Sappho-prisen 2020: dokumentation som dynamit

Robinsons tale var blændende velformuleret, uhyre veldokumenteret og næsten ikke til at holde ud at høre på, fordi den tegnede så dystert et billede af MSM-journalistikken.

Det var næsten ikke til at tro, at det var den samme mand, som bagefter i Deadline blev portrætteret som en primitiv bølle – hvilket endda blev dokumenteret med flere videoklip, som Trykkefrihedsselskabets formand, Aia Fog, tydeligvis ikke kunne lide at kommentere på. Man må indrømme, at Steen Nørskov i det interview vandt et vigtigt slag på vegne af det globale censur- og misinformationsmaskineri. Mange mennesker, der normalt trives fint med censuren, havde her afsat ti minutter til at lette lidt på fløjlstæppet og se, hvad denne forbudte englænder havde at sige. Og Deadline sørgede dygtigt for at deres besøg udenfor hulen blev til en erfaring af, at hverdagens selvfølgeligheder alligevel var rigtige, eller at den virkelige virkelighed i hvert fald er mere røget end speget og alt for besværlig at finde rundt i.

Mange har fuldt berettiget klaget over, at Deadlines dækning af prisoverrækkelsen fra ende til anden var bygget op som et karaktermord på Tommy Robinson. Men helt ærligt, hvad andet kunne man forvente, og var det ikke Robinsons – og til dels Fogs – egen skyld, at de ikke havde demonteret Nørskovs dokumentariske dynamit på forhånd?

Allerede i tv-studiet gik Tommy Robinson til modangreb, idet han med sig egen telefon optog Steen Nørskov, men han udspurgte ham om Deadline-redaktionens kendskab til det forløb, der var gået forud for et intimiderende besøg, som Robinson har aflagt ved en såkaldt “journalists” privatadresse. Sagen er, at der dagen forinden var blevet fremsat håndgribelige dødstrusler over for Robinsons familie, og at Robinsons optræden uden for “journalistens” hoveddør var en slags svar på disse trusler. Begge dele findes på offentligt tilgængelige videoer, men Deadline viste kun den sidste situation, der uden forhistorien fremstod som Robinsons intimidering af en kritisk “journalist”.

Jeg har indtil i dag fundet det svært at finde hoved og hale i den historie, men Uriasposten bringer med fremragende sans for dokumentarisk dynamit de afgørende brikker til puslespillet. Det viser sig, at den ifølge Deadline uskyldige journalist er dybt engageret i ANTIFA, opfordrer til vold på en måde, som man overhovedet ikke fatter, kan være i overensstemmelse med hans platforms fællesskabsregler, og optræder som direkte allieret med den punker-type, der på Robinsons overvågningskamera er filmet, men han truer med at skære Robinson-parrets børn i småstykker. Det er svært at nå til andre konklusioner, end at Deadline vildledte seerne ved at fortie konteksten og fremstille denne voldsforherligende venstreekstremist alene som “journalist”.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s