Den farlige forkærlighed for sætninger om andre sætningers årsag og virkning

At påstå, at ingen sætninger overhovedet har nogen sandhedsværdi – eller skal vurderes i  forhold til deres virkelighedsskildrende funktion – er elementært selvgendrivende. I hvert fald hvis man vil have denne sætning selv taget alvorligt som en mulig sandhed. Men det er som hovedregel også noget lidt andet, tidens samfundsvidenskabeligt orienterede reduktionister forestiller sig. De tænker, at ingen sætninger har nogen sandhedsværdi – undtagen lige præcis de sætninger, der omhandler andre sætningers placering i en psykosocial årsagssammenhæng. For eksempel finder de det plat at opfatte en fysisk teori som slet og ret ‘sand’; men ikke at afsløre sandheden om dens ophav i visse tidstypiske ideologier og diskurser. Eller de finder det arbitrært, hvad biologer måtte mene om kønsroller og arveanlæg; men højst tvingende, hvad de selv mener om, hvordan teorierne tjener patriarkatets interesser. Endelig mener de ikke, at islam er noget bestemt, eller at man legitimt kan generalisere omkring muslimers gøren og laden på basis af de foreliggende facts; men de mener ganske afgjort at vide, hvordan forskellige svar på disse spørgsmål vil indvirke på den globale politiske udvikling. Som sagt: De eneste sætninger, der får chancen for at være sandheder, er sætninger om andre sætningers kausale årsager og virkninger*.

Der er mange åndssvagheder forbundet med disse tankebaner. Men den mest umiddelbart indlysende er, at man tilsidesætter nogle velfungerende sprogspil til fordel for en notorisk dubiøs metadiskurs. Således er fysikere og biologer ret skrappe til at finde på gensidigt bindende kriterier for at afgøre deres diskussioner. Klassiske humanister er nok knap så skrappe til det, men de har dog mulighed for at udveksle citater og historiske kendsgerninger som en slags dokumentation for deres respektive synspunkter, fx hvad angår fortolkningen af islam. Men den samfundsfaglige Wunderwissenschaft, der handler om at forudsige, hvordan forskellige tankegange og diskurser vil påvirke verdenshistorien, er noget af det værste gummi-videnskab, man kan hitte på. Forudsigelserne er ofte åbenlyst forkerte, men der er ingen veletablerede verifikationsprocedurer til at drage konsekvenserne af det. Forskningen synes at mangle enhver autonomi i forhold til forskernes politiske målsætning, og hvad der ‘virker’ i den ene eller den anden retning synes oftest at være bundet helt og aldeles op på spørgsmålet om, hvad eller hvem man selv godt kan lide (test dette på egen hånd: Hvornår har nogen sociolog overvejet eventuelle gavnlige virkninger af Trumps eller Støjbergs retorik?).

Det er i sandhed en kongevej til dumheden at tilsidesætte argumentative og intellektuelt krævende konfrontationer til fordel for rygmarvsreaktioner og ønsketænkning. Ingen fornuftige mennesker ville frivilligt omsætte en akademisk uddannelse i den slags  beskæftigelse. Men, for nu at citere Danmarkshistoriens største og vittigste skakspiller, Bent Larsen: der er nu alligevel mange.

(* Den ikke-positivistiske tilgang til en sætning forholder sig til dennes begrundelser og implikationer, modsat dens årsager og virkninger. I øvrigt udspringer disse overvejelser af en  Facebook-opdatering)

 

Om ideen med det hele – et filosofisk forsimplingsforsøg

Filosofi er som livet: kombinatoriske udfordringer, der i sammenligning med skak eller matematik er simple – men som præsenterer sig så betydningsmættet og mangefacetteret, at man bruger 99 procent af sin tid på bare at komme i gang med at tænke. Det er risikabelt at forsimple, men det er i en vagt forstået overkompleksitet, at man overser de helt indlysende sandheder. Jeg definerer modenhed i både teoretisk og praktisk henseende som handlekraft på en kompleks basis. Begge dele indgår i modningsprocessen, både at man udvider sin horisont, og at man bevarer sin kombinatoriske manøvredygtighed inden for den. Men tvinges man til at prioritere imellem dem, så er det – som Nietzsche viste i sit læseværdige lille skrift om “Historiens Nytte” – handlekraften, der er vigtigst. Uden den er man vrøvl, uanset hvor mange fine ord man har at vrøvle med.

Så lad os løbe risikoen og simplificere. Hvordan udtrykker man på kortest mulig form den filosofiske motor i alle mine skrifter? Hvorfor henfører jeg hele tiden de intellektuelles forfald til vokseværket og knopskydningerne i bløde samfundsvidenskaber som psykologi, sociologi og antropologi? Hvorfor finder jeg min helt i Hans-Georg Gadamer, der kort før ungdomsoprøret advarede imod en falsk videnskabeliggørelse af humaniora på bekostning af de klassiske dannelsesidealer? Og hvorfor fører min kritik af nutidens intellektuelle modediller igen og igen tilbage til den filosofiske problematik omkring selvgendrivende udsagn – d.v.s. sætninger i stil med, “alt hvad jeg siger, er løgn”?

Hør her:

Hvis erkendelse opfattes som noget, en bevidsthed udsætter en genstand for, kan det erkendende subjekt ikke selv erkendes. Hvis man alligevel forsøger, får man en uendeligt opadgående trinrække, hvor enhver bevidsthed mister sin subjektstatus i samme øjeblik, som den bliver gjort til objekt for erkendelse fra et højere refleksionstrin. Og i det tilfælde, hvor jeg selv skal indtage begge roller samtidig, opstår problemet med selvgendrivelse umiddelbart: Jeg kan ikke i samme moment i kræve at blive taget alvorligt som subjekt og betragte mig selv ovenfra som en ting. Den danske filosofiprofessor David Favrholdt gjorde derfor ret i at fremhæve, at ”..det synes at være et fælles træk ved de selvgendrivende filosofiske anskuelser, at de trækker tæppet væk under sig selv, fordi de søger at reducere fundamentale begreber som ’mening’, ’sandhed’ og ’gyldighed’ til noget faktisk (fysisk, biologisk, historisk etc.)..” (”Erkendelsesteori. Problemer – Argumenter – Løsninger”, Odense Universitetsforlag, 1994: s. 30).

Paradokset udspringer som sagt af den præmis, at erkendelsen opfattes som et subjekts aktivitet i forhold til et objekt. Eller anderledes udtrykt, eftersom denne figur meget godt kan synes at afspejle situationen i naturerkendelsen: hvis man antager, at alle videnskaber i det væsentlige har samme struktur som naturvidenskaberne. Men denne præmis kan jo anfægtes. Hvis man eksempelvis kan godtgøre, at humanvidenskaberne går til deres emneområde på en principielt anderledes måde, finder man måske vejen til en forståelse af subjekter, der ikke ophæver disses subjektstatus, og en selvrefleksion, der ikke fører til absurditeter. Humanistisk interesserede filosoffer har peget på sådan en forståelsesrelation ved at anvende begreber som indlevelse, genudførelse af tanker, deltagelse i et fælles anliggende eller en kommunikativ (versus en teknisk) interesse i forskningen.

At skelne klart imellem natur- og humanvidenskaber kan således være filosofisk betydningsfuldt – ligesom det i øvrigt også lynhurtigt kan blive politisk betydningsfuldt. Man taler undertiden om en sådan adskillelse som en videnskabsteoretisk dualisme. Men hvis det er vigtigt at fastholde denne dualisme, kan det blive problematisk, hvis der dukker hybrider og brobyggervidenskaber op, der metodisk og emnemæssigt trækker på elementer fra begge de adskilte videnskabstyper. Risikoen vil her være, at den afgørende forskel udjævnes, tilsløres og nivelleres. Og eftersom det traditionelt har været naturvidenskaberne, der stod stærkest som forbillede – og hyppigst er blevet fremhævet som model for al “rigtig” videnskab – består risikoen først og fremmest i, at det særlige ved humanistisk forståelse kan blive fortrængt. Uklare blandingsformer kan i sidste ende bane vej for det enhedsvidenskabelige perspektiv, som positivisterne forfægtede, og som humanistiske forskere ofte har følt sig presset af.

Det har traditionelt netop været samfundsvidenskaberne, der opstod i midterområdet mellem ånds- og naturvidenskaberne, idet de emnemæssigt overlappede med de første, men metodisk snarere lod sig inspirere af de sidste. Man vil derfor mange gange kunne se en klassisk humanistisk tænker som Robin George Collingwood forsvare historiefagets autonomi over for sociologiserende bestræbelser på at gøre det til en “rigtig” videnskab (hvor sociologiske “love” gør det ud for naturlove). Eller man vil kunne se ham udføre et af filosofihistoriens mest hadefulde angreb på psykologien, som Collingwood anså for at være en slags indtrænger på humanioras område, der i virkeligheden er ude på at tingsliggøre sagen i stykker. Collingwood polemiserede imod mellemkrigstidens positivister, men psykologi og sociologi var også marxisternes yndlingsfag, hvorfor man vil kunne se Hans-Georg Gadamer låst fast i et lignende opgør med de venstreorienterede unge i tresserne. Få lytter i dag til Collingwoods og Gadamers advarsler –  og det må jo så bare forblive gådefuldt, hvordan meget af humaniora har kunnet forfalde til totalitær pseudo-ekspertise, fanatisk irrationalisme, selvgendrivende relativisme og politisk gennemkorrumperet forskeraktivisme.

Så mange var ordene! Så vidt dette forsøg på at udpege selve omdrejningsaksen for resten af, hvad jeg siger.. Tænkningen udvirker i både samfundet og den enkelte en løbende integration af modstridende aspekter i en enhed bestemt ved argumentets styrke. Platon kaldte sådan noget for “sjælens samtale med sig selv”, og denne samtale  fungerer i reglen nogenlunde. Hvad der derimod ikke fungerer – eller i hvert fald let fører til frygtelige forviklinger – er en refleksions-figur skåret til efter billedet af et subjekt og et objekt eller en herre og en træl. Heri ligger en mekanisme til evindelig fordobling af subjektpositionerne og evindelig genstart af erkendelsesprocessen. Hvad der følger af logiske problemer, svarer til, hvad der følger af politiske problemer, når man konstant bevæger sig fra dialog med hinanden til monolog om hinanden. Det lyder måske lidt tørt og specialiseret, at Gadamer undersøgte forståelsens struktur i humaniora, men det turde være fremgået hvor meget, der står på spil her.

Om teknikkens grænser og historiens ustyrlighed

Sidst i oktober afvæbnede de franske politimyndigheder syv muslimske betjente på grund af mistanke om radikalisering (New York Times 31. oktober). Afvæbningen fulgte i kølvandet på en terroraktion på en politistation i Paris, hvor en muslimsk ansat pludselig myrdede fire kolleger.  Sagens principielle aspekter er af almen relevans for alle europæiske lande, og frem for alt eksemplificerer den et dilemma, hvor to modsatrettede hensyn må vejes op over for hinanden: På den ene side vil man forebygge terror ved helt lavpraktisk at indskrænke nogle potentielt risikable handlemuligheder; på den anden side risikerer tiltag som dette at fremmedgøre loyale muslimer og i sidste ende at fremme radikaliseringstendenserne.

Der er fornuft i begge de modsatrettede hensyn, så man vil måske være tilbøjelig til at lade de konkrete omstændigheder afgøre, hvad der i et givet tilfælde skal veje tungest. Men er det herudover muligt at finde et principielt kriterium for i almindelighed at favorisere det ene hensyn på bekostning af det andet?

Det skal allerførst bemærkes, at der i begge tilfælde er tale om at orientere sig politisk i forhold til de sandsynlige konsekvenser forskellige tiltag, og at visse principper modsat må gælde kategorisk og uanset alle konsekvenser. De fleste vil for eksempel anerkende, at respekten for de berørte politibetjentenes retssikkerhed sætter nogle principielle rammer for, hvad man overhovedet kan lade pragmatiske hensyn influere på. Men med dette forbehold in mente kan der stadig være stort spillerum for konsekvensberegninger – og for en politisk diskussion om hvilke kriterier, der her taler for den eller den anden måde at ræsonnere på.

Det er et velkendt faktum, at en del kriterier synes at tale for den mere psykologiske betragtningsmåde på bekostning af den mere politimæssige. Ikke alene kan det virke mere behageligt at virke ved tillid frem for ved kontrol, men hvis strategien virker, vil den formentlig også både være billigere og sikre en mere varig løsning på sociale konflikter. Der er imidlertid ét afgørende kriterium, der ofte overses, og som i mine øjne tipper balancen – jeg tænker på en erkendelseskritisk refleksion over grænserne for, hvad man kan vide, og med hvilken sikkerhed, man kan vide det.

Ser man først på rationalet bag den fysiske magtanvendelse, synes mange ting at være hævet over enhver tvivl: at det er sværere at gennembryde en låst dør end en ulåst, at en bevæbnet voldsmand er farligere end en ubevæbnet, at man har bedre chancer for at imødegå en fjendtlig handling, hvis man har forberedt sig på den, end hvis man ikke har. Alt dette synes at være baseret på naturvidenskabelige facts om eksempelvis dørmaterialers gennemtrængelighed, projektilers effekt på menneskelige organismer og tidsrammer for mekanisk standsning af en igangværende proces.

Vender man sig på den anden side imod de socialpsykologiske antagelser om, hvordan hårde og restriktive tiltag vil influere på islamistiske radikaliseringsprocesser, stiller sagen sig anderledes. Her kommer forudsigelsernes korrekthed til at afhænge af, hvilke fortolkninger forskellige muslimer vælger at anlægge – samt af de eventuelle styrkeprøver og diskussioner, der kan opstå imellem konkurrerende bud på en passende fortolkning. Intet her er ligetil! Så selvom der ideelt set kan være langt mere at opnå ved at ”vinde hjerter og hjerner” end ved at opsætte pigtråd: En ansvarlig politisk prioritering bør favorisere pigtråden, fordi det kun er her, man har fuld klarhed over de årsag-virknings-sammenhænge, man prøver at gribe ind i.

Sagen er, at den andens råderum for fortolkning er et grundvilkår for alle, der tager del i historiske hændelser. Menneskets særlige affektkontrol, sproglighed og kulturelle opfindsomhed betyder, at dets reaktioner ikke er fastlagt af simple mekanismer i stil med, ”tryk avler modtryk”, eller, ”frustration medfører radikalisering”. Der er langt mere dobbeltrefleksion og hermeneutisk spejlkabinet, langt mere nytænkning og indre stridigheder i den menneskelige historie end som så.

For eksempel er det ikke nogen tosset idé, at nogle muslimer måske vil opfatte afvæbningen af de muslimske betjente som en uretfærdig diskrimination, der svækker deres loyalitet med Frankrig. Men det er heller ikke utænkeligt, at andre måske vil lade sig overbevise af statsmagtens argumenter for afvæbningen og derfor anse den for at være et nødvendigt onde – eller at atter andre måske ligefrem vil tolke den som et respektindgydende udtryk for Frankrigs nationale selvopholdelsesdrift. Det er simpelthen meget svært at vide, hvordan andre mennesker kan finde på at fortolke de stimuli, som man forventer, vil spille ind i deres fremtidige holdningsdannelse.

Ét problem er, at man måske skal kende til arabiske og islamiske traditioner for overhovedet at komme med et fornuftigt gæt på, hvilke referencer en muslimsk offentlighed vil kunne finde på at inddrage i sine tankerækker og diskussioner. Men selv hvis man er ekspert i den slags, kan man i princippet ikke forudsige, hvordan originale enkeltpersoner kan gå hen at forny disse traditioner og måske præge fremtidens fortolkninger med endnu ukendt slang og terminologi.

Endelig kunne selv den legendariske hest Kloge Hans finde ud af at afstemme sin reaktion på diverse regnestykker (i form af et bestemt antal hovslag) efter de forventninger, som eksperimentatoren uforvarende kom til at afsløre, at han havde til den. Og man skal ikke tro, at ens medmennesker er dummere end en hest: Når man kigger på dem, kan de som regel også kigge tilbage på en selv, og når man offentliggør sin forudsigelse af deres reaktion, kan de naturligvis medindregne selve denne forudsigelse i en strategi for, hvordan de i sidste ende vælger at reagere.

Verdenshistorien er ingen børnehave, og man risikerer at komme galt afsted, hvis man tror, man kan styre den med børnehavepædagogik. Spørgsmålet er bare, om det ikke lige præcis er det, vi moderne europæere tror – og om vi ikke lige præcis er ved at komme alvorligt galt afsted. I mine øjne sporer man hos eksperter og lægfolk over en bred kam, at der er sket et forfald i den historiske dannelse og fantasi, der skal til for at sætte sig ind i andre menneskers tankegang – og at der tilsvarende består en blind tro på, at man kan finde nøglen til en styring af deres adfærd i simple ’faktorer’ og ’mekanismer’.

Nutidens politiske krise drejer sig ikke tilfældigt om indvandring og integration, fordi den ikke mindst er en intellektuel krise vedrørende forståelsen af andre synspunkter end ens eget. Højre og venstre befinder sig i en global og eskalerende konflikt under etiketterne ’populisme’ og ’elite’, men ingen af parterne synes at opfatte krisens dybere årsager. Disse skal efter min mening findes i teknificeringen af humaniora, i videnskabeliggørelsen af det politiske og i den terapeutiske attitude som moderne dannelsesideal.

Tidens videnskabsfetichisme fører i realiteten til en art solipsisme, hvor forekomsten af andre bevidstheder reduceres til et ingeniørmæssigt problem (fx: ”Hvad er årsagen til terrorisme?”). Men den tragiske sandhed er måske, at man opnår desto mindre reel kontrol med historiske begivenheder, jo mere man konciperer disse i rent tekniske termer.

Robert Spencer om eftergivenhed og modstand

 

Robert Spencer virker til at være i god form efter sin livstruende sygdom tidligere i år – og at høre ham problematisere de gængse selvfølgeligheder omkring terrorforebyggelsens psykologi er noget at det mest åndeligt lutrende og berigende, man kan foretage sig i en verden af falsk ekspertise. Spencers eksempler er USA’s brutale drab på IS-lederen al-Baghdadi samt ambassadeflytningen i Israel sidste år. Og diskussionen er i begge tilfælde den samme: Venstrefløjen forfægter en psykologisk teori, ifølge hvilken sådanne tiltag risikerer at fremprovokere øget antipati imod USA i den muslimske verden og dermed øge terrortruslen; hvorimod Spencer hævder, at man kun ved ikke at bøje sig for truslen om voldelige reaktioner kan undgå at forøge incitamentet til terroristisk afpresning. Spencer har flere argumenter for sit synspunkt: At islamisternes ikke respekterer fremstrakte hænder, men kun tænker i modsætningen mellem magt og underkastelse, at deres skriftlige inspirationskilder ikke åbner mulighed for opblødning og kompromis i forhold til andre religiøse grupper, samt at det i almindelighed må gælde om at konfrontere og ikke give efter for afpressere, hvis man skal gøre sig håb om at ændre deres adfærd. Direkte modsat de hundreder og atter hundreder af enslydende “eksperter”, der til enhver tid advarer imod, at man provokerer potentielle terrorister, kan Spencer derfor sige, at “the genious of what we did with Baghdadi was that we showed them that we are not afraid of them and that we are gonna fight” (minut 36). Og med overlegen retorisk elegance kan han uden videre omformulere betydningen af dette til direkte tale rettet imod potentielle fjender af USA: “The United States sets its foreign policy based on the interests of The United States, and we are not going to be threatened, we are not going to be intimidated. You will do what you are gonna do, and we will react accordingly as appropriate – but you are not going to dictate to us what we can and cannot do” (minut 40).

Man kan godt få den fornemmelse, at der er mere livserfaring og modenhed i Spencers opfattelse af magtkampens psykologi end i den gængse rundkreds- og eftergivenheds-pædagogik. Men for så vidt begge synspunkter drejer sig om at forudsige, hvordan forskellige tiltag vil kunne påvirke andre menneskers sympati eller respekt for en, finder jeg det faktisk vanskeligt at vurdere graden af sandhed i nogen af dem. Jeg har andetsteds argumenteret for, at der består en trinrække af måder, hvorpå man kan påvirke andres adfærd, alt afhængigt af, hvor sikker og præcis viden man kan have om metodens effektivitet. Størst sikkerhed har man om virkningen af med magt at fratage en modpart de fysiske midler til at gennemføre et givet projekt (1), og næststørst sikkerhed har man om, hvordan positive eller negative sanktioner vil kunne virke ind i en modparts målrationelle kalkulationer (2). Men når det kommer til grundlæggende at ændre andres målsætninger og værdier (3), er sikkerheden betydeligt ringere. Det er let nok retrospektivt at tale om, at man har ‘vundet’ venner eller ‘skaffet sig’ fjender, men i virkeligheden indeholder de bagvedliggende dannelsesprocesser alt for meget frihed, historie og begrebslig innovation til, at man kan basere en effektiv social teknologi på dem. Ofte vil en mere hård politik stå med det fortrin at fastholde hensynet til type 1 og 2 af social påvirkning, og dette skinner også igennem i Spencers foredrag. Men for så vidt som ‘bløde’ og ‘hårde’ tiltag skal måles på, hvordan de vil indvirke på en bredere holdningsdannelse i den muslimske verden (3), synes jeg, det er svært at vælge. Der består vel i ethvert frugtbart forhold mellem mennesker en sindrig dialektik imellem parternes eftergivenhed og konsekvens i forhold til hinanden. Og mon ikke den præcise dosering af disse ingredienser i en konkret situation altid vil være et spørgsmål om livskunst snarere end om videnskab?

Nej, det aldeles fremragende ved Spencers foredrag er ikke, at han nødvendigvis i enhver henseende har ret i forhold til sin modpart. Det afgørende er, at han kender sin modpart! Således indleder han med at citere den tidligere amerikanske ambassadørs advarsler om de negative konsekvenser af drabet på al-Baghdadi, og han gentager omhyggeligt citatet for at sikre sig, at lytterne forstår dets implikationer, før han fremsætter sit eget modsynspunkt. Min damer og herrer, det er sådan her, man tænker rationelt! Man rejser et spørgsmål og undersøger pro og kontra flere mulige besvarelser, før man vælger at holde på den bedst underbyggede. Men er det mon sådan, Spencers opponenter inden for det politisk korrekte eftergivenheds-paradigme ræsonnerer? Er det mon sådan, det er gået til, når en typisk forsker inden for området er nået frem til, at det er “en udokumenteret, men plausibel hypotese i forskningen, at en mere positiv framing letter integrationen af flygtninge og indvandrere” (jf)? Eller når fire fortalere for en mere blød terrorbekæmpelse samstemmer: ”Hurtige, omfattende og ”stærke” reaktioner i kølvandet på et terrorangreb udnyttes alt for let i voldelige, ekstremistiske gruppers propaganda” (jf)? Stammer den slags udsagn virkelig fra en konfrontation imellem to alternative strategier, hvor ud fra man så har argumenteret sig frem til at foretrække den ene frem for den anden? Har fortalerne for disse udokumenterede, men plausible, selvfølgeligheder mon nogensinde overvejet, hvordan et muligt modargument ville være skruet sammen? Ja, har de overhovedet tilstrækkeligt med fantasi, hjerne og politisk integritet til at koncipere en alternativ hypotese?

Mit gæt er, at Spencers opponenter som regel har erhvervet deres politisk korrekte syn på den sociale verdens kausalforhold længe før, de begyndte at studere deres social sciences  – og at diverse ‘forskningsprojekter’ udretter det samme for dem, som de gjorde for 70’ernes universitetsmarxister: at afstive og latinisere det meneskesyn, som de alle sammen var enige om på forhånd. Hvad angår Spencers syn på ambassadeflytningen eller drabet på IS-lederen, vil den gennemsnitlige ekspert i eftersnakkeri nok mene, at det enten er den destillerede ondskab eller nogle rent følelsesmæssige impulser, der taler. Og de vil opfatte deres egen stilling i debatten som et simpelt spørgsmål om psykologisk impulskontrol: “Vi skal holde hovedet koldt“. For at Spencer måske skulle være nået frem til sin holdning ved at reflektere over, hvad hans far fortalte ham om bøller i skolegården, ved indgående undersøgelser af muslimsk historie og mentalitet samt ved en velbegrundet afvisning af udannede teknokraters børnehavepædagogiske tilgang til verdenshistorien – det kan vel næppe have sin rigtighed. Dømmer selv. Se videoen!

Teknokratiske selvmål under konstruktionen af en britisk, muslimsk identitet

Den globalistiske magtelite praler ofte af sit ‘menneskesyn’, men spørgsmålet er, om den overhovedet har noget. For måske præges denne elite mere end af noget andet af en art pseudovidenskabelig solipsisme – en art sammenkog af socialpædagogisk indbildskhed og postmoderne konstruktionsiver, hvor man i virkeligheden ikke anerkender andre bevidstheder end ens egen, og hvor andre menneskers sjæleliv ikke opfattes som andet end en genstand for teknisk manipulation. Den anden eksisterer i denne boble aldrig som problem, men altid kun som udfordring. Den andens identitet er aldrig noget villet og insisterende, men altid bare et føjeligt materiale for diverse projekter og kampagner – aldrig et velartikuleret “nej”, men altid bare en emotionel dej, som man kan formgive med positiv tænkning, konstruktive narrativer og god tone. Den anderledes tænkende fremstår i denne ideologi ikke længere som noget, man skal forholde sig seriøst til, og som humanistiske forskere skal forsøge at finde sandheden om. For hvad er sandhed, når man kan lave gode historier? Hvorfor fortolke verden, når det gælder om at forandre den? Hvorfor eksempelvis efterstræbe en objektiv sandhed om britiske muslimers identitet, når man i stedet kan hyre et reklamefirma til at fabrikere en – til at at “promote a reconciled British Muslim identity”.

Den sidste vending stammer fra det socialteknologiske firma Breakthrough Media, som i sidste måned blev afsløret i at have medvirket ved konstruktionen af et socialt netværk for muslimske unge modstandere af ekstremisme. Problemet var, at mediefællesskabet This is Woke ikke var skabt af de integrationsivrige muslimer selv, men af de britiske antiterror-myndigheder. Promoveringen af den positive muslimske identitet var altså et udtryk for statsmagtens ambition om at konstruere borgerne i sit eget billede. Og allerede nu er den så gal igen med et forum for progressive muslimske kvinder under det hårdtslående slogan “SuperSisters“. De emanciperede søstres digitale livsstilsmagasin var åbenbart finansieret af den britiske anti-ekstremisme-enhed Building a Stronger Britain Together. Så hvad der lignede græsrodsaktivitet, var altså i virkeligheden identitetsteknologi og nation-building. Som Vesten forsøgte at vinde hjerter og hjerner i Afghanistan og Irak, og som EU forsøgte at etablere en fælles europæisk identitet, så nørkler de britiske myndigheder nu med at masseproducere en funktionel muslimsk selvforståelse.

Der er mange paradokser forbundet med et således teknificeret menneskesyn, men der er to klart genkendelige grundproblemer: 1) det er etisk tvivlsomt, 2) det holder sjældent sine løfter om en effektiv administration af det foreliggende menneskelige materiale. Det første aspekt ser man deri, at de statsfinansierede ungdomsbevægelser kan føre den demokratiske offentlighed bag lyset og ødelægge muligheden for en informeret stillingtagen. Dette bliver konsekvensen, hvad enten man som nogle at ‘supersøstrene’ udtrykker sin forargelse over at blive mistænkeliggjort, eller man som Robert Spencer stiller spørgsmålet: “Why did the British government have to do this? Why weren’t there any hip, anti-terror, Westernized British Muslims who did it themselves?”.  For begge disse reaktioner kommer jo efter afsløringen af den ellers hemmeligholdte regeringsindblanding. Og hvad enten man hæfter sig ved, hvad strategien siger om regeringen, eller ved, hvad den siger om realiteterne, var det et ganske andet billede, der skulle have været kommunikeret ud. Billedet af de spontant opstående fællesskaber kunne i princippet figurere som falske data og facts, der syntes at underbygge en vis optimisme vedrørende integrationen af muslimer i Vesten (hvilket måske kan være tiltrængt i en tid, hvor den engang så lovende reformator Tariq Ramadan er ved at drukne i voldtægtssigtelser). Falske succeshistorier synes i kombination med den undertrykkelse af mere pessimistiske perspektiver, der finder sted under henvisning til “hatespeech”- og “islamophobia”-regulativer, at kunne udgøre et ganske hårdtslående våben imod fornuften og befolkningernes frie valg.

Måske ville det uetiske ved et teknokratisk menneskesyn være muligt at acceptere, hvis dets metoder faktisk virkede. Man kunne da i det mindste diskutere, om det var værd at føre folk bag lyset og behandle dem som redskaber, hvis virkelig det var vejen til en fredelig, funktionel og konfliktfri verden. Men desværre fører et teknokratisk paradigme som regel til lige så dårlig videnskab som dialog. Man kan til dokumentation spørge sig, hvordan det et gået med ‘eksperternes’ rent deskriptive forudsigelser af problemer relateret til masseindvandring igennem de seneste årtier – eller hvordan det er gået med deres løsningsforslag. Der kan være mange interessante årsager til de intellektuelles uformåen, men eksemplet med supersøstrene illustrerer især ét problem: Hvis ens påvirkning af andre mennesker skal være manipulatorisk i den betydning, at det er en væsentlig forudsætning for succes, at disse ikke opdager ens sande intentioner, vil man hele tiden stå med risikoen for en afsløring med kontraproduktive konsekvenser. Netop dette er nu problemet med supersøstrene: De er rasende over at være blevet ført bag lyset og få instrumentaliseret deres identitetsdannelse i politisk øjemed. Regeringens mål var åbenlyst at vinde tillid iblandt muslimer, men som en tidligere supersøster udtrykker det: “This is what decimates trust. Who and what are we supposed to trust for information or opinion or insight when our identities and experiences are being violently coopted and repackaged to us in the name of “protecting” us?”. Ja, det er svært at fastholde sine medborgere i en subjekt/objekt-relation, fordi det altid kan blive spørgsmålet, hvem der egentlig kigger på hvem – og det er svært at behandle andre som børn, hvis de faktisk er voksne.

Om fordomsbegrebet I

I skarp kontrast til, hvad der evindeligt prædikes efter halvdannelsens evangelium, er folks såkaldte “fordomme” som regel nogenlunde sandfærdige. Fordommene er intuitive vurderinger, der kun sjældent vil blive lodret modbevist, men som i mange tilfælde vil kunne nuanceres og forfines ved en mere “videnskabelig” undersøgelse. Men ved en sådan undersøgelse skal man på den anden side holde godt øje med, at der ikke pludselig indsniger sig korrumperende politiske eller høflighedsmæssige hensyn. Intuitionen og metoden har hver deres styrker og ulemper, så man skal hellere fokusere på selve argumentet end på, hvem der fremsætter det.

Sådan noget forstår den almindelige, sunde fornuft udmærket godt. Man kan som eksempel tage en person, der vægrer sig ved at flytte ind i et bestemt boligområde, fordi han eller hun har fået et dårligt indtryk af det, d.v.s. en “fordom”. Naturligvis kan dette tilfældigt erhvervede indtryk være fejlagtigt, og en rådgiver med kendskab til metodiske, statistiske undersøgelser, kan i så fald være behjælpelig med en gendrivelse. Men kunne det på den anden side ikke tænkes, at statistikken på underfundige måder var pyntet og korrekset, fordi dens fortolkere ikke ville risikere at bidrage til en selvforstærkende, negativ spiral – og måske også gerne ville give de positive historier et lillebitte puf? Kan man forestille sig sådan noget indtræffe? Det kan den sunde fornuft naturligvis udmærket godt. I så fald ønsker man sig måske, at den statistisk belæste rådgiver selv blev tilbudt at flytte til det pågældende boligområder, fordi vedkommende i den situation måske kunne bekvemmes til at konsultere sin egen mavefornemmelse og sit eget oprigtige indtryk af, hvad der der op og ned i sagen.

Der er ingen uoverstigelig udfordring i at forstå, at både videnskab og livserfaring er præget af fejlbarlighed, og at begge derfor i princippet har chancen for at få ret over for den anden, Derimod virker det temmelig blødt at falde på halen over alt, hvad der under etiketten “videnskab” vælter ud af fx RUC eller DIIS. Og så burde mange nok konsultere deres brug af begrebet “fordom” med, hvad virkeligt dybsindige* mennesker – fx Popper, Kuhn, Polanyi, Wittgenstein eller Gadamer  – har tænkt om det.

(* Dybsindighed kan nok faktisk defineres ret klart i denne sammenhæng: Det er dybsindigt at besinde sig på erkendelsens betingelser i en universel betydning, således at man medinddrager sin egen erkendelse – i modsætning til selv at svæve over vandene og så bare udpege de psykologiske og sociologiske faktorer, der styrer nogle andre (fx xenofoberne, populisterne, kældermenneskene). Gadamer sagde engang, at det, han savnede ved ideologikritkken, var “ideologikritikkens ideologikritik”. For nylig har Eva Agnete Selsing bemærket, at “eliten” er påfaldende dum, og mon ikke disse to udsagn har noget at gøre med hinanden?)

Spildtid i Debatten om “frygt” som henholdsvis rationelt og psykologisk fænomen

Overskriften angiver to forskellige perspektiver på følelseslivet, som enhver normalt begavet person hurtigt indser, fungerer vidt forskelligt – men hvis sammenblanding alligevel fører til retorisk tomgangskørsel i den politiske debat. Det er simpelthen ubegribeligt, så meget fordummelse, der kan udgå fra psykologiseringen af andre folks tankevirksomhed (eller i Collingwoods termer: fra en “empirisk” tilgang til genstandsområdet for en “kriteriologisk” videnskab). Det er verdens billigste og mest åndløse argument at sige: “Æv-bæv, det mener du bare, fordi du lider af sygdommen xxx!” – alligevel, eller måske netop derfor, er det også et af verdens mest populære argumenter. Problemet opstår så, når man ikke kan hitte ud af, hvornår man taler om frygt som en sagligt ubegrundet patologisk tilstand, og hvornår man taler om frygt som det emotionelle aspekt af en rationel vurdering eller forudsigelse.

Jeg kunne ikke bære at se Klaus Riskær Pedersen stå og blamere sig i Debatten d. 21/2, men jeg nåede dog at overvære et lige så instruktivt som tragikomisk replikskifte, hvor de to betydninger under samme fonetiske hat kørte fuldstændig rundt med deltagerne. Udgangspunktet var den variant af verdens førnævnte mest åndløse argument, at Nye Borgerlige bygger deres politik på “frygt”, her naturligvis i betydningen fobisk hysteri som genstand for en empirisk psykologi. Men nu var den ikke uefne Clemens Kjærsgård så uelskværdig at spørge forsvareren for denne snedige analyse, en såkaldt “demokratiforsker” fra Aalborg, der – big surprise! – repræsenterede Alternativet, om ikke også hendes parti byggede deres politik på frygt (nemlig for en klimakatastrofe). Nu kunne jeg godt have mine anelser om, at en “demokratiforsker” bruger en betragtelig del af sine forskningsmidler på netop at sidde og lege blindebuk med den type semantiske tvetydigheder, der her er på spil, så det virkede noget underligt på mig, at det tog hende oceaner af tid at huske sin ret banale replik: Hun var længe helt paf over Kjærsgaards spørgsmål, men kom så endelig i tanke om, at svaret måtte være noget med, at Alternativets frygt for klimakatastrofen er “velbegrundet” – hvoraf Pernille Vermund omgående sluttede, at frygten for masseindvandring åbenbart blev opfattet som “ubegrundet”. Hermed nåede debatten faktisk frem til et resultat, nemlig adskillelsen af de to nævnte betydninger af af begrebet frygt.

Men desværre greb Pernille Vermund nu ikke bolden. Hun skulle have sagt: “Hvis din frygt kan gøre krav på at blive efterprøvet som et rationelt svar på virkeligheden, kan min vel gøre krav på det samme. Og ingen af os får jo nok heller overbevist den anden om, at hendes frygt hører hjemme på Psykiatrisk Afdeling. Så lad os bare begge indrømme, at vore synspunkter har et emotionelt aspekt, som der imidlertid ikke er nogen argumentativ pointe i at påpege!”. Imidlertid var Vermund på dette tidspunkt så forhippet på at dementere anklagen om en frygtens politik, at hun gav sig til pure at benægte, at hun frygtede noget som helst. Hun indrømmede altså end ikke at besidde selv den mest rationelt funderede og objektivt velbegrundede frygt for fremtiden. Og det fejltrin greb så den overtændte og pseudosmarte Riskær Pedersen som anledning til at angribe hele Nye Borgerliges politik for at være overflødig – for hvis man overhovedet ikke frygter noget, hvorfor i alverden så iværksætte alle mulige drastiske politisk tiltag? Formelt set var Riskærs argument faktisk sundt nok. Men det tragikomiske er jo, at det byggede på en fortalelse fra Pernille Vermunds side, som igen var foranlediget af en i udgangspunktet underlødig kritik. Kombattanterne havde taget mindst fem minutter af hinandens og seernes tid, uden at nogen havde opdaget, at de bare sad og byttede frem og tilbage på to forskellige betydninger af begrebet frygt; hver gang til hinandens store forbløffelse over, hvad der nu pludselig kom frem af hatten.