Hermeneutiske eftertanker – kræmmeren, smigreren, ironikeren og stivstikkeren

Et tema i Hans-Georg Gadamers filosofi synes at kunne belyses, hvis man som eksempler tager fire afvigelser fra den ideelle tilgang til kommunikations-relationen: kræmmeren, smigreren, ironikeren og stivstikkeren. De to første afvigelser opstår hos afsenderen af et budskab, hvorimod de to sidstnævnte opstår hos den, der skal modtage og fortolke det. Men fælles for begge begrebspar er, at de betegner modsatrettede yderligheder, der ved alle at vise sig som varianter af den samme fejltagelse peger på, at sandheden ligger på midten og i moderationen. Den følgende analyse af kræmmeren versus smigreren og ironikeren versus stivstikkeren skal på den måde anskueliggøre værdien af Gadamers tale om, at der i den vellykkede kommunikation sker en sammensmeltning af parternes sprog og horisonter.

Kræmmeren

Det virker ganske naturligt, at man under en samtale kan risikere, at den anden drager uforudsete følgeslutninger af det, man siger, skildrer ens synspunkt i mindre flatterende vendinger eller drager sammenligninger til ting, man ikke bryder sig om at blive sammenlignet med. I denne situation kan det til en vis grad være legitimt at føle sig misforstået og opponere imod den andens udlægning ved at henvise til, hvad man virkelig mente med sine udtalelser. Men nogle mennesker synes mig at overdrive en sådan insisteren på deres oprindelig og private intentioner. De udtrykker en generel uvilje imod at blive ”sat i bås” og reagerer på næsten enhver indvending ved ligesom at trække sig tilbage til deres indre subjektivitets helle. De ”mente” aldrig deres udsagn på lige præcis den måde, som en kritisk lytter fortolker dem på, og i sidste ende vil de næppe gå af vejen for at bruge ordet ”mene” i en betydning, der tillader dem at ”mene” visse sætninger uden nødvendigvis at ”mene” disses logiske implikationer. Sådanne mennesker er kræmmere, fordi de holder fast på betydningen af deres ord og aldrig for alvor lader initiativet og fortolkningsretten overgå til den, de taler med.

Det tjener tydeligvis ikke dialogen som social praksis, at kræmmeren ligesom holder bolden på sin egen banehalvdel og aldrig virkelig delagtiggør andre i sine synspunkter. Men der står måske noget endnu mere fundamentalt på spil her. Det synes således at være et afgørende kriterium på, at man overhovedet tænker noget logisk sammenhængende, at dette kan indeholde andre implikationer end dem, man selv umiddelbart fokuserer på. Og det synes på samme måde at være et kriterium på, at man virkelig refererer til noget objektivt uden for ens egen psyke, at andre i princippet kan se dette fra en anden synsvinkel end den, man selv indtager. Når man taler, må man finde sig i en vis fleksibilitet i forbindelsen mellem tanken og dens udtryk, fordi alle virkelige sætninger har en logisk form, og alle virkelige ting har en bagside. Det kan være irriterende at modsige sig selv, men man kan kun fuldstændig garderer sig imod denne risiko ved reelt ikke længere at sige noget om noget.

Smigreren

Mens kræmmeren fejler ved at fastholde bolden på sin egen banehalvdel, fejler smigreren ved at fastholde bolden hos modparten. Intet handler her om, hvad man selv oprigtigt mener eller synes; alt handler om, hvordan det sagte vil indvirke på den andens følelsesliv eller blive opfattet fra den andens synspunkt. Kommunikationen handler ikke længere om at udtrykke sig, men om at få den anden til at tænke eller gøre bestemte ting, og man styres ikke længere af sin egen intuition om, hvad der bør siges, og hvordan, men af en mere eller mindre velbegrundet forudsigelse om, hvad der virker. Det er bemærkelsesværdigt, at smigrerens attitude er selvudslettende, metodisk og resultatorienteret på en måde, der let kan få den til at fremstå som den mest videnskabelige tilgang til det kommunikative møde med andre. Inden for marketing, diplomati og offentlig administration er der intet fordækt i, at man kommunikerer med henblik på at fremkalde et bestemt indtryk hos modtageren, og samme tankegang gør sig gældende i den politiske debat, når man for eksempel måler visse påstande eller betoninger, ikke på, om de er sande eller passende, men på den effekt, de kan forventes at få på en bestemt målgruppe.

Mens enhver kan se, at kræmmeren ødelægger samtalen ved at stå fast på sin inderlighed, er det sværere at se, hvad smigreren ødelægger ved at trække sig selv ud af den. Ikke desto mindre må man erkende, at det er psykopatens menneskesyn, der realiseres i en sådan ’videnskabeliggørelse’ – og at fremgangsmåden grundlæggende er parasitær i forhold til en normal samtalepraksis, hvor andre lytter til en, fordi de antager, at man oprigtigt mener, hvad man siger. Ved kun at sige, hvad lytteren angiveligt har godt af at høre, garderer smigreren sig lige så vel som kræmmeren imod den risiko, der ligger i den andens initiativ og fortolkningsret. Drejebogen for det sociale samspil er fastlagt på forhånd, og dialogen er reduceret til en teknisk procedure. Det på en gang formildende og yderligere belastende ved smigreriet er, at de psykologiske og sociologiske teorier, som teknikken baserer sig på, som regel er for vage og usikre til virkelig at muliggøre den projekterede beherskelse af andre mennesker.

Ironikeren

Som en slags spejlbillede på den taler, der tilrettelægger sine ord udelukkende under hensyntagen til sit publikums smag, kan den, der modtager et budskab, også forsøge at holde sit eget synspunkt ude af fortolkningsprocessen. Så får man en overdrevent neutral og berøringsangst udlægning af budskabet, holdt i afsenderens egen sprogbrug og tænkt som en slags kopi af dennes oprindelige intention. Det er sådan en attitude, der forbindes med 1800-tallets historisme, og som blev kritiseret af blandt andre Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche – af begge for at dyrke videnskaben på bekostning af livet og føre til en dekadent og ironisk omgang med traditionen. Det på en gang uopnåelige og ødelæggende ved idealet om en fordomsfri fortolkning er mest systematisk blevet undersøgt i Hans-Georg Gadamers hermeneutiske filosofi. Gadamers hovedpointe var, at det netop er ved at forstå et budskab som gældende for ens egen situation – og som udtrykt i ens egen sprogbrug – at man overhovedet forstår det. Forståelsen indebærer således en oversættelse imellem sprog og horisonter, der ideelt set overskrider begge parters oprindelige enøjethed. Måske et simpelt eksempel kan sige det afgørende:

Forestil dig, at du fortæller en banal historie om, at du har bevæget dig rundt på forskellige gader eller ind og ud af forskellige døre og bygninger. Efterhånden som du fortæller, vil du utvivlsom være opmærksom på, at lytteren forsøger at danne sig et billede af situationen og se din rute for sig. Og spørgsmålet er så, om den andens billede opstår som en neutral kopi af dit eget billede eller som en kritisk genskabelse af historien ud fra lytterens egen virkelighedsopfattelse. Man kan vel teste sig frem til et svar på dette spørgsmål ved at indflette noget dunkelt eller ulogisk i sin historie, fx at man trådte to gange ud af den samme dør, eller krydsede en gade, der slet ikke ligger der, hvor man ifølge historien skulle have befundet sig. Vil lytteren mon nu uden videre sluge historien, som den fortælles, eller omvendt begynde at kritisere den og måske endda kræve den revideret (”Har du glemt at fortælle, at du var gået ind af den dør igen, eller husker du forkert, når du for anden gang siger, at du kom ud af den?”)? Både læseren og jeg kender svaret – for det er nemlig nøjagtig den samme test, man ville udføre for at finde ud af, om lytteren virkelig har hørt efter eller måske bare lader som om. Man vil forvente den andens indvendinger, fordi det kun er ved at danne sig en selvstændig forestilling om begivenhedsforløbet, at lytteren tager ens fortælling seriøst.

Stivstikkeren

Inden for filosofien findes der mennesker, der tror på forekomsten af eviggyldige filosofiske spørgsmål; hvis en tekst fra en fremmed tankeretning eller tidsalder ikke svarer klart på disse spørgsmål, synes det dem, at forfatteren prøver at snakke udenom. Noget lignende opstår inden for litteraturteorien, når en gruppe af fortolkere opfatter en bestemt tematik som så grundlæggende, at de gør det til deres metode at læse den ind alle de værker, de analyserer – en sådan tematik kan eksempelvis dreje sig om magtstrukturer imellem køn, racer eller sociale klasser. Atter noget lignende sker, når samfundsvidenskabelige forskere søger de virkelige bevæggrunde til, hvad folk siger eller gør, i visse dybdepsykologiske fænomener, som konsekvent beskrives i forskernes egen terminologi – jeg tænker eksempelvis på de forklaringer på islamistisk terror, der ikke indeholder et eneste arabisk ord. I alle de nævnte tilfælde ser man en fortolker, der insisterer hårdhændet på sin egen sprogbrug og rammeforståelse, og som i nogle tilfælde nærmest lægger sine egne begreber ned over modparten ligesom en kageform. Mens ironikeren prøver andres synspunkter af, ligesom man kan prøve et stykke tøj, er stivstikkeren i bund og grund ude af stand til at anerkende forekomsten af andre synspunkter end sit eget. De en gang tillærte begreber står hævet over al refleksion, og det virker utænkeligt, at en anden for alvor skulle kunne betragte og formulere de basale problemstillinger anderledes.

Stivstikkerens metodiske og teoretiske monomani kan godt virke udpræget ’videnskabelig’ i forhold til en mere fleksibel tilgang til andre mennesker. Men det er en videnskabelighed, der oftest lover mere, end den holder. Endvidere kan det principielt være svært at forestille sig en intellektuel progression anderledes end således, at folk med divergerende synspunkter når til enighed om, at enten den ene eller den anden eller til en vis grad de begge havde ret. Dette at overbevise en, man ikke tidligere var enig med, er vel selveste humlen i at gøre et intellektuelt fremskridt? Men sådan noget kræver jo, at begge parter kan genfinde deres eget anliggende i den andens måde at formulere det på. Man kan kun gendrive nogen, hvis man går ind på at tale et sprog, de kan forstå. Ellers kan man kun hænge dem ud over for et publikum – et publikum, der så på sin side risikerer at blive hængt ud på samme måde over for et større eller senere publikum. På den baggrund kan det virke noget sørgeligt, når det fremstilles som et særligt udtryk for videnskabelighed, at man fastholder fagtermer og modeord, som ens opponenter overhovedet ikke kunne drømme om at tage alvorligt. Man må gerne skælde ud på folk, men de kan kun blive klogere i det omfang, de forstår indholdet i det sagte. Og hvis man er ude på at afsløre deres underbevidsthed, er man afhængig af en prompte sygdomserkendelse, hvis ikke man skal ende med at rive fornuften i stykker snarere end at udvikle den.

Midten

Jeg synes, jeg har mødt min bekomst af kræmmere og smigrere, såvel som af ironikere og stivstikkere. Og jeg synes, alle udredningerne ovenfor peger på et grundlæggende vilkår, der gælder, hvad enten man er en talende, der skal finde sig i at blive fortolket, eller en lytter, der skal finde sig i at blive talt til. Man må i enhver god dialog – og herunder tænker jeg også på det gode skænderi eller den effektive gendrivelse – tale sig ind på hinanden. Det vil sige, at man søger ind imod en slags midte, hvor en fælles meningssfære bærer de forskellige udsagn og forlener dem med en bindende kraft parterne imellem. Det gælder om tale af hjertet og dog nå den anden. Og det gælder om at åbne sig for den andens perspektiv samtidig med, at man forbliver tro imod sit eget. Gadamer skildrede denne balancegang således, at deltagerne i en samtale må finde et fælles sprog og en delt kontekst, hvilket indebærer en slags sammensmeltning af deres respektive horisonter. Det lyder måske ikke af meget, men man kan ovenfor se, hvor let det kan gå med at skyde forbi målet i enten den ene eller den anden retning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s