Refleksionens problematik – fra SAS-reklamen til filosofihistorien

Kasper Støvring synes mig at overgå sig selv, når han i en Michael Jalving podcast analyserer den berygtede SAS-reklame og her særligt hæfter sig ved en selvmodsigelse i fremstillingen af skandinaverne: Disse fremstilles dels som rodløse og uden egen kultur, hvilket synes at gøre dem ringere end alle andre – men samtidig fremstår skandinaverne som dem, der flyver højst, og som ved deres ubundne og eksperimenterende forhold til kultur kan få andre folkeslag til at virke dumme. Det er vigtigt at forstå denne tvetydighed i den politiske korrekthed, og Støvring kommer i sin analyse af SAS-reklamen snublende tæt på at udpege den mekanisme, der fremkalder den. Nietzsche skrev engang: “Den, der foragter sig selv, agter dog herved sig selv som foragter”. Heri ligger, at der i selve refleksionens figur ligger en fordobling af selvet i et subjekt og et objekt, der meget vel kan værdisættes forskelligt. Det er en og den samme åndelige bevægelse, ved hvilken man foragtende ser ned på sig selv som bærer af traditionelle kulturværdier og samtidig promoverer sig selv som en fri ånd, svævende over vandene. Refleksion forstået som et subjekts aktivitet i forhold til et objekt indebærer både i den enkeltes sjæleliv og i samfundet som helhed muligheden for en opsplitning i menneskesynet imellem offer og bøddel, analysand og analytiker, tradition og oplysning, populister og globalister..

Det kan godt være, at mennesket til enhver tid vil være et paradoksalt væsen, fordi det til forskel fra alle andre dyr har muligheden for at lægge afstand til sig selv. Men det kan alligevel se ud til, at meget afhænger af, hvordan sjælens omgang med sig selv nærmere udformes, og at bestemte teoretiske antagelser får tvetydigheden til at træde særligt skarpt frem. En sådan antagelse kunne for eksempel være antagelsen om, at enhver erkendelse foregår ved et subjekts genstandsgørelse af et objekt. Denne antagelse underminerer enhver mulighed for sådan noget som et gensidigt forhold imellem de to poler i erkendelsesrelationen, og det ser for eksempel ud til at være forankringen heri, der førte Jean-Paul Sartre ind i den paradoksale formulering, at “mennesket er, hvad det ikke er, og er ikke, hvad det er” (“Væren og Intet”, 1943). Derimod foregik der hos Hans-Georg Gadamer, der udsprang af samme tradition som Sartre, et direkte opgør med subjekt/objekt-modellen i lyset af samtalefænomenet. Til forskel fra et subjekt og et objekt eller en bevidsthed og en ting er de to deltagere i en samtale i udgangspunktet jævnbyrdige og forenet i et fælles anliggende. Det er er derfor ikke givet, at selvrefleksionen vil frembyde de samme giftigheder, hvis man eksempelvis opfatter den som en “sjælens samtale med sig selv” (Platon), som hvis man opfatter den som en indadrettet afsløring og metodeanvendelse.

Den politiske korrekthed bygger i mine øjne på scientisme, d.v.s. på pseudovidenskabelige prætentioner baseret på en overfladisk efterligning af naturvidenskabernes metodeideal i forståelsen af mennesket og historien. Det afgørende punkt i denne scientisme er subjekt/objekt-figuren, der anvendt på resten af samfundet leverer et apriorisk trinbræt for en reflekterende elites overlegenhedsfølelse. Som objektiverende ‘kritiker’ har man vundet sine slag på forhånd, d.v.s. før nogen konkret argumentation, simpelthen i kraft af sin attitude og begrebsanvendelse (fx: “diskurs”, “narrativ”, “ideologi”). Heraf opstår en masse pubertær politisk ‘ekspertise’, men da eksperterne til enhver tid risikerer også at vende deres tingsliggørende blik indad, føres de også let ud i en selvgendrivende relativisme eller en oscillering imellem selvovervurdering og selvudslettelse. Gadamer kom engang til at sige, at det han savnede ved tressernes ideologikritik, var ideologikritikken af ideologikritikken – men det er egentlig ubetænksomt sagt, idet man intet vinder ved en i princippet uendeligt forlænget kæde af herre/træl-relationer. Faktisk er det i mine øjne netop Gadamer, der sidder med nøglen til problemets løsning, nemlig i form af den dialogiske forståelsesrelation, han undersøgte i “Sandhed og Metode” (1960).

Da Merkel sagde, “Wir schaffen das”, kunne man faktisk høre ambivalensen: tyskerens ulidelige skyldfølelse på den ene side og den social teknokrats magtfuldkommenhed på den anden. Kasper Støvrings analyse af SAS-videoen kaster lys på det samme og kommer ved sin modstilling af luftens perspektiv versus det nedre og jordbundne tæt på at pege direkte på refleksionsfiguren som sagens kerne. Fidusen ved at fremhæve dette tema er, at det kobler analysen af den vestlige civilisations aktuelle krise sammen med de dybeste og mest velbeskrevne træk af dens historie. Når man ræsonnerer fra refleksionsbegrebet til subjekt/objekt-modellen, havner man ved det, man kunne kalde for beherskelsestænkning, forhåndenhedstænkning (Heidegger) eller bevidsthedsfilosofi (Habermas). At der hermed åbnes en mere væsentlig problemhorisont end ved eksempelvis at tale om vestlig undergangsstemning eller metaltræthed, forsøgte jeg at udrede engang, hvor Kasper Støvring udtalte sig mindre fremragende:

Hvad er der galt med Europa? – En kritik af Douglas Murray og Kasper Støvring (23/11/2018)

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s