Læserens formaning til forskeren – som den høres i H.-G. Gadamers filosofi (2002)

Man kan af filosofihistorien fremdrage mange forsøg på at udtrykke en grundlæggende forskel imellem mennesker og ting. Fx Sokrates, der før sin henrettelse viste, hvordan det faktum, at han sad i fængsel, ikke lod sig forklare blot ved sener og musklers justering i hans siddende krop. Eller Kant, der i sin moralfilosofi bragte den lov på formel, at man aldrig skal behandle et andet menneske alene som middel, men altid også som et mål i sig selv. Her skal det dog dreje sig om en senere og endnu levende efterkommer af alt dette. I 1960 udgav en aldrende tysk professor sit livsværk om “Wahrheit und Methode”. Hans-Georg Gadamer er siden blevet stadig videre berømmet for den heri udfoldede “filosofiske hermeneutik”. En teori, hvis efterhånden 101-årige ophavsmand omsider må antages at tie med yderligere tilføjelser og nuanceringer – men som bl.a. en hel del filosoffer, teologer og litteraturfolk nok skal vide at fortsætte samtalen med.

Som barn af 20’ernes sydtyske universitetsidyl blev Gadamer en næsegrus og livsvarig beundrer af den lidt ældre Martin Heidegger. I mangt og meget har hans egen tænkning fulgt denne læremesters spor. Men måske lader noget nyt sig alligevel anskueliggøre ved det forhold, at Gadamer ikke blot er uddannet i filosofi, men også i klassisk filologi – et sidefag, han blandt andet tog for personligt og fagligt at hævde sin integritet over for Heidegger. “Hermeneutik” betyder fortolkningslære, og både Heidegger og Gadamer undersøger menneskets virkelighedsfortolkning i den videst mulige betydning. Men hos sidstnævnte får denne undersøgelse et særligt pulsslag og en ganske særlig brod, fordi manden bag den er en erfaren og forstående læser af gamle skrifter. Ja, faktisk indfanges det centrale i Gadamers budskab allerbedst i det med overskriften antydede spørgsmål: Hvad vil det endnu i vor teknologiske tidsalder sige at læse en anden persons ytringer? Hvad kan en filosofisk besindelse på denne velkendte erfaring erindre det moderne menneske om? Hvad bliver altså læserens formaning til forskeren?

Det er nu iøjnefaldende, at en gammel vogter af kulturarven kan advare imod en overdreven tro på nyhedsværdien af hvad som helst. At vi ikke bare kan slå streg over vore rødder i en fjern fortid, og at de herfra overleverede skrifter forbliver relevante i videnskabens tidsalder – dette udgør en stadig resonansbund under Gadamers tænkning. Heri ligger på et erkendelsesteoretisk plan, at vi aldrig vil kunne indskrænke vores forståelse af verden til matematiske eller logiske formler, der systematisk bygges oven på hinanden. Tværtimod viser hermeneutikken, hvordan menneskelig forståelse til stadighed må præges af sit konkrete ophav – dvs. af en eksistens i det kødelige livs perspektiv og en tilgang til verden på baggrund af  kulturelle og sproglige traditioner. Således pointeret som et endeligt væsens bestræbelse kan forståelsen aldrig begynde uden fordomme. Den kan højst arbejde sig ud af  sine fejlagtige fordomme undervejs, og at dette slid nogensinde skulle kunne ende i en tilstand af total fordomsfrihed, vil Gadamer anse for en alvorlig illusion. Hans budskab over for den slags indbildskhed bliver den græske tragedies: “Kend dig selv!”.

Som en slags oplysning af oplysningstanken er denne hermeneutiske pointe iøjnefaldende. Den kan udtrykkes ved begrebet om forståelsens “endelighed”, og den fører Gadamer i clinch med ethvert fanatisk oplysningsideal – det være sig  positivistisk, psykoanalytisk eller marxistisk. Men måske klinger det egentligt originale i Gadamers budskab endnu ikke ordentligt igennem som en formaning om at kende sine egne begrænsninger – en tone, der ærligt talt er anslået så mange steder i den moderne filosofi, at den let bliver triviel. Hvad Gadamer har lært af sin livslange erfaring som læser er kun sekundært, at den forstående uanset alle metoder forbliver et fejlbarligt menneske. For det afgørende i denne beskedenhed er netop, at den sætter én i stand til at høre på andre og anderledes tænkende – men det vil jo sige: til at læse og samtale, hvilket er Gadamers egentlige hjertesag. Derfor er den filosofiske hermeneutik tættest på sin livsnerve, når den ikke bare omhandler “forståelsen” i almindelighed,  men den “indforståelse”, der hele tiden søges imellem mennesker indbyrdes. Det er frem for alt særegenhederne ved dette gensidige, dialogiske forhold, som Gadamer har bestræbt sig på at fremstille.

Vi kan her ikke gå i detaljer omkring, hvordan den filosofiske hermeneutik skildrer menneskets møde med mennesket. Det er omfattende analyser af dette møde – som det fx opstår i kunstens, i læsningens og i samtalens spillerum – der udgør grundsubstansen i “Wahrheit und Methode”. Men det afgørende i sagen er, at “den anden” i alle sådanne tilsynekomster kan vise sig at have sagligt ret i sit budskab. Og hvad enten han nu også får ret eller ej, er fortolkerens åbenhed over for denne mulighed en bærende betingelse for enhver dialog. Heri ligger en vilje til at sætte spørgsmålstegn ved sine egne fastgroede overbevisninger, hvorved man overhovedet bliver i stand til at lære af andre. Men endnu vigtigere indebærer det en social og etisk relation, som grundlæggende adskiller forståelsen af et menneske fra fx en naturvidenskabelig måling.

For Gadamers pointe er naturligvis ikke, at man uden videre skal tro på alt, hvad man læser. Man respekterer en andens “sandhedsfordring” – dvs. den andens bestræbelse på at gøre noget gældende over for én selv – ved at tage engageret stilling til, om den er holdbar. Dette gør man stadig i det tilfælde, hvor man som fortolker står fast på sin saglige uenighed og rejser kritiske indvendinger imod det sagte. Men det ville man ikke længere gøre i det fatale øjeblik, hvor man med en altædende, metodisk, værdineutral attitude gav sig til blot at granske et budskabs objektive aspekter – fx dets formelle struktur eller de psykologiske og historiske data på dets ophavsmand. Til forskel fra al sådan beskæftigelse med “fakta” bæres forståelsen imellem mennesker af en særegen deltagelse i hinandens mulighed for at dømme rigtigt eller forkert. Og dette fællesskab omkring en sag og forståelsen af den, bryder radikalt med den traditionelle model for erkendelsessituationen, at der ensidigt skulle være tale om et “subjekts” sætten sig i forhold til et “objekt”. I samtalen er der altid to deltagere. Og at udgrunde, hvordan der her kan foregå et samspil og en sammensmeltning af synspunkter, som ikke er nogen af parternes selvtilstrækkelige objektivering af den anden – ja, dette er det dybt gådefulde, som Gadamer uophørligt har kredset om.

Men hvor der virkelig er dybde, er der også relevans. Når som sagt Gadamer har været i klammeri med forskellige varianter af oplysningsideen, er det nemlig ikke alene fordi, han anfægter troen på et absolut standpunkt. Det egentlige stridsmål er den relation, som den angiveligt oplyste person må indtage til andre personer. For hvis en oplysningskampagne altid bestod i konkrete argumenter, ville den helt i hermeneutikkens ånd indebære modpartens mulighed for selv at tænke efter og måske tage til genmæle. Men se, målgruppen for kampagnen bliver genstridig, den lader sig ikke overbevise efter køreplanen, men synes at hænge fast i “blokeringer” og “ideologier”, der alt for let kan tage sig ud som en slags blinde, bevidstløse kræfter. Og oplysningen taber tålmodigheden, den bliver til “holdningsbearbejdelse”, til velment propaganda og socialpolitiske tiltag med henblik på ligesom at manipulere den manglende fornuft frem i sine klienter. Og pludselig hedder det sig måske, at det hele drejer sig om umyndiggjorte “objekter”, der ganske vist skal gøres til oplyste “subjekter” engang – men som altså nu og her og under behandlingen står fikseret som genstande for analyse. Det er svært at sige noget fornuftigt om de spekulative ridebanespringninger, som er foretaget til legitimering af en sådan tankegang. Det korte af det lange er, at vi igennem det meste af forrige århundrede har set en dominerende åndsretning som marxismen bakse med problemerne ved sin manglende anerkendelse af intellektuel modstand. Det var netop en afart af denne tradition, der – sidst i 60’erne og repræsenteret ved især Jürgen Habermas – tørnede sammen med Gadamer i det mindeværdige opgør imellem hermeneutik og ideologikritik.

I dag lyser tidsåndens ledestjerne ikke længere over marxismen, måske knap nok over oplysningstanken i almindelighed. Men betyder det så, at vi har fattet den grænse for videnskabelig objektivering, som ligger i samtalens faktum? Meget af det, man hører fra journalister, historikere og sociologer, tyder på det modsatte. Når valgforskere gang på gang trækkes i tv-studiet for at rådgive vore politikere om, hvad de skal udtale, alene ud fra nogle afkrydsede skemaer, der i telefoninterviews har vist, hvad der “virker” – ja, så drages vi atter i retning af den totale tingsliggørelse, hvor hele den politiske proces fremstår som en slags maskine med de og de knapper at trykke på. Og når man møder den udbredte fortvivlelse over EU-skeptikerne, der endnu ikke har fået “forklaret sagen ordentligt”, eller som måske skal beroliges med social velfærd for at kunne sætte krydserne et andet sted næste gang – ja, så er ligheden slående til en tidligere epokes revolutionære avantgarde og dennes endeløse analyser af arbejderklassens “falske bevidsthed”. Et moderne samfund synes i stigende grad at få behov for den type eksperter, der som fx psykologer eller socialpædagoger indgår i asymmetriske kommunikationsforhold,  hvor kun den ene part har mulighed for at have ret. Så tiden synes ikke at være løbet fra den påmindelse, at vi får brug for et andet begreb om “de andre” i hverdagsligt samliv og demokratisk debat. Overhovedet er det nu som før tankevækkende, hvorledes overføringen af et teknisk eller medicinsk perspektiv på potentielle samtalepartnere risikerer at udarte til en formelig masseproduktion af selvbekræftelse.

Socialvidenskaberne er en gåde, som bør sikre den hermeneutiske selvbesindelse en lang levetid. For at vi mennesker objektiverer naturens fænomener i en gensidig dialog med hinanden, er nok til at forstå. Men at en enkelt eller en gruppe af os kan dreje en sådan objektivering over på andre menneskers synspunkter og dialoger, virker grundlæggende problematisk. Her er det, læserens formaning til forskeren får vægt. Gadamer har fastholdt en erfaring af andre, der lader dem fremstå i deres overbevisningers træghed og opsætsighed – men også i deres uendelige mulighed for at bidrage sagligt til fortolkerens synspunkt. Han har fastholdt den lydhørhed over for modargumenter, som enhver læser godt kender, hvad end han så i øvrigt måtte være ekspert i. Og dette er, hvad det selv i en fremtid af uanede teknologiske tiltag vil betyde for et menneske at være i besiddelse af almindelig livserfaring og sund fornuft. Ikke mere, men så sandelig heller ikke mindre.