Det filosofiske perspektiv i indvandringsproblematikken

Mange spørger sig i dag om, hvordan det kunne gå så galt med indvandringspolitikken i blandt andet Sverige. Men få søger svaret i det indlysende: Moderne europæere har glemt det betydningsfulde og alvorlige i, at andre ser anderledes på tingene, end de selv gør. Årsagen til denne forglemmelse ligger ligefor: Vi er opflasket med en overdreven tillid til videnskaben og er tilbøjelige til at opfatte andre som genstande for vores tekniske ekspertise. Hvis nogen nægter at indordne sig, tager vi ikke deres argumenter helt alvorligt, men søger straks efter ”faktorer”, som vi kan påvirke. På den måde havner vi i en teknokratisk optimisme bygget på forsætlig uvidenhed om andre menneskers tanker. Vi er som taget ud af Max Frisch’ ”Homo Faber”, og Merkel udtrykte vores væsen ganske træffende med sit, ”Wir schaffen das”. Der findes ingen virkelige problemer, hvis alting kun er udfordringer for ens virkelyst. I det perspektiv skal vi bare lige have integrationen til at ”virke” – ligesom en håndmikser – og de genstridige elementer skal bare lige ”afradikaliseres” – ligesom en fryser måske trænger til at blive afrimet.

Vi har for længst erfaret, at denne tankegang ikke fungerer i den virkelige verden, men hvad skal man stille op? Hvordan skal man genopfinde sig selv? Den nødvendige selvransagelse hæmmes i ikke ringe grad af, at de mest dannede og belæste ofte er dem, der synes at tænke mindst over disse ting – måske fordi de indtil nu har ført an i metodefetichismen og i dag har mest at miste ved at opgive den. Alligevel er jeg skuffet og dybt forundret over, at ingen synes at genkende vor tid som materialiseringen af alle de farer ved et ensidigt teknisk synspunkt, som mange filosoffer har advaret om. Her kan man især fremhæve dialogfilosofien, fænomenologien og hermeneutikken, sprogpragmatikken og diskursetikken samt hele problemstillingen omkring en afgrænsning af humanvidenskaberne over for naturvidenskabernes metodeideal. Der er rigeligt at filosofere over for den, der omkring sig fornemmer en udbredt skuffelse over ”faktorer”, der ikke virker, ”mekanismer”, der ikke er til at få greb om, ”processer”, der ikke er til at dirigere i den ønskede retning, og ”eksperter”, der konsekvent forudsiger forkert. Man må virkelig formode, at nogen snart begynder at se forbindelsen.

”Den anden, der bryder min jeg-centrerethed, idet han giver mig noget at forstå. Dette motiv ledte mig fra begyndelsen”. For den klassisk dannede Hans-Georg Gadamer var Den Anden at finde i blandt andet kunsten og antikkens tekster. Men for en teknokratisk generation, der havde glemt alt om historien, blev det Bin Laden, der pludselig gav os noget at forstå – en mand, der tydeligvis hverken var drevet af fattigdom, sindssyge, ondskab eller mistrivsel, men som åbenbart tænkte et eller andet, som i hans øjne retfærdiggjorde 9/11. Der blev dengang kastet en handske, der siden er blevet taget op af den vestlige verdens politi og militær. Men i billedet af Bin Ladens ansigt lå også en udfordring om forståelsesmæssigt at tage Den Andens tankekraft og uregerlighed seriøst. Den handske er ikke blevet taget op, og heri ligger nok svaret på det indledende spørgsmål om, hvordan det kunne gå så galt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s