Peter Münster vil tydeligvis gå til yderligheder for at sikre en “god tone” i debatten, men det står hen i det uvisse, hvordan manden har tænkt sig, at hans egen, barnagtigt proportionsløse dæmonisering skal kunne bidrage til den gode tone. Det er vel nærmest Peter Münsters retorik transskriberet til den fysiske virkelighed, som man vil opleve i morgen, hvis man som mødedeltager pludselig mærker en brosten i baghovedet. Peter Münster adskiller sig mest fra ANTIFA ved sit skjortevalg, og han taler for en af verdens økonomiske og politiske supermagter.
Èn klovn kommer sjældent alene, og at Peter Münster ikke er den eneste pamper, der deler tankegods med ANTIFA, så man allerede i 2011, da Hillary Clinton under et møde med muslimske repræsentanter i Istanbul beklagede, at man ifølge USA’s forfatning ikke direkte kunne gribe ind i ytringsfriheden – regeringen kunne kun imødekomme den muslimske verden med “some old-fashioned techniques of peer pressure and shaming” (Robert Spencer: “The complete infidel’s guide to free speech (and its enemies), Regnery, USA, 2017: s. 78 – mere herom: “Om Clintons gruppepres, stormløbet på ytringsfriheden og rygmarvsreaktionernes æresgarde“). Man skal være noget grøn bag ørerne for ikke at høre noget foruroligende i begrebet om ‘statsunderstøttet gruppepres’. Eller også skal man bare være grundigt opflasket med venstrefløjens traditionelle opfattelse af, at nogle mennesker nu altså bare er så onde, at man er nødt til at tæske humanismen ind i dem.
Da Trykkefrihedsselskabet blev stiftet i 2004, tog jeg ikke videre notits af det, og jeg har vel nok ment, det var lidt overdrevet at gøre ytringsfriheden til et problem i de postmoderne vestlige demokratier. Jeg er blevet klogere. Og jeg frygter at blive endnu klogere i morgen.
Tankesite 