Om ideen med det hele – et filosofisk forsimplingsforsøg

Filosofi er som livet: kombinatoriske udfordringer, der i sammenligning med skak eller matematik er simple – men som præsenterer sig så betydningsmættet og mangefacetteret, at man bruger 99 procent af sin tid på bare at komme i gang med at tænke. Det er risikabelt at forsimple, men det er i en vagt forstået overkompleksitet, at man overser de helt indlysende sandheder. Jeg definerer modenhed i både teoretisk og praktisk henseende som handlekraft på en kompleks basis. Begge dele indgår i modningsprocessen, både at man udvider sin horisont, og at man bevarer sin kombinatoriske manøvredygtighed inden for den. Men tvinges man til at prioritere imellem dem, så er det – som Nietzsche viste i sit læseværdige lille skrift om “Historiens Nytte” – handlekraften, der er vigtigst. Uden den er man vrøvl, uanset hvor mange fine ord man har at vrøvle med.

Så lad os løbe risikoen og simplificere. Hvordan udtrykker man på kortest mulig form den filosofiske motor i alle mine skrifter? Hvorfor henfører jeg hele tiden de intellektuelles forfald til vokseværket og knopskydningerne i bløde samfundsvidenskaber som psykologi, sociologi og antropologi? Hvorfor finder jeg min helt i Hans-Georg Gadamer, der kort før ungdomsoprøret advarede imod en falsk videnskabeliggørelse af humaniora på bekostning af de klassiske dannelsesidealer? Og hvorfor fører min kritik af nutidens intellektuelle modediller igen og igen tilbage til den filosofiske problematik omkring selvgendrivende udsagn – d.v.s. sætninger i stil med, “alt hvad jeg siger, er løgn”?

Hør her:

Hvis erkendelse opfattes som noget, en bevidsthed udsætter en genstand for, kan det erkendende subjekt ikke selv erkendes. Hvis man alligevel forsøger, får man en uendeligt opadgående trinrække, hvor enhver bevidsthed mister sin subjektstatus i samme øjeblik, som den bliver gjort til objekt for erkendelse fra et højere refleksionstrin. Og i det tilfælde, hvor jeg selv skal indtage begge roller samtidig, opstår problemet med selvgendrivelse umiddelbart: Jeg kan ikke i samme moment i kræve at blive taget alvorligt som subjekt og betragte mig selv ovenfra som en ting. Den danske filosofiprofessor David Favrholdt gjorde derfor ret i at fremhæve, at ”..det synes at være et fælles træk ved de selvgendrivende filosofiske anskuelser, at de trækker tæppet væk under sig selv, fordi de søger at reducere fundamentale begreber som ’mening’, ’sandhed’ og ’gyldighed’ til noget faktisk (fysisk, biologisk, historisk etc.)..” (”Erkendelsesteori. Problemer – Argumenter – Løsninger”, Odense Universitetsforlag, 1994: s. 30).

Paradokset udspringer som sagt af den præmis, at erkendelsen opfattes som et subjekts aktivitet i forhold til et objekt. Eller anderledes udtrykt, eftersom denne figur meget godt kan synes at afspejle situationen i naturerkendelsen: hvis man antager, at alle videnskaber i det væsentlige har samme struktur som naturvidenskaberne. Men denne præmis kan jo anfægtes. Hvis man eksempelvis kan godtgøre, at humanvidenskaberne går til deres emneområde på en principielt anderledes måde, finder man måske vejen til en forståelse af subjekter, der ikke ophæver disses subjektstatus, og en selvrefleksion, der ikke fører til absurditeter. Humanistisk interesserede filosoffer har peget på sådan en forståelsesrelation ved at anvende begreber som indlevelse, genudførelse af tanker, deltagelse i et fælles anliggende eller en kommunikativ (versus en teknisk) interesse i forskningen.

At skelne klart imellem natur- og humanvidenskaber kan således være filosofisk betydningsfuldt – ligesom det i øvrigt også lynhurtigt kan blive politisk betydningsfuldt. Man taler undertiden om en sådan adskillelse som en videnskabsteoretisk dualisme. Men hvis det er vigtigt at fastholde denne dualisme, kan det blive problematisk, hvis der dukker hybrider og brobyggervidenskaber op, der metodisk og emnemæssigt trækker på elementer fra begge de adskilte videnskabstyper. Risikoen vil her være, at den afgørende forskel udjævnes, tilsløres og nivelleres. Og eftersom det traditionelt har været naturvidenskaberne, der stod stærkest som forbillede – og hyppigst er blevet fremhævet som model for al “rigtig” videnskab – består risikoen først og fremmest i, at det særlige ved humanistisk forståelse kan blive fortrængt. Uklare blandingsformer kan i sidste ende bane vej for det enhedsvidenskabelige perspektiv, som positivisterne forfægtede, og som humanistiske forskere ofte har følt sig presset af.

Det har traditionelt netop været samfundsvidenskaberne, der opstod i midterområdet mellem ånds- og naturvidenskaberne, idet de emnemæssigt overlappede med de første, men metodisk snarere lod sig inspirere af de sidste. Man vil derfor mange gange kunne se en klassisk humanistisk tænker som Robin George Collingwood forsvare historiefagets autonomi over for sociologiserende bestræbelser på at gøre det til en “rigtig” videnskab (hvor sociologiske “love” gør det ud for naturlove). Eller man vil kunne se ham udføre et af filosofihistoriens mest hadefulde angreb på psykologien, som Collingwood anså for at være en slags indtrænger på humanioras område, der i virkeligheden er ude på at tingsliggøre sagen i stykker. Collingwood polemiserede imod mellemkrigstidens positivister, men psykologi og sociologi var også marxisternes yndlingsfag, hvorfor man vil kunne se Hans-Georg Gadamer låst fast i et lignende opgør med de venstreorienterede unge i tresserne. Få lytter i dag til Collingwoods og Gadamers advarsler –  og det må jo så bare forblive gådefuldt, hvordan meget af humaniora har kunnet forfalde til totalitær pseudo-ekspertise, fanatisk irrationalisme, selvgendrivende relativisme og politisk gennemkorrumperet forskeraktivisme.

Så mange var ordene! Så vidt dette forsøg på at udpege selve omdrejningsaksen for resten af, hvad jeg siger.. Tænkningen udvirker i både samfundet og den enkelte en løbende integration af modstridende aspekter i en enhed bestemt ved argumentets styrke. Platon kaldte sådan noget for “sjælens samtale med sig selv”, og denne samtale  fungerer i reglen nogenlunde. Hvad der derimod ikke fungerer – eller i hvert fald let fører til frygtelige forviklinger – er en refleksions-figur skåret til efter billedet af et subjekt og et objekt eller en herre og en træl. Heri ligger en mekanisme til evindelig fordobling af subjektpositionerne og evindelig genstart af erkendelsesprocessen. Hvad der følger af logiske problemer, svarer til, hvad der følger af politiske problemer, når man konstant bevæger sig fra dialog med hinanden til monolog om hinanden. Det lyder måske lidt tørt og specialiseret, at Gadamer undersøgte forståelsens struktur i humaniora, men det turde være fremgået hvor meget, der står på spil her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s