Lars Andersens kritik af DR’s Rip, Rap og Rup-eksperter.

Lars Andersens analyse af DR2-indslaget om svensk højreekstremisme d. 25/8 er naturligvis allerede censureret ud af YouTube – denne gang åbenbart fordi DR har meldt sig med et krav om “copyright”, hvilket Lars Andersen så kritiserer i ovenstående, nye video. Man må undre sig over, hvordan det kan være public service først at holde mikrofon for tre rørende enige venstrefløjspropagandister og dernæst at stikke en kæp i hjulet på offentlighedens kritiske debat om indslaget. Men i DR-tankegang giver sådan noget sikkert meget god mening.

Vigtigere er det, at Lars Andersen har været så venlig at genpublicere sin oprindelige – og fuldstændig fremragende – video på en ny platform. Videooptagelsens fremgangsmåde består simpelthen i, at han afspiller DR2-indslaget fra 25/8 i dets fulde længde, men indimellem pauser afspilningen for stille og roligt at indflette sine egne kommentarer til det, der bliver sagt. Og den procedure gør underværker. Sagen er nemlig, at DR2’s tre “eksperter” hele tiden fortsætter hinandens talestrøm gnidningsfrit, og at ensidigheden og de ureflekterede præmisser konstant synes at vokse i omfang. Lars Andersens kommentarer leverer lige præcis det modsynspunkt, som seeren mangler – og som det kan være frygtelig kvalmende at se alle i studiet sidde og snakke udenom.

Og Lars Andersen har nok at tage fat på med sine hårdt tiltrængte refleksioner. For eksempel da terrorforskeren Magnus Ranstorp pludselig afslører, at han åbenbart forstår sin egen ekspertise således, at den skulle sætte ham i stand til at vurdere, hvilke politiske holdninger der ikke er “sunde og fornuftige”. Eller da Kevin Shakir – der minsandten også er tidligere presserådgiver for Enhedslisten (!) – får indflettet i sit ekspertudsagn, at Generation Identitær er “hipster-fascister”. Men der er et bestemt tema, der rækker ud over politiseringen som sådan, og som løbende dukker op i Lars Andersens kritiske bemærkninger. Dette tema vedrører alle DR-eksperternes metodiske udgangspunkt, og Lars Andersen udtrykker blandt andet pointen sådan, at der ifølge deres filosofi ikke må være “en logisk, rationel begrundelse bag højrefløjens ageren”. I stedet vælter det hele tv-indslaget igennem frem med materielle og psykologiske årsagsforklaringer på, at høreekstremismen vinder frem, og at det særligt sker i Sverige. Det kan ifølge DR’s Rip, Rap og Rup-eksperter skyldes arbejdsløshed, finansiering, psykiske problemer og stofmisbrug, den hårde tone i debatten, ucensurerede internetfora, konspirationsteorier eller gamle racistiske “narrativer” (et af Anja Dalgaard-Nielsens yndlingsord, der lyder dumsmart, men har én tydelig retorisk funktion: at tingsliggøre andres påstande) – men det må ikke på nogen måde skyldes rationelle fortolkninger af objektive omstændigheder. Tryllekunsten i sådan noget snak er jammerligt nem at gennemskue, hvis man tænker en smule over det – og det har Lars Andersen tydeligvis gjort: “Det er ting, der er farlige, det er ikke mennesker. Det er ydre omstændigheder, der på en eller anden måde driver det hele”.

Hvis man virkelig søger en årsagsforklaring, er det ellers lige før, brikkerne i puslespillet lægger sig selv: Der er voksende højreradikalisme i Skandinavien, faktum. Bevægelsen kommer fortrinsvis fra Sverige, faktum. Sverige har i mange år slået sig op på at være en humanitær stormagt, faktum. Der er iøjnefaldende problemer med fx gruppevoldtægter og bombesprængninger i Sverige, faktum. Kunne det altså måske være objektive samfundsforhold, som forskellige højrefløjsbevægelser tolker mere eller mindre rationelt – men sjældent fuldstændig vilkårligt og tilfældigt? Faktisk er Magnus Ranstorp også tæt på selv at lægge sig ordene i munden, da han tidsfæster begyndelsen på en ny afart af højreradikalisme, nemlig den islamkritiske, til 11. september 2001. En og anden vil måske erindre, at der den dag faktisk skete noget objektivt virkeligt, der ikke havde noget at gøre med fortolkernes stofmisbrug, dybdepsykologi eller arbejdsløshed. Og da Ranstorp kort efter bliver spurgt, hvad der i dag eventuelt vil kunne virke fremmende på højreradikalismen, ville det vel være logisk at se sig tilbage og antage, at fremtidens årsagsammenhænge vil ligne fortidens. Ranstorp kunne altså svare noget i stil med “et nyt 11/9”. Men nu befinder vi os jo altså med DR i den her intellektuelle Disney-verden, hvor den onde adfærd ikke bare skal være ond, men komplet uforståelig, umulig at rekonstruere ved rationel indlevelse i motivsammenhængen. Så Ranstorp sætter autopiloten på og siger, at det kan afhænge af højrebevægelsernes finansiering.

Det er klart, at der i DR-eksperternes gennemførte vægring imod at tage deres politiske modstandere alvorligt som tænkende væsner ligger noget humanitetskrænkende, der er både etisk og demokratisk problematisk. Men man må også bemærke, hvordan alting for disse eksperter synes at ske ved tilfældigheder eller ved sammentræf af så mange mikroskopiske “faktorer”, at de reelt hverken formår at skabe forklaringer eller forudsigelser. De snakker og anbefaler “projekter”:  lidt internet-censur her, lidt kvarterløft der, og så lidt positiv historiefortælling – og jeg kan allerede for mit indre øre høre Anja Dalgaard-Nielsen forklare udeblevne dokumenterbare effekter med, at det gælder “det lange, seje træk”, og så snak, mere snak. Med andre ord: Negligeringen af historiske aktørers rationalitet og gyldighedsfordringer synes ikke blot at være et etisk, men også et kognitivt og videnskabsteoretisk problem. Den skaber ikke bare teknokrater og kontrol-freaks, men teknokrater og kontrol-freaks, der i realiteten ikke kan noget teknisk og ikke kontrollerer noget som helst. Lyder det måske ikke som opskriften på en “elite”, der i årti efter årti har følt sig uhyre overlegen, selvom dens forudsigelser hele tiden viste sig at være forkerte?

Lars Andersens glimrende gennemgang af DR2-programmet ligger nu på Dailymotion, og det kan anbefales, at men ser den, før censuren også får udstrakt sine fangarme hertil:

Læserens hævn over forskeren – islamkritik som hermeneutisk oplysning

Jeg bliver ved med at synes, at Robert Spencer nu må have leveret sit livs foredrag, men manden bliver samtidig ved med at overgå sig selv. På trods af sin beskedne og måske lidt støvede fremtoning virker Spencer retorisk, argumentatorisk og pædagogisk blændende, og man kan næppe gå mange andre steder hen og få så megen faktuel information iblandet så megen sund fornuft på sølle 37 minutter. Om man så orker at læse det følgende eller ej, Spencer på UCLA er under alle omstændigheder værd at se.

To paradigmer for fortolkningen af menneskelig adfærd

I denne sammenhæng skal Spencer imidlertid også fremdrages som eksempel på en bestemt måde at tænke på. Han er måske den allerdybest belæste af nutidens konservative islamkritikere, men ikke desto mindre vil man genfinde samme grundlæggende paradigme hos åndsbeslægtede debattører som eksempelvis Ayaan Hirsi Ali, David Wood, Anni Cyrus eller Jaleh Tavakoli. De er alle fælles om et bestemt menneskesyn, der viser sig i den måde, hvorpå de opfatter temaer som radikalisering og terror, og som virker basalt retningsgivende for den måde, de fortolker menneskelig adfærd på. Kort og kontant kan man sige, at de forstår menneskelig adfærd som væsentligt styret af tanker, argumenter, ideer og tekster.

Hvis man umiddelbart synes, at dette egentlig kan lyde meget naturligt, skal man nok overveje, om ikke det alligevel virker noget gammeldags. For lyder det måske ikke mere moderigtigt – såvel som mere ”videnskabeligt” – hvis man går ud fra, at menneskers adfærd bestemmes af psykologiske eller socioøkonomiske ”faktorer”? I hvert fald er det helt overvejende sådan et synspunkt, der har domineret de såkaldt intellektuelle siden tresserne. Og resultatet er, at vi i dag står med et enormt skisma imellem to tilgange til forklaringen af muslimers adfærd: Mens Spencer og konsorter uophørligt henviser til muslimsk idehistorie og indimellem ret indtrængende opfordrer folk til at læse Koranen, forsøger den typiske ”ekspert” i disse emner at dreje fokus over på alt muligt andet end kultur og religion. Ja, faktisk udøves der i vidt omfang en mere eller mindre udtalt censur over for islamkritikere, hvilket netop er emnet for Spencers foredrag på UCLA.

Det er umådeligt sigende, at denne censur ofte udøves under henvisning til de bortcensureredes angivelige ”islamofobi”. For ”fobi” er jo netop et psykologisk begreb, og når man diagnosticerer en i og for sig klassisk humanvidenskabelig trang til at finde svar i historiske ideer og tekster som en ”fobi”, har man selv antaget et lægeligt perspektiv, der ligger tættere på naturvidenskabens forskningsideal. Man ser denne forskel i selviscenesættelse glasklart, hvis man for eksempel sammenligner Robert Spencer med den diametralt modsatrettede Anja Dalgaard-Nielsen, der næppe helt tilfældigt er Danmarks Radios yndlingsterrorforsker. Spencer fremstår, som han står ved sin pult og nusser med sin Koran og sit kommentarbind fra al-Azhar- universitetet, meget lig en klassisk filolog eller oldtidskyndig. Hvorimod Dalgaard-Nielsen, som hun står foran sine overheads og skraverede firkanter og fremlægger resultater på vegne at sit team, ligner en langt mere moderne ”forsker”.

Da jeg engang for længe siden forsøgte at skrive en kort præsentation af Hans-Georg Gadamer, hovedmanden bag den såkaldte hermeneutik som filosofisk retning, kaldte jeg artiklen for ”Læserens formaning til forskeren”. Og Gadamers formaning bestod netop i at påpege grænserne for et forskningsideal efter naturvidenskabernes forbillede, hvilket han udtrykte polemisk ved at modstille begreberne ”sandhed” og ”metode” i titlen på sit hovedværk (1960). Ideen var, at man i humanvidenskaberne har at gøre med sandheder, der ikke kan findes ved en metodisk objektiverende procedure. Som ”læser” optræder man nemlig snarere som deltager i en dialog end som en neutral, udenforstående iagttager, og denne pointe får seriøs betydning, når man betænker, at den humanistiske forståelse også udfolder sig i samlivet med andre mennesker. Der er både etiske og politiske dybder i Gadamers skildring af, hvordan man som forstående spiller med i en gensidig anerkendelsesrelation og tager del i andre menneskers betydningsunivers.

Er det så underligt, at jeg i dag opfatter Robert Spencer som ”læseren” og Anja Dalgaard –Nielsen som ”forskeren”?.. Og den politisk ukorrekte islamkritik som ”hermeneutisk oplysning” i modsætning til den psykologiserende og metodefikserede ”oplysning”, der udgår fra den etablerede mainstream-ekspertise? I hvert fald er det slående, hvordan højreorienteret terrorfortolkning konsekvent sætter sig ind i terroristernes forståelse af sig selv, henviser til de værker, terroristerne selv henviser til, og taler det sprog, som disse selv bruger til at rekruttere og legitimere sig med. Hvorimod de politisk korrekte eksperter altid kredser om terroristernes ubevidste og emotionelle drivkræfter, der som anonyme ”faktorer” bliver udlagt i forskernes egen terminologi og referenceramme. I mine øjne går de sidst nævntes dominans over alt i medierne, undervisningssystemet og diverse administrative organer tilbage til tressernes opgør med den traditionelle dannelseskultur. Før vi ser nærmere på, hvordan Spencer og ligesindede konkret udformer deres ”hermeneutiske” svar på terrortrusselen, vil det derfor være nærliggende at se på et filosofisk sammenstød, der netop sidst i tresserne fandt sted, imellem de to paradigmer for menneskeforståelsen.

Hermeneutisk versus psykologisk oplysning

Hans-Georg Gadamer virkede af forskellige årsager ikke særlig begejstret for den voldsomme inspiration fra psykoanalysen, der prægede hans opponenter fra tressernes venstrefløj – og som i visse tilfælde førte til, at hele det i tidsånden fremherskende moderniserings- og oplysningsprojekt blev konciperet som en bevidstgørelsesproces efter den psykoanalytiske terapis forbillede. Gadamers debat om dette med blandt andre frankfurtermarxisten Jürgen Habermas førte til mange argumentatoriske sværdslag, hvoraf en ikke ringe del drejede sig om dybdepsykologiens sociale og politiske funktion.  Den gamle filolog gav sig ikke til ligefrem til at benægte den terapeutiske bevidstgørelses mulighed eller gyldighed, men han mente tydeligvis ikke, den kunne bære den betydning, de venstreintellektuelle tillagde den. Ikke desto mindre bestod der et helt grundlæggende konvergenspunkt imellem hermeneutik og ideologikritik, for så vidt begge retninger opfattede menneskets selvforståelse som principielt mangelfuld. Begge parter så altså en slags bevidstgørelse om noget ikke-bevidst som et relevant forehavende – men den hermeneutiske ”oplysning” betød åbenbart noget andet end den ideologikritiske.

Gadamer var trods sin høje alder (han blev født i år 1900) knivskarp i de artikler, der direkte indgik i tressernes kontrovers med de unge. Men det var i den lidt senere artikel ”Hermeneutik als praktische Philosophie” (1976), han allerbedst fik udtrykt forskellen på de to typer af bevidstgørelse, og jeg vil i det følgende oversætte og citere et par nøglesætninger herfra. Emnet kommer op på den måde, at Gadamer efter en længere drøftelse af den udbredte mistroiskhed over for selvbevidstheden, der gennemsyrer moderne filosofi, diskuterer, hvordan al forundring og alle spørgsmål udspringer af en motivationssammenhæng, der kan indeholde skjulte præmisser. Og teksten fortsætter så: ”Men at bevidstgøre om skjulte forudsætninger betyder ikke kun og i første række at opklare ubevidste forudsætninger i psykoanalysens betydning, men det betyder at bevidstgøre om uklare forudsætninger og implikationer, som ligger i et spørgsmål, der er ved at rejse sig” (”Hermenutik als praktische Philosophie”: s.103). Sætningen læser måske ikke ligefrem sig selv, men man må tage mit ord på, at den er et fund til formålet. Det, Gadamer siger, er, at når mennesker får rodet sig ind i noget, hvis mening de ikke er bevidst om, er det ikke primært fordi, dette ligger dybt inde i deres psyke som noget fortrængt: Det ikke-bevidste befinder sig oftest uden for hjerneskallen, i offentligt tilgængelige meningssammenhænge og i sådan noget som logiske forbindelser imellem symboler. Man kan som eksempel tage en person der bliver opmærksom på at have modsagt sig selv: modsigelsen har ikke nødvendigvis forinden eksisteret som et psykisk fænomen (fx som en nagende tvivl eller en klam fornemmelse af at have snydt på vægten). Eller med et eksempel, der måske kan vise sig mere aktuelt relevant: En person kan have underskrevet en kontrakt uden at læse ”det med småt”, hvorefter det reelle omfang af personens forpligtelser er ikke-bevidst uden at være underbevidst.

I Gadamers filosofi er de sammenhænge, som man altid-allerede har rodet sig ind i uden at ”læse det med småt”, primært forbundet med kulturelle traditioner og historisk etablerede tankebaner, som følger med de begreber, man anvender. Den gamle vismand skulle have udtrykt dette meget malerisk i følgende formaning til sine elever: ”I må skærpe jeres øre, I må vide, at I, når I tager et ord i munden, ikke har anvendt sådan et vilkårligt værktøj, at det kan smides hen i hjørnet, hvis det ikke passer jer, men i virkeligheden har fastlagt jer i en retning for tænkningen, der kommer langvejs fra og rækker langt ud over jer” (”Wie weit schreibt Sprache das Denken vor?”: s. 205). Selvom Gadamer her slår til lyd for, at man skal prøve at høre efter, hvad man selv siger, bilder han sig ikke ind, at man fuldstændig kan gennemlyse sine forudsætninger på forhånd. De fleste af de fejltrin og uforudsete implikationer, der ligger i ens ordvalg, opdager man først på den hårde måde, idet man simpelthen støder på forhindringer i sine forsøg på at forstå. Derfor ligger trykket i det hermeneutiske oplysningsprojekt ikke på selviagttagelsen, men må lydhørheden over for de indvendinger fra andre, der måtte dukke op undervejs. Med dette in mente kan man som sagt godt hævde, at hermeneutikken tager del i bestræbelserne på at bevidstgøre mennesket. Men som også nævnt drejer bevidstgørelsen sig her ikke primært om sjælelivets følelser og fortrængninger, men om tænkningens idehistoriske og etymologiske forviklinger. Som Gadamer skriver efter en længere redegørelse for psykoanalysens fortolkningsmetode: ”Derimod er det ubevidste i betydningen det implicerede normalgenstanden for den hermenutiske bestræbelse” (”Hermeneutik als praktische Philosophie”: s. 105).

Spencers hermeneutiske oplysningsprojekt

Hvis man applicerer den gamle hermeneutik/ideologikritik-diskussion på nutiden, må man konstatere, at Robert Spencers fokus er på ”normalgenstanden” for hermeneutiske bestræbelser. Han spørger ikke, hvordan fattigdom, marginalisering eller frustrationer ”nedefra” ligesom ”skubbede” terroristerne ud i deres terrorhandlinger, men hvordan disse via tekstfortolkning og ræsonnementer nåede frem til, at dette var det bedste, de kunne engagere sig i. Han kigger med andre ord ikke i terroristernes underbukser, men i deres bøger, og han leder efter de betydningsmæssige og logiske implikationer, der har overbevist dem om legitimiteten af deres terror.

Det er bemærkelsesværdigt, at en sådan ”læsning” af terrorens kulturhistoriske og symbolske begrundelsessammenhæng kan ses som et afgørende, om ikke ligefrem det afgørende, element i terrorbekæmpelsen. I en tidligere berørt fællesoptræden med Robert Spencer og David Wood, må man således undre sig over, hvor beskedne politiske tiltag de to debattører (som jo rutinemæssigt søges slået i hartkorn med rene nazister!) foreslår for at sikre Vesten sejr i kampen mod islamismen. Spencer har ofte fremhævet basale menneske- og frihedsrettigheder, og han hævder under samtalen med Wood, at USA allerede har den tilstrækkelige lovgivning – imod fx pigeomskæring og flerkoneri – men bare ikke håndhæver den stringent nok. Wood udtrykker sig endnu mere beskedent, idet han kræver den rent negative ydelse, at man politisk holder op med at lægge hindringer i vejen for den allerede pågående islamkritik. Tanken synes at være, at selve den uhildede sandhed er nøglen til en løsning på den aktuelle krise i forholdet til militant islam.

I sit foredrag på UCLA hævder Robert Spencer flere gange (omkring tyvende minut og i afslutningen), at de teologiske kilder til jihad-terror er selveste ”the root course” (dvs. hovedårsagen eller den nødvendige betingelse), som man er nødt til at undersøge, hvis terrorismen skal standses. Heri ligger umiddelbart den pointe, at kendskabet til det, der ifølge Spencer er den reelle årsagssammenhæng, kan være operationelt brugbar for de politikere og politimæssige eller militære myndigheder, der skal udtænke antiterror-tiltag. Således har Spencer faktisk selv undervist FBI-folk i islamistisk tankegods (indtil han blev fjernet fra alt undervisningsmateriale efter politisk pres), og han har ofte citeret det ældgamle ord fra kinesisk krigskunst om, at man skal kende sin fjende. Den iranske flygtning Anni Cyrus, der kalder sig selv en ”sharia-overlever”, har i en meget skarpsindig artikel (“Common ground to define the enemy threat”) udtrykt den strategiske nytteværdi af en korrekt fortolkning af terroristernes ideologi sådan her: Obama-administrationen undgik med vilje at nævne terroristernes religiøse selvlegitimering – men ”at bruge et inadækvat begreb om “terrorist” giver os ingen forudsigelsesevne i forhold til at forhindre angreb”.

Om at læse ”det med småt”

Men måske har den hermeneutiske oplysning om terrorismens teologiske grundlag videre perspektiver end det rent militærstrategiske. Anni Cyrus opfordrer i et meget populært foredrag sine amerikanske tilhørere til at læse Koranen, selvom disse hverken synes at være tilknyttet FBI eller CIA, og hun beder dem indtrængende om, at konfrontere vilkårlige muslimske bekendte med indholdet. Cyrus henviser i den sammenhæng specifikt til de kvindeundertrykkende passager i fjerde Sura. Hvad kan meningen være med det? Under alle omstændigheder viser opfordringen tydeligt, at Cyrus skelner knivskarpt imellem islam og muslimer, og at hun ikke har overført sin modvilje imod religionen til dens tilhængere. Tværtimod udviser hun stor tiltro til konkrete muslimers dømmekraft, og hendes ræsonnement er, at disse simpelthen er uvidende om mange af de mindre pæne sider af deres religion og derfor vil få noget at tænke over, hvis man påpeger dem. Her er altså meget tydeligt tale om at fremdrage implikationer, som nogen ikke var bevidst om, lå i deres synspunkt, og analogien fra tidligere ligger ligefor: Anni Cyrus forholder sig til moderate muslimer som til folk, der har underskrevet en kontrakt uden at læse det med småt.

Man finder en meget lignende tankefigur hos den formidable Ayaan Hirsi Ali, når hun i ”Nomaden” (2010, Gads Forlag, s.164ff) fortæller om, hvordan hun af amerikanske efteretningsorganer er blevet spurgt til råds om radikaliseringsprocesser. Hirsi Ali har svaret embedsmændene, at de skal holde op med at fokusere ensidigt på den fase, hvor terrorprædikanterne direkte rekrutterer folk, og i stedet se på radikaliseringens betingelser i almindelig muslimsk opdragelse. Hun mener nemlig, at ”’rekrutteringsprædikanten’ benytter sig af en iboende erindring om, hvad islam er og vækker minder fra barndommens koranskole til live” (s. 166). Også Hirsi Ali ved, at mange almindelige muslimer er uvidende om de mere krigeriske passager i Koranen (jf. ”Ayaan – Opbrud og oprør”, 2006, JP’s Forlag: s. 324), og hun understreger, at den direkte vold først kommer på tale som sidste led i en radikaliseringsproces. Kravet om jihad-terror kan åbenbart i denne fase præsenteres som en nødvendig implikation i det trosforhold, man allerede for længst har hengivet sig i. Igen synes den oprindeligt moderate muslim at være blevet indfanget på samme måde som en, der har underskrevet en kontrakt uden at kende tekstens fulde indhold.

Det er en udbredt påstand, at en voldelig tolkning af islam er så helt og aldeles uden hold i de foreliggende tekster og traditioner, at den kun kan tiltrække sindsforvirrede og psykopater. Men det er jo nok efterhånden en næsten lige så udbredt indre overbevisning, at denne påstand enten er en løgn, en høflighedsfrase eller en tåbelighed. For enhver ved i dag, at terrorens talsmænd hverken mangler intellektuel kapacitet eller tekststeder at citere. Situationen må derfor nok snarere betragtes som den omvendte: Det er den moderate muslim, der har det med at mangle ”teologiske modargumenter” (Jaleh Tavakoli), når han eller hun kommer i kløerne på et fanatisk trosfælleskab – og dette er netop årsagen til, at radikaliseringsprocessen ofte sker så overraskende hurtigt. Eller med Ayaan Hirsi Alis ord: ”Missionerende fundamentalister har haft meget let ved at omvende dem, fordi disse mindre fundamentalistiske muslimer ikke har det intellektuelle værktøj, der skal til for at modsige fundamentalisternes budskab, hvilket i bund og grund er: Hvis du er en sand muslim, og du tror på det, der står i Koranen, så skal du begynde at praktisere det” (”Nomaden”: s.219). Man forstår på den baggrund, at der kan ligge et direkte bidrag til terrorbekæmpelsen i at bevidstgøre moderate muslimer om de mindre behagelige sider af deres religion: Hvis man på forhånd har foretaget en reflekteret og selvstændig fortolkning af den kontrakt, man underskriver, har man mere at stå imod med, hvis nogen pludselig kommer og påstår, at underskriften implicerer mere, end man først antog.

Når islamkritikere forsøger at bevidstgøre den moderate muslim om de negative implikationer i dennes tro, kan der tænkes to gunstige udfald – med Tavakolis kontante sprogbrug: ”Reformér, eller forlad din religion”. Hvilken af disse to muligheder, der er mest mulig eller sandsynlig, må være et åbent spørgsmål, og det udtrykker et perverteret syn på omsorg, hvis man for eksempel mener, at islamkritikeren skylder en garanti for, at det i princippet er muligt at reformere islam. Ingen skylder nogen at skjule en sandhed, for at de kan slippe for intellektuelle udfordringer, og det må helt og holdent være op til muslimers samvittighed og fortolkningsevner, hvad konsekvenserne skal være, hvis de får øje på noget, som de skammer sig over. Men naturligvis kan det sagtens gå, som i Robert Spencers pudsige anekdote: En muslim, som længe havde kritiseret Spencer for at lyve om islam, gik pludselig en dag hen og lukkede sin hjemmeside med ordene: ”Spencer havde ret. Jeg forlader islam og lukker denne side”. Anekdoten dukker op i en splinterny video, hvor Spencer og Wood optræder sammen for at diskutere følgevirkningerne af terrorangrebet i New Zealand.  Her er det især stærkt interessant at overvære Woods reaktion, da tilsyneladende militante og fascistoide højreorienterede efter godt en time begynder at skype ind med kritiske spørgsmål til islamkritikernes ”optimistiske” tro på, at ord og argumenter kan flytte noget. Svarene er på en gang meget informative og i sjælden grad opmuntrende. Så klippet nedenfor skal afslutningsvis være stærkt anbefalet.

(PS: Henvisningerne til Gadamer er mangelfulde. ”Wie weit schreibt Sprache das Denken vor?” (1970) citeres efter “Gesammelte Werke, Bd. II, J.C.B. Mohr, Tübingen, 1986/1993. “Hermenutik als praktische Philosophie” citeres efter artikelsamlingen “Vernunft im Zeitalter der Wissenschaft” (1976), Suhrkamp, Frankfurt a.M. 1991.)

Firs år gammel medicin – fra Collingwoods selvbiografi til nutiden

20171024_121515 (1)Jeg genlæser i øjeblikket Robin George Collingwoods selvbiografi fra 1938 og finder den skrigende relevant i nutiden. Især kapitlerne 8-10, hvor Collingwood redegør for sine overvejelser omkring historievidenskaben, har noget i mine øjne livsvigtigt at sige os i dag. I kraft af sin store alsidighed som både filosof og arkæolog, men endvidere som lidenskabeligt interesseret i kunst og politik, blev denne Oxford-baserede professor et interessant samtidsvidne til verdenshistorien i den første halvdel af det tyvende århundrede. Hans selvbiografi afsluttes for eksempel med et uforsonligt angreb på udviklingen i det britiske demokrati under appeasement-politikken, en skæbnesvanger fejltagelse, som han havde fulgt på klos hold lige siden optakten til Den Spanske Borgerkrig. Det er imidlertid nogle erfaringer helt tilbage fra Første Verdenskrig, hvor Collingwood havde arbejdet for flådens efterretningstjeneste, der giver selvbiografiens afsnit om historievidenskaben en politisk drejning, der stadig virker højaktuel.

Krigen var en triumf uden fortilfælde for naturvidenskaben”, skriver Collingwood sarkastisk, ”Bacon havde lovet, at viden ville være magt, og magt det var den: magt til at ødelægge menneskers kroppe og sjæle med større hastighed, end det nogensinde før havde været gjort ved menneskelig handling” (s.90). Teksten går nu over til også at opregne en række mere positive teknologiske landvindinger, som kan bringe tankerne hen på nutidens vidundere, fx smartphones og Mars-ekspeditioner. Men så fortsætter Collingwood: ”Men på en måde var krigen en skændsel uden fortilfælde for det menneskelige intellekt”. Det skændige drejer sig her om krigens underlige begyndelse som noget, ingen af parterne egentlig havde villet, og som lignede en falliterklæring for datidens diplomati. Men først og fremmest tænkte Collingwood på fredsslutningen og den såkaldte Versailles-traktat, som han synes at have kendt indgående og hurtigt indså problemerne i: ”Jeg vidste, at Versailles-traktaten i henseende til ren uformåenhed overgik tidligere traktater lige så meget, som det tyvende århundredes hæres udstyr i henseende til ren teknisk perfektion overgik tidligere hæres” (s.91). Det er et tankevækkende billede, der hermed antydes, af intellektuelt forfald kombineret med teknologiske revolutioner. Jeg kommer til at tænke på nutidens hypermoderne, men politisk frugtesløse krige i Afghanistan og Irak – eller på en tysk kansler, der sagde, ”Wir schaffen das”, som udtryk for den pureste uvidenhed og ønsketænkning. Mere generelt synes masseindvandringens problematik at være kommet fuldstændig bag på al humanistisk-samfundsvidenskabelig ”ekspertise”, netop som matematiske og naturvidenskabelige eksperter fejrede triumfer på informationsteknologiens område. På den baggrund føler jeg mig meget præcist truffet af Collingwoods beskrivelse af, hvordan samtiden oplevede Første Verdenskrig: ”Kontrasten imellem de moderne europæiske ånders [”minds”] succes med at kontrollere næsten enhver situation, i hvilken elementerne er fysiske legemer og kræfterne fysiske kræfter, og deres manglende evne til at kontrollere situationer, i hvilke elementerne er mennesker og kræfterne mentale kræfter, efterlod et uudslettelig mærke i erindringen hos alle, der bekymrede sig om det” (s.90).

Men hvis naturvidenskabernes fremskridt er svære at hamle op med for menneskekundskaben og den politiske fornuft, hvad kunne så løsningen være på det? Nogle vil måske mene, at det gælder om at blive bedre og mere harmoniske mennesker, mere tolerante og venlige, ’åbne hjerter’, så at sige, med et mere inkluderende og fordomsfrit ’menneskesyn’. Men Collingwood er ikke sentimental og gør kort proces med den type anskuelser: ”Velmenende vrøvlehoveder talte om nødvendigheden af en holdningsændring [”a change of heart”]. Men problemet lå tydeligvis i hovedet. Hvad der var brug for, var ikke mere velvilje og kærlighed, men mere forståelse af menneskelige affærer og mere viden om, hvordan man håndterer dem” (s.92). Herefter synes det mest nærliggende forslag til en løsning måske at være positivisternes: Hvis naturvidenskabernes fremskridt blev sikret ved en metodisk rigid opstilling og verifikation af empiriske generaliseringer, må det gælde om at efterligne samme procedure i human- og samfundsvidenskaberne. Der har traditionelt været to discipliner, der i denne sammenhæng gjorde sig bemærket som formidlingsled imellem naturvidenskaben og humaniora, og som eksempelvis kunne synes anvendelige, hvis det gjaldt om at gøre historieskrivningen til en ’rigtig’ videnskab. Disse var – og er – psykologi og sociologi. Den kvikke læser vil måske have bemærket, at vi her lige præcis står med det, der i 70’erne blev universitets-marxisternes yndlingsvidenskaber, og som under diverse moderigtige etiketter spiller samme rolle i den politiske korrektheds æra. Det ser altså ud til, at der i praksis har bestået en hårfin balance imellem på den ene side forsøgene på at ’videnskabeliggøre’ humaniora efter naturvidenskabernes forbillede og på den anden side massefabrikationen af politiseret nulforskning og pseudovidenskabeligt hysteri. Ingen har haft skarpere blik for netop den forbindelse end R. G. Collingwood. Hans teori om historiefaget er diametralt modstillet positivisternes krav om at modernisere det til en søgen efter psykologiske og sociologiske lovmæssigheder, og i efterkrigstidens større filosofiske diskussionssammenhænge optrådte han derfor som eksponent for forsvaret af humanioras egenart i en teknologifikseret kultur.

Collingwoods teori om historiefaget består kort sagt i, at det handler om at forstå tankerne bag de historiske aktørers handlinger, at tænkning er en særlig virksomhed, der er præget af kritisk selvrefleksion, og som derfor kræver en normativt engageret (en såkaldt ”kriteriologisk”) forståelse, og at en neutralt objektiverende indstilling følgelig kommer skævt ind på emnet fra starten. For eksempel skriver den altid præcisions- og ikke ugerne konfrontationssøgende Collingwood i sin lidt senere bog ”An Essay on Metaphysics”: ”Bortset fra misforståelser er den eneste principielle forskel imellem en logisk og en psykologisk videnskab om tænkning, at en logik om tænkning forholder sig til det faktum, at tænkning er selvkritisk, og følgelig forsøger at give en redegørelse for det kriterium, der anvendes i denne selvkritik, mens en psykologisk videnskab ikke gør det” (S.115). Man skal tygge rigtig godt på sådan noget klar snak, der for eksempel synes at levere svaret på, hvorfor begreber som ”ideologi”, ”struktur”, ”diskurs” og ”fobi” til enhver tid tiltrækker og favoriserer en ungdomsgenerations halvhjerner. Netop den passage, der her citeres fra, udarter over de følgende sider til et temperamentsfuldt frontalangreb på psykologien, som Collingwood er blevet berygtet for, men som under indtryk af nutidens opblomstring for det, som Pat Condell kalder ”agenda driven bullshit sciences”, kan virke som en forudanelse. Collingwood anser simpelthen psykologien som sådan for at være en ”pseudovidenskab om tænkningen”, der i sidste ende ligner ”et forsøg på at diskreditere selve ideen om videnskab. Den er irrationalismens propaganda” (s.142). I selvbiografien udtrykkes tingene lidt mere tempereret. Collingwood tager William James’ ”Religiøse Erfaringer” som eksempel på en tilgang til religion, der var psykologisk objektiverende og derfor ”ikke kastede noget som helst lys over sit emne” (s.93) – hvorved jeg associerer, ikke til teologien, der er dogmatisk engageret i sit emne, men til ’religionsvidenskaben’, der så vidt jeg ved, har været ganske ferm til at sammenligne religiøse ceremonier med fodboldkampe og rockkoncerter, men ikke i ringeste måde har bidraget til at forudsige noget om voldspotentialet i muslimsk indvandrerkultur. En anden tankevækkende detalje er Collingwoods påmindelse om, at psykologien har eksisteret siden det sekstende århundrede, fordi han i selvbiografien såvel som mange andre steder reagerer på den undskyldning for psykologiens manglende resultater, at den qua videnskab befinder sig ”i sin barndom” (s.93). Den påmindelse tænker jeg på hver gang, jeg hører folk som terrorforskeren Anja Dalgaard-Nielsen indrømme, at hendes ”forskningsbaserede” projekter endnu ikke har ført frem til nogen ordentlig årsagsforklaring på terrorismen (men send endelig flere penge!). Dalgaard-Nielsen udgør i øvrigt et højaktuelt eksempel på, hvordan etablissementets (og DR’s) udsyn bestemmes fuldstændigt af påtaget positivistisk værdineutralitet og naturvidenskabeligt inspireret jargon (se her og her).

Collingwoods selvbiografi er på trods af sine samtidskritiske aspekter ikke uden håb. Først og fremmest fordi historievidenskaben i kraft af blandt andet kildekritikkens udvikling og en øget brug af ikke-skriftlige kilder havde undergået en modning indefra, der i Collingwoods optik gjorde den egnet til at spille en positiv rolle for dannelsen af den samfundsmæssige og politiske fornuft. Det var især nøglebegrebet ”reenactment” – dette at man kritisk kan gentænke tidligere tiders ræsonnementer, på samme måde som man kan genopføre et skuespil eller spille et stykke musik efter noder – som denne dannelse drejede sig om. Og i selvbiografien giver Collingwood et meget malerisk eksempel på, hvad denne gentænkning kan kræve af historikeren: Lord Nelson, der under et søslag nægtede at beskytte sig imod fjendtlig ild ved at tage sine medaljer af, idet han erklærede: ”I ære vandt jeg dem, i ære vil jeg dø med dem”. Historikerens opgave er nu at sætte sig ind i situationen og forstå pointen i Nelsons erklæring på samme måde, som man forstår pointen i et skaktræk eller en vittighed. Og ifølge Collingwood kræver dette, at historikeren er i stand til at genfinde i det mindste en flig af Nelson heroisme og foragt for alt kujonagtigt i sig selv: ”Medmindre jeg var i stand til – måske blot forbigående – at tænke sådan for mig selv, ville Nelsons ord forblive meningsløse for mig; jeg kunne kun væve et net af sludder rundt om dem, som en psykolog, og tale om masochisme og skyldfølelse, eller introversion og ekstraversion eller sådan noget fjolleri” (s. 112). Nogen vil måske finde denne sætning lige vrængende nok, men den viser sikkert meget godt, hvor ordrigt netop ikke-forståelsen kan udfolde sig. Og så kan ingen vel overse, at det er præcis således, den såkaldte ’elite’ omtaler enhver, der ikke tænker nøjagtigt som den selv gør – dette være sig en muslimsk terrorist eller en EU-skeptisk indvandringskritiker. Men hvis man lægger sine pseudovidenskabelige parader og etiketter fra sig, erkender, at der findes andre tænkende væsener end en selv (plus vennerne på minoritetsstudiet eller stamcafeen), og faktisk forsøger at følge disse fremmedes ræsonnementer og begrundelser, vil der måske være noget at opnå. Ikke alene kan man være så heldig at opnå en argumentativ afgørelse af de stridsmål, man måtte have med dem, hvilket ganske vist altid indebærer en risiko for en selv, men for den samvittighedsfulde også altid en chance. Men uanset udfaldet vil man ifølge Collingwood også – i og med selve anstrengelsen med at forstå fremmedartede tankegange – udvide sin viden om, hvordan man selv såvel som mennesker i det hele taget er i stand til at tænke. Denne form for menneskelig selverkendelse virker nyttig for den, der skal træffe politiske beslutninger under hensyntagen til, hvordan andre mennesker kan finde på at reagere. Som den på centrale punkter åndsbeslægtede Hans-Georg Gadamer kan Robin George Collingwood derfor finde målet for sin historiefilosofiske stræben i den delfiske visdom: ”Kend dig selv!” (s.116).

Alle citater er oversat efter: R.G. Collingwood: ”An Autobiography”(1938/1978), Oxford University Press, New York, 2002 &  R.G. Collingwood: “An Essay on Metaphysics” (1939), Martino Publishing, USA, 2014.

En tidligere introduktion til samme forfatter: Om aktualiteten af R. G. Collingwoods historiefilosofi (2002)

Om Jaleh Tavakolis genialiteter og deres filosofiske betydning

Det har længe været en fornøjelse at følge Jaleh Tavakolis intelligente og tapre ageren som JP-blogger og talskvinde for Frit Iran, men i disse dage er det særlig interessant. Terrorangrebet i Strasbourg har nemlig fået Tavakoli til at skrive et stærkt indlæg om muslimers selvrefleksion og de krav, som omgivelserne bør stille til dem, der på en afgørende måde bryder med den misforståede objektivisme, der i årtier har hærget den almindelige fortolkning af problemstillingen: Julemarkedsterror: Billeder af dræbte europæere er blevet normale. Og blot to dage efter fandt hun den perfekte illustration af sine kritiske pointer i den ulyksaligt vildfarne Jens Rohde, der uden at blinke – og sikkert også uden at tænke – er kommet for skade at gentage den gamle smøre om, at terroren ikke har noget at gøre med islam: Jens Rohde, hvad er det, du siger?. Jaleh Tavakoli har et vidunderligt uhildet og robust tag på Rohdes fade eftersnakkeri, men jeg er ikke sikker på, hun helt selv forstår perspektiverne i sine indsigter. Det er i mine øjne spørgsmålet, om intet-at-gøre-med-islam-mantraet alene udtrykker en art maskeret racisme – ”de lave forventningers racisme”, som Tavakoli siger – eller om der også er en mere vidtrækkende idehistorisk tendens på spil.

Jaleh Tavakoli tror tydeligvis ikke et øjeblik på, at Rhodes forsøg på at snakke islam ud af et terrorangreb, hvorunder der blev råbt ”Allahu Akbar”, og som Islamisk Stat kort efter tog ansvaret for, kan udtrykke en oprigtig intention om at sige noget sagligt træffende eller objektivt sandt. Det troede Ibn Warraq vist heller ikke på, da han på side 54 af sin ”The Islam in Islamic Terrorism” (New English Review Press, 2017) citerede John Kerry og Obama-talsmanden Josh Earnest for at sige det samme. Og enhver kan jo simpelthen prøve at spørge sig, om de tror, sådanne udtalelser opstår som udtryk for en religionshistorisk nysgerrighed og som svar på et faktuelt spørgsmål om, hvad islam har eller ikke har noget at gøre med. Virker det måske ikke mere sandsynligt, at de nævnte politikere har spurgt sig selv om, hvad der i den givne situation ville være det nyttigste og mest frugtbare eller ansvarlige at sige? Og at intet-at-gøre-med-islam-mantraet hver gang popper op som svar, fordi det på en gang synes at virke dæmpende på højrepopulismen og opmuntrende på de moderate muslimer, som man inderligt håber, vil blive ved med at være det? Jeg har engang diskuteret med en universitetsstuderende, der kun ville acceptere bestemte deskriptive påstande om islam, ”så længe det ikke bringer os i konflikt med 1,7 milliarder mennesker”. Det var der sgu ikke meget Nietzsche over; eller Galilei for så vidt, eller Sokrates. Nyttehensyn og lunken appeasementpolitiseren er en ringe erstatning for den respekt for sandhed som absolut værdi, som man burde tage med sig ud af et universitetsstudium. Jaleh Tavakoli har naturligvis mødt alle de samme meterintellektuelle, som jeg har, og hun tør derfor godt slå fast, at ”ingen, og jeg mener ingen” i virkeligheden tror på Rohdes intet-at-gøre-med-islam-snak. Hun analyserer den reelle sammenhæng således, at dem, der støtter Rohde, kun gør det, ”fordi de er med på planen om ikke at kritisere islam. Oftest sker det i forståelsen af, at det kan muslimer ikke håndtere..”.  Så ifølge Tavakoli er der altså tale om en slags nedladende, terapeutisk snakken muslimerne efter munden. Og hun formulerer brillant, hvad det i virkeligheden er, Jens Rohde forsøger at kommunikere med sin pseudopåstand: ”Tag det nu bare roligt, kære muslim. Jeg taler udenom, så du ikke behøver at forholde dig til din religion”.

Man kan dårligt pille vrøvl fra hinanden på en skarpere måde end Tavakolis. Men alligevel tvivler jeg på, at Rohdes nedladenhed alene skyldes en ”de lave forventningers racisme” – eller, med flere ordperler fra artiklen, en ”racisme med overbærende smil, racisme med hovedet på skrå og våde øjne”. Hvis man forsøger at fastholde det grundlæggende og principielle i det, som Tavakoli beskylder Rohde for at gøre, så drejer det sig om en perversion af kommunikationssituationen, således at man bevæger sig fra samtalens til den tekniske manipulations logik. Dette betyder i forhold til talehandlingens intention, at succeskriteriet er flyttet fra, hvad der bedst afspejler virkeligheden, til, hvad der bedst bidrager til at skabe den sociale virkelighed. I forhold til samtalepartneren, er fokus flyttet fra at delagtiggøre ham eller hende i et fælles emne, hvorom man kan strides på argumenter, til direkte at fremkalde en på forhånd planlagt psykologisk effekt. Og i forhold til rolleindtagelserne i den kommunikative relation er der sket et skifte fra den gensidige anerkendelses ligeværdighed til et stærkt asymmetrisk forhold, hvor den ene part objektiverer og styrer den anden. Det kan ikke undre, at Tavakoli sporer en slags racisme i, at Jens Rohde vil beskytte muslimer ved at udsætte dem for denne dybt humanitetskrænkende attitude (og her taler vi ikke om ”krænkelse” som i tidens massepsykotiske safespace-retorik, men som hos Kant: ”Behandl aldrig andre kun som et middel..”).  Men jeg mener alligevel, man skal bide mærke i, at Rohdes udspil af intet-at-gøre-med-islam-kortet ikke udelukkende synes at være henvendt til muslimer – men også og ikke mindre til indvandringsskeptiske europæere. Heri ligger nemlig, at instrumentaliseringen af kommunikationen og tingsliggørelsen af modtageren ikke bygger på en særlig nedladenhed over for mennesker af en specifik etnisk eller religiøs observans – men på et teknokratisk menneskesyn generelt. Således ville Rohde utvivlsomt kunne finde utallige mennesker, der ikke kommer fra Mellemøsten, snarere måske fra Dresden, Texas eller Sønderjylland, men som ligeledes bør tiltales i en særlig tone og med en særlig udspekulerethed – for eksempel fordi de ikke kan håndtere moderniteten eller globaliseringen eller deres egen fordomsfuldhed og xenofobi. Omdannelsen af samtalerelationer til tekniske-administrative puf og stød handler mindre om racisme end om en naturvidenskabelig metode, der har fejret triumfer inden for naturbeherskelsens område – men som måske er ved at gå amok på det sociale område.

Jeg har andre steder argumenteret for, at hele miseren med årtier af fejlslagen indvandringspolitik dybest set skyldes en teknokratisk tænkning, der har indbildt sig at have alt muligt under kontrol, men som i virkeligheden hverken har kunnet forudsige eller finde løsninger på ret meget. Paradoksalt nok synes nutidens indvandringskrise at demonstrere, hvordan overføringen af et naturvidenskabeligt perspektiv på mennesker ikke blot er moralsk tvivlsomt, men tilmed dybt ineffektivt. For eksempel har man længe tænkt ”integration” som en teknisk-administrativ disciplin, hvor ansvaret for et heldigt udfald udelukkende ligger på den integrerende myndighed eller institution. Modtagersamfundet opfattes altså entydigt som subjekt i forhold til indvandreren, der tænkes som processens materiale eller objekt. Af samme skuffe kommer traditionen for at psykologisere indvandreren, således at alt tænkes i ahistoriske kategorier som ”traume”, ”frustration”, ”marginalisering” og ”motivation” – og intet i kulturspecifikke begreber som ”kuffar” og ”dar al-Islam”, der vedrører rationelle og historisk situerede subjekters refleksion og beslutninger i forhold til egne emotionelle tilstande. Det er sådan nogle skævvridninger, der har ligget bag teorierne om, at kulturforskelle er ligegyldige, hvis bare man sikrer folk en god økonomi, og at antallet af indvandrere er ligegyldigt, hvis bare man lige får fikset integrationen, så den virker – dvs. teorier, der har lidt en temmelig abrupt død i sammenstødet med realiteterne. En yderligere teori fra samme aftapning er den appeasement-psykologi, der hævder, at tryk avler modtryk, hvorimod alt godt i enhver henseende og efter alle parametre, fra fred i verden til vellykket integration, følger af at gnide folk med hårene og så vidt muligt tale dem efter munden – fx vedrørende den ”fredens religion”, som Charlie Hebdo i øvrigt engang meget vittigt fik drejet til ”den evige freds religion” (gæt selv illustrationen!). Den psykologiske indsigt i dette kan nogenlunde koges ned til Beatles-sangen ”All you need is love”. Hele konceptionen virker lineær, mekanisk og ahistorisk, og man finder sikkert et udmærket mål for dens kognitive underlødighed i det perfekte match, som tilhængerne oplever imellem det følelsesmæssigt og det intellektuelt tilfredsstillende.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor bevidst Jaleh Tavakoli er om at skrive ind i den opridsede filosofiske kontekst, men under alle omstændigheder gør hun det glimrende. For eksempel gør hun kort proces med den nævnte all-you-need-is-love-psykologi, når hun anklager Jens Rohde for med sin fidele udenomssnak at gøre muslimer en ”bjørnetjeneste”. Ifølge Tavakoli er det nemlig bydende nødvendigt, at selv moderate og fredelige muslimer gør op med de krigeriske tendenser i deres religion, og en sådan refleksion mener hun ikke, man fremmer med dådyrøjne alene, men ved at presse og stille krav til folk. Dette går stik imod den strategi, der hele vejen fra Bush til Obama til Rohde har drejet sig om at komme muslimernes refleksion i forkøbet og så at sige tage ordene ud af munden på dem, idet man på forhånd frikender islam for enhver mistanke om noget som helst. Tavakoli udviser en langt større forståelse for den virkelige dialogs muligheder og risikotagen, når hun anbefaler danskerne at sige: ”Kære muslim, tænk over det, er det ikke på tide at sige fra? Reformér eller forlad din religion”. Der ligger i øvrigt en perle gemt i den formulering, fordi Tavakoli skyder initiativet over til samtalepartneren, når det gælder om at vurdere muligheden for en reformation. Engang i en tv-debat hævdede Marie Krarup, at islam er principielt umulig at gøre kompatibel med demokratisk tankegang, hvortil en socialdemokrat, hvis navn jeg har glemt, replicerede, at det var en meget lidt ”opmuntrende” ting at sige til de demokratisk sindede muslimer, der arbejdede på at reformere deres religion. Det stod fra starten lysende klart for mig, at jeg selv manglede kompetencen til at vurdere rigtigheden af Krarups påstand, men at jeg i hvert fald vidste, at socialdemokratens indvending var forkert. For her ser vi jo nok engang kommunikations- og tankeprocesser instrumentaliseret således, at man ender med at bilde sig ind, at verdenshistoriske opfindelser kan styres med støttepædagoger og EU-normerede inputs. Som om, en Luther eller en Kant havde behov for ”opmuntring”! Som om, filosofihistorien var en børnehave, hvor gårdvagter uden kendskab til, hvad legen handler om, kan gå rundt og udrette en hel masse ved at klappe børnene i numsen! Hvad der måtte foregå i hovedet på en kommende muslimsk reformator er i virkeligheden så svært at forudsige, at det er ganske tåbeligt at sætte sin hæderlighed over styr i jagten på en eller anden opmuntrende effekt. Hvem ved, om Marie Krarups pessimisme ville være sådan en mestertænker inderligt ligegyldig eller måske kunne blive netop den udfordring, der vækkede ham af hans ”dogmatiske slummer” (som Kant efter eget udsagn blev vækket af Hume). Pointen er, at Jaleh Tavakoli gør rigtigt i at opfordre sin muslimske dialogpartner til at reflektere uden på forhånd at udstede opmuntrende garantier om, hvor det vil føre hen.

Men det bedste ved Tavakolis tankegang viser sig, når hun forklarer radikalisering som noget, der handler om argumenter, nærmere bestemt om manglende modargumenter hos den, der bliver radikaliseret. ”Sku’ det da være noget?”, tænker læseren måske. Men i så fald skulle han eller hun prøve at sammenligne med en terrorforsker af Anja Dalgaard-Nielsens type – d.v.s. typen, der vinder DR’s pris for god formidling, og som kan fremlægge forskningsresultater i en halv time uden så meget som at antyde, at der skulle være sådan noget som argumenter indblandet i en radikaliseringsproces (her). Når forskere af denne type taler, kommer alting til at lyde som noget med puf og stød, drivkræfter og faktorer, hvorimod ord som ”argument” og ”tekststed” pludselig fremstår som elementer fra et dødt sprog. Det er den slags fornyelser, som man i finansieringsøjemed kan præsentere sådan, at forståelsen er blevet ”forskningsbaseret” (her), og det er som antydet fremskridt i denne retning, jeg anser for at være hovedårsagen til, at indvandringsproblematikken fuldstændig har taget Europa på sengen. Derfor mener jeg, det til en afveksling ville være godt for offentligheden at høre fx Collingwood snakke om tanker eller Gadamer om sandhedsfordringer – eller altså Tavakoli om argumenter. Hendes forklaring minder om noget man kan finde i den lige så fornuftige Ayaan Hirsi Alis bog ”Nomaden” (Gads Forlag, 2010: s. 166f), og det spørgsmål, der skal besvares er, hvorfor radikaliseringsprocesser ofte kun tager nogle få måneder. Tavakolis svar er, at den moderate, men ikke synderligt teologisk reflekterede muslim kan være nem at radikalisere, fordi terroristerne til en vis grad bare bevidstgør vedkommende om nogle sider af islam, som mange ikke tidligere har forholdt sig til. Den nye i det islamistiske miljø kommer altså til at mangle modargumenter på samme måde som den, der har underskrevet en kontrakt uden at læse det med småt. Det er derfor, det ifølge Tavakoli er så vigtigt, at moderate muslimer presses til at reflektere over og tage eksplicit stilling til de mørkere sider af deres religiøse engagement. Menneskelige tyngdekræfter som vane, begær og dovenskab kan på et overfladisk plan få folk til at indordne sig, men hvis deres ideologiske overbevisning ikke følger med, men hænger fast i nogle loyalitetsforhold, som personerne dårligt nok selv forstår, er der frit spil for terrorprædikanterne. Det må være noget i den stil, Tavakoli tænker på, når hun om ureflekterede tilhængere af mainstream-islam skriver: ”Vi ved ikke hvor vi har dem, mange gange ved de det ikke engang selv”.

Ovenstående udredning føjer måske ikke noget afgørende nyt til de indsigter, som Jaleh Tavakoli selv udtrykker fyndigere og mere kortfattet. Men jeg har forsøgt at placere sagen i en kontekst, som i mine øjne ikke er blevet mindre vigtig at fremhæve efter, Douglas Murray har fået mange til at forbinde truslen om ”Europas undergang” med europæernes skyldfølelse, udbrændthed og selvhad. I dagens indvandringsdebat følger næsten alle højre/venstre-konfrontationer i virkeligheden en brudflade, der på et filosofisk niveau svarer til en kontrovers imellem retninger som hermeneutik og positivisme. Tidens igangværende og hårdt tiltrængte opgør med den politiske korrekthed bør derfor efter min mening fokusere på disse sider af moderne europæisk mentalitet: scientisme, pseudovidenskabelig tingsliggørelsesretorik og teknokratisk indbildskhed.

Thomas Gammeltoft-Hansen – en whistleblower i flygtningeforskningen

Interviewet med flygtningeforsker Thomas Gammeltoft-Hansen i Weekendavisen d. 16. februar er noget af det mest chokerende og skelsættende, jeg længe har læst. Hvis man på forhånd har gået rundt med en mistanke om, at en vis type forskning er ren propaganda, at der med en vending af Pat Condell er tale om ”agenda-driven bullshit studies” (her), og at der næppe er nogle grænser for, hvor gennemført og fatalt de europæiske  demokratier kan have dummet sig i indvandringspolitikken, fordi de har investeret astronomiske summer i at blive misinformeret af deres egne eksperter – ja, så er interviewet med Gammeltoft-Hansen simpelthen the smoking gun! Her er en insider, der omsider prikker hul på bylden og afslører usagligheden, medløberiet og den sociale kontrol inden for sit eget forskningsmiljø. Interviewet er lavet af debatredaktør Søren K. Villemoes, der i efteråret udfordrede dansk flygtningeforskning – i alliance i øvrigt med Niels Jespersen, ophavsmanden til den meget åndrige iagttagelse, at man kan lære mere om flygtningekrisen ved en pølsevogn end på et universitet (her) – og det er på den baggrund et virkeligt scoop. Desværre findes teksten fra Weekendavisen ikke online, men Marie Krarup citerer noget af den i Den Korte Avis (her), og Kim Møller mere fyldigt på Uriasposten (her). Endvidere er et foredrag af Thomas Gammeltoft-Hansens, som interviewet tog udgangspunkt i, tilgængeligt på youtube, og her svarer den sidste del ret nøje til avisartiklen (her).

Thomas Gammeltoft-Hansen skildrer flygtningeforskningen som en i overvejende grad ”normativt drevet” beskæftigelse med det eksplicitte mål at ”fremme flygtninges beskyttelse”, gerne i åben konflikt med nationale befolkninger og parlamenter og internt under ”benhård” udgrænsning af politiske afvigere, som Gammeltoft-Hansen giver flere eksempler på, trues direkte på deres karrieremuligheder. Særlig interessant er Gammeltoft-Hansens videnskabssociologiske iagttagelser af, hvordan politiske NGO’er og overstatslige interesseorganisationer i fx FN-regi styrer forskningsmidler, stillinger og kommunikationskanaler i forskningsmiljøet, hvilket gør den sociale kontrol med forskerne ganske konkret, og den humanistiske grundindstilling ganske lukrativ. Bag den professoralt afdæmpede retorik fornemmer man måske en spirende foragt for blød snak og en stigende respekt for talknusere som eksempelvis de økonomer og statistikere, som Gammeltoft-Hansen gerne vil have inddraget mere i flygtningeforskningen. I hvert fald omtaler han de sidst nævnte forskningstraditioner som ”evidensbaserede”, og når den eksisterende flygtningeforskning heroverfor fremstår som ”normativt drevet”, kan jeg ikke undgå fornemmelsen af, at en frygtelig sandhed er blevet pakket diplomatisk ind. I mine øre lyder udtrykket ”normativt drevet forskning” nemlig kort og godt som en contradictio in adjecto, og omvendt lyder ”evidensbaseret forskning” som en definition på forskning slet og ret. Hvad jeg hører Gammeltoft-Hansen efterlyse i flygtningeforskningen, er altså simpelthen reelle forskere – mennesker, der kan tænke logisk og kritisk, og som kan revidere deres egne synspunkter ved en form for rationel proces. At sådan noget rent faktisk kan være en mangelvare, fremgår med al ønskelig tydelighed, når Gammeltoft-Hansen påpeger, hvordan åbenlyst forkerte antagelser bliver gentaget af ”dusinvis” af flygtningeforskere og florerer i miljøet som ”kollektive sandheder”.

Thomas Gammeltoft-Hansen har med interviewet i Weekendavisen erklæret sig som en forskningspolitisk dissident, der i mine øjne indvarsler, at et halvtreds år gammelt paradigme for intellektuelles engagement i samfundsdebatten er ved at falde fra hinanden. Det er derfor nærliggende at sammenligne hans karakteristik af flygtningeforskningen med den interne kritik på beslægtede og tematisk overlappende forskningsfelter – for eksempel inden for islamforskningen, hvor enkelte dissidenter i forhold til den herskende ortodoksi for længst har gjort sig bemærket i offentligheden. En af disse er lektor Tina Magaard, der har udtalt, at ”flere islamforskere siger selv direkte, at deres formål er at modgå det negative billede, mange har af islam og muslimer. Så bliver formålet at finde positive historier og fremhæve dem” (jf). En anden er professor Thomas Hoffmann, der tilsvarende har registreret ”nogle tendenser til at ville tænke strategisk som forsker i forhold til, hvordan man kommunikerer til offentligheden. For eksempel til at nedtone de dysfunktionelle effekter, der kan være af religion, her specifikt i islam, i den offentlige debat” (jf). Det er nøjagtig samme tendens, som Gammeltoft-Hansen afslører i flygtningeforskningen, når han konstaterer, at ”det er udbredt, at man omtaler sig selv som et bolværk imod tidens politiske strømme og enkelte endda som aktivister”, og når han forklarer fagets tabuiseringer med, at man ikke ”vil piske en politisk stemning op”. Forskerne synes at være mere optaget af signalværdi end af sandhedsværdi. Det drejer sig mere om at gøre det rigtige indtryk på publikum end om at have objektivt ret.

Man vil sandsynligvis støde på lignende afsløringer inden for terrorforskningen, efterhånden som nogen også her får taget sig sammen til bryde ud af geledderne. I hvert fald synes jeg, man hører den samme melodi som ovenfor, når en toneangivende terrorforsker som Anja Dalgaard-Nielsen forsøger at holde islam ude af terrordebatten: ”Jeg vil meget hellere snakke om forebyggelse og mulige løsninger i stedet for at snakke om skyld. Det er vigtigt, at vi hører positive historier om almindelige mennesker, der udviser mod” (jf). Læseren bør virkelig overveje, hvad man ville mene om eksempelvis en atomfysiker eller en klimaforsker, der redigerede sine forskningsresultater ud fra den slags hensyn. Ville de måske få tildelt DR’s pris for god forskningsformidling, således som Anja Dalgaard-Nielsen faktisk fik d. 25. november 2017? Næppe. Blandt andet ville man måske opdage, at spørgsmålet om skyld og spørgsmålet om løsninger i en normal kausalforklaring er to sider af samme sag, men frem for alt ville man jo nok forlange en større respekt for, hvad der er sandt og beviseligt, end for, hvad forskeren har lyst til at snakke om eller ud fra et eller andet rundbordspædagogisk overslag mener at vide, at offentligheden har godt af at høre. Derimod rimer Dalgaard-Nielsens forskningsetik ganske godt med tankegangen i den såkaldte constructive journalism, sådan som denne til eksempel fremstilles i en kronik af Sabrina Skjødt: ”konflikthistorierne må ikke stå alene, for læseren ender med at tro, at verden er langt mere ond og dystopisk, end den er, selv om verden aldrig har set bedre ud end lige nu” (jf). Det må være meget betryggende at vide, hvordan verden i virkeligheden ser ud, før man redigerer sine nyheder – men måske nok mere for Sabrina Skjødt selv end for hendes læser.

Jeg tænker, de fleste læsere vil kunne følge mig, når jeg finder meget af det beskrevne latterligt indbildsk og illegitimt som forskningsmæssig eller journalistisk virksomhed. Faktisk vil jeg endda mene, at man ved at dreje fokus væk fra, hvad der er objektivt sandt, og over på, hvad der forventes at påvirke publikum på den mest nyttige måde – som regel ifølge nogle temmelig platte sociologiske antagelser – har begået et skæbnesvangert forræderi imod selve kernen i den vestlige rationalisme. Men desværre ender sagen ikke engang her. Politiseringen af medierne og de bløde samfundsvidenskaber er en årtier gammel historie, og det er ikke mindst i opposition hertil, at internettets alternative platforme for meningsdannelse er vokset til at udgøre et seriøst problem for den etablerede elite. Som bekendt har samme elite på det seneste slået tilbage og iværksat en omfattende censurkampagne, der under henvisning til dårligt definerede termer som ”hate speech” og ”fake news” forsøger at lægge økonomiske og juridiske hindringer i vejen for de alternative medier. Det vil sige, at skandalen med al den her pseudovidenskab ikke bare består i, hvad de såkaldte forskere siger, men også i alt det, som de i tiltagende grad forhindrer, bliver sagt. Her er simpelthen tab på både gyngerne og karrusellen, og det hele bliver naturligvis købt og betalt af den demokratiske offentlighed, der holdes for nar.

Terrorforskning mellem humaniora og positivisme – kritik af en Rosenkjærprisvinder

P1 overrakte den 25. november deres pris for god formidling af forskning, den såkaldte Rosenkjærpris, til chefen for Forsvarsakademiets Institut for Strategi, Anja Dalgaard-Nielsen. Med prisen følger seks radioprogrammer med vinderen, og da Anja Dalgaard-Nielsen i forvejen har været en hyppig gæst i DR’s nyhedsdækning gennem mange år, kan man næppe sige, at Rosenkjærprisens øgede eksponering falder på et tørt sted. Faktisk er Dalgaard-Nielsens synspunkter så tæt på at være alment accepterede, at hun i en kronik, der argumenterede for bedre finansiering af forskning som hendes egen, optrådte sammen med så fornemme medkronikører som Lars Barfoed, Mads Fuglede og Morten Bødskov (Berlingske Tidende, 26. marts 2016). Så det ser altså ud til, at alle er enige – men hvorfor mon det så er væsentligt for P1 fortsat at understøtte Dalgaard-Nielsens formidling? Hvem er det væsentligt i forhold til? I hvert fald har skåltaler som regel godt af at blive modsagt en gang imellem, og hvis man tilfældigvis skulle synes, at Anja Dalgaard-Nielsens retorik i bund og grund virker tendentiøs, ureflekteret og vildledende, har man vel nærmest pligt til at forstyrre den festlige stemning. Jeg vil i det følgende fremdrage nogle eksempler på formuleringer, jeg har fundet problematiske, og afslutningsvis prøve at anskueliggøre den overordnede tendens i Dalgaard-Nielsen tankegang, som jeg mener, man bør forholde sig kritisk til.

Kan alle blive terrorister?

Min skepsis begyndte med artiklen ”Alle kan blive terrorister” i Berlingske Tidende den 9. januar 2015. Det er naturligvis Dalgaard-Nielsen, der citeres for overskriftens påstand, og tankegangen er åbenbart, at det at blive terrorist – præcis som erhvervelsen af en snue eller et knoglebrud – kan tilstøde enhver, hvis blot de helt rigtige ”faktorer” er til stede. Det er temmelig gådefuldt, hvilke konkrete overvejelser Dalgaard-Nielsen her gjort sig om de ”faktorer”, der i givet fald skulle kunne gøre for eksempel Gandhi eller Martin Luther King til terrorister. Eller hvilken forsøgsopstilling ville hun mon anbefale, hvis vi skulle forstille os, at Søren Krarup blev gjort til fjerdefasefeminist, eller min fars moster Kathrine til punker? Sådanne spørgsmål er så bizarre, at det må undre, når det tilsyneladende er det faktum, at sindssygdom ikke er en forudsætning for terrorisme, der får Dalgaard-Nielsen til at slutte til alles principielle mulighed for at blive terrorister. For ikke alene ville det være en mere plausibel påstand, at alle kan påføres en sindslidelse, end at alle kan påføres en bestemt politisk holdning. Det er også en påstand, som det er langt nemmere at forbinde en konkret og anskuelig mening med.

Er det samme mekanisme hver gang?

Dalgaard-Nielsen tro på, at ydre påvirkninger kan radikalisere hvem som helst, hænger nok sammen med hendes tro på, at terrorisme i alle tilfælde bygger på samme psykologiske essens. Hun betror os således, at ”kernen” i sagen er, at fjenden dehumaniseres og opfattes som ”en eksistentiel trussel imod dig, din identitet og det fællesskab, du er en del af”. Bortset fra den stilistisk flade brug af du-formen har jeg undret mig meget over, at en empirisk forsker ganske ubesværet kan udtrykke noget så empirisk tvivlsomt. For ideen om en art psykologisk forsvarsreaktion passer måske meget godt på eksempelvis islamisters kamp imod en overlegen militærmagt, brunskjorterne vold under Weimarrepublikken eller amerikanske sydstatstaberes kamp imod borgerrettighedsbevægelsen i tresserne. Men den forklarer ikke, hvorfor terroren også blev udlevet i slaveriets velmagtsdage, hvorfor islamister forfølger forsvarsløse yazidier eller homoseksuelle i områder, de har fuld kontrol over, eller hvorfor Hitlers bøller fortsatte deres terror, da de befandt sig dybt inde i det nyerobrede Lebensraum mod øst. Endvidere synes incitamentet til terror overhovedet ikke at begrænse sig til ens – defensive eller offensive – egeninteresser. Hvis man eksempelvis ser på radikalisering omkring abort og dyrevelfærd eller på tressernes venstreorienterede vold, synes man snarere at måtte tale om en art altruistisk terror, der motiveres af en ”eksistentiel trussel” imod andre end en selv. Og hvorfor skulle man ikke kunne blive terrorist helt uden skelen til nogens interesser, men – som i Kants etik – simpelthen, fordi man mener sig moralsk eller religiøst forpligtet? Det er svært at se, hvordan nogle af disse spørgsmål skulle være reflekteret ind i Dalgaard-Nielsens snak om ”dig, din identitet og det fællesskab, du er en del af”.

Er de sande motiver ubevidste?

Tendensen til at reducere radikaliseringens årsagssammenhæng til en psykologisk mekanisme går igen, når Dalgaard-Nielsen henviser til ”den nyeste forskning”, der – ganske vist kun ”måske” – viser, at det er en slags indbildning, når terrorister forklarer deres motivation ideologisk og religiøst. For på et dybere psykologisk niveau gælder det åbenbart ofte, at den virkelige drivkraft er en ”bevidst eller ubevidst” søgen efter en sag og et fællesskab. Det er påfaldende, som denne ”nyeste forskning” lyder som noget omtåget Besserwisserei fra halvfjerdserne, og det er under alle omstændigheder dristigt at skelne hårdt imellem folks bevidste og ubevidste motiver. Men helt galt går det, når Dalgaard-Nielsen åbenbart også synes, at begrebet ”efterrationalisering” er den helt rigtige betegnelse for den falske bevidsthed. Med dette begreb indføres nemlig en tidslig forskel imellem terroristens reale og tilsyneladende drivkræfter, der strengt tage kun lader sig opfatte således, at det religiøse sprogspil under en bestemt fase af terroraktiviteten skulle være fraværende. Men dette strider imod det indlysende faktum, at religiøse begreber er konstitutive som meningshorisont for islamistiske terrorhandlinger og derfor ikke kan tænkes ud af nogen fase af dem. Kort sagt: Hvis nogen råber ”allahu akbar”, giver det måske nok mening at påstå, at personen ikke følte så stærkt for det religiøse betydningsindhold, som det virkede til – men det er rent nonsens at opfatte dette betydningsindhold som fraværende.

Kan ideologi kun virke retningsgivende?

Det kan måske virke lidt pedantisk at opholde sig ved et enkelt ord som ”efterrationalisering”, men det forekommer mig at være symptomatisk for en tankeløshed i begrebsdannelsen, som jeg finder højst skræmmende. Man finder endnu et slående eksempel på dette, når Dalgaard-Nielsen helt uden at blinke fastslår, at ”ideologien og religionen er retningen. De sociale og politiske faktorer er brændstoffet”. Jeg synes, sådan en sweeping statement kunne være klædelig for en gymnasielev med koffeinchok sent på natten før afleveringen af en gruppeopgave – men for nationens førende terrorforsker? Sondringen imellem handlingslivets ”brændstof” og ”retning” ligner noget kluntet metafysik, der her klistres på et emneområde så stort, at det vel i sidste ende er hele verdenshistorien. Begreberne minder en del om ”materiel basis” og ”ideologisk overbygning” i gammel marxistisk jargon, og det umiddelbare problem bliver nok det samme om igen: Ligger de her ting oven på hinanden som lagene i en lagkage, eller foregår der en slags vekselvirkning, så ideologien virker tilbage på det materielle, retningen tilbage på brændstoffet og den kulturelt og historisk betingende formulering af et problem tilbage på selve problemet i og for sig? Min mistanke er, at metaforikken i dette eksempel er løbet løbsk for Dalsgaard-Nielsen, så hun i sidste ende formidler noget skolastik uden klar mening.

Scientisme, nærmiljø og fiskeopdræt

Der er en fællesnævner for alle de punkter, jeg har kritiseret ovenfor: opfattelsen af dannelsesprocesser som tilfældige udslag af diverse ”faktorer”, reduktionen af menneskers motivation til universelle og ahistoriske ”mekanismer”, nedprioriteringen af aktørers bevidste motiver til fordel for ubevidste ”drivkræfter” og tilklistringen af det menneskelige handlingsliv med upassende og abstrakt metaforik. Fællesnævneren er, at humanioras emneområde bliver underkastet en metodik og en sprogbrug, der har naturvidenskaberne som forbillede, og som løbende filtrerer menneskelig mening og forståelse ud af perspektivet. Sådan noget kaldes traditionelt for scientisme eller positivisme, og det forekommer mig at udgøre det bærende fundament under hele Anja Dalgaard-Nielsens retorik. Som eksempel vil jeg tage et videoklip fra 12. maj 2016, hvor hun fremlægger resultatet af et forskningsprojekt omhandlende lokalmiljøets evne til at forebygge islamistisk radikalisering. Klippet ligger – ligesom selve undersøgelsen, ”Stærke Fællesskaber”- frit tilgængeligt på internettet.

Det slående ved Dalgaard-Nielsens præsentation er, at hun hele optagelsen igennem lige så godt kunne stå og tale om mistrivsel i en fiskedam som om radikalisering i et nærmiljø. Alle hendes talemåder ville fungere lige så godt for en ekspert i fiskeopdræt, og den grundlæggende kausalitetstænkning virker fuldstændig identisk. Den sammenhæng bliver især tydelig, når hun fremviser en slide, der med kvadratiske felter i forskellige farvenuancer illustrerer de forskellige komponenter i nærmiljøet og deres respektive grad af relevans for forebyggelse af radikalisering: Røde felter som ”familie” og ”venner” har stor betydning, mens anderledes dekorerede felter som ”SSP” eller forskellige offentlige myndigheder har mindre betydning. Det sjove er naturligvis, at man kan forestille sig en nøjagtigt tilsvarende skravering af en fiskedam, hvor felterne så eksempelvis kunne være farvelagt efter, hvor det bedst betaler sig at nedkaste fiskefoderet. Og der ikke noget af det, Dalgaard-Nielsen siger, der bare antydningsvist dementerer, at hendes forskning er nøjagtig det samme, blot omhandlende mennesker i stedet for fisk.

Essensen i det problem viser sig derved, at Dalgaard-Nielsen taler en masse om, hvordan de aktører, der gemmer sig inde i hendes kasser, skal ”påvirke” et ungt menneske til ikke at rejse til Syrien – men ikke én eneste gang kommer i nærheden af begrebet om ”et argument”, en god grund til at gøre det ene eller det andet. Hermed rører vi selvfølgelig ved forskellen på medmennesker og fisk: At de sociale processer, der vedrører radikalisering, i vidt omfang er tankeprocesser, hvis præmisser og pointer man måske ville gøre klogt i at sætte sig lidt ind i, er som blæst væk fra Dalgaard-Nielsens perspektiv. Tilbage er kasserne, der illustrerer de samtalende mennesker, samt de kausale relationer imellem kasserne – og den statistisk forudsigelige effekt af disse puf og stød synes at være alt, hvad Dalgaard-Nielsens forskning handler om. Tankegangen synes rammende beskrevet i den såkaldte ”regularitetsmodel” for forklaring, som mellemkrigstidens positivister udviklede i tilknytning til David Hume, og som de temmelig kontroversielt forsøgte at gøre gældende på både naturvidenskabernes og humanioras område. Ifølge positivisternes forklaringsmodel kan der ikke være andet at ”forstå” om to hændelsers relation til hinanden end graden af regelmæssighed i deres tidslige forekomst efter hinanden. Der er altså ingen speciel logik i menneskers handlinger, som det gælder om at sætte sig ind i.

Om de døves musikteori og videnskabens barndom

Det er pudsigt, at historikeren og filosoffen Robin George Collingwood, der døde i 1943 og derfor aldrig har kendt Dalgaard-Nielsens forskning, alligevel synes at have kendt den ud og ind. Collingwood fabulerer et sted om en skole af filosoffer, der alle er stokdøve, men som alligevel forsøger at forstå betydningen af musik. Dette foregår naturligvis ved hjælp af objektive, naturvidenskabelige metoder, idet man anvender diverse måleapparater på forsøgspersoner, der har hørelsen i behold og udsættes for musik. Pointen er, at de døve filosoffer på den måde kan producere en masse empiri vedrørende effekten af forskellige musikstykker, men ikke i egentlig forstand forstår det overbevisende i et musikalsk mesterværk. Og hvad den slags ”forskning” kan føre til, antydes ironisk, når det i Collingwoods fabel hedder, at de døves musikvidenskab ”stadig befinder sig i sin barndom, idet den kun er blevet praktiseret i omkring halvfjerds år”. Det er i øvrigt den samme ondskabsfuldhed, som Collingwood andre steder retter imod en psykologi, der efter naturvidenskabens forbillede forsøger at afdække de kausale mekanismer i tænkningen og historien: den bliver ved med at undskylde sine manglende resultater med, at den stadig befinder sig i sin barndom.

Jeg tænkte blandt andet på Collingwoods drilleri, da jeg i en tidligere nævnt kronik læste Dalgaard-Nielsens, Barfoeds, Fugledes og Bødskovs varme anbefaling af mere økonomisk støtte til terrorforskning og ”forskningsunderbyggede argumenter”. For hvis man spørger, hvad den pågældende forskning indtil videre har leveret, som man kan bygge sine argumenter på, giver kronikken selv et yderst nedslående svar. Det hedder slet og ret, at der slet ikke findes nogle ”almene og videnskabeligt efterprøvede modeller, der kan forklare hvorfor nogen mennesker bliver så radikale, at de griber til vold mod civile medborgere” – og ej heller nogle ”klare måder til at opgøre og sammenligne effekten af forskellige tiltag imod terrorisme”. På baggrund af disse indrømmelser, kan det virke som en ret forsigtig konklusion, at også Anja Dalgaard-Nielsens forskning befinder sig i sin barndom. Spørgsmålet er så, om flere forskningsmidler og Rosenkjærpriser er vejen til at rette op på det forhold – eller om emneområdet måske længe har manglet en grundlæggende anderledes, mindre videnskabsfetichistisk og mere humanistisk tilgang.

Terrorismens hermeneutik – Hvorfor højrefløjen snakker arabisk, og venstrefløjen latin.

Det er højst tankevækkende, at den kontroversielle amerikanske islamkritiker Pamela Geller har kaldt sin seneste bog ”Fatwa”. Det er lige så tankevækkende som, at hendes mandlige modstykke, Robert Spencer, kalder sin berømte og berygtede blog om islamisme for ”Jihad Watch”. Det interessante består i, at ordene ”fatwa” og ”Jihad” er arabiske termer, der således kommer til at spille en prominent rolle i engelsksprogede tekster. Sat på spidsen kan man udtrykke pointen sådan, at de højreorienterede fortolkere af terrorismen prøver at tale arabisk.

Hvis man vil forstå dybden i dette, kan det måske være en fordel at kende lidt til de filosofiske kontroverser, der har præget humanioras videnskabsteori. Men egentlig er det ligetil: Når man forsøger at tale andre menneskers sprog, er man i gang med at se på verden, sådan som de selv ser på den, og forstå deres handlinger på samme måde, som de selv forstår dem. Heri ligger også, at man forstår deres grunde til at handle på samme måde, som de selv gør, dvs. under henvisning til deres egne ideer og værdier – netop sådan, som de selv taler, når de skal retfærdiggøre sig. Traditionelt har tilhængere af denne fortolkningsstrategi været associeret med begreber som ”historisme” eller ”hermeneutik”. Men i dagens politiske debat findes de i den højreorienterede terrorforskning – hvilket for eksempel ses i titlen på Ibn Warraqs seneste bog: ”The Islam in Islamic Terrorism – The Importance of Believes, Ideas and Ideology”.

Man kan måske undre sig over, at det er så magtpåliggende for Ibn Warraq at understrege vigtigheden af ideer, overbevisninger og ideologi, hvis man vil forstå terroristernes handlinger. Forklaringen er naturligvis, at alle og samtlige eksperter inden for det såkaldt kulturradikale eller politisk korrekte segment siger det modsatte – læseren kan som eksempel tage PET-treenigheden Hans Jørgen Bonnichsen, Jakob Scharf  og Anja Dalgaard-Nielsen. De venstreorienterede forklaringer på terrorisme rækker fra fattigdom og arbejdsløshed til uvidenhed og psykisk sygdom, fra korstog og kolonialisme til krigen imod terror og dårlig tone, fra marginalisering og frustration til gruppedynamik og hjernevask, fra udsathed for radikaliserende ”narrativer” til ungdommelig kedsomhed og søgen efter spænding og fællesskab. Ingen af disse forklaringer kræver arabiske og religiøse nøgleord, men man bemærker, at der optræder nogle gængse fagtermer og fremmedord. Mens højrefløjen taler arabisk, taler venstrefløjen oldgræsk og latin.

Man finder et fint eksempel på dette hos Ayaan Hirsi Ali, når hun i bogen ”Kætter” omtaler Theo van Goghs morder (som jo også ville hende selv til livs): ”Jeg kan erindre hollandske intellektuelle, der påstod, at trods Bouyeris religiøse sprogbrug var hans virkelige motiv – for at ville slå mig ihjel – hans socioøkonomiske afsavn og postmoderne fremmedgørelse.”. Den kyndige læser vil sikkert genkende melodien i denne motivforklaring, ikke blot fra de seneste 25 års politiske korrekthed, men også fra de foregående 25 års universitetsmarxisme. Tendensen er den samme: Hvis man vil forstå andres handlinger uden at anerkende deres selvforståelse og deres eget begrebsapparat, kommer man til at presse sit eget sprog ned over virkeligheden som en kageform. Den heri implicerede nominalisme egner sig i bund og grund bedst til forklaringer i naturvidenskaben, og humanioras repræsentanter har ofte modsat sig at få deres fag skåret efter samme læst. At dette oprør i dag kommer fra højre, giver Hirsi Alis svar til de hollandske intellektuelle blot et af mange eksempler på: ”Hvis en morder citerer Koranen for at retfærdiggøre sin forbrydelse, må vi da i det mindste overveje muligheden for, at han rent faktisk mener det, han siger eller skriver”.

Kunne Hirsi Alis ord måske tages som en opfordring til at genopdage, hvad humanistisk dannelse oprindeligt handler om? Man vil muligvis finde det overdrevent idealistisk, hvis jeg påstår, at det er den filosofiske dynamik i det spørgsmål, der har bragt den politiske ”elite” på glatis i hele den vestlige verden. Men jeg ved ikke, hvordan man ellers skal forklare tidens Klodshans-scenarie, hvor alverdens videns- og informationsmonopoler er ved at komme til kort over for lægmandsretorik, denne være sig højrepopulistisk eller islamistisk. Kunne det måske ikke tænkes, at det er efterligningen af et naturvidenskabeligt metodeideal – mestendels i form af en art pseudovidenskabelig gummihandskejargon – der siden tresserne har medført en nærmest ligefrem proportionalitet imellem graden af ”humanistisk dannelse” og graden af politisk fordummelse og ensretning?