Diskursen om de andres diskurser – verbal dominansadfærd for dummies

your opinion

Engang, da jeg arbejdede inden for socialpædagogikken, havnede jeg under en nattevagt i ophedet debat med en kollega. Jeg husker ikke præcis, hvad vi var uenige om, men jeg husker meget tydeligt, at hun hver gang, jeg havde sagt noget, replicerede med den indvending, at dette jo bare var min mening. ”Jamen, det er jo kun sandheden for dig”, forklarede hun med et særligt tryk på ”for dig” – som om hun anstrengte sig for at anskueliggøre noget, som jeg åbenbart havde svært ved at se for mig. Jeg fandt hendes vedholdende belæringer noget løjerlige, eftersom jeg næppe var helt ubekendt med erkendelsesteoretiske overvejelser. Jeg kan huske, at jeg prøvede at foreslå, at vi én gang for alle vedtog den rent subjektive gyldighed af alle mine sætninger som en slags underforstået præfiks, således at vi under resten af samtalen kunne fokusere på hendes mere konkrete modargumenter. Men frem for alt undrede jeg mig over, at hun tilsyneladende slet ikke reflekterede over alle de absurditeter, der opstår, når den ene deltager i en samtale sidder og insisterer på den andens fuldstændige indesluttethed i en subjektiv boble. Jeg mener heri at se en art tingsliggørelse, der strider imod de usagte regler for rolleindtagelserne i en dialog. Det synes normalt at fungere som en helt selvfølgelig spilleregel, at begge parter har mulighed for at intendere og referere til kendsgerninger uden for deres egen psyke – og at de i princippet har chancen for at ’få ret’ på en måde, der forpligter andre end dem selv.

Nuvel, alt dette skete en sen aften for mange år siden, vel sagtens på cirka samme tid som den prægtige Jeff Lebowski udtrykte noget lignende under et verbalt sammenstød med en bowling-konkurrent: ”Yeah, well, that’s just, like, your opinion, man”. Hvis der bare var tale om et lejlighedsvist anvendt billigt trick, ville der næppe være yderligere at bemærke hertil. Livet har regnvejrsdage, og mennesker kan nogle gange være irriterende. Men hvad hvis sådan noget blev til teori og metode? Hvad hvis der opstod hele studieretninger og mode-terminologier, der ikke handlede om andet end at stadfæste dette, ”det er jo bare din mening!”, som en slags autogenereret respons til enhver indvending? Nuvel, dette er sådan set lige nøjagtigt, hvad der rundt omkring i de bløde samfundsvidenskaber og humaniora foregår med begrebet ”diskurs”. For man kunne jo henvise til nogenlunde det samme ved at tale om andre menneskers ”tankegang” eller ”synspunkt”, men disse ord udløser slet ikke samme dopamin-rush som ”diskurs”. Hvad er forskellen? Jo, det ligger i ideen om en andens ”tankegang”, at denne i princippet kan optræde i dialogens gensidige forhold til ens egen tankegang, og at den her kan gøre krav på muligvis at have ret på samme plan, som man selv mener at have det på. Hvorimod det med begrebet ”diskurs” er stipuleret på forhånd, at den andens tankegang er notorisk forkert – eller at man i det mindste har tænkt sig at sætte parentes om spørgsmålet om dens sandhedsværdi for i stedet at fokusere på dens værdi som magtmiddel eller psykosocial ’mekanisme’. Så man slipper simpelthen for hele tiden at skulle sidde og gentage, at ”det er jo bare din mening”, når man bruger ordet ”diskurs”. Omsvøbene kan spares, fordi man allerede i udgangspunktet, metodisk og begrebsligt, har galvaniseret sin uvilje imod på nogen måde at anerkende den andens dømmekraft, humanitet og medpartnerskab i en mulig udveksling af synspunkter.

En universalmedicin til altid at se ned på sine opponenter vil naturligvis være en forjættelse for enhver, der er bedre udrustet til at bagvaske end til at finde på argumenter. Men den er også hot stuff for pubertære verdensomvæltere, der keder sig ved at blive indrulleret i langtrukken argumentatorisk ping-pong – især hvis medicinen leveres med en let lært formel til forklaring af hele verdenshistorien, al verdens ondskab og samtlige de trælse mennesker, der går rundt og siger ting, man ikke er enig i. Den afgørende attraktionsværdi ved ’diskursen om de andres diskurser’ ligger dog et andet sted: Ved at tilsidesætte et synspunkts reference til en ydre, fælles virkelighed, skifter man umærkeligt sprogspil, så man ikke længere beskæftiger sig med den andens logiske begrundelser og bevidste motiver – men med kausale årsager og ubevidste drivkræfter. Man implementerer herved en brutal tingsliggørelse i det sociale samliv, og det virkeligt kildrende og æggende i diskurs-retorikken stammer fra den biklang af smældende gummihandsker og iskoldt røntgensyn, hvormed man ligesom spidder sin opponent som et insekt til dissektion. På denne måde leverer diskursteorien med søvngængeragtig sikkerhed til det samme marked for pseudovidenskabelig selvtilfredsstillelse, intellektuel stammeloyalitet og fordummende forskeraktivisme, som ideologikritikken mættede for tidligere generationer. Tiden går, snakken flyver, og alting forblev ved det gamle. Ingen kvaler, skatteyderne betaler. Når alle om et par år finder ud af, at det var ren galskab, kan man sige som ved Murens fald: Ja, men der var i hvert fald metode i den!

Jeg håber naturligvis, at nogen vil reflektere over disse betragtninger, men jeg gør mig ingen forhåbninger om, at det også vil være dem, der har mest behov for det. Jeg er en hvid, midaldrende mand, og min diskurs kan formentlig afsløres som latent racialiserende, hetero-normativt forskelssættende og gennemsyret at kolonialistiske rationalitetskriterier og ekskluderende mikro-aggressioner. Så.. Yeah, well, I guess it’s just, like, my opinion, man.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s