Hvem er nutidens Hattie Carroll? – om Morten Uhrskov Jensens fornemmelse for Bob Dylan

Den nationalkonservative JP-blogger Morten Uhrskov Jensen har benyttet corona-stilstanden til at reklamere for Bob Dylans tresserplader og The Band’s stenalderrock. Og det kan naturligvis godt virke overraskende – lidt som da Ronald Reagan engang forsøgte at tage Bruce Springsteen til indtægt for sine egne politiske værdier, hvilket sangeren omgående måtte distancere sig fra. Men ligesom Reagan alligevel havde forstået så meget som, at Springsteen trods alt er mindre venstreorienteret og mindre anti-nationalistisk end mange sammenlignelige figurer, så er det måske heller ikke helt vanvittigt, at Morten Uhrskov i dag går rundt og hører Bob Dylan. Og hvis han heri mener at høre budskaber og værdier, der har formet hans egen personlighed og influeret på hans aktuelle politiske stillingtagen, vil en sådan antagelse måske heller ikke være ganske ubegrundet.

Den umiddelbare indskydelse vil for mange bestå i, at Uhrskovs tilknytning til Dylan er inkonsistent, at han på en eller anden måde flirter med sine politiske modstanderes sangskat, eller at han måske ligefrem nasser på disses kulturelle kapital. Præmissen for den indskydelse er, at det kun er venstreorienterede, der i god tro vil kunne genfinde deres egne værdier i et sangunivers som Bob Dylans, og at det alene er dem, der kan forvalte den arv af etisk og politisk relevant betydning, der måtte ligge heri. Men så er spørgsmålet jo, hvordan vestrefløjen har forvaltet en sådan arv. Lever skarpheden og retfærdighedssansen fra Dylans bedste sange videre i deres nutidige domme og vurderinger? Viderefører dagens venstrefløj en ambition om at erkende virkeligheden, som den er, og påpege problemerne, selvom magtfulde grupperinger måske forsøger at skjule dem?

Jeg mener, svaret er klart nej. De venstreorienterede er i vidt omfang blevet til pampere og privilegiejægere, forstenet i at udveksle deres rigtige meninger som en art sociale spillebrikker. Deres retorik hænger uhjælpeligt fast i en slags anti-racistisk guldalder, hvor undertrykkelsen var fysisk og håndgribelig, og de vil insistere på fortidens offer-stereotypier ganske uanset, hvor anakronistiske de bliver. Eller for nu at tage en anden af de stemmer, der burde tale entydigt for venstrefløjen, men som efter min opfattelse ikke længere gør det: De har tacklet deres talent med meningsløs repetition og evner ikke længere af samme grund at være noget for nogen (CV Jørgensen, naturligvis). Det er altid vigtigere at forstå ånden end bogstaverne, og man forvalter ikke det eksemplariske i et kunstværk ved at efterplapre det på bekostning af de ting i nutiden, som det burde sætte en standard i forhold til. Man vil forstå, hvad jeg mener, hvis man for eksempel stiller sig selv spørgsmålet: Hvem er nutidens Hattie Carroll?

The lonesome death of Hattie Carroll

Bob Dylan skrev sin formidable sang om Hattie Carrolls ”ensomme død” i 1963, og den gengav i det væsentlige en sand historie: Den psykopatiske rigmandssøn William Zantzinger havde under en brandert på et hotel i Baltimore udsat den sorte bartender Hattie Carroll for så brutale fysiske og verbale overgreb, at det udløste et dødeligt ildebefindende hos den 51-årige mor til ni.  Zantzinger blev kort efter drabet løsladt mod kaution og formåede ved hjælp af en håndfuld stjerneadvokater at få sin endelige afsoningstid begrænset til seks måneders fængsel – naturligvis så nænsomt tilrettelagt, at den 24-årige drabsmand ikke kom til at forsømme høsten på sin ”tobacco farm of six hundred acres”.

Men hvad retssystemet ikke formåede at gøre ved Zantzinger, det udrettede Bob Dylan med sin vidunderlige poesi. Over tre strofer skildrede Dylan hele det sindsoprivende forløb i detaljer, hver gang afsluttende med en opfordring til publikum om at tage kluden væk fra ansigtet: ”Now ain’t the time for your tears”. Først i den fjerde og sidste strofe, der ender med dommerens udstedelse af den famøse seks måneders fængselsstraf, kommer de ord, der forvandler den emotionelle indlevelse til en politisk protest: ”Bury the rag deep in your face for now’s the time for your tears”. I bogstavelig forstand døde Hattie Carroll næppe alene. Hun fik umiddelbart hjælp af sine kolleger på hotellet og udåndede først nogle timer senere på hospitalet. Men hendes død var ensom i den forstand, at det omgivende samfund ikke tog notits af den, og ikke gav hende oprejsning for den uretfærdighed, der lå bag. Det var det, Dylan ville have os til at græde over med sin sang.

Sangens oprindelige kontekst var det racedelte USA under tiden for borgerrettighedsbevægelsen, og som lytter oprøres man naturligvis over den historiske Hattie Carrols skæbne. Men hvis denne indignation ikke skal forblive noget rent sentimentalt, må  sangens tematik også på en eller anden måde være nærværende og relevant i dag. Så hvor finder man mon nutidens Hattie Carroll? Hvis man ser sig om i Danmark eller Europa, vil det næppe være helt ligetil at finde en farvet kvinde, der som udtryk for en mere generel tendens er blevet mishandlet af en hvid mand – i hvert fald ikke, hvis mishandlingen skal have en mere håndgribelig karakter end eksempelvis den ‘mishandling’, der består i at blive inviteret til synge med efter højskolesangbogen på CBS. Selvom etniske minoriteter bestemt nok vil kunne opleve visse former for diskrimination, er der i almindelighed ikke mange eksempler på, at majoritetsbefolkningen ligefrem går til angreb på dem. Der florerer ofte rygter eller forudsigelser om, at sådan noget kunne forekomme, men kan læseren måske huske, hvornår aviserne eller de sociale medier sidst har bragt konkret billeddokumentation for, at det er sket?

Derimod er det alt andet end sjældent, at volden og forfølgelsen går den modsatte vej. Man skal faktisk være ganske ferm til ikke at vide ting, hvis man for eksempel ikke kender til engelske underklassepiger, der er blevet cirkuleret rundt i pakistansk dominerede pædofiliringe, uden at myndighederne har grebet ind, fordi de frygtede at blive beskyldt for “racisme”. Eller for ikke at have hørt om svenske skolepiger, der pludselig går i klasse med granvoksne voldtægtsmænd, fordi superhumanistiske politikere har villet betale prisen, og såvel medier som skoleledelser kigger den anden vej. Det er her omkring, man har klart bedst chance for at finde nutidens Hattie Carroll – eller måske for selv at være der og lide hendes “ensomme død”. I en dansk sammenhæng kunne navnene være Marcus, Lauritz, Oliver, Tobias, Martin eller Lasse. Det er nogle af dem, der for nylig og med nærmest militær målrettethed er blevet overfaldet, men de ikke gjorde andet end at færdes i det offentlige rum.

Den førstnævnte, Marcus, frygtede faktisk alvorligt, at han skulle ende sit liv nede på skinnerne på Albertslund Station, mens hans lillesøster stod på perronen og skreg, og hans mor var på vej til stationen i fuld fart med bil. Og hvis man af ideologiske grunde ikke synes, at dette er en historie, der skal tages alt for seriøst – hvad er de da værd, alle de tårer man græder for en afdød kvinde fra et andet land og en anden tid? Hvad har man fået ud af “The Lonesome death of Hattie Carroll”, hvis man tier stille om Marcus, fordi man måske ikke vil spolere den gode stemning henne i universitetskantinen?

Det er derfor, Morten Uhrskov Jensen kan lytte til Bob Dylan med samme ret som tidens venstreorienterede og kulturradikale. Med mindst samme ret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s