En lille grim sketch om en lille grim mand

Cirkusrevyen 2019 indeholdt en sketch, som man meget betegnende havde valgt at kalde ”En lille grim mand”: Rasmus Paludan træder ind og begynder med stærkt karikeret stemmeføring at holde tale – hvorefter en fyndig kvindestemme afbryder ham, og en tonstung nedbrydningskugle svinger ind fra siden og slår skikkelsen omkuld. Paludan bliver liggende på scenen, mens et panorerende kamera i tv-optagelsen viser, hvor hjerteligt publikum godter sig. Paludans død skulle have udløst et af aftenens allerstørste bifald.

Den i flere henseender uappetitlige Jørgen Leth har offentligt udtrykt sin længsel efter et snigmord på Donald Trump, og latterbølgerne i Cirkusrevyen synes at stamme fra nogenlunde samme område i maveregionen. Den omtalte sketch har en overfladisk lighed med visse indslag hos Monty Python. Men Cleese, Chapman, Palin, Idle, Jones og Gilliam ville aldrig – som i ”aldrig nogensinde” – lade en figurs død matche et reelt ønske hos publikum. Komikken begynder at kildre nogle helt andre steder, når det er drabet på en politisk modstander, der iscenesættes som humoristisk forløsning.

En bekendt forsikrer mig om, at de pæne mennesker, der sad og slog sig på lårene ude på Dyrehavsbakken, ikke for alvor ønsker munden lukket på Paludan ved stump vold. Og hvis man må være så makaber, er det jo noget, vi meget vel kan gå hen at få verificeret lige pludselig, eftersom politiet kontinuerligt må afværge voldelige angreb på ham. Men efter at have set det kamera panorere hen over publikum, ved jeg virkelig slet ikke, hvor pæne de mennesker i grunden er. Ønsker de virkelig ikke Paludan død? Hvad er han for dem andet end en slags ond trold, som det for enhver pris må gælde om at skaffe sig af med? Der er to tanker, der bekymrer mig i relation til disse spørgsmål.

For det første er det mere end vanskeligt at se rationalet i det strategiske koncept, som må formodes at have foresvævet de applauderende tilskuere – nemlig, at man ved at lukke munden på én lille grim mand skulle kunne udrette noget afgørende i forhold til de strukturelle problemer med parallelsamfund, radikalisering og optøjer. Det virker ganske eventyrligt at tro på, at Paludan alene skulle kunne være årsag til andet end en synliggørelse af forhold, der i det væsentlige allerede bestod på forhånd. Og det virker oplagt, at han fortsætter en tilsyneladende ukuelig tradition for blasfemisk udfordring af muslimsk nærtagenhed, fra Salman Rushdie til Tommy Robinson og fra Theo van Gogh til Charlie Hebdo. At lukke munden på den slags urostiftere virker som et irrationelt forehavende – dels er de fleste som bekendt allerede bragt til tavshed, dels løber Cirkusrevyen før eller siden tør for nedbrydningskugler.

Den anden ting, der bekymrer mig, er, at der for et ret bredt segment af befolkningen virkelig er tale om had. Pæne mennesker hvisler, når de siger troldens navn, og præcis som i tilfældet Trump synes deres følelser på en ejendommelig måde at køre i frigear. Da optøjerne i foråret 2019 kulminerede på Nørrebro, befandt der sig på den voldelige side af konfrontationen unge med IS-logo på trøjerne, men det rases der påfaldende lidt over. Man skal ikke bilde mig ind, at Cirkusrevyens gæster har haft det særlig godt med at høre om de IS-trøjer. Men sagen er vel, at de ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med dette ubehag, og ikke aner deres levende råd om, hvordan de skal sætte ord på perspektiverne i det – og at de derfor i desperat afløb kanaliserer det hele over i hadet til Paludan. Til det irrationelle føjer sig det affektprægede.

Cirkusrevyens voldforherligende sketch afslører, at hadet til Rasmus Paludan fungerer som afværgerefleks for en ideologisk udbrændt pænhedskultur, der ikke længere ved, hvad den skal stille op med diskrepansen imellem sine teorier og virkeligheden. Tunnelsynet hos den bedsteborger, der er faret vild i sin barnetro og nu klamrer sig til hadet som sin redningsplanke, angiver vel selveste grundformlen for fascistoid voldsparathed. Om det så kan få kultiverede og joviale mennesker til vitterligt at ønske død og udslettelse over anderledestænkende? You better believe it, Sunny Boy.

Se sketchen, klippet ind i en passende kontekst: “Det er sjovt at slå Paludan ihjel

Om de lækkede rænkesmederier i Det Danske Akademi

Det er fair nok, at Søren Ulrik Thomsen i sin egenskab af sekretær i Det Danske Akademi har lovet bål og brand over det endnu ukendte medlem, der har lækket Akademiets interne mails vedrørende Marianne Stidsen. Alle medlemmer af Det Danske Akademi har tavshedspligt, og denne er med Weekendavisens fyldige uddrag fra deres korrespondance klart overskredet. Men set fra offentlighedens synspunkt kan man kun nære taknemmelighed over for den anonyme whistleblower, der har løftet sløret for, hvordan en politisk modstander blev søgt skaffet af vejen inden for dette magtfulde organ. Offentligheden får her et sjældent godt indblik i, hvordan tandhjulene drejer rundt i den politiske ensretnings maskinrum. Og det er trods alt os alle, der skal leve med de politiske konsekvenser af, at det meste af kulturparnasset er endt som en ideologisk monolit.

Men brevvekslingen i Det Danske Akademi fungerer også glimrende som litteratur og tidsbillede. Det er således en nærmest shakespearesk oplevelse at sammenligne den opfordring til Marianne Stidsen om at trække sig fra Akademiet, som hele seks medlemmer har underskrevet, med Søren Ulrik Thomsens skarpt afvisende modsvar. Jeg tænker nærmere bestemt på den Shakespeare-scene, hvor Hamlet tvinger sin mor til at sammenligne billederne af hans afdøde far og den nuværende konge – for så harmdirrende at spørge hende, hvordan hun dog har kunnet vælge den sidste frem for den første. Netop det spørgsmål synes jeg, må lægge sig naturligt for fødderne af enhver, der umiddelbart ville være tilbøjelig til at sympatisere med de seks underskrivere af bandbullen (Lasse Horne Kjældgaard, Jørn Lund, Anne-Marie Mai, Astrid Saalbach, Jens Smærup Sørensen og Per Øhrgaard). For deres skrift er åbenlyst dårligt tænkt og dårligt formuleret. Det er selvmodsigende, klynkende og hyklerisk på en måde, der virker dybt forstemmende deres meritter taget i betragtning, og heroverfor fremstår Søren Ulrik Thomsens tilbagevisning som strålende velargumenteret, glasklart formuleret og konsistent gennemtænkt. Vis mig en læser, der vil foretrække det første ansigt for det andet, og jeg skal vise dig en, der enten er fuld af løgn eller ikke har hovedet skruet rigtigt på!

Et let identificerbart lavpunkt i de seks litterære kapaciteters kollektive mail fremkommer, når de til deres vidtløftige klynk over Marianne Stidsens udtalelser tilføjer det anklagepunkt, at hun sågar skulle have brudt sin tavshedspligt. Beviset er, at hun til Kristeligt Dagblad har udtalt, at ”.. der sidder folk i Akademiet, som er meget uenige i det, jeg siger”. Anklagen lugter langt væk af paragrafrytteri, af at være en slags reserveanklage, der om nødvendigt kan bruges til at tvinge Stidsen ud med magt, hvis hun ikke frivilligt vil følge opfordringen om at gå. For der er jo intet som helst afsløret ved at sige noget, som enhver klovn uden videre kan sige sig selv – som for eksempel, at Stidsen næppe er ideologisk pot og pande med Suzanne Brøgger. Og anklagens latterligt usaglige karakter sættes for alvor i relief af det faktum, at Weekendavisen uden videre kan citere Anne-Marie Mai – altså en af anklageskriftets egne medunderskrivere – for at have udtrykt nøjagtigt det samme over for dem (nemlig, at Akademiets medlemmer under en politisk diskussion i 2018 havde været ”..meget uenige..”). Anne-Marie Mai er professor i dansk litteratur, så man kan næppe forklare modsigelsen med, at hun ikke skulle kunne sammenholde, hvad hun udtaler, og hvad hun skriver under på. Hykleriet virker eklatant og afgrundsdybt.

Samme Anne-Marie Mai har i øvrigt længe optrådt som fortolker af Bob Dylans tekstunivers, som hun synes at finde det vigtigt at videreformidle. Men jeg hører intet i de sange om, at man skal sidde inde i magtens lukkede cirkler og forfatte inkvisitoriske skrivelser af så ringe moralsk og intellektuel kvalitet, at de ikke tåler at blive lækket til offentligheden. Hvordan man end måtte forholde sig til Marianne Stidsen, virker hele intrigemageriet omkring hende beskæmmende – og måske som et ildevarslende billede på, hvad ånden fra 1968, kunstverdenen og de såkaldt intellektuelle har udviklet sig til i dag.

Om at holde kæft for mangfoldighedens skyld..

Jihad Watch viderebringer en fantastisk historie om, hvordan britiske Labour har forfremmet et muslimsk partimedlem, der er mest kendt for at have støttet det synspunkt, at ofrene for gruppevoldtægt skal “holde deres kæft for mangfoldighedens skyld”. Naz Shah trak dengang i 2017 sit like og sin re-tweet af sætningen tilbage og lod under stor offentlig bevågenhed en talsmand beklage “fejltagelsen”. Men hendes ‘fejltagelse’ havde trods alt ikke været større, end at den flugtede fint med det angreb, hun kort forinden havde rettet imod en partifælle, der talte lidt for højt – og lidt for “racialiseret” – om Englands epidemiske gruppevoldtægter. En samtidig en artikel fra Daily Mail dokumenterer sammenhængen ganske godt.

Det er rene ord for pengene, at pigerne i Rotherham, Køln og Uppsala skal holde kæft om deres traumatiske oplevelser “for mangfoldighedens skyld”. Det er en retorisk perle, som Naz Shah jo nok adskillige gange har fortrudt, hun kom til at proppe i munden. Men det virkeligt interessante ved denne skandale er jo, at alle kan genkende den tankegang, der her sættes på spidsen. Og den er jo vidt udbredt og respekteret. Ja, det kan ligefrem være spørgsmålet, om ikke det er den mest populære tankegang overhovedet iblandt humanistiske og samfundsfaglige akademikere. Den ide, som Naz Shah’s re-tweet satte på spidsen, er intet andet end ideen om, at ytringer ikke skal målet på, om de er sande eller falske, men på, hvordan deres psykologiske effekter kan instrumentaliseres i forhold til bestemte politiske nyttehensyn. Den ide kan udtrykkes klart og vanvittigt som hos Labours nye ‘skyggeminister’ for integration. Eller den kan udtrykkes mere forblommet således, at forskningen skal være “ansvarlig”, journalistikken “konstruktiv”, kunsten “engageret”, eller ytringfriheden anvendes “med omtanke”.

Jeg føler, det må være løgn, når jeg skriver det, men tror desværre, det er rigtigt: Vi sidder med en kreativ og talende overklasse, der har erstattet videnskabens etos med reklamebranchens. Deres letkøbte relativisme kombineret med deres lige så letkøbte tro på at kunne kontrollere diskurser på samme måde, som man kontrollerer fysiske fænomener, har viklet dem ind i et intellektuelt barbari, hvor ingen længere husker, hvad det vil sige at ytre sig, fordi man simpelthen mener, at noget er sandt, skønt eller rigtigt. Men hele vores kultur bæres af den grundpræmis, at sandhed er bedre end løgn, uanset hvad eller hvem der vinder på den.

Man har imod Kants kategoriske forsvar for den præmis gjort gældende, at nyttehensyn under særlige omstændigheder kan kræve indskrænkninger i den moralske persons ærlighed (skal man fortælle nazister, hvor en jøde har gemt sig, eller sige til en selvmordskandidat på kanten, at man aldrig har brudt sig om ham?). Men det er afgørende her at skelne imellem regel og undtagelse. For hvis man virkelig forlæser sig på noget erkendelsesteori, så man måske kommer til at synes, at ‘sandhed’ i almindelighed er noget alt for besværligt, og at man hellere skal fokusere på, hvad der frembringer den ene eller den anden samfundsmæssige ‘effekt’: Man snører man sig selv inde i en sæk af selvgendrivelse, psykopati og snik-snak. Der er intet at finde inde i den sæk, og hvad end de seneste generationer af såkaldt intellektuelle mener at have fundet derinde, har det næppe gjort noget godt – hverken for sandheden, samfundet eller mangfoldigheden.

Den farlige forkærlighed for sætninger om andre sætningers årsag og virkning

At påstå, at ingen sætninger overhovedet har nogen sandhedsværdi – eller skal vurderes i  forhold til deres virkelighedsskildrende funktion – er elementært selvgendrivende. I hvert fald hvis man vil have denne sætning selv taget alvorligt som en mulig sandhed. Men det er som hovedregel også noget lidt andet, tidens samfundsvidenskabeligt orienterede reduktionister forestiller sig. De tænker, at ingen sætninger har nogen sandhedsværdi – undtagen lige præcis de sætninger, der omhandler andre sætningers placering i en psykosocial årsagssammenhæng. For eksempel finder de det plat at opfatte en fysisk teori som slet og ret ‘sand’; men ikke at afsløre sandheden om dens ophav i visse tidstypiske ideologier og diskurser. Eller de finder det arbitrært, hvad biologer måtte mene om kønsroller og arveanlæg; men højst tvingende, hvad de selv mener om, hvordan teorierne tjener patriarkatets interesser. Endelig mener de ikke, at islam er noget bestemt, eller at man legitimt kan generalisere omkring muslimers gøren og laden på basis af de foreliggende facts; men de mener ganske afgjort at vide, hvordan forskellige svar på disse spørgsmål vil indvirke på den globale politiske udvikling. Som sagt: De eneste sætninger, der får chancen for at være sandheder, er sætninger om andre sætningers kausale årsager og virkninger*.

Der er mange åndssvagheder forbundet med disse tankebaner. Men den mest umiddelbart indlysende er, at man tilsidesætter nogle velfungerende sprogspil til fordel for en notorisk dubiøs metadiskurs. Således er fysikere og biologer ret skrappe til at finde på gensidigt bindende kriterier for at afgøre deres diskussioner. Klassiske humanister er nok knap så skrappe til det, men de har dog mulighed for at udveksle citater og historiske kendsgerninger som en slags dokumentation for deres respektive synspunkter, fx hvad angår fortolkningen af islam. Men den samfundsfaglige Wunderwissenschaft, der handler om at forudsige, hvordan forskellige tankegange og diskurser vil påvirke verdenshistorien, er noget af det værste gummi-videnskab, man kan hitte på. Forudsigelserne er ofte åbenlyst forkerte, men der er ingen veletablerede verifikationsprocedurer til at drage konsekvenserne af det. Forskningen synes at mangle enhver autonomi i forhold til forskernes politiske målsætning, og hvad der ‘virker’ i den ene eller den anden retning synes oftest at være bundet helt og aldeles op på spørgsmålet om, hvad eller hvem man selv godt kan lide (test dette på egen hånd: Hvornår har nogen sociolog overvejet eventuelle gavnlige virkninger af Trumps eller Støjbergs retorik?).

Det er i sandhed en kongevej til dumheden at tilsidesætte argumentative og intellektuelt krævende konfrontationer til fordel for rygmarvsreaktioner og ønsketænkning. Ingen fornuftige mennesker ville frivilligt omsætte en akademisk uddannelse i den slags  beskæftigelse. Men, for nu at citere Danmarkshistoriens største og vittigste skakspiller, Bent Larsen: der er nu alligevel mange.

(* Den ikke-positivistiske tilgang til en sætning forholder sig til dennes begrundelser og implikationer, modsat dens årsager og virkninger. I øvrigt udspringer disse overvejelser af en  Facebook-opdatering)

 

Er volden mod svenskere en intifada? – Nye ord til nye mennesker

Den svenske teolog Annika Borg skriver i en bedrøveligt tiltrængt artikel om muslimske indvandreres vold imod Sveriges institutioner og oprindelige befolkning:

“Det är för endimensionellt att endast tolka fenomenen vi ser runt om i Sverige utifrån socioekonomiska faktorer. Händelseutvecklingen behöver även förstås utifrån vad som sker inom dessa grupper. Religionen, skeenden i Mellanöstern, kriminalitet och organisering är starka inslag. Vi ser en farlig segregerande logik och retorik bland de unga och även hos barnen som deltar i gängen och aktiviteterna. Det är viktigt att betrakta dem som deltar som aktörer och förstå kraften i det normsystem, de nätverk och det identitetsskapande som upploppen är ett uttryck för.”

Fremhævelserne er mine. Annika Borg implicerer, at man traditionelt har lagt for stor vægt på materielle betingelser, der synes at determinere menneskelige handlinger med samme nødvendighed som mekaniske ‘faktorer’ – og at man i for ringe grad har betragtet mennesker som frit vælgende og styret af ideer. Det bedrøvelige er, at dette åbenbart skal gentages for hundredesyttende gang og sandsynligvis for døve ører. Ingen filosoffer eller videnskabsteoretikere synes at blive berørt af de kraftige associationer, som sådan en tekst burde give til klassiske diskussioner – om materialisme og idealisme, om determinisme og indeterminisme, om forklaring versus forståelse i humanvidenskaberne eller om positivisme versus hermeneutik som filosofiske positioner. Og ingen moderigtige samfundsforskere synes nogensinde at kunne anfægtes af, at deres teknokratiske reduktionisme og kausalitetstænkning er blevet falsificeret ud over enhver rimelig tvivl igennem de sidste fem-seks årtiers indvandringspolitik. De vil fortsat føle sig enormt kritiske, når de afslører, hvor lidt andre mennesker i virkeligheden påvirkes af det, de tror, de påvirkes af, og hvor let det i virkeligheden er at narre dem – uanset hvor umisforståeligt erfaringen viser, at det i sidste ende var samfundsforskerne selv, der blev narret.

Der er flere tankevækkende aspekter i Annika Borgs artikel. Et er, at hun i sin egenskab af teolog repræsenterer et fag, der er ægte humanistisk i den forstand, at forskningen engagerer sig i sandhedsværdien af den overlevering, den omhandler. Hun repræsenterer for eksempel ikke religionsvidenskaben, der lige præcis fjerner dette engagement til fordel for en art sociologisk empirisme. Og hun repræsenterer i særdeleshed ikke de modeprægede udløbere af samme tendens, hvor forskningens interne kriterier efterhånden ikke længere synes at have nogen som helst autonomi i forhold til forskernes politiske bias (læseren må gerne korrigere mig ved for eksempel at pege på en konservativ lektor i kønsstudier, boblestudier eller minoritetsstudier). Teologer synes ofte at være nogle af de sidste inden for humanvidenskaberne, der formår at tænke selvstændigt, og det er der måske en grund til.

Et andet tankevækkende aspekt er artiklens titel: “En svensk intifada“. Det er normalt, at faglige artikler indeholder fremmedord med hovedsageligt græsk eller latinsk ophav, men her er det altså et arabisk ord, der spiller hovedrollen i en svensk tekst. Hvorfor er det interessant? Det betyder meget, om man under fortolkningen af andre mennesker sætter sig ind i deres sprog og tankegang, så man i et vist omfang kan forstå dem sådan, som de forstår sig selv. Ved at lære deres nøglebegreber, viser man, at man opfatter den mellemmenneskelige forståelse som en bipolær og gensidig relation – måske en dialog eller en sammensmeltning imellem forskellige synspunkter – snarere end som en hård videnskab, hvor erkendelsens ‘subjekt’ lægger sin metode og sit allerede etablerede teorisprog ned over ‘genstanden’ ligesom en kageform. Da et banalt quiz-program i 2014 afslørede, at to tidligere toprådgivere for danske regeringer ikke anede, hvad det arabiske ord “haram” betød, fik man måske et indblik i den sidst nævnte tankegang. Annika Borg demonstrerer styrken i den anden.

Artiklen trækker på Borgs personlige erfaringer fra en rejse til Gaza under den første palæstinensiske intifada (1987-92) og drager meget oplysende paralleller herfra til senere optøjer i Frankrig og Sverige. Begrebet intifada optræder som “..en nyckel för att förstå de våldsutbrott och den kriminalitet där gäng av unga killar, och även barn, är inblandade”, og Borg er fuldstændig bevidst om, at hun herved tilpasser sin terminologi til de specifikke menneskelige aktører, hun fortolker: “Sverige har haft och har en stor invandring från muslimska länder. Därför behövs nya utblickar och tolkningsraster för att förstå vad som sker.”. Det sørgelige i sagen er, at dette endnu i dag kan lyde nyt og revolutionerende. Hvor mange lamme ekspertudtalelser har man ikke hørt forfattet i det samme gamle, socialpædagogiske rygmarvsvokabular – fx at der kastes sten efter politi og hjemmehjælp, fordi de unge ‘keder sig’, føler sig ‘frustrerede’ eller ‘marginaliserede’, er kommet hertil med ‘krigstraumer’ eller lider under ‘familieproblemer’ og ‘strukturel racisme’? Hvis humaniora handler om at kunne sætte sig ind i fremmede kulturer og begrundelsessammenhænge, kan man godt få det indtryk, at projektet har været i frit fald siden tresserne. Annika Borg bringer mindelser om det tabte ved at hente sit nøglebegreb fra samtalepartneren selv. Nye ord til nye mennesker.

Hvem er nutidens Hattie Carroll? – om Morten Uhrskov Jensens fornemmelse for Bob Dylan

Den nationalkonservative JP-blogger Morten Uhrskov Jensen har benyttet corona-stilstanden til at reklamere for Bob Dylans tresserplader og The Band’s stenalderrock. Og det kan naturligvis godt virke overraskende – lidt som da Ronald Reagan engang forsøgte at tage Bruce Springsteen til indtægt for sine egne politiske værdier, hvilket sangeren omgående måtte distancere sig fra. Men ligesom Reagan alligevel havde forstået så meget som, at Springsteen trods alt er mindre venstreorienteret og mindre anti-nationalistisk end mange sammenlignelige figurer, så er det måske heller ikke helt vanvittigt, at Morten Uhrskov i dag går rundt og hører Bob Dylan. Og hvis han heri mener at høre budskaber og værdier, der har formet hans egen personlighed og influeret på hans aktuelle politiske stillingtagen, vil en sådan antagelse måske heller ikke være ganske ubegrundet.

Den umiddelbare indskydelse vil for mange bestå i, at Uhrskovs tilknytning til Dylan er inkonsistent, at han på en eller anden måde flirter med sine politiske modstanderes sangskat, eller at han måske ligefrem nasser på disses kulturelle kapital. Præmissen for den indskydelse er, at det kun er venstreorienterede, der i god tro vil kunne genfinde deres egne værdier i et sangunivers som Bob Dylans, og at det alene er dem, der kan forvalte den arv af etisk og politisk relevant betydning, der måtte ligge heri. Men så er spørgsmålet jo, hvordan vestrefløjen har forvaltet en sådan arv. Lever skarpheden og retfærdighedssansen fra Dylans bedste sange videre i deres nutidige domme og vurderinger? Viderefører dagens venstrefløj en ambition om at erkende virkeligheden, som den er, og påpege problemerne, selvom magtfulde grupperinger måske forsøger at skjule dem?

Jeg mener, svaret er klart nej. De venstreorienterede er i vidt omfang blevet til pampere og privilegiejægere, forstenet i at udveksle deres rigtige meninger som en art sociale spillebrikker. Deres retorik hænger uhjælpeligt fast i en slags anti-racistisk guldalder, hvor undertrykkelsen var fysisk og håndgribelig, og de vil insistere på fortidens offer-stereotypier ganske uanset, hvor anakronistiske de bliver. Eller for nu at tage en anden af de stemmer, der burde tale entydigt for venstrefløjen, men som efter min opfattelse ikke længere gør det: De har tacklet deres talent med meningsløs repetition og evner ikke længere af samme grund at være noget for nogen (CV Jørgensen, naturligvis). Det er altid vigtigere at forstå ånden end bogstaverne, og man forvalter ikke det eksemplariske i et kunstværk ved at efterplapre det på bekostning af de ting i nutiden, som det burde sætte en standard i forhold til. Man vil forstå, hvad jeg mener, hvis man for eksempel stiller sig selv spørgsmålet: Hvem er nutidens Hattie Carroll?

The lonesome death of Hattie Carroll

Bob Dylan skrev sin formidable sang om Hattie Carrolls ”ensomme død” i 1963, og den gengav i det væsentlige en sand historie: Den psykopatiske rigmandssøn William Zantzinger havde under en brandert på et hotel i Baltimore udsat den sorte bartender Hattie Carroll for så brutale fysiske og verbale overgreb, at det udløste et dødeligt ildebefindende hos den 51-årige mor til ni.  Zantzinger blev kort efter drabet løsladt mod kaution og formåede ved hjælp af en håndfuld stjerneadvokater at få sin endelige afsoningstid begrænset til seks måneders fængsel – naturligvis så nænsomt tilrettelagt, at den 24-årige drabsmand ikke kom til at forsømme høsten på sin ”tobacco farm of six hundred acres”.

Men hvad retssystemet ikke formåede at gøre ved Zantzinger, det udrettede Bob Dylan med sin vidunderlige poesi. Over tre strofer skildrede Dylan hele det sindsoprivende forløb i detaljer, hver gang afsluttende med en opfordring til publikum om at tage kluden væk fra ansigtet: ”Now ain’t the time for your tears”. Først i den fjerde og sidste strofe, der ender med dommerens udstedelse af den famøse seks måneders fængselsstraf, kommer de ord, der forvandler den emotionelle indlevelse til en politisk protest: ”Bury the rag deep in your face for now’s the time for your tears”. I bogstavelig forstand døde Hattie Carroll næppe alene. Hun fik umiddelbart hjælp af sine kolleger på hotellet og udåndede først nogle timer senere på hospitalet. Men hendes død var ensom i den forstand, at det omgivende samfund ikke tog notits af den, og ikke gav hende oprejsning for den uretfærdighed, der lå bag. Det var det, Dylan ville have os til at græde over med sin sang.

Sangens oprindelige kontekst var det racedelte USA under tiden for borgerrettighedsbevægelsen, og som lytter oprøres man naturligvis over den historiske Hattie Carrols skæbne. Men hvis denne indignation ikke skal forblive noget rent sentimentalt, må  sangens tematik også på en eller anden måde være nærværende og relevant i dag. Så hvor finder man mon nutidens Hattie Carroll? Hvis man ser sig om i Danmark eller Europa, vil det næppe være helt ligetil at finde en farvet kvinde, der som udtryk for en mere generel tendens er blevet mishandlet af en hvid mand – i hvert fald ikke, hvis mishandlingen skal have en mere håndgribelig karakter end eksempelvis den ‘mishandling’, der består i at blive inviteret til synge med efter højskolesangbogen på CBS. Selvom etniske minoriteter bestemt nok vil kunne opleve visse former for diskrimination, er der i almindelighed ikke mange eksempler på, at majoritetsbefolkningen ligefrem går til angreb på dem. Der florerer ofte rygter eller forudsigelser om, at sådan noget kunne forekomme, men kan læseren måske huske, hvornår aviserne eller de sociale medier sidst har bragt konkret billeddokumentation for, at det er sket?

Derimod er det alt andet end sjældent, at volden og forfølgelsen går den modsatte vej. Man skal faktisk være ganske ferm til ikke at vide ting, hvis man for eksempel ikke kender til engelske underklassepiger, der er blevet cirkuleret rundt i pakistansk dominerede pædofiliringe, uden at myndighederne har grebet ind, fordi de frygtede at blive beskyldt for “racisme”. Eller for ikke at have hørt om svenske skolepiger, der pludselig går i klasse med granvoksne voldtægtsmænd, fordi superhumanistiske politikere har villet betale prisen, og såvel medier som skoleledelser kigger den anden vej. Det er her omkring, man har klart bedst chance for at finde nutidens Hattie Carroll – eller måske for selv at være der og lide hendes “ensomme død”. I en dansk sammenhæng kunne navnene være Marcus, Lauritz, Oliver, Tobias, Martin eller Lasse. Det er nogle af dem, der for nylig og med nærmest militær målrettethed er blevet overfaldet, men de ikke gjorde andet end at færdes i det offentlige rum.

Den førstnævnte, Marcus, frygtede faktisk alvorligt, at han skulle ende sit liv nede på skinnerne på Albertslund Station, mens hans lillesøster stod på perronen og skreg, og hans mor var på vej til stationen i fuld fart med bil. Og hvis man af ideologiske grunde ikke synes, at dette er en historie, der skal tages alt for seriøst – hvad er de da værd, alle de tårer man græder for en afdød kvinde fra et andet land og en anden tid? Hvad har man fået ud af “The Lonesome death of Hattie Carroll”, hvis man tier stille om Marcus, fordi man måske ikke vil spolere den gode stemning henne i universitetskantinen?

Det er derfor, Morten Uhrskov Jensen kan lytte til Bob Dylan med samme ret som tidens venstreorienterede og kulturradikale. Med mindst samme ret.

Refleksionens problematik – fra SAS-reklamen til filosofihistorien

Kasper Støvring synes mig at overgå sig selv, når han i en Michael Jalving podcast analyserer den berygtede SAS-reklame og her særligt hæfter sig ved en selvmodsigelse i fremstillingen af skandinaverne: Disse fremstilles dels som rodløse og uden egen kultur, hvilket synes at gøre dem ringere end alle andre – men samtidig fremstår skandinaverne som dem, der flyver højst, og som ved deres ubundne og eksperimenterende forhold til kultur kan få andre folkeslag til at virke dumme. Det er vigtigt at forstå denne tvetydighed i den politiske korrekthed, og Støvring kommer i sin analyse af SAS-reklamen snublende tæt på at udpege den mekanisme, der fremkalder den. Nietzsche skrev engang: “Den, der foragter sig selv, agter dog herved sig selv som foragter”. Heri ligger, at der i selve refleksionens figur ligger en fordobling af selvet i et subjekt og et objekt, der meget vel kan værdisættes forskelligt. Det er en og den samme åndelige bevægelse, ved hvilken man foragtende ser ned på sig selv som bærer af traditionelle kulturværdier og samtidig promoverer sig selv som en fri ånd, svævende over vandene. Refleksion forstået som et subjekts aktivitet i forhold til et objekt indebærer både i den enkeltes sjæleliv og i samfundet som helhed muligheden for en opsplitning i menneskesynet imellem offer og bøddel, analysand og analytiker, tradition og oplysning, populister og globalister..

Det kan godt være, at mennesket til enhver tid vil være et paradoksalt væsen, fordi det til forskel fra alle andre dyr har muligheden for at lægge afstand til sig selv. Men det kan alligevel se ud til, at meget afhænger af, hvordan sjælens omgang med sig selv nærmere udformes, og at bestemte teoretiske antagelser får tvetydigheden til at træde særligt skarpt frem. En sådan antagelse kunne for eksempel være antagelsen om, at enhver erkendelse foregår ved et subjekts genstandsgørelse af et objekt. Denne antagelse underminerer enhver mulighed for sådan noget som et gensidigt forhold imellem de to poler i erkendelsesrelationen, og det ser for eksempel ud til at være forankringen heri, der førte Jean-Paul Sartre ind i den paradoksale formulering, at “mennesket er, hvad det ikke er, og er ikke, hvad det er” (“Væren og Intet”, 1943). Derimod foregik der hos Hans-Georg Gadamer, der udsprang af samme tradition som Sartre, et direkte opgør med subjekt/objekt-modellen i lyset af samtalefænomenet. Til forskel fra et subjekt og et objekt eller en bevidsthed og en ting er de to deltagere i en samtale i udgangspunktet jævnbyrdige og forenet i et fælles anliggende. Det er er derfor ikke givet, at selvrefleksionen vil frembyde de samme giftigheder, hvis man eksempelvis opfatter den som en “sjælens samtale med sig selv” (Platon), som hvis man opfatter den som en indadrettet afsløring og metodeanvendelse.

Den politiske korrekthed bygger i mine øjne på scientisme, d.v.s. på pseudovidenskabelige prætentioner baseret på en overfladisk efterligning af naturvidenskabernes metodeideal i forståelsen af mennesket og historien. Det afgørende punkt i denne scientisme er subjekt/objekt-figuren, der anvendt på resten af samfundet leverer et apriorisk trinbræt for en reflekterende elites overlegenhedsfølelse. Som objektiverende ‘kritiker’ har man vundet sine slag på forhånd, d.v.s. før nogen konkret argumentation, simpelthen i kraft af sin attitude og begrebsanvendelse (fx: “diskurs”, “narrativ”, “ideologi”). Heraf opstår en masse pubertær politisk ‘ekspertise’, men da eksperterne til enhver tid risikerer også at vende deres tingsliggørende blik indad, føres de også let ud i en selvgendrivende relativisme eller en oscillering imellem selvovervurdering og selvudslettelse. Gadamer kom engang til at sige, at det han savnede ved tressernes ideologikritik, var ideologikritikken af ideologikritikken – men det er egentlig ubetænksomt sagt, idet man intet vinder ved en i princippet uendeligt forlænget kæde af herre/træl-relationer. Faktisk er det i mine øjne netop Gadamer, der sidder med nøglen til problemets løsning, nemlig i form af den dialogiske forståelsesrelation, han undersøgte i “Sandhed og Metode” (1960).

Da Merkel sagde, “Wir schaffen das”, kunne man faktisk høre ambivalensen: tyskerens ulidelige skyldfølelse på den ene side og den social teknokrats magtfuldkommenhed på den anden. Kasper Støvrings analyse af SAS-videoen kaster lys på det samme og kommer ved sin modstilling af luftens perspektiv versus det nedre og jordbundne tæt på at pege direkte på refleksionsfiguren som sagens kerne. Fidusen ved at fremhæve dette tema er, at det kobler analysen af den vestlige civilisations aktuelle krise sammen med de dybeste og mest velbeskrevne træk af dens historie. Når man ræsonnerer fra refleksionsbegrebet til subjekt/objekt-modellen, havner man ved det, man kunne kalde for beherskelsestænkning, forhåndenhedstænkning (Heidegger) eller bevidsthedsfilosofi (Habermas). At der hermed åbnes en mere væsentlig problemhorisont end ved eksempelvis at tale om vestlig undergangsstemning eller metaltræthed, forsøgte jeg at udrede engang, hvor Kasper Støvring udtalte sig mindre fremragende:

Hvad er der galt med Europa? – En kritik af Douglas Murray og Kasper Støvring (23/11/2018)